Ulv van Jærn

1
Thet vor unge Ulhr van Iern,
och hand red <til> den steffne:
"Min herre, i laaner mig aff ethers mend,
ieg vil min faders død heffue." ^[1] I udg.: "heffne".
:: Dett siger den suend, der fangen ligger paa heden. ::
2
"Ieg skal laane dig aff min mendt,
och sielff skal ieg dig følge:
bed sielff Widerich Verlanz-søn,
saa fremmer du vel din vilie."
3
Konningen ganger paa gulffuid frem
medt sølkar i huiden hende:
"Huilcke aff mine gode hoffmend
aff land vil følge mig ^[2]+1: I udg.: "min". min frende?"
4
Det suarid Vidrich Verlandz-sønn,
hand hagde i sig stor ære:
"Wi skicke frem vort sende-bud,
vi komer icke stolen der."
5
Bort da løb hand Haffue Graa,
och ^[3] +1; Skrivf. f: aa hannem? hand skinde guld och perll:
ingen høg eller hundt kunde vere i verden saa snar,
der hannem kunde følge til olbeld. ^[4] De to første Bogstaver er jeg ej vis paa at have læst ret. (Skrivf. f: queld?) Vedel (G, V. 13) gjør det til: Bed.
6
Ind da kom hand Haaffue Graa,
och stedis hand for bord:
hand vor vel sild ^[5] I udg.: "snild". i tale sin,
hand kunde vel føye sin ord.
7
"Her sidder i, koningen aff Breggi-windt,
och fler vil ieg icke neffne:
i morgen kommer han unge Ulffan Iern,
hand vill hans faders død heffne."
8
"Kommer hand ungen Ulffan Iert,
handt skal her inthet vinde:
hans faders ^[6] I udg.: "fader". stod migh icke hug uden tho,
han skal staa mig ith mynde."
9
"Hør du, koningen aff Bregge-windt,
thu holt til den fare tilbage: ^[7] Denne Linje, som ikke rettelig hører sammen med L. 4, skal vel forstaas som: du holt den fare (= oldn. fár: Vrede, Ondskab, Skjældsord) tilbage! Jfr. sv. C 5,2. (S. Bugge.)
men op da voxer de lidel smaa rancker, ^[8] I udg.: "racker".
haffuer skarpe tender i munde."
10
"Ieg vorder ingen hedning, ieg skøder icke christen
eller nogen verdsens mand:
foruden han Vidrick Verlandz-søn,
ieg acter, hand er i Bern.
11
En gang var ieg paa Dorefeld,
och der <drac>k kemper inde:
Vidrich dreff der dorespill,
thett gaar mig aldrig aff minde.
12
Hand band vel femtann kemper
och actet, det vor ekon leg:
ieg stod saa ner, ieg saa der-paa,
det giorde mig kinder bleg.
13
Hør du det, gode Haaffue Graa,
hnad ^[9] I udg.: "huad". ieg siger dig:
vedstu Vidrich Verlandz-søn,
du døll hannem icke for mig."
14
"Widerich ligger i hiffuelofft syg,
sin hest kand hand icke riide:
hand haffuer di danesuenne i sit brød,
ether tør i marcken bide."
15
Opstod en aff koningens kemper,
och saa suaret handt der-till:
"Ieg kiende vell Widrich Verlandz-søn,
hans fader vor en smedt."
16
Opstod da den Haaffue Graa,
hand vredis ved de ord:
saa slog [hand] strax til den same kempe,
saa hand fald død til iordt.
17
Det suarid koningen aff Bregge-windt,
hand bleff i hoffuen saa mod:
"Hui slo du min geniste ^[10] I udg.: "geuiste". kempe,
hand ligger død paa iordt?"
18
Op da stod hand Haffue Graa,
och saa suaridt hand for sig:
"Ieg motte det aldrig aff hannem høre,
hand spottet enthen Widerich heller mig."
19
Det da vor hand Haaffue Graa,
och hand begynte att hycke:
"Hør du, koningen aff Breggeuindt,
giff du mig att dricke."
20
De baare ind attan lester øll,
dennem drack hand ud met en dryck:
hand slo de thønder for koningens føder,
de gick al-samen i støcke.
