Ridderen af Steiermark

1
O rige Gud i høyeste sal,
hielp mig at ramme maade och tal,
at ieg maa sandhed finde;
ieg beder du vilt mig bistand giøre
til denne vise ret at forfremme, ^[1] Fejl for "framføre".
som ieg vil nu begynde:
om en ridder vdaff Steermarck
aff adel god met ære,
hand vaar skøn, vng, iuet ^[2] dvs. yvert, overmaade. sterck,
hand vilde ocsaa ombære;
sin fader vnder dødsens baand,
sin land en anden ridder befoel,
red ^[3] drog saa red de to første Ord er overstreget. selff att tiene i fremmede land.
2
Hand kom til Danmarck i kongens gaard;
som hand aff barndom tuctet vaar,
saa monne hand altid leffue:
retferdighed, tuct, blusel och ære
Gudz hellige ord och ræne lære
der i monne hand sig øffue;
sin fader før hand opgaff sin aand
fire lerdom ^[4]+1: dvs. lerdomme? i hannom kinde;
dem loffuede sønnen med mund och haand,
i huad hannom komme til hende,
at hand vilde hannom lydig vere;
det holt hand fast i all sin tid,
der aff haffde hand stor loff oc ære.
3
Den første lære aff hiertens grund:
hør Gudz ord baade dag och stund,
huor tide kand sig begiffue,
att dig ey hindrer ^[5] Fejl for "hender". liffsens nød;
met den fattige skiffte oc dit brød
som monne i armod leffue;
den tridie lære aff fader sin:
at hand skulde quind folck ære,
hielpe fruer oc iomfruer huer och en,
deris gode ryct formere;
det fierde vaar: prester som Gudz ord lære
dem skalt du holde i ære oc act,
der aff formæris din loff och ære.
4
Ingen mandelig gierninger slog hand aff,
som ieg haffuer læst, foruden straff;
der til da vor hand køner
end Hector, som aff Troia red,
thi hand monne tit beuise ded;
saa vaar hand ocsaa skøner
end Salomon den konning viisz;
ingen ridder leffuede da for sande,
der aff hannom kunde vinde priisz:
huem der met hannom monne rende,
dem giorde hand dieris sadel tom;
i alle gierning riderlig
beholt hand altid prijs och rom.
5
Konningen haffde en datter bold,
hendis liige vaar icke i verdsens vold,
en arffuinge Danmarckis rige,
Floredebel hede hun fore sand,
den skøne Helena aff Greckeland
kunde icke vere hindes lige;
den riders ven hun hiemmelig bleff,
for mandom som hand giorde;
hun sende hannom hiemmelig bud och brefff, ^[6] I udg.: "breff".
meningen derpaa vare:
"Trinumitas, du vnger mand,
i Danmarck skalt du konning bliffue,
men ieg beholder mit liff oc aand.
6
Mit hierte haffuer dig vdvald
och ingen anden, enten stolt eller bold,
act det oc vær men stille;
min fader haffuer mig inderlig kier,
ieg kand oc dertil konster fler
der met at fremme voris vilie,
att vi kand komme i ecte skab;
vilt du och dette giøre,
da skick ^[7] Fejl for "skriff". mig til om dit behaff,
at ieg din vilie kand høre."
Den ridder skreff hinde snarlig til:
"Om det er eders vilie saa,
ieg intet kierer begierer vill."
7
Den iomfru lagdis paa sengen ned
med megen vtalmodighed,
hun græd oc gaff sig saare;
konningen vaar bedreffuit ^[8] dvs. bedrøvet. for sand
effte ^[9] I udg.: "effter". mester skreff i alle land:
i huem der kunde forfaare
hans datters siuge oc hielpe hinde da,
den vilde hand vel betale;
men der de hindes [vand] ^[10] mangler besaa,
hendis hierte lagdis i duale,
hendis puls den slaa da kunde de see:
"Naturlig er hun icke siug."
Dog vaar alt kongen i hiertet vere. ^[11] I udg.: "vee".
