Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Svanings håndskrift I
Nummer: 101
Side: 174 r
Titel: Mødet
Trykt: U
Udgivet i: DV: 72 c (a: II 141-142)
Kommentar: V 1-2
Generelle oplysninger: Stroferne er unummererede i håndskriftet.


[1]
Itt verskab vor ieg beden till et værtskab var jeg beden til
met lyst och tid[-]fordriff | , med lyst og tidfordriv,
der[-]hen saa vor ieg reden, derhen så var jeg reden,
for[-]lÿst | mith vnge liff, forlyst mit unge liv,
schøn fruer och jomfruer ieg der fad |  skøn fruer og jomfruer jeg der fandt
mig gledis aff alt mit hierte mig glædes af alt mit hjerte
aff en vor der iblant | [sideskift] af en var der iblandt

[2]
Der[-]nest fand ieg en frue dernæst fandt jeg en frue
den dÿdeligste der ieg | vid, den dydeligste der jeg ved,
ieg kand hinne aller full[-]loffue, jeg kan hende aller fuldlove,
hendis mangefuld
[1] Orddeling ved linjeskift i hs.: "man-gefuld".
tuctighed,
 
hendes mangefold tugtighed,
hendis limper och læbor befaller | mig vell, hendes lemper og læber befalder mig vel,
de[-]till hinnis tuctighed oc sinnen dertil hendes tugtighed og sinden
forsanne | den foller got skiel. |  for sande den følger godt skel.

[3]
Ieg mercher der komme
[2] k'et af skriveren ændret til g, og siden er der med Vedels hånd skrevet gromme over linjen.
stÿcker,
 
jeg mærker der ***** stykker,
aff en ver der y[-]blant |  af en var der iblandt
hand lod sig troen tragte, han lod sig troen tragte,
som nu giore mangen mand |  som nu gøre mangen mand
hand lod sig for[-]merche
[3]+1: DV har formerche.
y stor misloff
 
han lod sig formærke i stor mislov
dis[-]vere da | giør saa mangen mand desværre da gør så mangen mand
som dit giort lidit behoff |  som det gjort lidet behov

[4]
Ieg tog hin lystelig y min arm, jeg tog hend lystelig i min arm,
der vi skulle skyldis
[4] Orddeling ved linjeskift i hs.: "skyl-dis".
ad,
 
der vi skulle skilles ad,
dit viste alt gud[-]fader y himmerig det vidste alt Gudfader i himmerig
vi | vore ichi megen glad vi vare ikke megen glad
min glæde den tog hun | bort met sig, min glæde den tog hun bort med sig,
met lengels och met stor sorrig med længsel og med stor sorrig
haffuer | hun begaffuit mig. haver hun begavet mig.

Amen. |  ****.