Hagbard og Signe

1
Her Haubor kong oc Siguord kong	her Hagbard kong og Sigvard kong
oc de yppis dennem en kiff:	og de yppes dennum en kiv:
alt om hind stalten Seinel,	alt om hin stolten Signild,
hun var saa ven en viff.	hun var så væn en viv.
:: Huad heller da vinder i mig eller en saa vennen. ::	:: hvad heller da vinder I mig eller en så væn en. ::
2
Det vaar Haubor konge,	det var Hagbard konge,
hand vogner aam middinagt:	han vågner om midjenat:
talde hand sin stercke drømme	talte han sin stærke drømme
baade skøt oc offuerbrat.	både skødt og overbrat.
3
Alle da laae de stalte iomfruer,	alle da lå de stolte jomfruer,
de gaffue det icke igiemme:	de gave det ikke i gemme:
foruden hans kiere moder,	foruden hans kære moder,
hun raader ^[1] I udg.: "raadte". ^[2] maaskee: raader. saa vel hans drømme.	hun råder så vel hans drømme.
4
"Mig tøckte, ieg vaar i Himmerig,	"mig tykte, jeg var i himmerig,
udi den fauuer by:	udi den fager by:
ieg haffde stalt Seinel udi min arm,	jeg havde stolt Signild udi min arm,
wy falt igienem den sky."	vi faldt igennem den sky."
:: [**] ^[3] eller for heller.* ::	:: * ::
5
"Gack du dig i biergen ind,	"gak du dig i bjergen ind,
du est vel suept i skind:	du est vel svøbt i skind:
bed du elffuens daatter,	bed du elvens datter,
hun raader vel drømme din."	hun råder vel drømme din."
6
"Her sidder i, elffuens daatter,	"her sidder I, elvens datter,
i er vel suebt i skind:	I er vel svøbt i skind:
ieg beder eder for den offuerste Gud,	jeg beder eder for den øverste Gud,
i raader vel drømme min.	I råder vel drømme min.
7
Mig tøckte, ieg var i Himmerig,	mig tykte, jeg var i himmerig,
udi den faffuer by:	udi den fager by:
ieg haffde stalt Seinel i min arm,	jeg havde stolt Signild i min arm,
wy falt igienem den sky."	vi faldt igennem den sky."
8
"Er det dig til løcke lagt,	"er det dig til lykke lagt,
det du vinder den møø:	det du vinder den mø:
da er det dig til sorrig lagd,	da er det dig til sorrig lagt,
du skalt for hende dø."	du skalt for hende dø."
9
Her Haubor lader sig voxe ^[4] maaskee: vexe. haar	her Hagbard lader sig vokse hår
oc iomfru-klæder skiere:	og jomfruklæder skære:
saa rider hand til stalt Seinels bur,	så rider han til stolt Signilds bur,
oc tager hand teniste der.	og tager han tjeneste der.
:: [**] ^[5] da udelades ved V.* 9. ^[6] venne for vennen. ::	:: * ::
10
"Her sidder i, stalten Seinel-lild,	"her sidder I, stolten Signildlil,
oc i oc eders quinde:	og I og eders kvinde:
her Haubor haffuer mig til eder send,	her Hagbard haver mig til eder sendt,
om i vil mig sleffuin kiende."	om I vil mig slevned kende."
11
"Alle de sleffuinn, der ieg kand,	"alle de slevned, der jeg kan,
dem lerer ieg eder gierne:	dem lærer jeg eder gerne:
i skal ede aff fad hoss mig	I skal æde af fad hos mig
oc soffue hoss min terne."	og sove hos min terne."
12
"Før haffuer ieg et med konge-børn	"før haver jeg ædt med kongebørn
oc soffuit i deris arm:	og sovet i deres arm:
skal ieg nu hoess den terne soffue,	skal jeg nu hos den terne sove,
da suelter ieg udi den arm." ^[7] I udg.: "harm".	da svælter jeg udi den arm."
13
"Hør i, stalten iomfru,	"hør I, stolten jomfru,
i skal huercken sorrig eller quide:	I skal hverken sørrig eller kvide:
i skal ede aff fad hoss mig	I skal æde af fad hos mig
oc soffue hoss min side."	og sove hos min side."
