Hagbard og Signe

1
Haffbor konnge oc Sybor konnge	Hagbard konge og Sigvard konge
di begynte enn kiff:	de begyndte en kiv:
alt om den stalte Senild-lill,	alt om den stolte Signildlil,
dett er saa wentt itt wiff.	det er så vænt et viv.
:: Rett aldrig winder y mig saa wennenn. ::	:: ret aldrig vinder I mig så væn en. ::
2
"Ieg drømde, ieg war y Himmerig,	"jeg drømte, jeg var i himmerig,
dett wor saa guodt enn bye:	det var så god en by:
himmellenn handt reffnedis,	himmelen han revnedes,
ieg faltt igemmen denn skye."	jeg faldt igennem den sky."
3
"Haffuer du drømde ^[1] I udg.: "drømd". om Himmerig,	"haver du drømte om himmerig,
daa skalt du winnde enn møø:	da skalt du vinde en mø:
drømde dig, du falt igemmen den sky,	drømte dig, du faldt igennem den sky,
da skalt du for hinder døø."	da skalt du for hender dø."
4
"Er dett mig till ødelagd ^[2]Jf. Kalkar bd. IV s. 978b og bd. V s. 1203a. Ordet betyder 'ødelæggelse'. ^[3] I udg.: "øde lagd".	"er det mig til ødelag
att ieg kandt winde en møe:	at jeg kant vinde en mø:
y-saa hiertelig gerne	iså hjertelig gerne
will ieg for hinnder døe."	vil jeg for hender dø."
5
Haffbor lodt sig wexe haar	Hagbard lod sig vokse hår
oc iomffrue-kleder skiere:	og jomfrueklæder skære:
saa foer hand till konngh Sybordz landt,	så for han til kong Sigvards land,
handt wille slygninge ^[4] I udg.: "slyngninge". lære.	han ville sløngninge lære.
6
Dett wor Haffbor konngens[-]søn,	det var Hagbard konngens-søn,
kom ridendis op y gaardt:	kom ridendes op i gård:
ude stodt stalte Senild-lill,	ude stod stolte Signildlil,
hun wor well suøbt udy mordt.	hun var vel svøbt udi mår.
7
"Hel stander y, stolten Senild-lill,	"hel stander I, stolten Signildlil,
oc y met alle ethers quinnde:	og I med alle eders kvinde:
Haffbor haffuer mig till ether sendt,	Hagbard haver mig til eder sendt,
y skulle mig slyngning kiende."	I skulle mig sløngning kende."
8
"Alle dem ^[5] I udg.: "den". slyngning, der ieg kandt,	"alle dem sløngning, der jeg kant,
den will ieg ether well kiennde:	den vil jeg eder vel kende:
y skulle ede mett mig aff fadt	I skulle æde med mig af fad
oc soffue huoss min terne."	og sove hos min terne."
9
"Ieg haffuer ædit mett herre-børn	"jeg haver ædet med herrebørn
oc soffuit paa deris arm:	og sovet på deres arm:
skall ieg huoss en terne soffue,	skal jeg hos en terne sove,
daa døer ieg udaff den harm.	da dør jeg udaf den harm.
10
Ieg haffuer ædit mett herre-børn	jeg haver ædet med herrebørn
oc soffuit huoss deris side:	og sovet hos deres side:
skall ieg huoss en terne soffue,	skal jeg hos en terne sove,
daa døer ieg aff den quide."	da dør jeg af den kvide."
11
"Lader dett, min stolte iomffrue,	"lader det, min stolte jomfrue,
y bør huerkenn anngist heller harm:	I bør hverken angest heller harm:
y skulle æde mett mig aff fadt	I skulle æde med mig af fad
oc soffue paa min arm.	og sove på min arm.
12
I lader dett, min stolte iomfrue,	I lader det, min stolte jomfrue,
y bør huerchen angist eller quide:	I bør hverken angest eller kvide:
y skulle æde aff fadt mett mig	I skulle æde af fad med mig
oc soffue huoss min side."	og sove hos min side."
13
Alle da sadt stalte Senildz møer	alle da sad stolte Signilds møer
oc sy[-]der ^[6] I udg.: "syde". huer som di kunde:	og syer hver som de kunne:
foruden Haffbor konngens[-]søn,	foruden Hagbard konngens-søn,
hand hagde sin noel y munde.	han havde sin nål i munde.
