Håndskrift: Rentzells håndskrift
Nummer: 24
Side: 66 r
Titel: Svend af Vollersløv
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 298 C V,2. 124-126
Kommentar: V,2. 171b
Generelle oplysninger: Omkvædet: sielff ved V. 1 og 12, sielff saa V. 41, saa V. 3 og 5.
1 | |
| Ieg wed saa riig en iomffru | jeg ved så rig en jomfru |
| for synder wed aa; | for sønder ved å; |
| och hinde bad Suenden aff Wollersløff, | og hende bad svenden af Vollerslev, |
| hand kunde then iomffru icke faa. | han kunne den jomfru ikke få. |
| :: Sielff var hun stoltte udi sin hoff. :: | :: selv var hun stolte udi sin hu. :: |
2 | |
| Och hennde badt Suenden aff Wollersløff, | og hende bad svenden af Vollerslev, |
| och hand vor konngenns frende; | og han var kongens frænde; |
| och hinde fiick unge Willium, | og hende fik unge Villum, |
| for hand wor bedre kiennde. | for han var bedre kendte. |
3 | |
| Dett vor Suenden aff Wollersløff, | det var svenden af Vollerslev, |
| hand lagdes i langen thraa; | han lagdes i langen trå; |
| hans moder och hans søster tho | hans moder og hans søstre to |
| the gaar hanum tiill och fraa. | de går hannum til og fra. |
4 | |
| "Hør du thett, min kierre sønn! | "hør du det, min kære søn! |
| och hui sørger du saa saare? | og hvi sørger du så såre? |
| huad heller fattiis diig guld eller sølff | hvad heller mangler dig guld eller sølv |
| och heller then win sa klar?" | og heller den vin så klar?" |
5 | |
| "Icke tha fattiis mig guld eller sølff | "ikke da mangler mig guld eller sølv |
| och icke den vin saa rene; | og ikke den vin så rene; |
| iomffru Eltze hun er mande-giiffuen, | jomfru Else hun er mandegiven, |
| then soriig thuinger mig tiill menne." | den sorrig tvinger mig til mene." |
6 | |
| "Hør thu thett, min kierre søn! | "hør du det, min kære søn! |
| thu sørge icke saa saare for hende; | du sørge ikke så såre for hende; |
| alt er ther y Danuskemarck [1] I udg.: "Dannskemarck". | alt er der i Danneskemark |
| bode møør och høuiske quinder." | både mør og høviske kvinder." |
7 | |
| "Aldriig faar ieg saa wenen møø, | "aldrig får jeg så væn en mø, |
| eller hun faar sliigen mandt; | eller hun får slig en mand; |
| maa ieg leffue en afftenstundt, | må jeg leve en aftenstund, |
| hun skall icke nyde hanum. | hun skal ikke nyde hannum. |
8 | |
| Aldriig faar hun saa dannen mandt | aldrig får hun så dannen mand |
| eller ieg saa wennen møø; | eller jeg så væn en mø; |
| maa ieg leffue en afftenstundt, | må jeg leve en aftenstund, |
| for hindis skiild skall hann dødt." | for hendes skyld skal han død." |
9 | |
| Dett vor unnge Wilium, | det var unge Villum, |
| hand lader sit brøllup boe; | han lader sit bryllup bo; |
| thett wor Suenden aff Wollersløff, | det var svenden af Vollerslev, |
| hannd lader sin gannger skue. | han lader sin ganger sko. |
10 | |
| Denn første natt the samen laae, | den første nat de sammen lå, |
| tha blieff hun mett hans barn; | da blev hun med hans barn; |
| then anden natt ther epther kom, | den anden nat der efter kom, |
| tha blieff hand wegen paa hindiis arm. | da blev han vejen på hendes arm. |
11 | |
| Op stod denn unge brudt, | op stod den unge brud, |
| hun wred hindiis hennder aff nødt: | hun vred hendes hænder af nød: |
| "Giffue thett Gud-fader i himmerig, | "give det Gudfader i himmerig, |
| ieg wor i iorden dødt!" | jeg var i jorden død!" |
12 | |
| Suarede thet thenn therne, | svarede det den terne, |
| och suarit hun tha saa: | og svaret hun da så: |
| "Ufødt tha er thet same barn, | "ufødt da er det samme barn, |
| sin faders dødt heffne maa." | sin faders død hævne må." |
13 | |
| "Du statt och thiie, du therne! | "du stat og tie, du terne! |
| du meler mig ingen harm: | du mæler mig ingen harm: |
| y affthes gick ieg møø i seng, | i aftes gik jeg mø i seng, |
| huor skule ieg werre mett barn?" | hvor skulle jeg være med barn?" |