14
Alle da sade de stalte iomfruer,	alle da sade de stolte jomfruer,
huer syde det beste hun kunde:	hver syde det bedste hun kunne:
her Haubor kaste sin gierning paa bord	her Hagbard kaste sin gerning på bord
udi den same stund.	udi den samme stund.
15
Det da melte den terne,	det da mælte den terne,
for hun vaar altid oend:	for hun var altid ond:
"Ret aldrig saa ieg en saa stalt en iomfru,	"ret aldrig så jeg en så stolt en jomfru,
der minder sleuind kunde.	der mindre slevned kunne.
16
Aller saa ieg saa stalt en iomfru,	aller så jeg så stolt en jomfru,
der minder sleffuind kunde:	der mindre slevned kunne:
hun sier aller saa liden en søm,	hun syr aller så liden en søm,
hun haffuer io naalen i mund.	hun haver jo nålen i mund.
17
Hun syer aller saa stacked en søm,	hun syr aller så stakket en søm,
hun haffuer io naalen i mund:	hun haver jo nålen i mund:
hun faaer aldrig saa stor et glas, ^[8] maaskee: glar.	hun får aldrig så stor et glas,
hun dricker det aff til bund."	hun drikker det af til bund."
18
"Hør du, gode terne sent, ^[9] Versemaalet synes at anvise dette mig ubegribelige Ord Plads i denne Linie, men Skriveren har nok regnet det til næste. Er det et Tillægs- eller Biord, saa hører det til 1ste, er det et Gjerningsord, til 2den Lin. (Er det maaskee Skrivf. for: seet dvs. sid?).	"hør du, gode terne ****,
oc spot du intet med mig:	og spot du intet med mig:
huad heller du syer ilde eller vel,	hvad heller du syr ilde eller vel,
ieg laster det icke aff dig."	jeg laster det ikke af dig."
19
Det lidde fast ad afften,	det lede fast ad aften,
oc huer skulde gaa til seng: ^[10] maaskee Skrivf. for: huile.	og hver skulle gå til seng:
alt da spurde den fremmede iomfru,	alt da spurgte den fremmede jomfru,
alt huor hun ligge skulde.	alt hvor hun ligge skulle.
20
Det suaret stolten Seinel:	det svaret stolten Signild:
"I skal huercken sorrig eller quide:	"I skal hverken sørrig eller kvide:
thet skal i nyde her Haubor ad:	det skal I nyde her Hagbard at:
oc soffue hoss min side."	og sove hos min side."
21
Saa tende de aap de voxe-liuss,	så tændte de op de vokselys,
saa herlig vaare de snaad:	så herlig vare de snoet:
saa fulde de stolten iomfru	så fulgte de stolten jomfru
i den fruffuer-stue.	i den fruerstue.
22
Saa fulde de den stolte iomfru	så fulgte de den stolte jomfru
i den fruffuer-stoffue:	i den fruerstue:
effter gick den terne,	efter gik den terne,
hun haffde saa oendt i huffue.	hun havde så ondt i hue.
23
Hun førde sig aff sin kiortel,	hun førte sig af sin kjortel,
den vaar aff silcke smaa:	den var af silke små:
oc under da vaar her Haubors	og under da var her Hagbards
brønnie laa. ^[11] I udg.: "blaa".	brynje ***.
24
Her Haubor settis i sengen ned,	her Hagbard sættes i sengen ned,
den terne drog aff hans skre: ^[12] I udg.: "skoe".	den terne drog af hans sko:
det vil ieg for sandigen sige:	det vil jeg for sandingen sige:
saa hiertelig hu ^[13] I udg.: "hun". loe.	så hjertelig hun lo.
25
"Ieg beder eder, iomfru Seinel,	"jeg beder eder, jomfru Signild,
oc vil i sige mig sant:	og vil I sige mig sandt:
huen ^[14] I udg.: "huem". eder er kierist udi eders huff	hvem eder er kærest udi eders hu
aff alle iordzens mend."	af alle jordsens mænd."
26
"Ingen er der i verden til,	"ingen er der i verden til,
oc der min hu ligger paa:	og der min hu ligger på:
foruden Haubor kongens[-]søn,	foruden Hagbard kongenssøn,
hannem maa ieg ey faa."	hannum må jeg ej få."
27
"Er det Haubor kongens[-]søn	"er det Hagbard kongenssøn
alt den i haffue saa kier:	alt den I have så kær:
saa soffuer [hand] for-inden eders bure,	så sover [*] forinden eders bure,
eders huide sider saa ner."	eders hvide sider så nær."
