DRS76.WP Dronning Sophias visebog 76 310 Sallemand dør af Elskov T DgF: 482 I VIII 394-395 VIII 398b Under Visen med Skriverens Haand: 1586 WL E F VB Egenn hanndt. 1Her Sallemand heder denn gieffuiste rider,her Sallemand hedder den gæveste ridder, fru Methe-lylle heder denn frue;fru Mettelille hedder den frue; de haffde huer-andenn udi hiertid saa kier,de havde hveranden udi hjertet så kær, god wilge de samen droge.god vilje de sammen droge. Y wider det saa well, her Sallemand døde aff elskoffw.I vider det så vel, her Sallemand døde af elskov. 2Her Sallemand haffuer denn frue saa kier,her Sallemand haver den frue så kær, hand wed sig iche ad raade;han ved sig ikke at råde; de erre dem baade thu nest-søsken-børnn,de ere dem både to næstsøskendbørn, af fadrre och frender baade.af fadre og frænder både. 3Her Sallemand haffuer denn frue saa kier,her Sallemand haver den frue så kær, hans hierte har alldrig ro;hans hjerte har aldrig ro; hand maa iche for wor erchebisphan må ikke for vor ærkebisp giue hinde sin thro.give hende sin tro. 4Her Sallemand haffuer enn morsøster,her Sallemand haver en morsøster, hunn heder fru Ingeborg;hun hedder fru Ingeborg; hand rider till hinde baade arlig och sillde,han rider til hende både årlig og silde, hand klager for hinde sin sorg.han klager for hende sin sorg. 5Ded war herre Sallemand,det var herre Sallemand, hand kom der ridenndis udi gaard;han kom der ridendes udi gård; ude stod hanns kierre mor-syster,ude stod hans kære morsøster, hun war well suøbt udi maard.hun var vel svøbt udi mår. 6Hannd slog offuer hinde sillche,han slog over hende silke, der-till de løffu-grønn skind;dertil de løvgrøn skind; saa fulldis de saa bade toså fulgtes de så både tobade Udg. har: "baade". - (med Streg over). udi den fruerstue ynd.udi den fruerstue ind. 7Det war herre Sallemand,det var herre Sallemand, hannd gaar udi windoffued ad stannde;han går udi vinduet at stande; det war hans kierre morsøsther,det var hans kære morsøster, hun skiencker ham win till hande.hun skænker ham vin til hånde. 8"Høre y, min kierre morsyster,"høre I, min kære morsøster, ieg gider iche druchid win;jeg gider ikke drukket vin; min huff stander till stallte fru Metelylle,min hu stander til stolte fru Mettelille, hun er allder-kieriste myn."hun er allerkæreste min." 9"Hør du, herre Sallemand,"hør du, herre Sallemand, du tørst det alldrig thro;du tørst det aldrig tro; y erre thu neste-syskenn-børnn,I ere to næstesøskendbørn, y maa iche till-samen bo."I må ikke tilsammen bo." 10"Heder hun iche fru Methe-lill,"hedder hun ikke fru Mettelil, der løsse maa alld min harm,der løse må al min harm, da skall der allder frue eler møda skal der aller frue eller mø soffue udi min arm."sove udi min arm." 11"Hør du, herre Sallemand,"hør du, herre Sallemand, ieg siger det for dig:jeg siger det for dig: lader du breffue till Rome skriffue,lader du breve til Rome skrive, saa y maa samen bliffe."så I må sammen blive." 12"Y fruer, y kand saa mange-lund wende,"I fruer, I kan så mangelund vende, som wogne de løbe till thorff;som vogne de løbe til torv; ieg wed den yche udi werden till,jeg ved den ikke udi verden til, ieg torde forklage min sorg."jeg turde forklage min sorg." 13Ded war here Sallemand,det var herre Sallemand, hand lader de løne-breff skriffue;han lader de lønnebrev skrive; sender hand dem bordt op-paa land,sender han dem bort oppå land, fru Mette-lille ad giffue.fru Mettelille at give. 14Hun skreff ham edt aned udi-gienn,hun skrev ham et andet udigen, hun sennde ham met sin thernne:hun sendte ham med sin terne: y-huor hand y alld werden willd farre,ihvor han i al verden vil fare, hun wille ham føllge saa gernne.hun ville ham følge så gerne. 