8
Konningen gick til hende behend:
"Dine øyen (sagde hand) til mig vend
och klag mig ^[12]+1: I udg.: "mig". mig dine vaande,
naturlig siugdom du ey bær,
sig mig dog, huad dit hierte begier,
huad dig er kommen til hande;
det er paa [iorden], ^[13] mangler huad det kand,
da suer ieg ved min krone:
ieg vil dig hielpe strax paa stand,
ey nogit vil ieg skone." ^[14] tysk har: ich will dir helfen schone (∼ krone).
Hund sagde: "Du haffuer i tieniste din
en edelmectig ridder skøn,
for hannom da bær ieg siugdom min.
9
Endog ieg hannom aldrig bekiende,
vil ieg mig giffue i al ælende,
vden hand min kand bliffue;
godts och ære oc liff huad ieg formaa
och døden vil ieg vnder gaa,
det skal min ende bliffue."
Sagde kongen: "Er det din begier,
stat op, det skal io bliffue,
om hand end ringer ind suinhiørde kunde vere;
dog ingen ridder monne leffue ^[15]+2: I udg.: "i verden leffue". i verden
som kand vere hans lige,
hand er aff ridderskabit fød
til Stadelburge i Østerrige."
10
Konningen forsamlede sin raad,
sagde dem sin mening vforsmaad,
huad den ^[16] Fejl for "der". vaar daa for hande;
de sagde alle met it frit mod:
de viste ingen bedre ridder god
i tydske eller danske lande,
der kronen beder kunde faare staa,
[naar] [i] [mon] [heden] [soffue]. ^[17] mangler
[De] [sende] [bud] [effter] [den] [ridder] [da] ^[18] mangler
och saa denne skonne ^[19] I udg.: "skønne". iomfru;
de tu mand da til samen gaff,
ingen meniske vaa ^[20] I udg.: "vaar". i dette ganske land,
der ^[21] Fejl for "de". haffde io fryd oc glede der aff.
11
Hand sagde kongen loff oc ære:
"Den stund ieg leffuer i verden here,
eder vilie vil ieg giøre."
Konningen sagde: "Hun er dig huld
for keyser, konger, solf ^[22] I udg.: "sølf". eller guld,
som du maa see oc høre;
thi maa du giøre hinde tack oc priisz,
den stund du est i liffue,
der om ieg beder dig ridder vysz,
saa vil ieg dig opgiffue
min krone, naar ieg met død gaar aff;
den sag haffuer du vunden frit,
formedelst din megtige riderskaff."
12
I trediue dage deris brollup ^[23] I udg.: "brøllup". stod,
ey større fryd eller lystiger mod
i nogen førstis lande;
huem disse tu meniske fick at see
aff fryd oc glede dieris hierte motte lie;
saa lenge som verden haffde stande,
haffde Gud paa iorden tu menisker
ey beder personeret; ^[24] dvs. "personieret", skabt.
aff Franckerige kom en ridder der,
paa slottet bleff hand ledit;
hand saa den edle frue rig,
sagde: "Ingen ieg hindes lige ved
vden dronningen aff Franckerige.
13
Hun er den skøniste i verden til,
hendis ansict oc billede ieg sige vil,
mand maa det lystis at skue."
Trinumitas merck det obenbar,
der nogen tid forgangen vaar,
saa ^[25] dvs. sagde? hand til sin frue:
"Mand taler om den skøniste quinde
som vnder solen mon leffue,
dronning aff Franckerige kaller mand hinde;
om i mig loff vil giffue,
ieg vil beskue hindis figur,
hendis billede vil ieg føre hid,
det edelige creatur."
14
Dronningen sagde: "Aff huad orsaage
ville i hen vandre, det maa ieg klage;
bliffuer hiemme, der om ieg beder,
den lange reyse oc stuore vmag,
huad kand eder hielpe denne sag,
om i end sier hindis seder,
hindis form, billed oc skønhed meer,
huad lyst kunde i der finde;
mig vndrer at i saadan begier,
huad kunde i der aff vinde?"
"Det giør ieg dronning for din skønhed,
ieg troer ey nogen i verden er til,
som er din lige, ieg det vel ved.
