Volmers Hustru levende begravet

1
Her Peder hannd red sig unnder ø,	her Peder han red sig under ø,
hannd feste iomffru Nyborg, saa ven enn mø.	han fæste jomfru Nyborg, så væn en mø.
:: I lyder paa raad, y lyder icke a raadt! ::	:: I lyder på råd, I lyder ikke å råd! ::
2
Her Peder feste mø och førde hinnd y gard,	her Peder fæste mø og førte hend i gård,
dett war hanns moder saa saare emod.	det var hans moder så såre imod.
3
Och hand feste møe, hannd førde [hinnd] hiem,	og han fæste mø, han førte [*] hjem,
hans moder hunn ganger hannom gredin igienn.	hans moder hun ganger hannum grædend igen.
4
"Well-kommen, her Peder, kiere sønne min!	"velkommen, her Peder, kære sønne min!
hun er icki well-kommenn, allerkieriste dynn."	hun er ikke velkommen, allerkæreste din."
5
"I thier kuer, kiere moder! dett maa ycke saa were,	"I tier kvær, kære moder! det må ikke så være,
hunn er lige[-]well minn hiertenns-kiere."	hun er ligevel min hjertenskære."
6
Her Peder hannd skulde y ledinng fare,	her Peder han skulle i leding fare,
hannd fick sinn moder syn allerkieriste att for-ware.	han fik sin moder sin allerkæreste at forvare.
7
Frue Nyborg hunn gannger y dannsenn, och for hun quad,	frue Nyborg hun ganger i dansen, og for hun kvad,
effter ganger hans moder med falske raad.	efter ganger hans moder med falske råd.
8
"Och leffuer ieg nu thill sommer y høst,	"og lever jeg nu til sommer i høst,
altt skall ieg for-raade dynn foure røst.	alt skal jeg forråde din fagre røst.
9
Och leffuer ieg, thill dagenn giøris lanng,	og lever jeg, til dagen gøres lang,
altt skall ieg for-raade dynn foure sanng."	alt skal jeg forråde din fagre sang."
10
Frue Nyborg fick soutt, och syug hun laa,	frue Nyborg fik sot, og syg hun lå,
hanns moder ganngir hinnde thill och fra.	hans moder ganger hende til og fra.
11
"Høre y, fru Axell, kiere moder minn,	"høre I, fru Aksel, kære moder min,
y suoller mig anthinn mød ^[1] I udg.: "[med vand]". eller vinn!"	I ******* mig enten mjød eller vin!"
12
"Dørren er all y laase,	"døren er al i låse,
saa[-]mend, fru Nyborg, du faar icki enn thaar."	såmænd, fru Nyborg, du får ikke en tår."
13
"Menns ieg kand huerckenn fannge vand heller vinn,	"mens jeg kan hverken fange vand heller vin,
saa lader op, lader dugen driffue innd!	så lader op, lader duggen drive ind!
14
Christe giffue, ieg haffde saa fuldt-thro enn venn,	Kriste give, jeg havde så fuldtro en ven,
mynn moder vilde føre dise thydinnder hiem!"	min moder ville føre disse tidender hjem!"
15
Thett da suarede denn lidenn smaadrenng:	det da svarede den liden smådreng:
"Ieg fører eders moder disse thidinder igienn."	"jeg fører eders moder disse tidender igen."
16
"Thu skaltt nu ride och icki gannge,	"du skalt nu ride og ikke gange,
och bede hinnde snarlig thill mig komme.	og bede hende snarlig til mig komme.
17
Thu bede hinnde age och icke ride,	du bede hende age og ikke ride,
och bede hinnder icke lennger bide."	og bede hender ikke længer bie."
18
Denn lidenn smadrenng kom der riden y gaard,	den liden smådreng kom der ridend i gård,
ud stannder hinndis moder, vell suøbtt y mord.	ud stander hendes moder, vel svøbt i mår.
19
"Her stannder y, frue Mette-lille, enn frue saa finn:	"her stander I, frue Mettelille, en frue så fin:
och siug er Nyborg, kiere datter din."	og syg er Nyborg, kære datter din."
