(Jeg havde mig agtet elendig at leve)

1
Ieg haffde meg actet elendig at leffue,
det war min aller høgeste begiering, ^[1] egl. "begiere" (∼ "were").
nu haffuer Herre Gud dett anderledis skicket,
att det maa icke saa were;
thi will ieg sette mit sindt y fred
och lade det nu saa bliffue,
som Herre Gudt det haffue vill.
2
Ieg det alluorlig ^[2] vist Fejl for "aldrig". trode,
det første synnd ieg hannom saa,
at du ^[3] Fejl for "det". skulle nogen tid bliffue,
som effter hans begiering ere goet;
thi raader ieg eder, bodt quinde och mandt,
att y icke dett aldrig forsuer
dene tinnge der kome kandt.
3
Trofast sa er mit hierte
ieg haffuer till hannem satt, ^[4] egl. "sæt" (∼ forgiett).
ieg hobbes till denn ouerste Gudt,
hand hauer meg intet forgiett;
aff hou och sinde och gannske acht
der for will ieg hannom elske,
denn stundt ieg leffue maa.
4
Ieg tacker Gud Fader i himerig
for sin godt gaffue,
at hand haffuer mig saa rigelig begaffuet
och alletiidt min ære beuarit
fra falske klaffers munde;
der ^[5] dvs. Klaffernes Munde. er ^[6] bør udelades. saa mange lycken fra ^[7]+1: dvs. forunder, misunder. aand,
Gud giffue det ganger dennom sielff till vnnde.
5
Ther er saa mange i alle werden till,
di vill wor lycke foruende,
meg habbes till den øuerst Gudt,
den glede skall dem icke hende;
ladt sige, huadt dy sige vill,
dy skall rett aldrig anndet syge om meg,
end huadt som æren hør till.
6
Thu edelige blad, ^[8] I udg.: "blod". du werre meg guod,
du tenche paa din guode talle,
att ieg haffuer mig saa elendig gior,
for ieg ville dig hoffsuale;
din lengsell haffuer giort mig sorrig och nødt,
før ieg ville det lennge aff deg see,
føre will ieg heller wered død.

Den ældste danske viseoverlevering