15
Mit hierte haffuer sprecke oc vee
jnd til ieg faar den dronning at see;
ieg vill snarlig igien komme;
giff der til orloff, kieriste min,
saa giffuer ieg dig min tro igien,
ieg vil mig icke forsømme,
ieg vil snarlig igien komme hid."
Den sag hende gick til hierte,
hand tog en suen, dermet bort red,
det giorde hinde vee oc smerte,
hand kom til Franckrige i det land;
nu hører til stor euentyr,
huad vunder den ridder kom til hand.
16
Hand kom til Franckrige snarlig dere,
hand holt sig vel met tuct oc ære,
mand fand da ey hans lige
i form oc skick, ieg sige vil,
hand vaar en mectig ridder der til;
dronningen aff Franckerige
hun vaar de tydske besynderlig huld,
der hun de tidende spurde,
hun klede sig med solff ^[26] I udg.: "sølff". oc guld,
den ridder kom hun til orde,
hun skuede hans ansict inderlig daa ^[27]L. 11-12: Ordene daa sagde hun hører muligvis til sidste Linje.
(sagde hun): "Siden Gud mig skabte
en skønner mand ieg aldrig saa."
17
En dag som kongen red i iact
effter vilde diur, det vaar hans act
kortvil der med at giore, ^[28] I udg.: "giøre".
dronningen vaar aff kierlighed optend,
lod hente til sig den ridder behend,
sagde: "Ieg maa eder spørge:
huad leder i effter i mit land,
mig siunis eder tydsk at vere?"
Den ridder suarede straxt paa stand,
sagde: "Naadige frue met ære,
det haffuer giort eders skønhed stor,
ieg haffuer aff hort ^[29] I udg.: "hørt". fra barndom op,
eders lige vaar icke paa verdsens iord.
18
Thi er min bøn til eder therom,
ieg beder eder, edle fru from,
eders vilie det ^[30] I udg.: "der". til at giffue,
som ieg haffde loffuit foruden straff:
ieg vilde eder lade male aff,
om saa kunde sig begiffue."
(Sagde droningen): "Ieg det gierne vil,
ville i derfaare vdride,
min vilie vil ieg giffue der til,
dog it vil ieg eder bede:
att i ville selff den malere vere;
det vilde mig anger aff hiærtens grund,
om det kom for min konning oc herre."
19
Hand sagde: "Er det eders begierd,
ieg ved, ieg er det icke verd."
(Hun sagde): "Ia herre, til rede."
Dieris raad de snart fuldende da,
de monne i hindis kammer gaa,
der monne hun sig affklede,
hun loed hannom skue hindes liff
effter all hans begiere,
hand lagde sig til den skønne viff,
thi de allenne monne være;
effter saadan lyst kommer sorrigen nu,
der de haffde dieris lyst fuldend,
da monne de soffue ret baade tu.
20
En kammer quinde haffde kongen da,
hun skulle den dronning vare paa,
det monne hun kongen sige:
huor ledis en rydder hosz hinde vaar
met hemmelig lyst rett obenbare;
kongen der hen mon fÿge,
hand støtte strax op den kammer dør,
hand monne dem soffuendis finde,
hand sagde: "Ingen bøn den hielper for,
døden skal vere dieris ende."
I taarnit fattis den ridder from,
konningen monne bede sin raad,
de skulle aff sige dronningens dom.
21
Den ridders tienere monne det spøre.
"O ve," sagde hand, "huad skal ieg giøre,
min herre maa dø forsande."
Hand sette sig paa sin gonger graa,
til Danmarck kom inden dage faa,
sagde dronningen aff den vaande.
(Nu merck:) den vnge førstinde klar
der hun de tidend hørde,
aff sorrig hun aff drog sin haard,
hun sagde: "Huad skal ieg giøre."
I det sette hun sig paa sin hest
och ræd til Franckrige i det land;
nu hører troskab aller mest.
22
En ragkniff førde hun hiemmelig med,
och der hun kom nu til den sted
det ^[31]+1: I udg.: "der". ^[32] det torn Læsemaaden tvivlsom, Ordet synes overstreget. torn som hand lou fangen,
hannom voctet fire stercke mend,
hun sagde: "Ieg er hans elle ^[33] I udg.: "ecte". quind,
for hans skyld er ieg hid kommen; ^[34] Fejl for "gangen" (∼ fangen).
lader mig i taarnit til hannom gaa,
eders løn skulle i vel fange."
