Henrik af Brunsvig

1
Hertogen ud-aff Bruinsuig:
huor finder mand en herre sliig!
Udaff Brunsuig,
hur da finder mand en herre sliig:
Anthen thiill diister eller till hoffue,
saa handeliig thord handtt sin liff for-woge.
2
Heller thiill hoffue,
saa handeliig thør sin liff for-woge.
Hertogen wogner om midinatt:
"Min hierttens-kier, mig er icke gott."
3
Om midinatt:
"Min hierttens-kiere, mig er icke gott.
Faar ieg icke orloff bratt,
tha leffuer ieg icke thenne natt.
4
Orloff bratt,
tha leffuer ieg icke thenne same natt."
"Orloff will ieg icke spare:
min edeliig herre, huortt will y fare?
5
Wiide ^[1]+1: I udg.: "Wiidt ether". eller spare,
min edle [herre], huortt will y fare?
Naar skall ieg brøge, naar skall ieg blennde?
nar skall ieg winthe ethers komme igienn?
6
Nar skall ieg blande?
nar skall ieg winthe ethers komme igienn?"
"Kommer ieg ick indenn [IX] ^[2] mangler winthers frest,
thu loff then rider, ther theg unnder biest!
7
Inden IX winthers frest,
thu loff then suend, ther thu under best!
Du agtt di ord, ieg will deg siige:
du leg ick hare y biørssens leye!
8
Ieg wiill deg siige:
du leg ick hare i biørsens ley!"
Hand striide ind tiill Sørssels ^[3] I udg.: "Iørssels". haff:
hand striidie ind tiill thett helliig graff.
9
For Sørssels ^[4] I udg.: "Iørsels". haff,
hand stridde ind tiill thett helliige graff.
End stridde hand, som hand wel kunde:
hand stride ind for Babilone.
10
Som hand wel kunde,
och ind stride hand tiill Babilonne.
Och han stride modtt den hedenske herre:
och fangen bliff hertogen, thett wor werde.
11
Hedenske heer,
fangen bliff hertogen, thett wor werre.
Hand spenntte hannom bode y harnsk ^[5] I udg.: "harffue". och plog:
hann thienntte saa well then hedenske frue.
12
I harffue och plog,
hand thientte saa vel [then] hedenske frue.
Hun gaff hannum madtt, meden hand kunde bere:
skouen hun wor VII ugers ferdtt.
13
Men hann kund bere,
och skoffuen vor VII ugers ferdtt.
Skoffuen hun var VII ugers ferdtt:
altt under sin kobe bor handtt itt suerdtt.
14
VII ugers ferdtt,
altt under sin kobe bar hand itt suerd.
Hertogen ganger aff weyen frem:
saa underliig ting euentyrdis han.
15
Adtt weyenn frem,
saa underliig ting euentyrdis hann.
Hann saae siig unnder en thre:
en løffue och lindorm fictis ther.
16
Altt under en thre,
en løffue oc lindorm fictis ther.
"Welkomen, hertog Heneriig,
min edeliig herre aff Brunssuig!
17
Heneriick,
min edeliig herre aff Brunssuig!
Wilde du nu hielpe mig,
saa gierne wille ieg thienne thiig.
18
Hielpe mig,
saa gierne wille ieg thienne diig."
"Hierre Gud giffue, ieg motte were thett werdtt:
att werie den lindorm mett mitt suerd!
19
Motte were thett werd,
att werie then lindorm mett min suerd."
Den herre hand hug, then løffue hand bedtt:
di weriett den lindorm, som Gud wel wedtt.
20
Then løffue hun bedtt,
di voge then lindorm, som Gud wel wedtt.
Den herre giick igiemell den lundtt:
den løffue hannum fulde som hans brøllylig hundtt.
21
Igiemen den ^[6]+3: I udg.: "then lund". lund then lund,
then løffue fuld hannom som hans brølliig hunn.
Then herre hand gick aff weyen frem:
saa underliig ting effuenthyrdis hann.
22
Att weyen fram,
saa underliig ting effuentyrdis ham.
Hand soe siig op under en eg:
ther sadtt en iermedtt och klagitt siig.
23
Op unnder en eg,
ther sadtt en iermedtt och klagitt siig.
"Welkomen, hertog Henderiich,
min edeliig [herre] aff Brunssuig!
24
Hendriick,
min edelig herre aff Brunsuig!
Sette theg neder och thall mett mig:
och ieg wiill bede min skaber for deg.
25
Och thall mett mig,
och ieg wiill bede min skaber for thieg."
Hand satte siig neder enn liden wille:
engelen førde hannom VII^c mille.
26
En liden wille,
engellen førde hannum VII^c mille.
Op wognett then herre, hand wor saa gladtt:
hand hørde then hiorde, po thidske hand quadtt.
27
Hand blieff saa glad,
hand hørde then hiørde, paa thidske hand quadtt.
"Hørde du hiørde, oc siige du mig:
huis er thett fæ, du driffuer for thieg?
28
Siig du mig,
hues er thett fæ, du driffuer for thieg?"
"Staden heder Brunssuig,
och heren heder hertog Hendriick.
29
Brunsuig,
och herren heder hertog Hendriick.
Siidenn wy miste then edeliig herre,
och siden stod staden halffue werre.
30
Den edeliig herre,
oc siden stod staden halle werre.
Aldriig komer tiill Brunssuig
sliigen en herre som hertog Hendrig.
31
Thiill Brunsuig
sliigen en herre som hertog Henriig:
Anthen tiill disten eller tiill hoffue,
sa handelig thorde sin liff for-woge.
32
Eller tiill hoffue,
saa handeliig thorde sin liff for-woge.
Y morgen skall ther en brøllup were
i Brunsuig mett hans hiertens-kiere.
33
Ett brøllup were
y Brunsuig mett hans hiertens-kiere."
"Hørthu hiørde, huad ieg siiger thieg:
thu bied then brudgom thalle mett mig!
34
Huad ieg siiger thieg,
thu bed then brudgom thalle mett mig."
"Huad mon then pillegrim thill mig kiennde:
men hand ^[7]+1: I udg.: "hand". hand mig saa dristeliig buden sennde?
35
Thiill mig kiende,
men hand mig saa dristeliig buden sende."
Altt uthen for then gildene portt
ther møtthis then brudgom oc then pillegrim suortt.
36
Den gildene portt
ther møtthis then brudgom och then pillegrim suortt.
"Der du drogst hiem, sagde, ieg wor dødtt,
tha suigst thu thett rette brødtt.
37
Sagde, ieg wor dødtt,
da suigst thu thett rette brødtt.
Rag aff min skeg, skier aff min haar!
och tha sier du min dybe saar.
38
Skier aff min hor,
tha sier thu mine dibe saar.
Ieg will giffue thieg en anden guod gaffue:
och sielff wiill ieg min høstruu haffue.
39
En anden guod gaffue:
oc sielff wiill ieg min høstru haffue."
"Icke passer ieg [paa] ^[8] mangler thin gode gaffue:
och sielff motthu thin høstru haffue.
40
Din guode gaffue,
och sielff motthu thin høstru haffue."
Saa glade wor the Brundsuig-mendtt,
ther the finge thieriis herre igienn.

Den ældste danske viseoverlevering