20
"Och ere minn datter siug och ville hun dø,	"og ere min datter syg og ville hun dø,
herre Gud hielpe hinnde aff all hinndis nød!"	Herre Gud hjælpe hende af al hendes nød!"
21
Saa lod thi op dørenn, lod dugen driue ynnd,	så lod de op døren, lod duggen drive ind,
fru Nyborg daanitt unnder skarlagenn-skinnd.	fru Nyborg dånet under skarlagenskind.
22
De giorde dett mett dieris falske list,	de gjorde det med deres falske list,
dy lagde fru Nyborg leffuindis y kiste.	de lagde fru Nyborg levendes i kiste.
23
Frue Mettelille rider aff sinn egenn gord,	frue Mettelille rider af sin egen gård,
de begroff hinndis datter, alt før hunn kom.	de begrov hendes datter, alt før hun kom.
24
Sildig om afftenenn lagde dy hinnde y kiste,	sildig om aftenen lagde de hende i kiste,
de begroff hinnder om morgenenn, før-innd nogenn dett wiiste.	de begrov hender om morgenen, førend nogen det vidste.
25
Frue Mettelille kom der ridinndis y gaard,	frue Mettelille kom der ridendes i gård,
ud stannder frue Axell well suøbtt y mord.	ud stander frue Aksel vel svøbt i mår.
26
"Her stannder y, frue Axell, enn frue saa finn,	"her stander I, frue Aksel, en frue så fin,
och huor er Nyborg, kiere datter mynn?"	og hvor er Nyborg, kære datter min?"
27
"Dett er icki lennger ennd sidenn y-dag,	"det er ikke længer end siden i dag,
dy lagde staltt Nyborg y graff.	de lagde stolt Nyborg i grav.
28
Siidenn dy lagde frue Nyborg y iord,	siden de lagde frue Nyborg i jord,
ieg fick denn sorig, [mig] alldrig forgaar."	jeg fik den sorrig, [*] aldrig forgår."
29
"Hetter op, frue Axell, y siiger icki saa!	"hætter op, frue Aksel, I siger ikke så!
i visser mig thill frue Nyborgs graff!"	I viser mig til frue Nyborgs grav!"
30
"Kirckenn er brøtt, och grauffuenn er witt,	"kirken er brudt, og graven er vidt,
ieg viid icki, huor dy lagde hinndis liig ^[2]+1: I udg.: "liig". udi."	jeg ved ikke, hvor de lagde hendes lig udi."
31
Frue Mette-lille rider ud med dy veye,	frue Mettelille rider ud med de veje,
hunn hørde hinndis datter unnder iordenn skriige.	hun hørte hendes datter under jorden skrige.
32
"Saa mannge aff mine suenne, som gullett ville haffue,	"så mange af mine svende, som guldet ville have,
y thager staltt Nyborg leffuinndis aff graffue!	I tager stolt Nyborg levendes af grave!
33
I-huilckenn aff mine suenne [som] dett ^[3]+2: I udg.: "guld". røde guld vill vinnde,	ihvilken af mine svende [*] det røde guld vil vinde,
y thager frue Axell, y lader hinnde brennde!"	I tager frue Aksel, I lader hende brænde!"
34
Hinndis datter war icki kommenn hiem,	hendes datter var ikke kommen hjem,
førennd hinndis herre kom seillinnd for lannd.	førend hendes herre kom sejlend for land.
35
Stercke thidind gick hannom ygienn:	stærke tidend gik hannum igen:
hanns moder var brennd, hanns allerkieriste bortt-sennd.	hans moder var brændt, hans allerkæreste bortsendt.
36
Der motte bede buode rider och suenne,	der måtte bede både ridder og svende,
før-enndt hannd kunde fannge synn allerkieriste ygienn.	førend han kunne fange sin allerkæreste igen.
:: Y lyder paa raad, y lyder [icke] a raadt! ::	:: I lyder på råd, I lyder * å råd! ::

Den ældste danske viseoverlevering