28
"Hør i, Haubor kongens[-]søn,	"hør I, Hagbard kongenssøn,
hui vil i mig saa skiende:	hvi vil I mig så skænde:
spør det min broder,	spørgr det min broder,
hand giør oss baade stor meen."	han gør os både stor men."
29
"Hør i, staalt Seinil,	"hør I, stolt Signild,
i reddis icke for min ferd:	I ræddes ikke for min færd:
der ligger ved min hoffuid-gierd	der ligger ved min hovedgærd
min brønnie oc gode suerd.	min brynje og gode sværd.
30
Her ligger ved min hoffuid-gierd	her ligger ved min hovedgærd
brønnie oc suerd aff ny:	brynje og sværd af ny:
vaar der trøduffue vaabnet mend,	var der tredive væbnet mænd,
ieg vilde icke for dem fly."	jeg ville ikke for dem fly."
31
Alt det de snacket,	alt det de snakket,
de tenckte, de vaar icke uden tho:	de tænkte, de var ikke uden to:
uden da stod den terne,	uden da stod den terne,
oc lydde hun der-paa.	og lydte hun derpå.
32
Skam da faa den terne	skam da få den terne
oc baade leffuende oc død:	og både levende og død:
oc hun stal bort hans gode suerd	og hun stjal bort hans gode sværd
oc saa hans brønnie ny.	og så hans brynje ny.
33
Hun stal bort hans gode suerd	hun stjal bort hans gode sværd
oc saa hans brønnie blaa:	og så hans brynje blå:
saa ganger hun til Siguords kongens gaard,	så ganger hun til Sigvards kongens gård,
oc siger hun der-fraa.	og siger hun derfra.
34
"Waager aap, Siguord kongens[-]søn, ^[15] I udg.: "kongen".	"våger op, Sigvard kongenssøn,
oc i soffuer alt-for lenge:	og I sover alt for længe:
Seinels bur er inden sat	Signilds bur er inden sat
med Haubors raske suenne."	med Hagbards raske svende."
35
Det vaar Siguord konge,	det var Sigvard konge,
hand raaber offuer al sin gaard:	han råber over al sin gård:
"Hør i det, i danne-suenne,	"hør I det, I dannesvende,
i drager nu brynnie paa."	I drager nu brynje på."
36
Støtte de paa døren	stødte de på døren
baade med glaffuind oc spiud:	både med glavind og spyd:
"Stat aap, her Haubor,	"stat op, her Hagbard,
oc gack i gorden ud."	og gak i gården ud."
37
Hand tog til sin hoffuid-gierd,	han tog til sin hovedgærd,
borte vaar brynnie ny:	borte var brynje ny:
"Hør du, stalten Seinel,	"hør du, stolten Signild,
her bliffuer fuld[-]oend at fly."	her bliver fuldond at fly."
38
Tack haffue her Haubor,	tak have her Hagbard,
hand verrede sig som en mand:	han værgede sig som en mand:
[hand] [verrede] [sig] alt saa lenge,	[] [] [*] alt så længe,
som fielen i sengen vand.	som fjælen i sengen vandt.
39
Hand med hans hender slog	han med hans hænder slog
oc med hans fødder støtte:	og med hans fødder stødte:
trødiffue aff de kongens mend	tredive af de kongens mænd
de ^[16]+4: I udg.: "de laa paa iorden døde". døde paa iorden laa. ^[17] de døde paa iorden laa. (∼ slog, naar L. 1 og 2 ombyttedes.)	de døde på jorden lå.
40
"Tager et haar aff Seinels hoffuid,	"tager et hår af Signilds hoved,
i binder om Haubors hender:	I binder om Hagbards hænder:
hand haffuer det io saa kier,	han haver det jo så kær,
hand røckte ^[18] I udg.: "røcker". det icke i sønder."	han rykte det ikke i sønder."
41
De tog et haar aff Seinels hoffuid,	de tog et hår af Signilds hoved,
de bandt aam Haubors hender:	de bandt om Hagbards hænder:
hand haffde hende i hiertet saa kier,	han havde hende i hjertet så kær,
hand vilde ei røcke det sønder.	han ville ej rykke det sønder.
