Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift I
Nummer: 93
Side: 161 r
Titel: Jomfruen og Dværgekongen
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 37 Aa II 39-41
Kommentar: II 46-47


1
Rider holder under busk,
[1] I udg.: "buske".
 
ridder holder under busk,
:: Der tiden giøris mig saa lang. :::: der tiden gøres mig så lang. ::
och
[2]+4: I udg.: "saa tager hand till at øske".
hand begynte att ynske
 
og han begyndte at ønske
:: Eya, huad sorigen du est tung! :::: eja, hvad sorrigen du est tung! ::

2
"Herre Gud giffue, ieg motte ynske saa: "Herre Gud give, jeg måtte ønske så:
att ieg motte kongens datter foe!" at jeg måtte kongens datter få!"

3
Thett hørde duerigen, under buske:
[3] I udg.: "busken laa".
 
det hørte dværrigen, under buske:
"Dett skall rett aldrig vorde saa." "det skal ret aldrig vorde så."

4
Ditt melte duerigen under grønen lyde: det mælte dværrigen under grønnen lide:
"Hun skall rett aldrig vorde din. "hun skal ret aldrig vorde din.

5
Hør du, ryder hin rige, hør du, ridder hin rige,
vilt du hid till mig ryde? vilt du hid til mig ride?
:: [***]
[4] Omkv. som ved sidste V.: Eyaa sorigen huad du est tung.
::
:: * ::

6
Huad daa viltu giffue den mand, hvad da vilt du give den mand,
der teg kand fly kongens daatter till hand?" der dig kan fly kongens datter til hånd?"

7
"Ieg vill giffue hannem guld och sølff, "jeg vil give hannum guld og sølv,
och tage sielff, mens hand haffue vill." og tage selv, mens han have vil."

8
"Huad da heder den iomfru rig, "hvad da hedder den jomfru rig,
der du ber for y hiertit kuide?" der du bær for i hjertet kvide?"

9
"Den iomfru heder iomfru Erme-rige, "den jomfru hedder jomfru Ermerige,
sig mig, huor du est kommen hid? sig mig, hvor du est kommen hid?

10
Sig mig, huad du est for en mand, sig mig, hvad du est for en mand,
di rame roner skriffue kand. de ramme runer skrive kan.

11
Ieg giiffuer dig dett guld saa rød, jeg giver dig det guld så rød,
viltu fly mig den vene møø." vilt du fly mig den væne mø."

12
"Rid bort, ryder, sig ditt ingen mand, "rid bort, ridder, sig det ingen mand,
y afften skall iomfruen komme dig tiill hand." i aften skal jomfruen komme dig til hånd."

13
Bort red ryder met saa fritt itt mod, bort red ridder med så frit et mod,
effter stod den duerig saa suige-fuld. efter stod den dværrig så svigefuld.

14
Duerigen suøber sitt
[5] I udg.: "sig".
hoffuit y skiend,
 
dværrigen svøber sit hoved i skind,
hand ganger y lofft for sin moder ind. han ganger i loft for sin moder ind.

15
"Min kiere moder, y kiender mig rad: "min kære moder, I kender mig råd:
huor ieg skall kongens datter foe. hvor jeg skal kongens datter få.

16
Hinder haffuer gillit en ryder rig, hender haver giljet en ridder rig,
herre, huor gierne ieg hannem sueg!" Herre, hvor gerne jeg hannum sveg!"

17
"Min kiere søn, glem ichi din gang: "min kære søn, glem ikke din gang:
y afften vill iomfruen till afften-sang." i aften vil jomfruen til aftensang."

18
Hand skreff ronner paa sponge,
[6] I udg.: "spange".
 
han skrev runer på spange,
som iomfruen skull offuer gange. som jomfruen skul over gange.

19
Hand skreff ronner paa stye, han skrev runer på sti,
som iomfruen skulle offuer ryde. som jomfruen skulle over ride.

20
Syldig om afften, dag faldt paa, sildig om aften, dug faldt på,
den iomfru tog offuer sig kobe bloe. den jomfru tog over sig kåbe blå.

21
Den iomfru hun vilde till afftens-sang, den jomfru hun ville til aftenssang,
hun tog den stye, till biergit loe.
[7] I udg.: "rand".
[8] loe (hvilket vilde give Rim, om et gaa var glemt i L. 1).
 
hun tog den sti, til bjerget lå.

22
Iomfruen ind att biergitt tren, jomfruen ind ad bjerget tren,
duerigen recher hinder handen igen. dværrigen rækker hender hånden igen.

23
Duerigen recker hinder huiden hand: dværrigen rækker hender hviden hånd:
"Huor er y kommen y disse fremmede land?" "hvor er I kommen i disse fremmede land?"

24
Ditt suarit den iomfru met sorig-fuld sindee:
[9] I udg.: "sind".
 
det svaret den jomfru med sorrigfuld sinde:
"Ieg vid rett aldiig,
[10] I udg.: "aldrig".
huor ieg er kommen her[-]ind."
 
"jeg ved ret aldrig, hvor jeg er kommen herind."

25
"I haffuer eder en ryder loffuit, "I haver eder en ridder lovet,
och hand haffuer eder met roner bedragit.
[11] er et nyt Ord; daaret vilde være det gamle Udtryk, og det kunde da have rimet paa kaaret.
 
og han haver eder med runer bedraget.

26
I haffuer eder en ryder fest: I haver eder en ridder fæst:
y afften skall y vere duerigens giest." i aften skal I være dværrigens gæst."

27
Om afftenen bleff hun y biergit der,
[12] I udg.: "ind".
 
om aftenen blev hun i bjerget der,
om morigen fulde hand hinder till moder sin. om morrigen fulgte han hender til moder sin.