Tu hundrit gylden gaff hun dennom da,
saa lod de hinde ind gange;
saa gick hun i det taarn hen ind,
før end hun med den ridder taalde,
hun kyste hannom hundrit tusind sind.
23
"Ieg haffuer dig det tilforne sagt,
det være nu Gud af himmelen klagt,
dit ^[35]+1: dvs. det koster. koster dit liff oc ære;
ieg ved ey, huor ieg dig hielpe kand,
tag dette becken ocsaa ^[36]+1: Fejl for "oc lad dit"? det vand
och toe dit ansict dere;
en ragkniff haffuer ieg vel foruart,
der met skalt du skære
aff dit ansict baade keg ^[37] I udg.: "skeg". oc haard;
her maatte ind raad til være,
at ieg kand hielpe dig her fra:
du skalt alle dine kleder aff drage,
och min dem maa du taage paa.
24
For vecteren beklag dig hart,
dine hender vrid, och vend dig bort,
beteck dit ansict skønne,
naar det er skeet, daa merk mig end,
met tuinde heste finder du min suen
vdi en eng saa grøne,
side paa den enne och rid her fra,
act ey huor mig monne gange,
den retter dag vil ieg vaare paa
(ieg liger her icke lenge)
til ieg kand frelse baade eders liff."
Den ridder følgede hindis raad;
nu hører en ret trofast wiff.
25
I Franckrige lod hand sin suend,
hand skulle hannom flÿ at vide behend,
huorledis det gick met hende;
den tid gick bort, retten skulde gaa,
den fru hun som en mand monne staa
sin klage oc giensuar mange lund,
som kongen fram forde ^[38] I udg.: "førde". aff hiertit;
den frue stod op i samme stund:
"Det giør mig ve och smerte,
ieg kand ey lenger tie herre,
for mig haffuer dronningen aff Franckerige
ret vforkrenckit sin quindelig ære.
26
Saa mercker ret, i her monne staa,
att i ret sandhed kand finde paa:
ieg er for sand en quinde,
ieg er en quinde och ey en mand."
Hindes bryst hun vyste dem paa stand,
att de kunde sandhed finde.
"Men at ieg ridders kleder bære,
det monne ieg der for giøre:
at ieg kunde holde min quindelig ære,
som i maa sie och høre,
at ieg kand vandre uden suig;
haffde ieg ridet som en quinde,
huor mange haffder ^[39] I udg.: "haffde". der anfictit mig.
27
Nu hører huor for ieg kom hid,
ieg haffuer hørt aff barndoms tid,
dronningen aff Franckrige
hun vaar den aller skøniste quinde,
som mand i verden kunde nogensteds finde;
mand sagde, ieg vaar hindes lige,
det hørde ieg tit oc mange fold,
der for vilde ieg hinde skue;
hendis ære den haffuer hun væn oc bold,
den edelige frue;
ieg sagde hinde, huem ieg monne være:
en dronning vd aff Dannemarck,
for euentyr som ieg kom here.
28
Der ieg all saggen sagde fraa,
da monne hun snarlig med mig gaa
i hindis kammer at være,
hun vyste mig mange konste slig,
saa skenckte hun mig, den dronning ryg,
valske vin och malmasier,
der effter lagdis vi i sengen ned,
skulle mand os der for plaffue?
der vi en stund haffde snackit ved,
da monne vi baade søffne;
i dommere siger nu dommen aff,
for euentyr saa kom ieg hid,
der for lider ieg nu denne straff."
29
Da suarede dommeren ^[40] dvs. "dommerne", jf. V. 28. der til saa:
"Men vi i sandhed kunde forstaa,
at hun en dronning monne vere."
Alle mand bød hinde ære oc tuct,
it suar gaff hun, det edel fruct:
"Det vil ieg gierne ombære,
ieg haffuer saa leng offuer min tid
værit i disse lande;
herre konning, lader fare eders haad och yd, ^[41] Fejl for "nyd".
som monne til dronningen stande,
thi hun er from oc dyder fuld."
