Nederlaget i Ditmarsken

1
De lidell smaa fogle haffuer fanget et raadt,	de lidel små fugle haver fanget et råd,
de sige, de skulle haffue aff denn braa,	de sige, de skulle have af den brad,
som op er ædit och bort er førd for longen.	som op er ædet og bort er ført for langen.
2
Der kom flyendis en falck met sterre,	der kom flyvendes en flok med stære,
de viste ingenn viee, huort de skulle fare,	de vidste ingen vej, hvort de skulle fare,
saa bryde de quist och bygde de dennem en borrig.	så bryde de kvist og bygte de dennum en borrig.
3
The laae saa lenge i den ly,	de lå så længe i den ly,
de viste ey, huort de heden skulle flye,	de vidste ej, hvort de heden skulle flyve,
saa mangen bliffuer suegen aff den, mand fuldt[-]vell troer.	så mangen bliver svegen af den, man fuldvel tror.
4
Der kom flyendis en falck met suane,	der kom flyvendes en flok med svane,
deris vinger vore saa brede,	deres vinger vare så brede,
de stride saa listelig mod de danske,	de stride så listelig mod de danske,
ieg venter, det træde i Danemarck,	jeg venter, det træge i Dannemark,
den store skade, de danske hoffmend de finge.	den store skade, de danske hovmænd de finge.
5
Der kom flyendis aff de taarnne	der kom flyvendes af de tårne
de duer, vor alle huide,	de duer, var alle hvide,
de fredis icke alle, som vore udbudenn,	de fredes ikke alle, som vare ud buden,
der vor saa mangen eede forsuorit,	der var så mangen ede forsvoret,
som ulffue iblant faar och saa mone de dennem slide.	som ulve iblandt får og så monne de dennum slide.
6
Det vor uden gamen, de trad fast samenn,	det var uden gammen, de trådt fast sammen,
en ville den icke vige,	en ville den ikke vige,
de brød deris baner met ierne[-]skeder,	de brød deres baner med jerneskeer,
de huilte icke føre i huer-anders arm,	de hvilte ikke førre i hverandres arm,
de andre smaa fugle de ligge for balgierds ^[1]Kalkar I 96b: Balger, no. den, som elsker klammer og slagsmål; Kalkar I 97a: Balger, no. ?, måske = balk ndf. (skillevæg). side.	de andre små fugle de ligge for ********* side.
7
Ebbe Gied och saa hand hed,	Ebbe Ged og så han hed,
Gud giffue oss aff sin naade!	Gud give os af sin nåde!
mand miener, hand bleff skildt ved Paradiss,	man mener, han blev skilt ved Paradis,
Gud giffue oss euig roo och liss!	Gud give os evig ro og lis!
det angrer de danske, den store skade de finge.	det angrer de danske, den store skade de finge.
8
Huo som uglen tager for høøg,	hvo som uglen tager for høg,
hand skall om natten fare,	han skal om natten fare,
hand skiuler sig baade for eeg och bøgh,	han skjuler sig både for eg og bøg,
om natten haffuer hand ingen trøy,	om natten haver han ingen trygd,
huo som tror paa huer mands raad, handtt farer saa offte ilde.	hvo som tror på hver mands råd, han farer så ofte ilde.
9
De vor vel XVIII M sterck,	de var vel atten tusind stærk,
de ructe emod baner ^[2] maaske bauer. hin brede,	de rykte imod banner hin brede,
ther kom ingen tilbage igien,	der kom ingen tilbage igen,
uden det vor III och trøssuer fem,	uden det var tre og trysser fem,
det siger den suend, som met vor i den skare.	det siger den svend, som med var i den skare.

Den ældste danske viseoverlevering