21
"Hør du det, gode Haaffue Graa,
och huad ieg siger dig:
wedstu Widrich Verlandz-søn,
du døller hannem intet for mig."
22
Det da suaridt hannem Haaffue Graa,
handt vor hastig och vred:
"Møder i morgen paa Biertings-hæde,
der finder i kemper til rede."
23
Bort da løb hand Haaffue Graa,
och handt løb vred aff bye:
all de, hannem enthen hørde heller saae,
the miste baade lyd och hyldt.
24
De red ^[11]+1: I udg.: "red". red all den mørcke natt
offuer den sorte hæde:
det skinde alt som liusse dag,
och saa giorde vaben deris. ^[12] For deris har vist oprindelig lydt den ældre Form thiere, dere (∼ hyede) = oldn. þeirra. Endnu i E.T. Kristensens Gl. jyske Folkeviser (f. Ex. Nr. 13, V. 3): djer = oldn. þeirra. (S. Bugge.)
25
The red frem for Bierting
och offuer att Biertings-myre:
siu-hundret vor de kemper stercke,
vor lest i bryning hind dyre.
26
De red frem for Bierting
och igienem Biertings-bye:
saa skickit de der folck omkring,
giorde Vidrich til høffuidtz-mand paa ny.
27
Ud paa same Biertings-hæde
satte de herrer den strid:
der vor saa mangen uskyldig mandt,
der miste sit unge liff.
28
Tet vor koningen aff Bregge-wind,
igiemen hylt ^[13] +1; Maaskee Skrivf. for: gylt hielm (jf. V. 37 og 39). hielm hand saa:
"Huem er fremest i haabet i dag,
men mit folck falder mig saa fra?"
29
Thet da suared den liden smaa-dreng,
der koningen red alnest:
"Det er Widrich Verlandtz-søn,
och hand er til sin hest."
30
Dett vor koningen aff Breggi-wind,
hand seer igiemen hielm trange:
"Ieg strider fuld vussen emod thend skiold,
der i skinner hammer och tang.
31
Ieg strider fuld voxen ^[14] Misforstaaelse for: vussen, som forrige Vers har. emod den skioldt,
ther i skinner hammer och tang:
men vislig <bl>iffuer ieg slagen i dag,
for Widrich griber ingenn fangen.
32
Blant hedning och christen haffuer ieg veritt,
ieg lyste dennem alle at geste:
fornden ^[15] I udg.: "foruden". Widdrich Verlandz-søn,
ieg acter hannom till at feste." ^[16] Skrivf. for: freste?
33
Koningen hug sin hest met spore,
for sitt folck bleff hand saa vred:
hand redt til Vidrich Verlandz-sønn,
som handt sknlle ^[17] I udg.: "skulle". strax hugge hanem neder.
34
Det vor koningen aff Bregge-windt,
och hand hug alt saa fast:
Vidrich kunde icke andet giøre,
end verie sig for resk. ^[18] Maaskee staaer der: rask. (kast er vel den rette Læsemaade.)
35
"Nu haffuer ieg staet dig XL hug,
de er flere och icke fere:
stat mig it for alle di
alt for din kongelig ære."
36
"Haffuer du staet mig XL hug,
och flere och icke fere:
ieg skal staa dig it for alle de
och ver icke koning disnere." ^[19] I udg.: "disuere".
37
Saa tog hand en silcke-traaet,
hand band den offuer hans gylt hielm-nødt:
"Icke vilde ieg, det min festemøe skulle spørie,
en smedie-snend ^[20] I udg.: "smedie-suend". skulle hugge mig til døde."
38
Widerich saa til Mymmering:
"Och Mymmering, kand du due?
ieg drog dig icke i atten aar
udaff saa vred en hug."
39
Saa hart halt hand om hendinge,
thet blodet sprack udaff negle-roed:
hand hug paa koningens gylte hielm,
thet odden i saddelen stod.
40
Saa glade var alle de kongens mendt,
de red alle glad fraa steffn:
Ulfor Iern handt thackit Widrich,
hand heffuende hans faders dødt.
:: Thet siger ^[21]+1: I udg.: "siger". siger den suendt, der fangen ligger paa hiedenn. ::

Den ældste danske viseoverlevering