Nederlaget i Ditmarsken

[1]
De fule haffue fanget saa underligt it raad,	de fugle have fanget så underligt et råd,
de velle gerne haffue den samme braad,	de ville gerne have den samme brad,
som oxe vor eden oc borte[-]før for lange.	som okse var æden og bortefør for lange.
[2]
Der kom flyffuende en flock met storck,	der kom flyvende en flok med stork,
de byggede paa den hede,	de byggede på den hede,
de viste dem ingen vey at flye,	de vidste dem ingen vej at flyve,
saa brøde de quiste oc bygde dem bolig. ^[1] sidste Linie af V. 2 staar i hs. i Spidsen for V. 3.	så brøde de kviste og bygte dem bolig.
[3] ^[2] sidste Linie af V. 2 staar i hs. i Spidsen for V. 3.
De haffde i act at leffue deris liff,	de havde i agt at leve deres liv,
foruden all sorrig,	foruden al sorrig,
saa bleffue de suigne aff dem, som de trode bæst.	så bleve de svegne af dem, som de trode bedst.
[4]
Der kom flyffuendis en flock met suaner,	der kom flyvendes en flok med svaner,
deris vinger de vaare saa brede,	deres vinger de vare så brede,
de stride under den første banner,	de stride under den første banner,
de traadde under dønd,	de trådte under dynd,
det volder den skade, de danske hoffmend finge.	det volder den skade, de danske hovmænd finge.
[5]
Ihuor som uglen taler til høg,	ihvor som uglen taler til høg,
ihuor som hun skal om natten fare,	ihvor som hun skal om natten fare,
hun skiuler sig baade under eg oc bøg,	hun skjuler sig både under eg og bøg,
om dagen er hun i deris lade,	om dagen er hun i deres lade,
det siger den ful, som fremmerst flyffuer i den skare.	det siger den fugl, som fremmerst flyver i den skare.
[6]
Den gamle falck hand saa sig om,	den gamle falk han så sig om,
hannem lysted icke lenger at bie,	hannum lystet ikke længer at bie,
hand hug sin hest met skarpen spore,	han hug sin hest med skarpen spore,
saa foer hand til sit rede igien,	så for han til sit rede igen,
de andre smaa fule de bygge under borge sine.	de andre små fugle de bygge under borge sine.
[7]
Der fløye III falcke udaff det torn,	der fløje tre falke udaf det tårn,
de fule vaare alle huide,	de fugle vare alle hvide,
de vaare vel hundrede huer-anden voctede,	de vare vel hundrede hveranden vogtede,
de sparede icke den, som velbyrdig vaar,	de sparede ikke den, som velbyrdig var,
som ulffue blant faar monne de dem slide.	som ulve blandt får monne de dem slide.
[8]
Grib oc gam de ginge tilsammen,	grib og gam de ginge tilsammen,
de vilde icke huer-anden vige,	de ville ikke hveranden vige,
de andre smaa fule de fløge bort met skamme,	de andre små fugle de fløje bort med skamme,
oc de førde dem til fremmede land,	og de førte dem til fremmede land,
ihuor de findis, de vil icke huer-anden vige.	ihvor de findes, de vil ikke hveranden vige.
[9]
Grib oc gam det vaar deris naffn,	grib og gam det var deres navn,
Christ giffue vort maal goden ende!	Krist give vort mål goden ende!
saa findis de alle i paradiss,	så findes de alle i Paradis,
deris siele i Hemmerig faa baade ro oc lise!	deres sjæle i himmerig få både ro og lise!
det volder dem den skade, de danske hoffmend finge.	det volder dem den skade, de danske hovmænd finge.
[10]
Denne vise hun er icke lagd om fule oc diur,	denne vise hun er ikke lagt om fugle og dyr,
den som ieg monne for eder siunge,	den som jeg monne for eder synge,
det vaar den herre kong Hans.	det var den herre kong Hans.
hand taffte det slag udi Dytmersken-land,	han tabte det slag udi Ditmerskenland,
den sorg, hand fick, den forglemmer hand ret aldrig.	den sorg, han fik, den forglemmer han ret aldrig.

Den ældste danske viseoverlevering