28
Och ditt stod saa y otte aar, og det stod så i otte år,
oc hinder ryder bedell bode till och fra. og hender rider bedel både til og fra.

29
[Hinder] [ryder] [bedell] [bode] [till] [och] [fraa], [*] [*] [*] [*] [*] [*] [*],
[ingen] [kunde] [god] [ansuar] [aff] [hinder] [faa].
[13] mangler.
 
[*] [*] [*] [*] [*] [*] [*].

30
Hinder beder rige konger fem, hender beder rige konger fem,
oc ingen vill hun haffue aff dem. og ingen vil hun have af dem.

31
Hinder beder ryge greffuer ny, hender beder rige grever ni,
oc ingen vill hun haffue aff dy. og ingen vil hun have af de.

32
Iomfru Ermerig och hindis moder jomfru Ermerig og hendes moder
saa ene syder di y dieris bure. så ene sidder de i deres bure.

33
"Hør du, kiere datter min: "hør du, kære datter min:
och hui daa falffmer dine faffuere skind?
[14] I udg.: "kind".
 
og hvi da falmer dine fagere skind?

34
Hui daa falmer din kiender saa? hvi da falmer din kinder så?
hui kand dig ingen ryder foe? hvi kan dig ingen ridder få?

35
Dig haffuer beditt konger och greffuer rige: dig haver bedet konger og grever rige:
hui lader du ingen vere din lige?" hvi lader du ingen være din lige?"

36
"Min kiere moder, vredis ichi vid:
[15] Formen vider vilde give Rim.
 
"min kære moder, vredes ikke ved:
alle min sorig siger ieg eder. alle min sorrig siger jeg eder.

37
Ditt duer iche at dulle for eder: det duer ikke at dølge for eder:
den duerig-konge haffuer lochit mig. den dværrigkonge haver lokket mig.

38
Ieg haffuer mig y biergit inde
[16] I udg.: "ind".
 
jeg haver mig i bjerget inde
VII sønner vid den duerig saa fin. syv sønner ved den dværrig så fin.

39
Siuff sønner och end en dotter, syv sønner og end en datter,
ieg dem rett aldrig met øgen saa." jeg dem ret aldrig med øjen så."

40
Alt tenchte hun, di vor ene tho: alt tænkte hun, de var ene to:
alt stode
[17] I udg.: "stod".
den duerig-konge och lyde der-opaa.
 
alt stode den dværrigkonge og lydte deroppå.

41
Oc hand slog hinder met elffuer-tre: og han slog hender med elvertræ:
"Du skøndt dig till biergit effter mig!" "du skynd dig til bjerget efter mig!"

42
Oc hand slog hende met elffuer-rod: og han slog hende med elverrod:
"Du skøndt dig till mitt egitt bure!" "du skynd dig til mit eget bure!"

43
Syldig om afftenen, dog drøff paa, sildig om aftenen, dug drev på,
den iomfru tog offuer sig kobe bloe. den jomfru tog over sig kåbe blå.

44
Den iomfru tog offuer sig kobe bloe, den jomfru tog over sig kåbe blå,
till hindis faders lofft saa mone hun gaa. til hendes faders loft så monne hun gå.

45
Hun klapitt paa loffuis[-]dør
[18] I udg.: "lofftis-dør".
met sin skind:
 
hun klappet på loftesdør med sin skind:
"Gode[-]natt, kiere fader och moder myn! "godenat, kære fader og moder min!

46
Gode[-]natt, fader oc moder
[19]+1: I udg.: "moder".
min!
 
godenat, fader og moder min!
min søster oc min broder! min søster og min broder!
:: [***]
[20] Omkv. som ved sidste V.: Eya sorigen huad du est tung.
::
:: * ::

47
Och der-till venner flere, og dertil venner flere,
och
[21]+4: I udg.: "y syer mig aldrig miere".
venner och frender till[-]lige.
 
og venner og frænder tillige.

48
Och segne eder Christ hin rige: og signe eder Krist hin rige:
y
[22]+4: I udg.: "och venner och frender till-lige".
syer mig aldrig miere!
 
I ser mig aldrig mere!

49
Och segne eder alt dett, Gud haffuer skabt! og signe eder alt det, Gud haver skabt!
och beder løche saa vor mig act." og bedre lykke så var mig agt."

50
Saa saare daa rand hinder taare paa kind, så såre da randt hender tåre på kind,
der hun skulle skyldis fra moder sin. der hun skulle skilles fra moder sin.

51
Saa slog hun offuer sig skarlagen-skind, så slog hun over sig skarlagenskind,
saa sorig-fuld gaar hun i biergit ind. så sorrigfuld går hun i bjerget ind.

52
Den iomfru ind y biergitt trend: den jomfru ind i bjerget tren:
hindis VII sønner gaar hinder igen. hendes syv sønner går hender igen.

53
Den ungiste gaaer hinder gredendis imod, den ungeste går hender grædendes imod,
den elste sette hinde hønde och stoell. den ældste sætte hende hynde og stol.

54
"Hør y, kiere moder min: "hør I, kære moder min:
hui da røbte y fader min?" hvi da røbte I fader min?"

55
Saa sore daa rand hinder tore paa kiend: så såre da randt hender tåre på kind:
hun gade ichi suarit sønner sine. hun gade ikke svaret sønner sine.

56
Hun gad dem icki suarit for sorig och nød: hun gad dem ikke svaret for sorrig og nød:
:: Der tiden giøris mig saa lang. :::: der tiden gøres mig så lang. ::
oc end før mydnat vor hun død. og end før midnat var hun død.
:: Eya, sorigen, huad du est tung! :::: eja, sorrigen, hvad du est tung! ::