Der ved da glæde kongen sig
met alt sit ridderskab tro och huld.
30
Den dronning giorde mand tuct och ære,
nu høre, huad kongen skenckte hinde dere:
aff guld en riger credentze,
da skenckte hende den dronning bold
den beste kiortel aff hindes vold
med anden reuerentze;
der effter lod kongen hinde følge fram
met hundret rytter fine,
ind till de til de skibe kam,
saa skyldis de fraa hinde;
til Holsten kom hun snarlig dere,
der holt hindes faders broders ^[42] I udg.: "broder". hoff,
en mening ^[43] Fejl for "mectig". hertug med tuct och ære.
31
Hendis suend den sende hun fra sig dere,
hand skulde hindis herre budskab bere:
at hun i Holsten vaare,
hun vilde hannom bide der, til hannd kom,
och naar hindes herre det bud fornam,
da skulle hand tiden ey spare.
Den suen hand red flux dag och nat,
til Stermarck monne hand komme;
hand førde sin herre det budskab brat:
"Lader mig det vere til fromme,"
hand sagde: "min høybarne førstinde
haffuer mig hid effter eder send,
min lange reyse dragis mig til minde."
32
Den ridder suarede hannom paa stand
oc sagde: "Tag her min tro til paand,
du skalt belønit bliffue;
huor skal [ieg] ^[44] mangler min allerkieriste finde?
paa iorden leffuer ingen trofaster quinde."
Hand ^[45] Fejl for "hans". øyene taare monne giffue
vd aff stor glede som hand da fick;
den suend monne hannom suare:
"Det siste ieg fra hinde gick,
det siger ieg obenbare,
det vaar i Holsten paa det slot,
der monne hun eder foruente nu."
Den ridder sod ^[46]+1: nml. paa Hesten. op och red strax bort.
33
Hand tøffuede huercken dag eller nat,
men red der hen saa offuer brat,
hand mon til Holsten komme;
der vaar da glede saa mange fold,
ingen meniske vaar der enten stolt eller bold,
de io den glede fornomme;
der nest for de til Danmarck ind,
siug vaar da den gamle konge
aff soriig, som laa vdi hans sind,
da kronet di den vnge;
ey langt der fra den gamle hen soff;
det ryge tog hand ind med mact,
til prys och ære stod al hans hoff.
34
Nu mercker, i quinder och mend, met flid,
huad her i læris paa denne thid:
lærer verden ret at kinde,
och naar en tyngist er giort foruist,
da vid ieg ingen bedre list
end det till beste vende;
tag exempel aff denne quinde,
hindis tro beuiste hun bolde;
Gud giffue vi hende i gleden maa, ^[47] Fejl for "maa finde".
hun mon til beste holde;
en sag icke mand kand lide;
i huem saadan en quinde faar,
hand tacke Gud i alle tide.
35
Att denne vise kand ende faa,
end mot mig nogen spøre saa,
huor det den suend monne gange:
kongen slog hannom til ridder fin
och gaff hannom siden Steermarck ind.
Gud vnde osz naade at fange
den euig glede i himmerig,
siger amen huem det begiere,
det ynsker eder euindelig
Morthen Meyer med andre flere;
hand dictit denne vise effter sin behag,
der mand skreff femten hundrit aar
och ^[48]+1: hører til foregaaende Linje. siu paa s. Tamas dag.
36
Der ^[49] I udg.: "Den". ^[50] muligvis rettet til der. findes ey paa denne øø,
aff kierlighed vilde lide den nød,
vdi elendighed fare,
giører sig til fange, som denne mon giøre;
aldrig ieg større kierlighed hørde
aff quindfolck obbebare, ^[51] dvs. obbenbare.
ret stadig vor hun i sin tro;
der aff kand quinder lære:
dieris hossbond elske i glede och raa,
om de end suager mon vere,
saa faa de glede i himmerig,
der om vi alle bede nu
aff hiertens grund ret inderlig. Amen.

Den ældste danske viseoverlevering