Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift I
Nummer: 76
Side: 138 v
Titel: Nidvisen
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 366 Ba VI 324-326
Kommentar: VI 326


1
"Meg lengis aff alltt mitt hierte, 
mig lengis i allen stund: 
ephter di
[1] I udg.: "de'".
rige bedell,
 
her Lauis sønner aff Lund. 
:: Mig lengis aff all mitt hierthe. ::

2
Stander i op nu, mine møer, 
och dandzer en liden stund, 
och kueder mig en wise 
om herre Laui hans sønner aff Lund! 

3
Kueder i mig en wisse, 
och kueder i mig den saa: 
di rider till stallthen Elsse-lellis gord, 
di kunde icke gode andit-suar foe. 

4
Then enne heder herre Mognus, 
den anden herre Bundi Høg; 
thi haffuer saa lenge till hoffue tiendt 
di toller huercken hede eller røg. 

5
Den enne heder her Mognus, 
den hellen er boge-lerd; 
der leger itt len-klede i mit skrinn, 
thi er thenn icke bode werdt." 

6
Icke wiste iomffru Ellse-lelle andit, 
en di war icke uden ene tho; 
udi stod herre Mognus, 
och lyde hand der-paa. 

7
[2] Omkv. ogsaa ved dette Vers Meg lengis a a m h.
Ditt war herre Mognus, 
hand ind at døren trind; 
thett war iomffru Elsse-lelle, 
hun blegnit under skiend. 

8
Ditt war iomffru Elsse-lelle, 
hun klapit paa hønder bloe: 
"Hør i det, her Mognus, 
och will i huille her-paa?" 

9
"Stander y nu op, mine danne-suende, 
och dandzer en liden stund, 
och kueder mig enn wisse 
om herre Lauis sønner aff Lund! 

10
Kueder i mig en wisse, 
och kueder i mig den saa: 
di rider till stallthens Ellsse-lellis gord, 
di kunde well gode andsuar foe. 

11
Denn enne heder herre Mognus, 
den anden her Bundi Høg; 
di haffuer saa lengi till hoffue tient, 
di toller bode hede och røg. 

12
Den enne heder herre Mognus, 
den hellenn er boge-lertt; 
lader i mig thenn lenn-kleden sie. 
om wi kand were thenn werdt!" 

13
"Hør i, herre Mognus, 
i lader bordtt-fare eders gamell! 
i møder i-morgenn for kiercke-dør 
och lader oss were till-samell!" 

14
Op stod herre Mognus, 
hand støde sig paa sitt suerd: 
"Som menn wid, stallthenn Ellsse-lelle, 
y ere icke den høttid werd!" 

15
Saa tog hand iomffru Ellsse-lelle 
saa lystellige under skiend; 
saa fulldis di bode udi høffue-lofft, 
ther fremit hand willie sinn. 

16
Bortt red herre Mognus, 
saa hiertellig der hand loff; 
epther stod stallthenn Ellsse-lelle, 
och hinder der hun slog. 

17
Thett fick stallthenn Ellsse-lelle 
for hindis sposke ord: 
udi ny aar sad hun encki 
alltt offuer hindis egitt bortt. 

18
Ditt war herre Mognus, 
hand lod spøre under øø: 
"Huad heller mone stallthenn Ellsse-lelle were encki, 
heller hun er endnu møø?" 

19
Thett war herre Mognus, 
hand beder lege sadell paa heste: 
"Ieg will ride mig op at landit, 
stalltt Ellsse-lelle will ieg gieste." 

20
Thett war herre Mognus, 
hand kom der ridendis i gorde; 
och ud stod stalltenn Ellsse-lelle, 
hun war well suebt i mord. 

21
"Ver well-komen, herre Mognus, 
wer well-komenn i min gord! 
thenn brune mød, den klare winn 
skall were for eder uspardt." 

22
"Høre i, stallthenn Ellsse-lelle, 
ieg spører eder ad i lønne: 
monne herre Lauis hans sønner aff Lund 
were kommen fraa hoffue hiem?" 

23
Allt stod stallthenn Ellsse-lelle, 
och hinder rand tore paa kiend: 
"Y spotter mig icke, herre Mognus! 
i ere allerkiereste minn." 

24
Ditt war herre Mognus, 
hannem føllger bode tuckt och ere: 
saa loffuer hand stallthenn Ellsse-lelle 
och till sinn hiertens-kiere. 

25
Nu haffuer stallthenn Ellsse-lelle 
for-vonden bode angist och harm; 
nu slyder hun rød skarlagenn, 
souer i herre Mognus hans arm. 
:: Mig langis aff alltt mitt hiertte. ::