14
Di syde hiort, oc di syde hindt,	de syde hjort, og de syde hind,
paa skoffuen som di rende: ^[7] I udg.: "runde". ^[8] men den i Texten indsatte Form, som giver Riim, findes i A, 19; B, 16 og I 22.	på skoven som de rende:
aldrig fick Haffbor saa stuor en skaale,	aldrig fik Hagbard så stor en skåle,
hand drucken io ud till bonde.	han druk den jo ud til bunde.
15
Suarede dett [den] ^[9] mangler. terne,	svarede det [*] terne,
dett hendiste ^[10]Jf. Kalkar bd. II s. 154a. der hun tuorde:	det hændigste der hun turde:
"Aldrig saa ieg en skiønner iomffrue,	"aldrig så jeg en skønner jomfrue,
der drucke di dryck saa stuore."	der drukke de drik så store."
16
"Lad du, lad du, terne,	"lad du, lad du, terne,
see icke effter mig:	se ikke efter mig:
gaar du udt, oc gaar du indt,	går du ud, og går du ind,
ieg skøtter inthett effther dig."	jeg skøtter intet efter dig."
17
Sildig om afftenen,	sildig om aftenen,
der dug driffuer offuer guldspange: ^[11]dvs. en bro.	der dug driver over guldspange:
daa løstett Haffbor kongens[-]søn	da lystet Hagbard kongenssøn
mett stolt Senild til senge att gange.	med stolt Signild til senge at gange.
18
For gick stolten Senild-lill,	for gik stolten Signildlil,
rød skarlagen effther sig drog:	rød skarlagen efter sig drog:
effther gick Haffbor kongens[-]søn,	efter gik Hagbard kongenssøn,
saa inderlig hans hierte dett loe.	så inderlig hans hjerte det lo.
19
Dett wor Haffbor kongens[-]søn,	det var Hagbard kongenssøn,
handt sette sig y sengen nedt:	han sætte sig i sengen ned:
dett siger ieg paa min christelig tro:	det siger jeg på min kristelig tro:
hans harnisk dett skingrett der-widt.	hans harnisk det skingret derved.
20
Suaritt dett stolten Senild-lill	svaret det stolten Signildlil
oc rett aff hiertens werck:	og ret af hjertens værk:
"Aldrig saae ieg saa skøn en iomffrue	"aldrig så jeg så skøn en jomfrue
der hagde saa haarder en serck."	der havde så hårder en særk."
21
"I siger dett, stolten Senild-lill,	"I siger det, stolten Signildlil,
men wy ære enne to:	men vi ere ene to:
er der nogen y werden till,	er der nogen i verden til,
der ethers [hue] ^[12] mangler. leger paa?"	der eders [*] ligger på?"
22
"Aldrig er nogen y werden till,	"aldrig er nogen i verden til,
der min hue liger paa:	der min hu ligger på:
foruden Haffbor kongens[-]søn,	foruden Hagbard kongenssøn,
hanom kandt ieg icke faa."	hannum kant jeg ikke få."
23
"Er dett Haffbor kongen[-]søn,	"er det Hagbard kongensøn,
der y haffuer y hiertit kier:	der I haver i hjertet kær:
daa wender ether hid, aller-kieriste min,	da vender eder hid, allerkæreste min,
ieg er ether ganske nær."	jeg er eder ganske nær."
24
"Ere y Haffbor konge-søn,	"ere I Hagbard kongesøn,
hui wille y mig saa skende:	hvi ville I mig så skænde:
hui redt y icke udy min faders gaardt	hvi red I ikke udi min faders gård
mett hundt oc høg paa hende?"	med hund og høg på hænde?"
25
"Ieg wor y ethers faders gaardt ^[13] I udg.: "gaaardt".	"jeg var i eders faders gård
alt bode mett høg oc hundt:	alt både med høg og hund:
dett war ethers kiere fader,	det var eders kære fader,
hand spaattet mig mangelunde.	han spottet mig mangelunde.
26
I grue icke, stolten Senild-lill,	I grue ikke, stolten Signildlil,
hun ^[14]+4: I udg.: "y denne her samme ferdt". mente, di wore enne:	hun mente, de vare ene:
y-men ieg haffuer min brynie	imen jeg haver min brynje
oc der-till mitt guode suerdt."	og dertil mit gode sværd."
27
Dett wor stolten Senild-lill,	det var stolten Signildlil,
hun mente, di wor enne to:	hun mente, de var ene to:
skam da faa den terne,	skam da få den terne,
hun stodt oc lydde der-paa.	hun stod og lydte derpå.
