Hagbard og Signe

1
Hagbard konning oc Sigvord	Hagbard konning og Sigvard
de ypide en hadings-kiff:	de yppede en hådingskiv:
dett kam for stalltenn Signe,	det kom for stolten Signe,
det aller-weniste liff.	det allervæneste liv.
:: Huad eller om adt i winnder mig eller en saa wenen. ::	:: hvad eller om at I vinder mig eller en så væn en. ::
2
Hagbor konng hand drømpte enn drøm	Hagbard kong han drømte en drøm
om natten som hand laa:	om natten som han lå:
wognid hannd saa modig,	vågnet han så modig,
hand sagde sinn moder der-aff.	han sagde sin moder deraf.
3
"Meg tøgte, ieg var udi Himmerig,	"mig tykte, jeg var udi himmerig,
der uar saa faurenn by:	der var så fagr en by:
meg ^[1]+1: I udg.: "ieg". ieg haffde stalt Signill udi min arm,	mig jeg havde stolt Signild udi min arm,
ieg falt igemen denn skye."	jeg faldt igennem den sky."
4
"Hør du, Hagbord kongen[-]sønn,	"hør du, Hagbard kongensøn,
du giff det icke giem:	du giv det ikke gem:
ieg skall hente dig ^[2]+1: I udg.: "dig". dig spaa-quinnde,	jeg skal hente dig dig spåkvinde,
der raade skall dinn drøm."	der råde skal din drøm."
5
Innd daa kom de spaa-quind,	ind da kom de spåkvind,
der drømen sknlle ^[3]+1: I udg.: "skulle". sknlle raade:	der drømmen skulle skulle råde:
hanns moder gred oc hender slaa,	hans moder græd og hænder slog,
hanns søster hun felder thaare.	hans søster hun fælder tåre.
6
"Alt er det eder till løcke lagt,	"alt er det eder til lykke lagt,
at y skall vinnde denn møe:	at I skal vinde den mø:
men vide-mend, Hagbor kongen[-]sønn,	men vide mænd, Hagbard kongensøn,
for hinnde skall i dø."	for hende skal I dø."
7
"Er dett mig till løcke lagt,	"er det mig til lykke lagt,
ad ieg kannd winde denn møe:	at jeg kan vinde den mø:
saa lidet ieg det wurde vill,	så lidet jeg det vurde vil,
at ieg skall for hinde døe."	at jeg skal for hende dø."
8
Hagbor lader sig voxe har	Hagbard lader sig vokse hår
oc ^[4]+3: I udg.: "oc iumfrue-kleder". iumfrue oc iumfrue-kleder at skere:	og jomfrue og jomfrueklæder at skære:
saa drager hand till Dannemark,	så drager han til Dannemark,
enn stolt iomfrue att vere.	en stolt jomfrue at være.
9
Mit udi denn borge-gard	midt udi den borgegård
der axlid hannd sinn skinnd:	der akslet han sin skind:
saa gaar hand i fruer-stue	så går han i fruerstue
for stalt Signill inndt.	for stolt Signild ind.
10
"Hør y, stalltenn Signill,	"hør I, stolten Signild,
vill y meg det unde: ^[5] kan ogsaa læses: wede, men Rimet afgjør Sagen.	vil I mig det unde:
ad ieg maa slignid aff eder lere?	at jeg må slevned af eder lære?
saa faa er de, hinnde kunde.	så få er de, hende kunne.
11
Minn fader har mig till eder send,	min fader har mig til eder sendt,
ieg skulle her slignid lerre:	jeg skulle her slevned lære:
ach, vill y mig dett kiende,	ak, vil I mig det kende,
da beder ieg eder saa giernne.	da beder jeg eder så gerne.
12
Lenge stoed stalstenn Signild	længe stod stolsten Signild
oc tengkte, huad hun skulle suare:	og tænkte, hvad hun skulle svare:
"Ieg vill mig i lofftid gaa	"jeg vil mig i loftet gå
oc spørge min fader till raade."	og spørge min fader til råde."
13
Op stoed staldstenn Signilld,	op stod stolsten Signild,
oc suøbte hun sig udi skinnd:	og svøbte hun sig udi skind:
saa gaar hun y høffuid-lofft	så går hun i højetloft
for sinn kierre fader ind.	for sin kære fader ind.
14
"Hør y, min kiere fader,	"hør I, min kære fader,
vill i stede der-till minde:	vil I stede dertil minde:
meg er sent en skønn iomfrue,	mig er sendt en skøn jomfrue,
der ieg skulde sligning kiennde?"	der jeg skulle slevned kende?"
