Kongedatteren og Løven

1
Met lyst daa wille wy siunge	med lyst da ville vi synge
oc siunge mett Dauidz flydt	og synge med Davids flid
mett iammer oc stuor marter, ^[1] tysk har: von Lieb und bittern Schmerzen.	med jammer og stor marter,
y mercker well dett mett flidt:	I mærker vel det med flid:
huor dett en konnge[-]dather gick	hvor det en kongedatter gik
oc saa denn wnnge greffue,	og så den unge greve,
y mercker dett wel mett flidt.	I mærker det vel med flid.
2 ^[2] Efter V. 2 savnes et Vers svarende til A V. 3.
Der tiente wdy hindes faders gaardt	der tjente udi hendes faders gård
saa mange welbyrdig mandt,	så mange velbyrdig mand,
saa well befald hinde den greffue,	så vel befaldt hende den greve,
for alle hun ham y hiertit wel andt;	for alle hun ham i hjertet vel and;
huorledis Gudt haffuer dett forøtt ^[3] vist Fejl for føyet.	hvorledes Gud haver det ******
mett itt hiemmeligt bedrøffuit hierte	med et hemmeligt bedrøvet hjerte
sorgit dj for hin[-]annden saa saare.	sørget de for hinanden så såre.
3
Den enne tuorde den anden icke obenbare,	den ene turde den anden ikke åbenbare,
huad dennem y hiertit war,	hvad dennum i hjertet var,
men huer mon stadelig hobis,	men hver mon stadelig håbes,
att dj skulle findis snartt;	at de skulle findes snart;
alt paa dett siste, der ditt saa kom,	alt på det sidste, der det så kom,
den enne mon den anden tilschriffue,	den ene mon den anden til skrive,
offuergiffue alle deris fryct.	overgive alle deres frygt.
4
Di sette hin[-]anden steffne	de sætte hinanden stævne
paa en saa grøn en woldt,	på en så grøn en vold,
alt wnder en lindt saa grøn,	alt under en lind så grøn,
der stander en kielde saa koldt;	der stander en kilde så kold;
y[-]huilchen der først [kom] til den killdsens flodt,	ihvilken der først [*] til den kildsens flod,
handt skulle den anden bide,	han skulle den anden bie,
oc saa wor beggis deris ordt.	og så var begges deres ord.
5
Denn jomffrue monne sig klede,	den jomfrue monne sig klæde,
tog offuer sig en mantel huidt,	tog over sig en mantel hvid,
sinn brøst monne hun opsnørre,	sin bryst monne hun opsnøre,
vel ^[4]+1: I udg.: "wel skikit". silckit mett gandske flidt;	vel ******* med ganske flid;
oc sagde den jomffrue skiøn:	og sagde den jomfrue skøn:
"Ingen mandt skall mig opsnørre	"ingen mand skal mig opsnøre
foruden den greffue[-]søn."	foruden den grevesøn."
6
Oc der den jomffrue till kielden ^[5] først er skrevet kircke! kom,	og der den jomfrue til kilden kom,
hun actit sinn kieriste att finnde:	hun agtet sin kæreste at finde:
"Aff alle min nødt bliffuer ieg forløst,	"af alle min nød bliver jeg forløst,
aff alle min nødt bliffuer ieg forløst, ^[6] Sic udg.	af alle min nød bliver jeg forløst,
min sorrig monne sig forsuinnne."	min sorrig monne sig forsvinde."
7
Der kom en løffue løbennde	der kom en løve løbende
aff den wilde skoff,	af den vilde skov,
den jomffrue lodt sig forfære,	den jomfrue lod sig forfærde,
saa snart flyde hun der[-]fraa;	så snart flydte hun derfra;
oc der tabte hun sin mantell huidt	og der tabte hun sin mantel hvid
der[-]aff kom iammer oc quide.	deraf kom jammer og kvide.
8
Denn løffue fick sinn wnger	den løve fik sin unger
alt paa den mantel godt,	alt på den mantel god,
then mantell bleff besmittet	den mantel blev besmittet
mett suedt oc suorten moldt;	med sved og sorten muld;
oc saa mon løffuen att skoffuen gaa	og så mon løven ad skoven gå
att skoffuen mett sinn vnnger,	ad skoven med sin unger,
daa kom den greffue[-]sønn.	da kom den grevesøn.