14 | |
| Dett suaritt Suendens søster | det svaret svendens søster |
| hun stod i skarlagen rødt: | hun stod i skarlagen rød: |
| "uføden [2] I udg.: "Ufei". tha er then same suendt, | "uføden da er den samme svend, |
| som redis for uføden barns dødt." | som ræddes for uføden barns død." |
15 | |
| Firetiuge uger ther[-]epther, | firetyve uger derefter, |
| ther skoffuen hun blieff grøn: | der skoven hun blev grøn: |
| then fru hun gick til bure, | den fru hun gik til bure, |
| hun føde en søn saa skøn. | hun fødte en søn så skøn. |
16 | |
| Hand war fød om afftenn, | han var født om aften, |
| de christnett hanum om nat; | de kristnet hannum om nat; |
| thi kallede hanum unge Willium, | de kaldede hannum unge Villum, |
| thi dulde hanum, men thi motte. | de dulgte hannum, men de måtte. |
17 | |
| Hand wor well fulde XV aar, | han var vel fulde femten år, |
| ther handt red først y marck; | der han red først i mark; |
| hand legtte mett rider och suenne, | han legte med ridder og svende, |
| hun [3] I udg.: "hand". wor thenum alt for sterck. | hun var dennum alt for stærk. |
18 | |
| Willium och thenn bundesøn | Villum og den bondesøn |
| thi drager huer-andre y hooer: | de drager hverandre i hår: |
| "Fast beder maathu heffne thinn faders dødt | "fast bedre måt du hævne din faders død |
| och lade mig vere ubeuardt." [4]jf. Kalkar IV 536 a52, bet. fri, urørt. [5] I udg.: "ubardt". | og lade mig være ubevart." |
19 | |
| Dett vor unnge Willium | det var unge Villum |
| hand worte y kinder blege: | han vordte i kinder blege: |
| "Oc er min fader mett voben wegitt, | "og er min fader med våben vejet, |
| bortte er min somer-lieg." | borte er min sommerleg." |
20 | |
| Det vor unnge Willium, | det var unge Villum, |
| och suøper handt siig i skindt; | og svøber han sig i skind; |
| och saa gaar hand i høffuen-logtt | og så går han i højenloft |
| altt for sin kierre moder indt. | alt for sin kære moder ind. |
21 | |
| "Høre y thett, min kierre moder! | "høre I det, min kære moder! |
| alt huad ieg siiger ether: | alt hvad jeg siger eder: |
| er min fader mett vobenn wegitt, | er min fader med våben vejet, |
| y døller thett icke for mig!" | I dølger det ikke for mig!" |
22 | |
| "Du est icke fulde XV aar, | "du est ikke fulde femten år, |
| dine brønnie kanndt thu ike berre; | dine brynje kant du ikke bære; |
| saa well ma Suendenn aff Wollersløff | så vel må svenden af Vollerslev |
| for thieg y freden werre." | for dig i freden være." |
23 | |
| "Høre y thett, min kierre moder! | "høre I det, min kære moder! |
| lader ether thett icke for-thriide; | lader eder det ikke fortryde; |
| y giffuer mig suerde och brønnie ny, | I giver mig sværde og brynje ny, |
| ieg maa thett wel en gang nyde." | jeg må det vel en gang nyde." |
24 | |
| Dett wor unnge Wilium, | det var unge Villum, |
| hand lader thi lønne-brieffue skriiffue; | han lader de lønnebrev skrive; |
| och sender hannd thenum op att lanndt | og sender han dennum op ad land |
| sin riige frender at giffue. | sin rige frænder at give. |
25 | |
| Da bød hannd thenum tiill lanndsting | da bød han dennum til landsting |
| och siden alt thiill den steffne; | og siden alt til den stævne; |
| hand wiill alt same aar | han vil alt samme år |
| sin kierre faders dødt att heffnne. | sin kære faders død at hævne. |
26 | |
| Det wor unge Willium, | det var unge Villum, |
| hand lader thi fiede-breffue skriiffue | han lader de fejdebreve skrive |
| och sender thenum op at lanndt | og sender dennum op ad land |
| Suendenn aff Wollersløff at giffue. | svenden af Vollerslev at give. |
27 | |
| Dett melte Suenden aff Wollersløff, | det mælte svenden af Vollerslev, |
| hand stod i skarlagen rødt: | han stod i skarlagen rød: |
| "Och huem haffuer steffnit mig tiill tingitt i-dag | "og hvem haver stævnet mig til tinget i dag |
