Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift II
Nummer: 48
Side: 81 v
Titel: Knud af Myklegaard
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 479 Aa VIII 218-220
Kommentar: VIII 234a


1
Møgelgaard oc Spanner-landt Møgelgård og Spannerland
dennom skyll saa langt paa lædt; dennum skil så langt på led;
dett vor de ædelige herrer, det var de ædelige herrer,
de brøde huer-anders breff. de brøde hverandres brev.
:: De ærlige sønner oc de riige. :::: de ærlige sønner og de rige. ::

2
"Hør du, Peder[-]lille, "hør du, Pederlille,
du est min neste frende: du est min næste frænde:
du skalt fare mit erinde du skalt fare mit ærinde
oc ind till Spanner-landt." og ind til Spannerland."

3
Swaret dett Peder[-]lille, svaret det Pederlille,
som hand haffde værit vredt: som han havde været vred:
"Fare ieg i-aar till Spanner-landt, "fare jeg i år til Spannerland,
i seer mig aldrig meer!" I ser mig aldrig mer!"

4
Hand tog possen paa sin bag han tog posen på sin bag
oc pellegrims-staff i hende; og pilegrimsstav i hænde;
saa gaar hand den longe vey så går han den lange vej
alt ind till Spanner-lande. alt ind til Spannerlande.

5
"Hell sider y, Spanner-koning, "hel sidder I, spannerkonning,
alt offuer eders breden bordt; alt over eders breden bord;
dett er Knudt aff Møgellgaardt, det er Knud af Møgelgård,
hand sender eder breff oc ordt." han sender eder brev og ord."

6
Dett vor Spanner-koning, det var spannerkonning,
der hand de breffue saa: der han de breve så:
hand tog ud sin lidel kniff, han tog ud sin lidel kniv,
hand skar dennom i støcker smaa. han skar dennum i stykker små.

7
Melte dett Peder[-]lille, mælte det Pederlille,
thi [breffue] [haffde] hand saa skære:
[1] I udg.: "kære".
 
de [*] [*] han så skære:
"Er de breffue saa farlig screffuen, "er de breve så farlig skreven,
men y maa dennom icke lesse?" men I må dennum ikke læse?"

8
"Du thie quar,
[2] I udg.: "qu[e]r".
Peder[-]lille,
 
"du tie kvær, Pederlille,
du matt mig icke suare! du måt mig ikke svare!
saa offte haffuer fader din så ofte haver fader din
værit paa min skade. været på min skade.

9
Siu tønner aff dett huide sølff syv tønder af det hvide sølv
dett skattet din fader fraa mig; det skattet din fader fra mig;
ty tønner aff det røde guld ti tønder af det røde guld
vill ieg icke haffue for dig!" vil jeg ikke have for dig!"

10
Suaret dett Peder[-]lille, svaret det Pederlille,
hand vor saa bradt at høre: han var så brat at høre:
"Huad kand ieg der-y volde, "hvad kan jeg deri volde,
min fader ville dett giøre?" min fader ville det gøre?"

11
"Hør du, Peder[-]lille, "hør du, Pederlille,
haffuer du icke føre hørdt, haver du ikke førre hørt,
at dett skulle grissen gielde, at det skulle grisen gælde,
dett gammell suin haffuer giørt?"
[3] I udg.: "giort".
 
det gamle svin haver gjort?"

12
Saa tog de Peder[-]lille, så tog de Pederlille,
oc ledde de hannom paa marck; og ledte de hannum på mark;
der bad for hannom bode fruer oc iomffruer der bad for hannum både fruer og jomfruer
oc mange vellert klerck. og mange vellært klerk.

13
Det vor Peder[-]lille, det var Pederlille,
hand bucker offuer skiold hin røde: han bukker over skjold hin røde:
"Y leffuer hand Knud aff Møgell-gaardt, "e lever han Knud af Møgelgård,
saa vell heffner hand min døde!" så vel hævner han min døde!"

14
Der den vinter for-gangen vor, der den vinter forgangen var,
den sommer tog till at komme; den sommer tog til at komme;
dett vor Knud aff Møgell-gaardt, det var Knud af Møgelgård,
mone effter sin frender
[4] I udg.: "frende".
lange.
 
monne efter sin frænder lange.

