Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift I
Nummer: 104
Side: 176 r
Titel: (En ungersvend mig inderlig beder)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 162 C V 240
Kommentar: V 239


1
En vnger[-]suend mig idelig bad, en ungersvend mig idelig bad,
ad ieg y hans tienist skulle vere, at jeg i hans tjenest skulle være,
oc vere hannem huld aff hierte och act, og være hannum huld af hjerte og agt,
det vor hans aller[-]høyeste begiere. det var hans allerhøjeste begære.

2
Blant ander rytter er hand en hals,
[1] Sic udg.
 
blandt andre rytter er han en hals,
aff hiertit trofast och god, af hjertet trofast og god,
aff Affblod
[2] Sic udg.
schøndhed er hand uduold,
 
af ******* skønhed er han udvalgt,
huem kand der sig y[-]mod. hvem kan der sig imod.

3
Hand giffuer mig mod, naar ieg hannem seer han giver mig mod, når jeg hannum ser
bode blant rytter
[3]Plejer at være 'ridder'.
och suenne,
 
både blandt rytter og svende,
offuer dieris schøndhed hand vyt offuer vinder, over deres skønhed han vidt over vinder,
den ere haffuer hand allenne. den ære haver han alene.

4
Will hand vere mig god, vil han være mig god,
som hand haffuer verit till here, som han haver været til here,
ieg giffuer hannem bode hierte och moed, jeg giver hannum både hjerte og mod,
oc der[-]till all bode loff oc ære. og dertil al både lov og ære.

5
O skilmis, huad du est vnderlig, o skilsmis, hvad du est underlig,
huad haffuer du her ad straffe,
[4] I udg.: "skaffe".
 
hvad haver du her at straffe,
mith hierte haffuer du bedrøffuit y mig, mit hjerte haver du bedrøvet i mig,
du vilt mig saa haardelig straffe. du vilt mig så hårdelig straffe.

6
Nu leffuer ieg bode y lengels oc haab, nu lever jeg både i længsel og håb,
til ieg maa met hannem tale, til jeg må med hannum tale,
ieg giffuer mig ganske vdj hans vold, jeg giver mig ganske udi hans vold,
ieg vill hannem aldrig vndfalle. jeg vil hannum aldrig undfalde.