42
Saa toge de Haubor kongens[-]søn,	så toge de Hagbard kongenssøn,
satte hannem i horden iern:	satte hannum i hården jern:
stalt Seinel ganger hannem til oc fraa,	stolt Signild ganger hannum til og fra,
hun beder for hannem saa giern.	hun beder for hannum så gern.
43
"Hør i, Haubor kongens[-]søn,	"hør I, Hagbard kongenssøn,
oc vil i lenger løffue:	og vil I længer leve:
saa venne dem haffuer ieg moder-søster tho,	så væne dem haver jeg modersøster to,
de skal eder i liffue bede."	de skal eder i live bede."
44
Det suarede Haubor kongens[-]søn	det svarede Hagbard kongenssøn
udaff saa megen vrede:	udaf så megen vrede:
"Saa lidet passer ieg paa dett liff,	"så lidet passer jeg på det liv,
der quinder skulle mig til bede.	der kvinder skulle mig til bede.
45
Hør i, stalten Seinel,	hør I, stolten Signild,
i lader eders god-vilge kiende:	I lader eders god vilje kende:
først i sier mig henge,	først I ser mig hænge,
i lader eders bure brinde."	I lader eders bure brænde."
46
"Saa mange er i min faders gaard,	"så mange er i min faders gård,
der skyldig er i eders død:	der skyldig er i eders død:
saa vel skal ieg det høffne	så vel skal jeg det hævne
paa deris festemøø."	på deres fæstemø."
47
Saa toge de Haubor kongens[-]søn,	så toge de Hagbard kongenssøn,
fulde hannem aff slottit neder:	fulgte hannum af slottet neder:
der græd for hannem bode fruer oc møer,	der græd for hannum både fruer og møer,
de ^[19]+1: Skrivf. for: dem var, el. de bar sig? Tragica beholder det dog [V. 80]: de skare. Jfr. norsk: skjerrast. ^[20] de skar saa ilde der-ved, kan ikke være Skrivfejl, da det samme Udtryk forekommer i Nr. 64, A, V. 2; heller ikke kan man sammenligne norsk "skjerrast" (oldn. "skirrast"), der er et Denominativ og aldrig kan have været konjugeret stærkt. Vi maa her have for os en ejendommelig Brug af det almindelige Verbum "skære" (maaske kan man sammenligne ital. "lagnarsi", "lagna" af lat. "laniare se", portug. "carpir-se"). (Bugge.) ^[21] de skar saa ilde der-ved. Samme Udtryk ogsaa i færøske Viser: Brúsajökils kvæði (Hammershaimbs Fær. Kvæder, II, Nr. 12), V. 35: Asbjörn skar so sára við; Torbin Bekils kvæði (Svabos hdskr. Saml. I, S. 15): so sára skar hón við; Visen om Ravnen og Blakken (Schrøters hdskr. Saml. Nr. 13) V. 31: Blankan skar so sára við. Jfr. Torbin Bekils kvæði: [hann] skar so hart at læa; "at skera í": raabe af fuld Hals (Mohrs Lex. Fær. Ny kgl. Saml. 1287. fol.). (S. Bugge.) skar saa ilde der-ved.	de skar så ilde derved.
48
"I henger aap min kaabe,	"I hænger op min kåbe,
den er aff skarlagen rød:	den er af skarlagen rød:
i lader det fruer oc iomfruer see,	I lader det fruer og jomfruer se,
saa ynckis de offuer mig." ^[22] skulde vel hedde: min død.	så ynkes de over mig."
49
Det vaar stalten Seinel,	det var stolten Signild,
hun saa den kaabe udhenge:	hun så den kåbe ud hænge:
stack hun ild i bure,	stak hun ild i bure,
siden lod sig inde[-]brende.	siden lod sig indebrænde.
50
Det var stalten Seinel,	det var stolten Signild,
stack ild i tag oc rør:	stak ild i tag og rør:
saa brende hun sig inde	så brændte hun sig inde
med mange deris feste-møer.	med mange deres fæstemør.
51
Haubor vor hengd, oc Seinel vaar brend,	Hagbard var hængt, og Signild var brændt,
det vaar saa ynckelig en mord:	det var så ynkelig en mord:
saa toge de [den] terne,	så toge de [*] terne,
sette hende leffuendis i iord.	sætte hende levendes i jord.
:: Aller da vinder i mig saa vennen. ::	:: aller da vinder I mig så væn en. ::

Den ældste danske viseoverlevering