15
Dett vor Knud aff Møgell-gaardt, det var Knud af Møgelgård,
hand biuder ud herreffredt;
[5] I udg.: "herre-ferdt".
 
han byder ud herrefærd;
hand biuder ud atten tusind mendt, han byder ud atten tusind mænd,
de geuist, i landene vor.
[6] rettere: i landen er (∼ ferd).
 
de gævest, i landene var.

16
Vonde de dieris silcke-segell vunde de deres silkesejel
oc alt saa høit y raa; og alt så højt i rå;
de seglede ind till Spanner-landt de sejlede ind til Spannerland
den same monids-dag. den samme månedsdag.

17
Dett vor Knud aff Møgell-gaardt, det var Knud af Møgelgård,
hand styrede sin snecke till landt; han styrede sin snekke til land;
dett vor Spanner-koning, det var spannerkonning,
møtte hannem paa huiden sandt. mødte hannum på hviden sand.

18
Der
[7]+2: I udg.: "De stride".
stride de i dage,
[8] L. 1-2; Der stride de i dage | der stride de i tho.
 
der stride de i dage,
der
[9]+2: I udg.: "de stride".
stride de i tho,
 
der stride de i to,
end-til Spanner-koning indtil spannerkonning
oc hannom faldt folcket fraa. og hannum faldt folket fra.

19
Melte det iomffru Damur, mælte det jomfru Dagmar,
den ædelige rossens-blomme: den ædelige rosensblomme:
"Lader wi vor biørne løss, "lader vi vor bjørne løs,
wi lader dennom mod hannom komme!" vi lader dennum mod hannum komme!"

20
Melte det Knudt aff Møgell-gaard, mælte det Knud af Møgelgård,
der hand de huide-biørne saa: der han de hvidebjørne så:
"Giffue dett Gud-fader udi himmerig, "give det Gudfader udi himmerig,
ieg vor udi Møgelgaardt!" jeg var udi Møgelgård!"

21
Saa grebe de Knudt aff Møgelgaard, så grebe de Knud af Møgelgård,
saa førde de hannom paa marck; så førte de hannum på mark;
der bad for hannom bode rider och suendt, der bad for hannum både ridder og svend,
oc dett kunde intet hielpe. og det kunne intet hjælpe.

22
Dett vor Knudt aff Møgell-gaardt, det var Knud af Møgelgård,
hand bucker under
[10] I udg.: "[offuer]".
skiøllen
[11] I udg.: "skiollen".
hin røde:
 
han bukker under skjolden hin røde:
"Leffuer du, Beneditz Knudsen, "lever du, Benedikts Knudsen,
saa vell høffner du min dødt!" så vel hævner du min død!"

23
Der den vinter for-gangen vor, der den vinter forgangen var,
oc sommer begynte att komme, og sommer begyndte at komme,
dett vor Benedids Knudsen, det var Benedikts Knudsen,
tager effter sin fader at lange. tager efter sin fader at lange.

24
Dett vor Beneditz Knudsøn, det var Benedikts Knudsøn,
hand biuder ud herre-fred;
[12] I udg.: "herre-ferd".
 
han byder ud herrefærd;
hand biuder icke uden XXX mendt, han byder ikke uden tredive mænd,
de geuist, i riget er. de gævest, i riget er.

25
Wonde de op dieris segel vunde de op deres sejel
oc alt saa høgt y raa; og alt så højt i rå;
seglede de til Spanner-landt sejlede de til Spannerland
minner ind monide thoo. mindre end månede to.

26
Saa kaste de dieris ancker så kaste de deres anker
alt paa den huide sandt; alt på den hvide sand;
det vor Bennedits Knudsøn, det var Benedikts Knudsøn,
hand træn der først paa landt. han tren der først på land.

27
"Her skulle y bie, alle mine mendt, "her skulle I bie, alle mine mænd,
oc dricke miød oc vin, og drikke mjød og vin,
men ieg gaar mig op ad landt men jeg går mig op ad land
oc taller med Spanner-koning." og taler med spannerkonning."