15
"Leger y eders kleder ^[6]+1: Hdskr. har Comma efter kleder og regner altsaa samell med til L. 2. samell	"lægger I eders klæder sammel
ad ^[7] I udg.: "ald". med saa møgen god vilge:	** med så megen god vilje:
wogter eder for herre Hagbard,	vogter eder for herre Hagbard,
hand kand saa lystelig gillie.	han kan så listelig gilje.
16
Well maa y till-sammen vere	vel må I tilsammen være
effter bege eders raad:	efter begge eders råd:
och vogter eder for her Habord,	og vogter eder for her Hagbard,
hand daarer eder icke baade."	han dårer eder ikke både."
17
Alle sad de skønne iomfruer	alle sad de skønne jomfruer
oc syde huer som kunde:	og syde hver som kunne:
for-udenn Hagbor kongen[-]sønn,	foruden Hagbard kongensøn,
haand haffde sinn naell i munde.	han havde sin nål i munde.
18
For-udenn Hagbor kongen[-]sønn,	foruden Hagbard kongensøn,
hannd hade sinn nall i munde:	han havde sin nål i munde:
hannd fick aldrig saa stor en skaall,	han fik aldrig så stor en skål,
hand drack denn io ud till grunde.	han drak den jo ud til grunde.
19
Hannd tog ud sinn lidenn kniff,	han tog ud sin liden kniv,
alt som hand fuld[-]well kunde:	alt som han fuldvel kunne:
hannd skreff bade hiort oc hind,	han skrev både hjort og hind,
som de i skovenn runde.	som de i skoven runde.
20
Suarid det den thieniste-møe	svaret det den tjenestemø
det neste ^[8] Skrivf.? der hun torde:	det næste der hun turde:
"Ieg saa alldrig nogenn skiønn iomfrue,	"jeg så aldrig nogen skøn jomfrue,
der drancker ^[9]Jf. Kalkar I 378b, Drankerfore, 'drankeradfærd'. hade fore. ^[10]Jf. Kalkar I 615, fore, 'færd, adfærd'.	der dranker havde fore.
21
Aaller saa ieg nogenn skiønn iomfrue,	aller så jeg nogen skøn jomfrue,
der vere kunde sømme lynn:	der værre kunne sømme lin:
ieg saa aller naagen stalt iomfrue,	jeg så aller nogen stolt jomfrue,
der bere kunde dricke winn.	der bedre kunne drikke vin.
22
Hunn syer alldrig saa lidenn en søm,	hun syr aldrig så liden en søm,
hun har io naall i munde:	hun har jo nål i munde:
hun faaer aldrig saa stor enn skoell,	hun får aldrig så stor en skål,
hun dricker denn ud till grunde."	hun drikker den ud til grunde."
23
"Stat oc thie, du thieniste-mø,	"stat og tie, du tjenestemø,
oc skøt slet intet om mig:	og skøt slet intet om mig:
huad eller du gaar ud eller ind,	hvad eller du går ud eller ind,
daa seer ieg slet intet till dig."	da ser jeg slet intet til dig."
24
Dett led fast ad afftenn,	det led fast ad aften,
der de skulle sengenn byge:	der de skulle sengen bygge:
alt spurde Hagbord konge,	alt spurgte Hagbard konge,
oc huor hand skulle lige.	og hvor han skulle ligge.
25
"Hør i det, min skiønne iumfrue,	"hør I det, min skønne jomfrue,
ieg siger eder det saa giernne:	jeg siger eder det så gerne:
i skall edde aff fad med mig	I skal æde af fad med mig
och soffue hos min thernne."	og sove hos min terne."
26
"Ieg haffuer slit rød skarlagenn	"jeg haver slidt rød skarlagen
oc souid hos konngenns børnn:	og sovet hos kongens børn:
skall ieg hos denn terne soffue,	skal jeg hos den terne sove,
daa dør ieg aff denn harm."	da dør jeg af den harm."
27
"Hør i det, min skiønne iomfrue,	"hør I det, min skønne jomfrue,
enn bønn vill ieg eder vide:	en bøn vil jeg eder vide:
y skall ede aff fad med mig	I skal æde af fad med mig
oc hoss mig sellff at lige."	og hos mig selv at ligge."
28
De tennde op de voxlius,	de tændte op de vokslys,
de ware med eren snod:	de vare med æren snoet:
saa fnlde ^[11] I udg.: "fulde". de de iomfruer tho	så fulgte de de jomfruer to
till deris soffue-stuffne. ^[12] I udg.: "soffue-stuffue".	til deres sovestue.
29
Hun lagde hand paa Hagbords bryst,	hun lagde hånd på Hagbards bryst,
denn skinner aff guld saa rød:	den skinner af guld så rød:
"Hui er icke brøstenn voxen paa eder	"hvi er ikke brysten voksen på eder
alt som paa anndenn møe?"	alt som på anden mø?"