9
Oc der den greffue mantelen saae,	og der den greve mantelen så,
war stenckt mett blodt rødt,	var stænkt med blod rød,
handt monne sig saa iammerlige klage,	han monne sig så jammerlige klage,
saa stuor daa war hans kiere:	så stor da var hans kære:
"Ah we, y[-]men hun er dødt,	"å ve, imen hun er død,
hun haffuer for min skyldt dødt	hun haver for min skyld dødt
oc lidt denn stuore nødt.	og lidt den store nød.
10 ^[7] Fra V. 10 synes Visen særlig daarlig erindret, kun V. 13 har det rette Linjetal.
Haffuer hun nu for min dødt ^[8]+1: I udg.: "skyldt dødt". skyldt	haver hun nu for min dødt skyld
oc liditt den stuore nødt,	og lidet den store nød,
daa skall ieg ^[9] I udg.: "der". aldrig flere jomffruer	da skal jeg aldrig flere jomfruer
for min skyldt were dødt;	for min skyld være død;
hindis liff will ieg betale	hendes liv vil jeg betale
altt mett min egen dødt.	alt med min egen død.
11
Christ signe dig soel oc maane,	Krist signe dig sol og måne,
Christ signe dig løff oc gress,	Krist signe dig løv og græs,
Christ signe dig kongelig krone ^[10] først er skrevet ære!	Krist signe dig kongelig krone
oc alt dett iorden bær,	og alt det jorden bær,
oc saa min hierte[-]allerkierist,	og så min hjerteallerkærest,
der haffuer for minn skyldt dødt".	der haver for min skyld dødt".
12
Hand satte hialtet imodt en steen	han satte hjaltet imod en sten
oc odden imodt sin bryst,	og odden imod sin bryst,
handt stack sig ihiel alt paa hans suerdt,	han stak sig ihjel alt på hans sværd,
handt lagde sig wnder linden saa grønn,	han lagde sig under linden så grøn,
daa kom den jomffrue skønn.	da kom den jomfrue skøn.
13 ^[11] ∼ V. 9.
Oc der den jomffrue till kiellen kom,	og der den jomfrue til kilden kom,
hun fant sin kierist war dødt,	hun fandt sin kærest var død,
hun monne sig saa iammerlige kiere,	hun monne sig så jammerlige kære,
saa stuor daa wor hindis møde:	så stor da var hendes møde:
"Ah we, min kierist er nu dødt,	"å ve, min kærest er nu død,
handt haffuer for min skyldt dødt	han haver for min skyld dødt
oc lidt den stuore nødt.	og lidt den store nød.
14 ^[12] ∼ V. 10.
Handt haffuer for min skyldt dødt	han haver for min skyld dødt
oc lidt denn stuore nødt,	og lidt den store nød,
hanns liff will ieg betale,	hans liv vil jeg betale,
altt mett min egen dødt,	alt med min egen død,
att der skall aldrig flere	at der skal aldrig flere
for min skyldt mer dødt.	for min skyld mer dø.
15 ^[13] ∼ V. 11.
Christ signe dig soel oc mane,	Krist signe dig sol og måne,
Christ signe dig løff oc gress,	Krist signe dig løv og græs,
Christ signe dig kongelig krone	Krist signe dig kongelig krone
oc altt dett iorden bær,	og alt det jorden bær,
oc min hierte[-]allerkierist,	og min hjerteallerkærest,
ther ieg skall nu for dig dødt."	der jeg skal nu for dig dø."
16 ^[14] ∼ V. 12.
Hun sette hialtet imodt en steen	hun sætte hjaltet imod en sten
oc odden imodt sitt bryst,	og odden imod sit bryst,
hun stack sig siellff ihiel alt paa hans suerdt,	hun stak sig selv ihjel alt på hans sværd,
hun lagde sig forinden hans arm,	hun lagde sig forinden hans arm,
der wor stuor jammer oc klage.	der var stor jammer og klage.
17
Det hagde werit bedre	det havde været bedre
den løffue hagde werit wfødt,	den løve havde været ufødt,
endt slig to høuiske konge[-]børn	end slig to høviske kongebørn
saa skulle haffue bleffue dødt.	så skulle have bleve dødt.

Den ældste danske viseoverlevering