Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift II
Nummer: 67
Side: 136 v
Titel: Ulv van Jærn
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 10 C I 148-149
Kommentar: I 158 + IV 703b


1
Thet vor unge Ulhr van Iern, 
och hand red <til> den steffne: 
"Min herre, i laaner mig aff ethers mend, 
ieg vil min faders død heffue."
[1] I udg.: "heffne".
 
:: Dett siger den suend, der fangen ligger paa heden. ::

2
"Ieg skal laane dig aff min mendt, 
och sielff skal ieg dig følge: 
bed sielff Widerich Verlanz-søn, 
saa fremmer du vel din vilie." 

3
Konningen ganger paa gulffuid frem 
medt sølkar i huiden hende: 
"Huilcke aff mine gode hoffmend 
aff land vil følge mig
[2]+1: I udg.: "min".
min frende?"
 

4
Det suarid Vidrich Verlandz-sønn, 
hand hagde i sig stor ære: 
"Wi skicke frem vort sende-bud, 
vi komer icke stolen der." 

5
Bort da løb hand Haffue Graa, 
och
[3] +1; Skrivf. f: aa hannem?
hand skinde guld och perll:
 
ingen høg eller hundt kunde vere i verden saa snar, 
der hannem kunde følge til olbeld.
[4] De to første Bogstaver er jeg ej vis paa at have læst ret. (Skrivf. f: queld?) Vedel (G, V. 13) gjør det til: Bed.
 

6
Ind da kom hand Haaffue Graa, 
och stedis hand for bord: 
hand vor vel sild
[5] I udg.: "snild".
i tale sin,
 
hand kunde vel føye sin ord. 

7
"Her sidder i, koningen aff Breggi-windt, 
och fler vil ieg icke neffne: 
i morgen kommer han unge Ulffan Iern, 
hand vill hans faders død heffne." 

8
"Kommer hand ungen Ulffan Iert, 
handt skal her inthet vinde: 
hans faders
[6] I udg.: "fader".
stod migh icke hug uden tho,
 
han skal staa mig ith mynde." 

9
"Hør du, koningen aff Bregge-windt, 
thu holt til den fare tilbage:
[7] Denne Linje, som ikke rettelig hører sammen med L. 4, skal vel forstaas som: du holt den fare (= oldn. fár: Vrede, Ondskab, Skjældsord) tilbage! Jfr. sv. C 5,2. (S. Bugge.)
 
men op da voxer de lidel smaa rancker,
[8] I udg.: "racker".
 
haffuer skarpe tender i munde." 

10
"Ieg vorder ingen hedning, ieg skøder icke christen 
eller nogen verdsens mand: 
foruden han Vidrick Verlandz-søn, 
ieg acter, hand er i Bern. 

11
En gang var ieg paa Dorefeld, 
och der <drac>k kemper inde: 
Vidrich dreff der dorespill, 
thett gaar mig aldrig aff minde. 

12
Hand band vel femtann kemper 
och actet, det vor ekon leg: 
ieg stod saa ner, ieg saa der-paa, 
det giorde mig kinder bleg. 

13
Hør du det, gode Haaffue Graa, 
hnad
[9] I udg.: "huad".
ieg siger dig:
 
vedstu Vidrich Verlandz-søn, 
du døll hannem icke for mig." 

14
"Widerich ligger i hiffuelofft syg, 
sin hest kand hand icke riide: 
hand haffuer di danesuenne i sit brød, 
ether tør i marcken bide." 

15
Opstod en aff koningens kemper, 
och saa suaret handt der-till: 
"Ieg kiende vell Widrich Verlandz-søn, 
hans fader vor en smedt." 

16
Opstod da den Haaffue Graa, 
hand vredis ved de ord: 
saa slog [hand] strax til den same kempe, 
saa hand fald død til iordt. 

17
Det suarid koningen aff Bregge-windt, 
hand bleff i hoffuen saa mod: 
"Hui slo du min geniste
[10] I udg.: "geuiste".
kempe,
 
hand ligger død paa iordt?" 

18
Op da stod hand Haffue Graa, 
och saa suaridt hand for sig: 
"Ieg motte det aldrig aff hannem høre, 
hand spottet enthen Widerich heller mig." 

19
Det da vor hand Haaffue Graa, 
och hand begynte att hycke: 
"Hør du, koningen aff Breggeuindt, 
giff du mig att dricke." 

20
De baare ind attan lester øll, 
dennem drack hand ud met en dryck: 
hand slo de thønder for koningens føder, 
de gick al-samen i støcke. 