28
Skam da faa den terne,	skam da få den terne,
hun stodt oc lydde der-paa:	hun stod og lydte derpå:
hun tog bort hans gode suerdt	hun tog bort hans gode sværd
oc saa hans brynie blaa.	og så hans brynje blå.
29
Hun tog bort hans gode suerdt	hun tog bort hans gode sværd
oc saa hans brynie blaa:	og så hans brynje blå:
saa gick hun till høyelofft,	så gik hun til højeloft,
som Sybor konge laa.	som Sigvard konge lå.
30
"Soffue y, eller woge y? min edelig herre,	"sove I, eller våge I? min ædelig herre,
y soffuer alt-for lenge:	I sover alt for længe:
nu liger Haffbor konge	nu ligger Hagbard konge
mett ether dather y sennge."	med eder datter i senge."
31
"Lad du, ladt du, tienniste-møø,	"lad du, lad du, tjenestemø,
oc sig du icke saa:	og sig du ikke så:
Senild er enn iomffrue,	Signild er en jomfrue,
hun Haffbor aldrig saae."	hun Hagbard aldrig så."
32
"Hør y dett, min edelig herre,	"hør I det, min ædelig herre,
wille y dett icke troe:	ville I det ikke tro:
da haffuer y her hans gode suerdt	da haver I her hans gode sværd
oc saa hans brynie blaa."	og så hans brynje blå."
33
Dett war Sybor konge,	det var Sigvard konge,
handt rober offuer all sin gaardt:	han råber over al sin gård:
"Stander y op, min gode hoffmendt,	"stander I op, min gode hovmænd,
oc drager brynie paa.	og drager brynje på.
34
Drager y paa ethers brynie	drager I på eders brynje
oc rett foruden falsk:	og ret foruden falsk:
ieg siger ether paa min christelig tro:	jeg siger eder på min kristelig tro:
Haffbor er fuldt[-]hordt en halss."	Hagbard er fuldhård en hals."
35
Dett war stolten Senild-lill,	det var stolten Signildlil,
oc sucker hun y-saa saare:	og sukker hun iså såre:
"Ieg hører min kiere fader	"jeg hører min kære fader
robe udy woris gaardt."	råbe udi vores gård."
36
"Hør y, stolten Senild-lill,	"hør I, stolten Signildlil,
y giffuer ether icke y denne ferdt:	I giver eder ikke i denne færd:
imen ieg haffuer min brynie	imen jeg haver min brynje
oc saa min guode suerdt."	og så min gode sværd."
37
Dett wor Haffbor konge-søn,	det var Hagbard kongesøn,
hand sig tilbage saa:	han sig tilbage så:
buorte wor hans guode suerdt	borte var hans gode sværd
oc saa hans brynie blaa.	og så hans brynje blå.
38
Dett wor Sybor konnge,	det var Sigvard konge,
handt støtte paa dørren mett fodt:	han stødte på døren med fod:
"Statt op, Haffbor konge-søn,	"stat op, Hagbard kongesøn,
oc kom till mig her[-]udt."	og kom til mig herud."
39
Dett wor Haffbor konge-søn,	det var Hagbard kongesøn,
handt warde sig [som] ^[15] mangler. en mandt:	han varde sig [*] en mand:
men di sengi-stolper	men de sengestolper
udy hans hender randt.	udi hans hænder randt.
40
Dett wor Haffbor konge-søn,	det var Hagbard kongesøn,
hand warde sig som en suend:	han varde sig som en svend:
y-men hand hagde nogit	imen han havde noget
oc nogit aff sengen igen.	og noget af sengen igen.
41
Toge di Haffbor konge-søn,	toge de Hagbard kongesøn,
saatte hanom y bolte fem:	satte hannum i bolte fem:
dem brødt hand saa snarlig synder,	dem brød han så snarlig sønder,
som di hagde werit aff tre. ^[16] I udg.: "tin".	som de havde været af træ.
42
Toge di Haffbor konge-søn,	toge de Hagbard kongesøn,
satte hanom y bolte ny:	satte hannum i bolte ni:
dem brødt hand saa snarlig synder,	dem brød han så snarlig sønder,
som di hagde werit aff bly.	som de havde været af bly.
43
"Tager y to aff Senilds haar	"tager I to af Signilds hår
oc binder der-mett hans hender:	og binder dermed hans hænder:
er der kierlighed y hans liff,	er der kærlighed i hans liv,
handt bryder denom icke y synder.	han bryder dennum ikke i sønder.
