Svend Felding og Dronning Jutte

1
Der stunder ind til Danmark
saa mangen erlige mand:
oc flere tydske riddere,
end ieg neffne kand.
:: De stunder ind til Danmark. ::
2
Det vaar daner-koning,
hand heder paa suenne tho:
"I beder hannem her Suend Felding
i stuen for mig indgaa."
3
Ind kom her Suend Felding,
oc steddis hand for bord:
"Huad vil i, daner-koning,
hui haffuer i send mig ord?"
4
"Hør du, her Suend Felding,
du skalt mit ærinde bortfare:
du skalt ind til Tydskland
oc hente min hiertens-kiere."
5
"Skal ieg ind til Tydskland fare
oc hente eders hiertens-kiere:
da vide i vel, daner-koning,
ieg kand icke ene fare.
6
Hundrede riddere vel iernklede
oc dem skulle i mig faa:
i skal lade min kiortel
met mørskind underdrage."
7
Vunde de op deris forgylte seyl
op i forgyldene raa:
saa seylede de ind til Tyskland
vel minde end maanet tho.
8
Der kaste de derris ancker
oppaa den huide sand:
det vaar her Suend Felding,
hand trindde der først paa land.
9
Mit vdi den kongens gaard
der axelet de deris skind:
saa gaa de i høyelofft
for Tydsklands koning ind.
10
"Hel sider i, Tysklands koning,
offuer eders brede bord:
oc koning udaff Danmark
oc hand haffuer send eder ord."
11
"Tager i nu molling oc handkle,
i sætte de herrer til bord."
Det skede lenge for mitnat,
hand vider de herrer ord.
12
Det suarede her Suend Felding,
det første hand Iudtelille saa:
"Skam da faa de hender tho,
der dine øyen skulde to!
13
[Skam] [da] [faa] [de] [hender] [tho],
[der] [dine] [øyen] [skulde] [to]:
saa faa oc den tieniste-quinde,
som dig skulde vandet faa."
14
"Hør du, her Suend Felding,
du spotte mig icke for had:
ieg haffuer det for sanden spurt:
du est it slegfred-barn."
15
"Oc ^[1] Hdskr. maaskee: Er. det ieg er end slegfred,
da haffuer ieg frender nest:
da vil ieg slide rød skarlagen
oc ride min egen hest."
16
"Det er aldrig saa arge en skalck,
haffuer hand tho røde hose:
huor hand kommer i Tydskland,
hand kalder sig være en rose."
17
"Det er aldrig saa arg en suick,
haffuer hun en spronget hue:
i-huor hun kommer i Danmark,
hun kalder sig være en frue."
18
Det vaar her Suend Felding,
tog Iudtelille i sin arm:
saatte hand hende i boncken ned,
det reffnede i fremmer-staffn.
19
Det ^[2] I udg.: "De". vand op deris forgylte segel,
høyt i forgyllen raa:
seylede de ind til Danmark
saa vel i uger tho.
20
Det vaar her Suend Felding,
hand styrde sin snecke til land:
det vaar daner-kongen,
hand render sin ganger paa sand.
21
Det vaar her Suend Felding,
hand veffter met sin hat:
"Herre, i sprenger icke ørss i dag,
wi haffuer icke fryden faat."
22
De ^[3] I udg.: "Det". suared iomffru Iudte-lille,
det første hun brud-huss saa:
"Skam da faa de tømmermend,
som her lagde vind oppaa!
23
Skam da faa de tømmermend,
som her tager øll oc mad:
mest hand her Suend Felding,
som her vaar høffuitzmand at."
24
"Stølperne ^[4] I udg.: "Stolperne". ere aff silie,
och nafflerne ere aff eg
det sømmer icke dig, iomffru Iudte-lille,
hos danner-koning at ligge."
25
Det melte Peder kempe,
hand vaar en hellede sterck:
"Nu vil ieg dyste met dig i dag
om it ørss oc hundrede marck."
26
"Icke haffuer ieg pending,
oc icke pending here:
ieg vil dyste met dig i dag
for alle iomffruer ære."
27
Den første red, de sammen red,
de hellede vaar baade saa sterck:
i sønder gick Suend Felding sper,
hans skiold dreff langt i marck.
28 ^[5] er tilskrevet i Randen; de udfyldte Lacuner ere fremkomne ved Haandskriftets Beskæring. Da dette Vers intet Nr. har i Hdskr. saa er Hdskr.'s V. 28-36 = Textens 29-37.
<Da> lo hun i[omffru] <Iu>dte-lille,
hun <lo> under skarlagens skind:
"<Sl>ig ere alle <m>ine mend,
<i>eg førde met <m>ig i Danmark ind."
29
Det vaar her Suend Felding
hand render til brudehuss:
"Herre, i laaner mig ørss i dag,
ieg er aff ^[6] burde vel hedde: at, skjøndt Vedel i Udg. beholder aff. dysten fuss."
30
"I leder nu ud Graabeen,
er hafflet som en ørn:
i faar hannem her Suend Felding,
ieg venter, hand er icke biern. ^[7] Ordet, som her staaer, og som efter Sætningens Form maa være et Tillægsord (af Betydning: ræd, sky el. lign.?) seer ud som biern eller bern, men Læsemaaden er noget uvis. Vedel har nok ikke forstaaet Ordet, skjøndt han selv har skrevet det, thi han forandrer (Bb, V. 37) hele Linien til: hand er io icke it Barn; det staaer der ikke i Hdskr., men det synes at tale for, at Vedel har hørt eller læst og derefter skrevet: bern el. biern.
31
I led hannem ud nu Graaben,
i legge guld-saddel paa:
det er vel otte vinther,
siden hand sist solen saa."
32
Den anden red, de sammen red,
de hellede vaare begge vræde:
da knellede Peder kempis hest,
hans halss dreff langt i hede.
33
Da gred iomffru Iudte-lille,
aff vræde hun hender sammen slog:
"Usen ieg til Danmark kom
met stercke hellede tho."
34
Da lo danner-koning,
hand lo under skarlagen rød:
"Slig er alle mine mænd,
som ieg giffuer klæde oc føde."
35
Aarle om morgenen, det vaar dag,
fru Iudte kreffuer sin morgen-gaffue:
"I giffue mig her Suend Feldings hoffuit,
oc andet vil ieg icke haffue."
36
"Ieg skal giffue dig borig oc slotte,
oc land oc riger at volde:
du faar icke en ^[8] kan ogsaa læses: saa. aff mine dannesuend,
som ieg <skal> ^[9] +3; De indsatte Ord ere bortskaarne ved Indbindingen. <landet> <met> <holde>."
37
Det suared her Suend Felding,
hand stod paa iorden alene:
"Knæler ieg for Iudte i dag,
da brøste baade mine beene!"
:: [De] [stunder] [ind] [til] [Danmark]. ::

Den ældste danske viseoverlevering