28
Der
[13] I udg.: "De[tt] [wa]r".
Benedidtz Knudsøn,
 
der Benedikts Knudsøn,
hand kom til borge-læd; han kom til borgeled;
det vor iomffrue Damur, det var jomfrue Dagmar,
oc sømer hun der-vedt. og sømmer hun derved.

29
Hand skiød op sin pillegrims-hatt, han skød op sin pilegrimshat,
ther-under en silcke-hue: derunder en silkehue:
"Loner en fattige pillegrim huss, "låner en fattige pilegrim hus,
tager løn udaff Vor-frue." tager løn udaf vor Frue."

30
"Icke estu pile-grim, "ikke est du pilegrim,
ieg seer din silcke-hue; jeg ser din silkehue;
du est Bennedictz Knudsen, du est Benedikts Knudsen,
du tørst icke for mig liuge!" du tørst ikke for mig lyve!"

31
"Icke heder ieg Benedictz Knudsen, "ikke hedder jeg Benedikts Knudsen,
alt det du siger saa; alt det du siger så;
ieg er eders søster-søn, jeg er eders søstersøn,
en hertug aff Burgundin." en hertug af Burgunden."

32
"Estu nu min søster-søn, "est du nu min søstersøn,
da kand oss ingen att-skillie; da kan os ingen adskille;
daa ville wi læge en skafftaels-leeg da ville vi lege en skavtavlsleg
med elskouff oc gode villie." med elskov og gode vilje."

33
De begynte den skafftaffuell de begyndte den skavtavel
saa lenge at leege, så længe at lege,
end-till alle kongens mendt indtil alle kongens mænd
de soffuede [paa] bencken nedt. de sovede [*] bænken ned.

34
Dett vor Benedictz Knudsøn, det var Benedikts Knudsøn,
hand gaar sin mendt i-modt: han går sin mænd imod:
"I
[14]+1: I udg.: "Woger".
vogner op, alle mine mendt!
 
"I vågner op, alle mine mænd!
vabner eder till hest oc foedt! væbner eder til hest og fod!

35
I vager op, alle mine mendt, I våger op, alle mine mænd,
vebner eder till hest oc foed! væbner eder til hest og fod!
nu fanger ieg heffnit min fader nu fanger jeg hævnet min fader
oc fanger en høuidske boedt!" og fanger en høviske bod!"

36
Dett vor Benneditz Knudsen, det var Benedikts Knudsen,
hand foer saa vell met liste: han for så vel med liste:
ind kom hand til-bag igien, end kom han tilbag igen,
før nogen mandt dett viste. før nogen mand det vidste.

37
"Vager nu op, Spanner-koning! "våger nu op, spannerkonning!
ieg siger dig aff stor nødt: jeg siger dig af stor nød:
der ligger nu dine mendt, der ligger nu dine mænd,
ligger brendt i røden glødt." ligger brændt i røden glød."

38
"Hør du, Bennedictz Knudsen, "hør du, Benedikts Knudsen,
oc lad du leffue mig! og lad du leve mig!
hind skøne iomffrue Damur hin skønne jomfrue Dagmar
saa vill ieg giffue dig." så vil jeg give dig."

39
"Hind skøne iomffrue Damur "hin skønne jomfrue Dagmar
oc hinde vill ieg vell faa; og hende vil jeg vel få;
min fader oc mine frende min fader og mine frænde
de ligger under sorten iordt!" de ligger under sorten jord!"

40
Saa tog hand Spanner-koning så tog han spannerkonning
alt y sin gule lock; alt i sin gule lok;
saa hog hand hannom hoffuit aff så hug han hannum hoved af
alt offuer hans senge-stock. alt over hans sengestok.

41
"Lig nu, Spanner-koning, "lig nu, spannerkonning,
alt bode met angist oc sorrig! alt både med angest og sorrig!
saa offte vor det y min sinde, så ofte var det i min sinde,
dett du voest Knud aff Borrig!" det du vogst Knud af Borrig!"

42
Først vog hand Spanner-koning, først vog han spannerkonning,
saa vog hand alle hans mendt; så vog han alle hans mænd;
saa tog hand iomffrue Damur met voldt, så tog han jomfrue Dagmar med vold,
dett angrede hannom slett intett. det angrede hannum slet intet.
:: De erlige sønner oc de riige. :::: de ærlige sønner og de rige. ::