30
"Det er saa sed paa min faders land,	"det er så sæd på min faders land,
at iomfruer de rider till thinnge:	at jomfruer de rider til tinge:
fordi er icke brystenn voxenn paa mig:	fordi er ikke brysten voksen på mig:
udaff de brønie-ringe.	udaf de brynjeringe.
31
I sige mig, stalltenn Signill,	I sige mig, stolten Signild,
men wi ere enne tho:	men vi ere ene to:
oc er der naagenn i verdenn till,	og er der nogen i verden til,
der eders huff liger paa?"	der eders hu ligger på?"
32
"Der er ingenn i verdenn till,	"der er ingen i verden til,
der min huff liger paa:	der min hu ligger på:
for-udenn Hagbord kongenn[-]søn,	foruden Hagbard kongensøn,
oc ham maa ieg icke faa.	og ham må jeg ikke få.
33
For-udenn Hagbord kongen[-]sønn,	foruden Hagbard kongensøn,
ieg alldrig med øgenn ^[13] maaskee: øgnne. saae:	jeg aldrig med øjen så:
udenn ieg hørde hanns forgylte liud, ^[14]Jf. Kalkar: L(j)ud (lyd), bd. II s. 816b.	uden jeg hørte hans forgyldte lyd,
hannd rider till tingit oc fra."	han rider til tinget og fra."
34
"Er det Hagbord kongenns[-]sønn,	"er det Hagbard kongenssøn,
i haffuer udi hiertet kier:	I haver udi hjertet kær:
y wennder eder om, thager hannem udi arm,	I vender eder om, tager hannum udi arm,
hand soffuer eder alt saa ner."	han sover eder alt så nær."
35
"Hør y, Hagbord kongen[-]sønn,	"hør I, Hagbard kongensøn,
hui ville i mig saa skende:	hvi ville I mig så skænde:
hui red i icke till min faders gard	hvi red I ikke til min faders gård
med høg paa huidenn hende?"	med høg på hviden hænde?"
36
"Huor skulle ieg ride [i] eders faders gaard	"hvor skulle jeg ride [*] eders faders gård
med høg paa huidenn hende:	med høg på hviden hænde:
huer sinnde hand hør mig neffne,	hver sinde han hør mig nævne,
daa truer [hand] mig att henge."	da truer [*] mig at hænge."
37
"Hør i, Habord kongen[-]sønn,	"hør I, Hagbard kongensøn,
her bliffuer fuldt[-]ont at raade:	her bliver fuldondt at råde:
spør det kiere fader min,	spørgr det kære fader min,
hand lader os bode forraade."	han lader os både forråde."
38
"Hør [i], stalltenn Signill,	"hør [*], stolten Signild,
her bliffuer fuld[-]god en ferd:	her bliver fuldgod en færd:
her liger under mit hoffuit-gierd	her ligger under mit hovedgærd
min brønie oc mitt suerdt.	min brynje og mit sværd.
39
Her liger vid mitt hoffuit-gierdt	her ligger ved mit hovedgærd
min brynie oc mit suerd:	min brynje og mit sværd:
ieg [reddis] ick hundrit raaske hoffmend	jeg [*] ikk hundred raske hovmænd
oc alle udi enn ferdt."	og alle udi en færd."
40
Icke viste de ung[e] tho andit,	ikke vidste de ung to andet,
end de var enne tho:	end de var ene to:
der stod den føgte ^[15]+1: Jf. Kalkar I 828b: Føgteterne, no.? ternne	der stod den ***** terne
oc lydde paa deris ord.	og lydte på deres ord.
41
Der stoed denn forbandede therne,	der stod den forbandede terne,
lyde hun der-paa:	lydte hun derpå:
hun stall bort hanns guode suerd	hun stjal bort hans gode sværd
oc saa hans brønie blaa.	og så hans brynje blå.
42
Hun staall bort hanns gode suerd	hun stjal bort hans gode sværd
oc saa hans brønie blaa:	og så hans brynje blå:
hun gick till Siguordt kongenn,	hun gik til Sigvard kongen,
hun sagde ham ordenn saa:	hun sagde ham orden så:
43
"Waager op, Siguord konnge,	"våger op, Sigvard konge,
y soffuer alt-for lenge:	I sover alt for længe:
det er Hagbord kongen[-]sønn	det er Hagbard kongensøn
allt med eders datter i senge."	alt med eders datter i senge."
44
"Stat oc ty, du thernne,	"stat og ti, du terne,
oc liu du icke paa hinnde:	og lyv du ikke på hende:
i morgenn førind solenn ned-gaar	i morgen førend solen ned går
daa skall ieg lade dig brende."	da skal jeg lade dig brænde."