21
"Hør du det, gode Haaffue Graa, 
och huad ieg siger dig: 
wedstu Widrich Verlandz-søn, 
du døller hannem intet for mig." 

22
Det da suaridt hannem Haaffue Graa, 
handt vor hastig och vred: 
"Møder i morgen paa Biertings-hæde, 
der finder i kemper til rede." 

23
Bort da løb hand Haaffue Graa, 
och handt løb vred aff bye: 
all de, hannem enthen hørde heller saae, 
the miste baade lyd och hyldt. 

24
De red
[11]+1: I udg.: "red".
red all den mørcke natt
 
offuer den sorte hæde: 
det skinde alt som liusse dag, 
och saa giorde vaben deris.
[12] For deris har vist oprindelig lydt den ældre Form thiere, dere (∼ hyede) = oldn. þeirra. Endnu i E.T. Kristensens Gl. jyske Folkeviser (f. Ex. Nr. 13, V. 3): djer = oldn. þeirra. (S. Bugge.)
 

25
The red frem for Bierting 
och offuer att Biertings-myre: 
siu-hundret vor de kemper stercke, 
vor lest i bryning hind dyre. 

26
De red frem for Bierting 
och igienem Biertings-bye: 
saa skickit de der folck omkring, 
giorde Vidrich til høffuidtz-mand paa ny. 

27
Ud paa same Biertings-hæde 
satte de herrer den strid: 
der vor saa mangen uskyldig mandt, 
der miste sit unge liff. 

28
Tet vor koningen aff Bregge-wind, 
igiemen hylt
[13] +1; Maaskee Skrivf. for: gylt hielm (jf. V. 37 og 39).
hielm hand saa:
 
"Huem er fremest i haabet i dag, 
men mit folck falder mig saa fra?" 

29
Thet da suared den liden smaa-dreng, 
der koningen red alnest: 
"Det er Widrich Verlandtz-søn, 
och hand er til sin hest." 

30
Dett vor koningen aff Breggi-wind, 
hand seer igiemen hielm trange: 
"Ieg strider fuld vussen emod thend skiold, 
der i skinner hammer och tang. 

31
Ieg strider fuld voxen
[14] Misforstaaelse for: vussen, som forrige Vers har.
emod den skioldt,
 
ther i skinner hammer och tang: 
men vislig <bl>iffuer ieg slagen i dag, 
for Widrich griber ingenn fangen. 

32
Blant hedning och christen haffuer ieg veritt, 
ieg lyste dennem alle at geste: 
fornden
[15] I udg.: "foruden".
Widdrich Verlandz-søn,
 
ieg acter hannom till at feste."
[16] Skrivf. for: freste?
 

33
Koningen hug sin hest met spore, 
for sitt folck bleff hand saa vred: 
hand redt til Vidrich Verlandz-sønn, 
som handt sknlle
[17] I udg.: "skulle".
strax hugge hanem neder.
 

34
Det vor koningen aff Bregge-windt, 
och hand hug alt saa fast: 
Vidrich kunde icke andet giøre, 
end verie sig for resk.
[18] Maaskee staaer der: rask. (kast er vel den rette Læsemaade.)
 

35
"Nu haffuer ieg staet dig XL hug, 
de er flere och icke fere: 
stat mig it for alle di 
alt for din kongelig ære." 

36
"Haffuer du staet mig XL hug, 
och flere och icke fere: 
ieg skal staa dig it for alle de 
och ver icke koning disnere."
[19] I udg.: "disuere".
 

37
Saa tog hand en silcke-traaet, 
hand band den offuer hans gylt hielm-nødt: 
"Icke vilde ieg, det min festemøe skulle spørie, 
en smedie-snend
[20] I udg.: "smedie-suend".
skulle hugge mig til døde."
 

38
Widerich saa til Mymmering: 
"Och Mymmering, kand du due? 
ieg drog dig icke i atten aar 
udaff saa vred en hug." 

39
Saa hart halt hand om hendinge, 
thet blodet sprack udaff negle-roed: 
hand hug paa koningens gylte hielm, 
thet odden i saddelen stod. 

40
Saa glade var alle de kongens mendt, 
de red alle glad fraa steffn: 
Ulfor Iern handt thackit Widrich, 
hand heffuende hans faders dødt. 
:: Thet siger
[21]+1: I udg.: "siger".
siger den suendt, der fangen ligger paa hiedenn. ::