| och giordt min gannger then møde?" | og gjort min ganger den møde?" |
28 | |
| Det suarit unge Willium, | det svaret unge Villum, |
| hand stodt under hielmen hin røde: | han stod under hjelmen hin røde: |
| "Du giør alt miere for fader min | "du gør alt mere for fader min |
| end giør thin gannger then møde!" | end gør din ganger den møde!" |
29 | |
| Dett [vor] Suenden aff Wollersløff, | det [*] svenden af Vollerslev, |
| handtt sprither op iordt mett suerdt: | han sprætter op jord med sværd: |
| "Thu faar icke for faderen din | "du får ikke for faderen din |
| anthenn pending eller pendings werdt!" | enten penning eller pennings værd!" |
30 | |
| Dett wor unge Willium, | det var unge Villum, |
| och hand sith suerdt udrog; | og han sit sværd ud drog; |
| och thet vor Suendin aff Wolersløff, | og det var svenden af Vollerslev, |
| hand dødt tiil iorden woge. | han død til jorden voge. |
31 | |
| Melte thet daner-koning, | mælte det dannerkonning, |
| hand vor buode wredt och gram: | han var både vred og gram: |
| "Suene, forfiilger Wilium! | "svende, forfølger Villum! |
| ieg giffuer skiffling offuer hanum." | jeg giver ********* over hannum." |
32 | |
| Det vor ungen Wilium, | det var ungen Villum, |
| och hand tog tiill sin kniff: | og han tog til sin kniv: |
| "Alt skall y liusse mig freden igien, | "alt skal I lyse mig freden igen, |
| eller thett skall gielde ethers liff!" | eller det skal gælde eders liv!" |
33 | |
| "Hør thu unge Wilium! | "hør du unge Villum! |
| och thu skalt haffue fredtt; | og du skalt have fred; |
| och skall ieg lonne diig aff mine mendt, | og skal jeg låne dig af mine mænd, |
| y-nør du thørtt denum vedt." | inår du tørt dennum ved." |
34 | |
| Det wor stoltenn fru Eltzelille, | det var stolten fru Elselille, |
| hund stannder wiid borgeliidt; | hun stander ved borgeled; |
| huer en vogenn ther hun kome saa, | hver en vogen der hun komme så, |
| tha winthe hun Wiliums lieg. | da vente hun Villums lig. |
35 | |
| Det wor unge Willium, | det var unge Villum, |
| hand kom tiill boriig[-]liedt; | han kom til borrigled; |
| dett vor hanns kierre moder, | det var hans kære moder, |
| hun stod der inden wedtt. | hun stod der inden ved. |
36 | |
| "Welkomen, unge Willium! | "velkommen, unge Villum! |
| och kierre søne min! | og kære sønne min! |
| och huad tha haffuer du fanngit tiill budt | og hvad da haver du fanget til bod |
| for kierre fader din?" | for kære fader din?" |
37 | |
| "Hør i thett, min kierre moder! | "hør I det, min kære moder! |
| nock haffuer ieg fanngit tiill bodt: | nok haver jeg fanget til bod: |
| ieg saa kongens søster-søn | jeg så kongens søstersøn |
| laae wegenn for min foedtt." | lå vejen for min fod." |
38 | |
| "Hør du thett, min kierre søn! | "hør du det, min kære søn! |
| och siige du icke saa: | og sige du ikke så: |
| thet wor kongens søster-søn; | det var kongens søstersøn; |
| Chriist naade, huor thet wiill gaa!" | Krist nåde, hvor det vil gå!" |
39 | |
| "Høre i thett, min kierre moder, | "høre I det, min kære moder, |
| feller icke thore paa kindt! | fælder ikke tåre på kind! |
| konngenn liuste mig fred idag, | kongen lyste mig fred i dag, |
| alt før ieg red fra thinng." | alt før jeg red fra ting." |
40 | |
| Tack haffue unge Willium, | tak have unge Villum, |
| hannd riider icke enne: | han rider ikke ene: |
| hand holt huer dag offuer sitt bordt | han holdt hver dag over sit bord |
| well XXX raske suenne. | vel tredive raske svende. |
41 | |
| Hand holt huer dag offuer sit bordt | han holdt hver dag over sit bord |
| vell XXX raske suenne; | vel tredive raske svende; |
| saa lockiitt hand Suenens søster | så lokket han svendens søster |
| och alle hindiis frennder tiill mene. | og alle hendes frænder til mene. |
| :: Sielff saa vor hun stoltt udi sin huff. :: | :: selv så var hun stolt udi sin hu. :: |