Kong Diderik og Løven

1
Det vor mester koning Tyderich,	det var mester konning Diderik,
hand skulle til Bern udride:	han skulle til Bern ud ride:
der fand hand den leffue och den lindorm, ^[1] Lin. 3 var først begyndt med et: i kommer, men som strax er overstreget.	der fandt han den løve og den lindorm,
de fectis om beggis deris liff.	de fægtes om begges deres liv.
:: Den linde-orm hun tog ham aff. ::	:: den lindeorm hun tog ham af. ::
2
"Hør du, mester koning Tyderich,	"hør du, mester konning Diderik,
du fri mig under din skiold: ^[2] er vel Fejl for vold, altsaa her: du fri mig under dit vold.	du fri mig under din skjold:
for den friske leffue,	for den friske løve,
som skreffuen staar under ^[3] I udg.: "i". din skiold."	som skreven står under din skjold."
3
Det vaar mester koning Thyderich,	det var mester konning Diderik,
och hand sin snerd ^[4] I udg.: "suerd". udrog:	og han sin sværd ud drog:
det vaar den sleske ^[5] Det skal hede: den ledeste (for "sleske") lindorm; se 13,3. (S. Bugge.) lindorm,	det var den sleske lindorm,
hand vilde i stycker hug.	han ville i stykker hug.
4
Hun tog hesten i sinn mund	hun tog hesten i sin mund
och manden under sin tunge: ^[6] For tunge skulde her staa: hale (∼ duale).	og manden under sin tunge:
saa gick hun ad berigen ind,	så gik hun ad berrigen ind,
hindis unger di ligger i duall.	hendes unger de ligger i dval.
5
Hun kaste manden op i vraa	hun kaste manden op i vrå
och hesten for sin unger:	og hesten for sin unger:
"Eder i nu, min elskelig børnn,	"æder I nu, min elskelig børn,
ieg lyster att soffue gong.	jeg lyster at sove gang.
6
Eder i den, min børn saa smaa,	æder I den, min børn så små,
mig lyster att soffue gang:	mig lyster at sove gang:
først ieg op aff søffuen vogner,	først jeg op af søven vågner,
da skall i manden fange."	da skal I manden fange."
7
Det vaar mester koning Thiderich,	det var mester konning Diderik,
hand saae den bierg omkring:	han så den bjerg omkring:
der fand hand saa god en suerd,	der fandt han så god en sværd,
som mand kalder Addell-ring.	som man kalder Adelring.
8
Hand fand paa saa god en suerd	han fandt på så god en sværd
och siden tho selffbunden kniffue:	og siden to sølvbundne knive:
"Gud naade din ^[7]+1: Er vel Skrivf. for: din siell ell: dig sellige. sellige koningh ^[8]+1: I udg.: "koning". koning Seifre,	"Gud nåde din sællige konning konning Sigfred,
her haffuer ^[9]+1: I udg.: "haffuer". haffuer du lat din liff."	her haver haver du ladt din liv."
9
Det vaar mester koning Thyderich,	det var mester konning Diderik,
hand prøffuit, om suerdet vilde due:	han prøvet, om sværdet ville due:
saa hug hand i den haarde steen,	så hug han i den hårde sten,
att bierget stod all i loffue.	at bjerget stod al i lue.
10
Op da sprong den mendste orm,	op da sprang den mindste orm,
hun vaar i hoff saa gram:	hun var i hu så gram:
"Vecker du min moder aff søffn i dag,	"vækker du min moder af søvn i dag,
da fanger du viselig skam."	da fanger du visselig skam."
11 ^[10] Verset er Blanding af to Vers: A 15 og 17, C 13 og 18 (F 15 og 19).
"Ieg skal din moder aff søffuen veck,	"jeg skal din moder af søven væk,
herre Gud skal giffue hend skam:	Herre Gud skal give hend skam:
haffde den leffue icke standen skreffuit forinden min skiold,	havde den løve ikke standen skrevet forinden min skjold,
da haffde min ganger vel baarit mig frem."	da havde min ganger vel båret mig frem."
12
Op da sprang den gamle orm,	op da sprang den gamle orm,
hun vaar i hoff saa maa:	hun var i hu så mod:
"Huem giør bunden ufred	"hvem gør bonden ufred
udi sin egen gaardt?"	udi sin egen gård?"
13
Det vaar mester koning Thiderich,	det var mester konning Diderik,
och hand sin suerd udrog:	og han sin sværd ud drog:
det vaar den lediste lindorm,	det var den ledeste lindorm,
hand vilde i stycker hugge.	han ville i stykker hugge.
14
"Hør du, mester koning Thyderich,	"hør du, mester konning Diderik,
och hug du icke mig:	og hug du ikke mig:
ieg viser dig din festemø,	jeg viser dig din fæstemø,
hun er i biergen hoss mig.	hun er i bjergen hos mig.
15
For[-]offuen ved min hoffuit	foroven ved min hoved
der ligger de nøgler smaa:	der ligger de nøgler små:
forneden ved min føder	forneden ved min fødder
der skalt du til hende gaa."	der skalt du til hende gå."
16
"For[-]offuen ved din hoffuit	"foroven ved din hoved
der skall ieg tage paa,	der skal jeg tage på,
forneden ved din føder	forneden ved din fødder
der skall ieg lade aff."	der skal jeg lade af."
17
Først hug hand den linde-orm	først hug han den lindeorm
och saa hindis elleffue unger:	og så hendes elleve unger:
hand haffde vell nær i bierget bleffuen	han havde vel nær i bjerget bleven
udi det orme-blod.	udi det ormeblod.
18
Och det vaar mester koning Thyderich,	og det var mester konning Diderik,
hand stack i bierget met suerd:	han stak i bjerget med sværd:
det da vaar den selige løffue,	det da var den sællige løve,
hun skraffte dett mold der-fra. ^[11] Her har nok først staaet: der for.	hun skrabte det muld derfra.
19
Det vaar mester koning Thyderich,	det var mester konning Diderik,
satte sig paa løffuens bag:	satte sig på løvens bag:
saa bar hun hannem til-bage igienn	så bar hun hannum tilbage igen
udi hindis fuld-god mag.	udi hendes fuldgod mag.
:: Den linde-orm hun tog ham aff. ::	:: den lindeorm hun tog ham af. ::

Den ældste danske viseoverlevering