Dronning Margrete

1
Der ganger ord i Suerige,
alt offuer all Suerigs krone:
koning Albret oc hans gode mendt
de ville ind till Skane.
:: Fordi ligger suenen udi boyen. ::
2
De sparde huercken kercker eller closter,
oc icke det, Gud tiill-hører:
dett ungielde saa manigen mandt,
som aldrig vilde ilde giøre.
3
Koning Albret suor om den ouerste Gud,
hand skulle icke hitten bære,
førr hand haffde vundet all Danmarck,
de suenske till stor ære.
4
Koning Albret sider y Suerige
oc lader de løne-breff skriffue:
sender hand dem dronning Margrette till Helssingborg
oc lader hinde striden till-biude.
5
Dett suarid drotning Margrette,
det første hun breffuen saa:
"Hielp Gud-fader y Himmerig,
det motte end bedre gaa!
6
Det for-biude den offuerste Gud,
den sorrig skulle mig hende!
vill Gud oc de edelige danske mendt,
det fanger en bedre ende."
7
"Hørrer du, tydske her Paril!
wiltu hielpe mig aff vaande:
du ^[1]+1: I udg.: "vilt du". vilt drage y Suerig,
i striden for mig staande?"
8
Dett suarid herre Paril,
hand vor en mand saa falsk:
"Icke vill ieg udi Suerig faare
oc føre striden i marck."
9
Dett vor drotning Margrette,
hun lod de løne-breffue skriffue:
sender hun dem herre Iffuer Lycke,
at hand skulle komme till hende.
10
Sildig om den afften
fick hand drotningens breffue:
orlig om den morgen
her Iffuer til hinde reedt.
11
Ind kam herre Iffuer Lycke,
stedis hand for bord:
"Vill i mig noget, min naadige frue?
ieg fick fraa eder ord."
12
"Hør du, herre Iffuer Lycke!
saa kerlig beder ieg dig:
viltu drage y Suerig
oc stande i striden for mig?"
13
Dett suarid her Iffuer Lycke,
hand vor en mand saa fast:
"Ieg vill drage i Suerig,
skulle dett end koste min halss."
14
Hun skreff koning herre Albret til,
som Gud gaff hende till raade:
"Udi Vester-Gylland y Suerig,
der skulle y finde vor naade."
15
Daa suared koning her Albredt,
hand actede hindis skriffuelse ringe:
"Aldrig skal det nogen spørre,
at ieg skall redis en quinde."
16
Det vor om en hellig søndag,
messen vor god at høre:
droningen foer til Øressundt,
sit folck lader hun ouer føre.
17
De droge offuer adt Axel-voldt
met XVIII tusinde heste:
tha tencte alle de suenske mend,
at iorden skulle under dem brøste.
18
Dett melte Ficke van Fintze,
der hand de danske saae:
"De danske vinder stor pris i dag,
de suenske stor skaade faa."
19
Dett melte koningen her Albret,
ham lyste daa først at striide:
"Est du redder, tør du icke biide,
saa rid du offuer en siide!"
20
De piill de staack saa høyet y sky,
de glauinde ginge i stycke:
"I drager nu fram, y edelige danske!"
saa raber her Iffuer Lycke.
21
Den første striid, de sammen rende,
de vore helled stercke:
fangen bleff koning her Albret
oc før[t] til Dannemarck.
22
Fangen bleff koning her Albret
udaff saa fattige en suend:
sende de ham till Helsing-borg,
for droning Mergrette ind.
23
Dett melte droning Margrette,
der hun konning Albret saae:
"Er det icke en anderledis mandt,
de store ord gaar fra!
24
I værer vel-komen, kong her Albreht!
ieg haffuer fast effter eder lang[e]t:
y skulle være fader ad dette barn,
ieg haffuer vid muncken fanget.
25
Ieg bød eder til muncke-barsel,
daa vilde i icke komme:
nu er y komen till kircke-gong,
eder selff til lidel fromme.
26
I kalled mig en muncke-deye
oc giorde mig slig u-ære:
dett sømmet fuld ilde en fattige quinde,
end sigett en drotning at være.
27
I haffuer suerid en kongelig eedt:
y skulle eder hette icke bære,
førr y haffde vundett all Dannemarck,
de suenske til stor ære.
28
Den kongelige eed, som y haffuer suoredt,
den skal y icke bryde:
y skulle gieste paa huert thett slott,
wi haffuer udi Danmarckz riige."
29
Saa tog hun XV alne vadmell,
hun lod ham skiere en hette:
"I sender eder kierist den till Michel-borig,
ladder hende en ^[2]+1: I udg.: "struden". struden til sette!"
30
Hun lod sla offuer ham kaaben aff bly,
den var alt saa suar:
"I sidder der under, koning Albret,
till døden offuer eder gaar!"
:: Fordi ligger suenen udi bøyen. ::

Den ældste danske viseoverlevering