15De red dem aff Danmarch ud,de red dem af Danmark ud, denn riider med denn frue;den ridder med den frue; det will ieg for sanddingen sige,det vil jeg for sandingen sige,sanddingen sand | dingen. de haffde huer-anden udi huffue.de havde hveranden udi hue. 16Mellte det here Sallemand,mælte det herre Sallemand, der de red ud fraa borg:der de red ud fra borg: "Huem er ideligst udi eders huff,"hvem er ideligst udi eders hu, for huem ber y denn sorg?"for hvem bær I den sorg?" 17Suarid ded stallt fru Metelillsvaret det stolt fru Mettelil baade met angist och quide:både med angest og kvide: "Hand brød indtid sper udi dag,"han brød intet spær udi dag, hannd rider her hos min side."han rider her hos min side." 18De red dem gemen de grøne enge,de red dem gennem de grønne enge, y-gemen de grøne skoue;igennem de grønne skove; alldrig kom riderenns huide handaldrig kom ridderens hvide hånd aff fruenis sadelboffue.af fruenes saddelbue. 19Hand red sig udi Pariss stadhan red sig udi Paris stad allt met den rossens-blome:alt med den rosensblomme: huerdt ded barn, i staden war,hvert det barn, i staden var, da faunide de deris kome.da favnede de deres komme. 20Ud da kom de klercke,ud da kom de klerke, de faunid deris kome:de favnet deres komme: "Well-komen, her Sallemand,"velkommen, her Sallemand, alld met den rosen-blome!alt med den rosenblomme! 21Y werrer well-komenn, her Sallemand,I værer velkommen, her Sallemand, alldt met den stallte frue:alt med den stolte frue: her er breffue fraa synden kommen,her er breve fra sønden kommen, y maa iche samell bo."I må ikke sammel bo." 22Ded war stallte frue Metelill,det var stolte frue Mettelil, hun giordis udi huffenn saa mod:hun gjordes udi huen så mod: de kinder, der føre ware rosen-rød,de kinder, der førre vare rosenrød, de blegnid och sortnid som yord.de blegnet og sortnet som jord. 23Denn frue hun lagdis udi lofftid siugden frue hun lagdes udi loftet syg aff ellskoffuenns lange thraa;af elskovens lange trå; hun sender bud effter her Sallemand,hun sender bud efter her Sallemand, ad hand skulle thill hinde gaa.at han skulle til hende gå. 24Ind kom her Sallemand,ind kom her Sallemand, stedis hand for bord;stedtes han for bord; hans lader och lemper de fallt ham well,hans lader og lemper de faldt ham vel, hand kunde well føue sin ordt.han kunne vel føje sin ord. 25"Hør y, stallt fru Metelill,"hør I, stolt fru Mettelil, y lader bortt-fare denn quide;I lader bortfare den kvide; udi dag faa wy de breffe fraa Rom,udi dag få vi de breve fra Rom, saa wy maa samen bliffue."så vi må sammen blive." 26Suared ded stallt fru Metelillsvaret det stolt fru Mettelil med angist och megenn møde:med angest og megen møde: "Y hendter de preste, meg skriffte skall,"I henter de præste, mig skrifte skal, denn sorg tuinger meg till døde."den sorg tvinger mig til døde." 27Der war stor ynck udi fruer-stuenn,der var stor ynk udi fruerstuen, de fruer haffde angist och harm:de fruer havde angest og harm: det war stallt fru Metelill,det var stolt fru Mettelil, hun døde y Sallemands arm.hun døde i Sallemands arm. 28Saa klede de det hederlig lig,så klædte de det hæderlig lig, de lagde det paa gyllten baar;de lagde det på gylden bår; det war herre Salle-mand,det var herre Sallemand, hand fellde saa modig thaar.han fældte så modig tår. 29"Gud nade meg," sagde her Sallemand,"Gud nåde mig," sagde her Sallemand, "den frue ieg saare well undte.""den frue jeg såre vel undte." Hans sorig-fulld hierte y brystid sprack,hans sorrigfuld hjerte i brystet sprak, och blodid løb aff hans mundt.og blodet løb af hans mund. 30Det war ynck udi Paris stad,det var ynk udi Paris stad, och alle de fruer maane grede:og alle de fruer monne græde: fru Metelill døde udi fruer-stuenn,fru Mettelil døde udi fruerstuen, her Sallemand i ded strede.her Sallemand i det stræde. 31For nordenn denn kircke-gaard lagde de ham,for norden den kirkegård lagde de ham, for syndenn lagde de hinde;for sønden lagde de hende; der sprang tho rossenn aff begis deris bryst,der sprang to rosen af begges deres bryst, de lode god willge kiennde.de lode god vilje kende. 32Der sprang to rosenn aff deris bryst,der sprang to rosen af deres bryst, och bladenn war idelig røde;og bladen var idelig røde; allder nogen slig en ellskoffu mindtis,aller nogen slig en elskov mindtes, sidenn Tistrandt och Isallde de døde.siden Tistrand og Isolde de døde. Y wide det well, her Sallemand døde ud-aff elskoffu.I vide det vel, her Sallemand døde udaf elskov.