Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Rentzells håndskrift
Nummer: 25
Side: 69 v
Titel: Helligbrøden
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 112 A II 597-598
Kommentar: II 604a
Generelle oplysninger: Omkvæd. alle thi, saal. kun ved V. 20; ved V. 1: allen; ved sidste V.: alle. (Helt udskrevet staar Omkv. kun disse tre Steder.)


1
Her Nelaus oc her Ienss Mord 
the wor tho stolbrøder bode: 
och the red thenum att bede diur 
alt om thenn helliig paaske-morgenn. 
:: Thenn enne hannd winder then anden allen
[1] I udg.: "alle thi".
diur aff. ::

2
De red fram for kiercker och closter, 
och messenn gaff the icke giem: 
och ther thi kom po heede, 
the thaalde huer-andre theriis drøm. 

3
Det meltte her Nelaus, 
hand red i grønen eng: 
"Som mend wed, her Iens, 
ieg wiill thieg siige min drøm. 

4
Miig tøcket, att min faders gaard 
stod all y brendendis brandt: 
och mig tøgtte, thett min feste-møø 
hun miste sin enne hanndt." 

5
"Haffuer thu mig thinne drøme thaald 
alt y thiisse grønne liide: 
saa mend wedt, her Nelaus, 
mig drømpthe io saa underliig. 

6
Miig tøcktte, att min stenstuffue 
stod all y brenddindiis gladt:
[2] I udg.: "glødt".
[3] først stod her: loffue; men Skriveren har strax overstreget det og skrevet: gladt, aabenbart en Skrivf. f.: glødt.
 
och mig tøckte, thett fru Sitzell 
hun laae paa baaren dødt. 

7
Miig tøcktte, att mine støffle 
the vor alt fuld aff blodt: 
min gannger slo mig under siig. 
hannd løb tiill wiildenn stodtt." 

8
Her Nelaus och her Iens 
the bare for drømen
[4] Kan ogsaa læses: drømme.
fare:
 
ther spranng op saa liditt ett diur, 
mand kaller thett werre en harre. 

9
Thett meltte her Ienns, 
hand tennckte alt paa then drøm: 
"Thu skinder thieg, herre Nelaus, 
wii wiille riide hiem." 

10
Thett vor her Nelaus, 
hand gaff thett icke i giøme: 
"Alt wiill ieg bæde then wilde hare, 
saa wiill ieg riide hiem." 

11
Thett tha suariit thett lille diur, 
thett suaritt itt ord saa stort: 
"Och beeder thu mig mett hunde y dag, 
thu fører mig aldriigh bortt. 

12
Beeder thu mig her i dag, 
i morgen kommer ieg paa fadtt: 
i huilcken suend, som æder aff mig, 
hand bliffuer rett aldriig gladt." 

13
Bortt tha red the stalbrøder thoo 
alt i then grønne lund: 
och the yppitt thenum en thrette 
om beggiis theriis heste och hunde. 

14
"Mine hunde wiill ieg icke rosse, 
iegh haffuer thenum icke frest: 
saa mendt wed, her Nelaus, 
och karskist er min hest." 

15
"Bedre mott thu, iomffru-suendt, 
snacke mett iomffru din: 
ennd thu riider y marcken udtt, 
thu spother ganngere min." 

16
"Thett thu kaller mig enn iomffru-suendt, 
ther-for wiill ieg icke wiige: 
saa well maa Mette-lille 
werre frue Citzels liige." 

17
Her Nelaus stiide aff sin hest 
alt i then grønne eng: 
thi spotzke ord thenum wiille hand heffnne, 
alt førindt hand redt hiem. 

18
Samell tha ginge the stolbrøder tho, 
the slogiis bode tiill fodtt: 
oc samell tha løb de heste, 
thi bode bedis och sloo. 

19
Samell da løb the heste, 
the bedis mett stuor møde: 
och samell tha løb theris hunde, 
the bede huer-annden tildøde. 

20
Fuld ilde tha bliiff thi hunde født, 
som ligge unnder konngens bord: 
thoff stallebrøder slo huer-andre ihiell, 
ther giick for ingenn buodt. 

21
Saa saare tha sørge[r] iomfru Mette-lille, 
her Nelaus hans festemøø: 
saa giør och stoltte frue Citzell, 
hun monne y soriigen dø. 
:: Thenn enne hannd winder then anndenn alle [thi]
[5] mangler
diur aff. ::