45
"Hør y, Siguord kongenn,	"hør I, Sigvard kongen,
i maa mig vell throe:	I må mig vel tro:
her er Hagbors gode suerd	her er Hagbards gode sværd
oc saa hans brønye blaa."	og så hans brynje blå."
46
Dett vor Siguord kongenn,	det var Sigvard kongen,
hand raaber offuer all sinn gard:	han råber over al sin gård:
"Oc vell op, alle minne mend,	"og vel op, alle mine mænd,
y drager eders brynie paa.	I drager eders brynje på.
47
Well op, alle mine mend,	vel op, alle mine mænd,
drager brønnen paa uden all falsk:	drager brynjen på uden al falsk:
her er Hagbor konngenn,	her er Hagbard kongen,
hand er saa haar en hals."	han er så hård en hals."
48
Wogenn laa stalt Signill,	vågen lå stolt Signild,
oc lyde hun der-paa:	og lydte hun derpå:
"Uoger op, Hagbord konngenn[-]sønn,	"våger op, Hagbard kongensøn,
min fader hand kallder saa."	min fader han kalder så."
49
Det var Hagbord konngenn[-]sønn,	det var Hagbard kongensøn,
hand lette under hoffuidt-gier:	han ledte under hovedgærd:
borte war hans brønie	borte var hans brynje
oc saa hans gode suer.	og så hans gode sværd.
50
"Hør i, staltenn Signill,	"hør I, stolten Signild,
her bliffuer fuld[-]und en ferd:	her bliver fuldond en færd:
borte er min brønie	borte er min brynje
oc saa mit gode suerdt."	og så mit gode sværd."
51
Støtte de paa dørenn	stødte de på døren
bode med glauend oc spiud:	både med glavind og spyd:
"Du stat op, Hagbord konngenn[-]sønn,	"du stat op, Hagbard kongensøn,
du gack i gardenn udt."	du gak i gården ud."
52
Det var Hagbord kongenn[-]sønn,	det var Hagbard kongensøn,
hand ud aff døren løb:	han ud af døren løb:
XXX ud-aff kongens mend	tredive udaf kongens mænd
dem slog hannd for sit skiødt.	dem slog han for sit skød.
53
Somme hand med hender slo,	somme han med hænder slog,
[s]om hand med føder støtte:	** han med fødder stødte:
de var vell siu[-]oc[-]siu[-]sinde[-]XX,	de var vel syvogsyvsindetyve,
for Signils bur laa døde.	for Signilds bur lå døde.
54
Toge de Hagbord kongenn[-]sønn,	toge de Hagbard kongensøn,
de lagde ham fiederne paa:	de lagde ham fjedrene på:
alle da stuncke de sønnder,	alle da stunke de sønder,
som de haffde verit aff straa.	som de havde været af strå.
55
Skam daa foe den therne,	skam da få den terne,
hun gaff ud det raad:	hun gav ud det råd:
"I for icke Haagbord bondenn udi dag	"I får ikke Hagbard bunden udi dag
uden med stalt Signills haar.	uden med stolt Signilds hår.
56
Tager it haar aff Signillds hoffuidt,	tager et hår af Signilds hoved,
y binnder om Hagbors hender:	I binder om Hagbards hænder:
før da brøster hans hierte,	før da brister hans hjerte,
ennd hand slider det sønder."	end han slider det sønder."
57
De thuge it har aff Signills hoffuid,	de toge et hår af Signilds hoved,
de band om Hagbors hender:	de bandt om Hagbards hænder:
daa stod here Haagbord,	da stod herre Hagbard,
som hand [vaar] smed udi iernn.	som han [*] smedt udi jern.
58
Melte det stalltenn Sinelld,	mælte det stolten Signild,
hinnde rand thar paa kinnd:	hende randt tår på kind:
"Habord, i slar det haar i sønder,	"Hagbard, I slår det hår i sønder,
ieg haffuer vell fler igienn."	jeg haver vel fler igen."
59
Tog de Haabord kongen[-]søn,	tog de Hagbard kongensøn,
lagde ham i boyenn hin haarde:	lagde ham i bøjen hin hårde:
stalt Signill gaar hanem bode till oc fra,	stolt Signild går hannum både til og fra,
hun fellte saa modige thare.	hun fældte så modige tåre.
60
Toge de Haabord kongennssøn,	toge de Hagbard kongenssøn,
lagde ham y hardenn iernn:	lagde ham i hården jern:
stalt Signill gar bode ud oc ind,	stolt Signild går både ud og ind,
hun beder for hannem saa girrnne.	hun beder for hannum så gerne.
61
[*]	[*]

Den ældste danske viseoverlevering