44
Saa toge di to aff Senilds haar	så toge de to af Signilds hår
oc bunde Haffbors hender:	og bunde Hagbards hænder:
daa sadt hand saa stille,	da sad han så stille,
wille icke bryde denom synder.	ville ikke bryde dennum sønder.
45
"Hører y, stolten Senild-lill,	"hører I, stolten Signildlil,
y lader god willie kiende:	I lader god vilje kende:
altt først y seer mig henge,	alt først I ser mig hænge,
y lader ethers bure opbrende."	I lader eders bure opbrænde."
46
"Er her nogen y min faders gaardt,	"er her nogen i min faders gård,
som wollit haffuer y ^[17] Denne Partikel frembringer en meget usædvanlig Construction. ethers dødt:	som voldet haver i eders død:
da skal ieg det y dag heffne	da skal jeg det i dag hævne
paa deris festermøe."	på deres fæstermø."
47
Dett wor stolten Senild-lille,	det var stolten Signildlille,
hun kaller sine iomffruer tillsammen:	hun kalder sine jomfruer tilsammen:
"Wy wille gaa y høye-lofft	"vi ville gå i højeloft
oc haffue bode lyst oc gammen."	og have både lyst og gammen."
48
Dett wor stolten Senil-lille,	det var stolten Signildlille,
hueger bode udt oc indt:	hveger både ud og ind:
hun satte ildt y sitt bure	hun satte ild i sit bure
oc ildt der trint omkring.	og ild der trindt omkring.
49
"Hennger y op min kobe blaa,	"hænger I op min kåbe blå,
y lader stolt Senild-lille hinder see:	I lader stolt Signildlille hender se:
[y] ^[18]+5: mangler. [lader] [det] [stolt] [Senild] [see],	[] [] [] [] [] [],
huadt heller mig [er] ^[19] mangler. well eller wee."	hvad heller mig [*] vel eller ve."
50
Dett wor Haffbor konge-søn,	det var Hagbard kongesøn,
handt sig tilbage saae:	han sig tilbage så:
da stod stolte Senilds bure	da stod stolte Signilds bure
oc brennde y loffue hin blaa.	og brændte i lue hin blå.
51
"Tager y neder min kobe blaa,	"tager I neder min kåbe blå,
y lader hinde paa iorden ligge:	I lader hende på jorden ligge:
hagde ieg nu tre liffue,	havde jeg nu tre live,
ieg wille icke itt aff denom tigge."	jeg ville ikke et af dennum tigge."
52
Dett war Sybor konge,	det var Sigvard konge,
handt ud att winduit saae:	han ud ad vinduet så:
da stod stolten Senilds bure	da stod stolten Signilds bure
oc brende y lue hin blaa.	og brændte i lue hin blå.
53
"Somme gaar till burit	"somme går til buret
oc redde Senilds liff:	og redde Signilds liv:
oc somme gaar till gallie	og somme går til galge
oc huge Haffbor nedt."	og hugge Hagbard ned."
54
Och der di komme thill bure,	og der de komme til bure,
och da war Senild brend:	og da var Signild brændt:
och der di komme thill gallie,	og der de komme til galge,
daa var Haffborrd død. ^[20] I udg.: "hengd".	da var Hagbard død.
55
Saa thog di Haffborrd kongins[-]søn,	så tog de Hagbard kongenssøn,
suøbte hanom y huidin liin:	svøbte hannum i hviden lin:
saa lagde di hannom y christin iordt	så lagde de hannum i kristen jord
thill alle-kieriste siin.	til allekæreste sin.
56
Saa thogh di di unge thoe,	så tog de de unge to,
lagde dennom i christin iord:	lagde dennum i kristen jord:
och saa thog di den therne,	og så tog de den terne,
och giorde aff hindir den ^[21] I udg.: "det". ynckelig mord.	og gjorde af hender den ynkelig mord.
57
"Hagde ieg thit føre vist,	"havde jeg det førre vidst,
ath kierlighed vor saa sterck:	at kærlighed var så stærk:
ieg vilde den ^[22] I udg.: "dem". icki att-skielle ^[23] I udg.: "att-skiellet".	jeg ville den ikke adskille
for hundridde-thusindt marck."	for hundrede tusind mark."
:: Reth aldrig vinder y meg saa veninn. ::	:: ret aldrig vinder I mig så væn en. ::

Den ældste danske viseoverlevering