Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 46
Side: 144 r
Titel: Knud af Borg
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 195 Aa IV 138-139
Kommentar: IV 145a
Generelle oplysninger: Omkvæd kun ved første og sidste Vers.
1 | |
| Wylle y lyde och høre, | ville I lyde og høre, |
| huorledis ieg queder vissenn fram: | hvorledes jeg kvæder visen frem: |
| och huor hinn liidenn Kierstinn | og hvor hin liden Kirsten |
| all henndis sorrig aff kom. | al hendes sorrig af kom. |
| :: Der-aff all vor sorrig motthe sig vell fordriffue! :: | :: deraf al vor sorrig måtte sig vel fordrive! :: |
2 | |
| Først døde iomffruenns fader, | først døde jomfruens fader, |
| och saa døde iomfruenns moder, | og så døde jomfruens moder, |
| och saa døde iunncker Villum, | og så døde junker Villum, |
| iomffruenns unngiste broder. | jomfruens ungeste broder. |
3 | |
| Saa badt hinnder thill enn liiden suenndt, | så bad hender til en liden svend, |
| hannd hede Knudt aff Borrig; | han hedde Knud af Borrig; |
| hannd leuitt med hennde saa stackitt en stund, | han levet med hende så stakket en stund, |
| deraff yppis iomffruenns sorrig. | deraf yppes jomfruens sorrig. |
4 | |
| Dett var liidenn Knud aff Borrig, | det var liden Knud af Borrig, |
| hannd ganger y kielderenn ind: | han ganger i kælderen ind: |
| først smagitt hand denn brune mødt, | først smaget han den brune mjød, |
| och saa denn klare vinn. | og så den klare vin. |
5 | |
| Først smagitt hannd den klare [1]+1: I udg.: "brune mødt". vinn, | først smaget han den klare vin, |
| och saa denn brune [2]+1: I udg.: "klare vinn". mødt:[3]L. 2-4: mødt ∼ hidt. Rimet er slet, og Variationen gjør her kun en komisk Virkning. | og så den brune mjød: |
| "Beder y [4] I udg.: "vi". Sommer koning | "beder I Sommer konning |
| thill begis vor brølup hidt!" [5] I udg.: "innd". | til begges vor bryllup hid!" |
6 | |
| Dit [6] I udg.: "Det". suaritt liidenn Kierstinn, | det svaret liden Kirsten, |
| hunn var enn rosenns-blomme: | hun var en rosensblomme: |
| "Beder y Sommer koninng hiem, | "beder I Sommer konning hjem, |
| dett bliffuer eder liiditt thill fromme." | det bliver eder lidet til fromme." |
7 | |
| Dy ordt dy var icki snarer sagtt | de ord de var ikke snarer sagt |
| och var icki thallitt thill ennde, | og var ikke talet til ende, |
| førend hanndt Sommer koninng | førend han Sommer konning |
| hans hest y gaardenn rennde. | hans hest i gården rendte. |
8 | |
| Saa saatthe dy hanns folck thill bord, | så satte de hans folk til bord, |
| som di kunde allerbest: | som de kunne allerbedst: |
| och saathe di Sommer koning | og satte de Sommer konning |
| brudenn allernest. | bruden allernæst. |
9 | |
| Thett var Sommer koninng, | det var Sommer konning, |
| bucker offuer bredenn bord: | bukker over breden bord: |
| hannd thallitt thill liidenn Kirstinn | han talet til liden Kirsten |
| saa mangtt itth udueligtt [7] dvs. udydeligt (jf. ogsaa 13,4). ordt. | så mangt et udydligt ord. |
10 | |
| "Høre y dett, liidenn Kierstinn! | "høre I det, liden Kirsten! |
| vill y følge mig aff lanndt, | vil I følge mig af land, |
| da vill ieg sla liidenn Knudt ihiell | da vil jeg slå liden Knud ihjel |
| och thaale for eder den vanndt." | og tåle for eder den vånd." |
11 | |
| "Slar y liidenn Knud ihiell, | "slår I liden Knud ihjel, |
| da skal y mig ligeuell miste: | da skal I mig ligevel miste: |
| da skall ieg sørge mig sielff yhiell, | da skal jeg sørge mig selv ihjel, |
| som liidenn fuell paa quiste." | som liden fugl på kviste." |
12 | |
| Dett var liidenn Knudt aff Borrig, | det var liden Knud af Borrig, |
| hannd ganger adt gullitt frem: | han ganger ad gulvet frem: |
| huer gang hannd thill brudenn saa, | hver gang han til bruden så, |
| hennde [8]+5: I udg.: "hinder thaare paa kinden rand". rand thaar paa huiden kinndt. | hende randt tår på hviden kind. |
13 | |
| Thett var liidenn Knud aff Borrig, | det var liden Knud af Borrig, |
| hand bucker offuer bredenn bordt: | han bukker over breden bord: |
| handt thalit thill thenn unge brudt [9] I udg.: "hrudt". | han talet til den unge brud |
| saa mangtt itth dydeligtt ordt. | så mangt et dydeligt ord. |
14 | |
| "Høre y dett, liidenn Kierstinn? | "høre I det, liden Kirsten? |
| huy giøris eders kinnder saa blege? | hvi gøres eders kinder så blege? |
| haffuer y dett aff harpeslett | haver I det af harpeslæt |
| eller aff pibe-leeg?" | eller af pibeleg?" |
15 | |
| "Dett er icki aff harpe-slett, | "det er ikke af harpeslæt, |
| icki helder aff pibe-leeg: | ikke heller af pibeleg: |
| ieg sørger for eder, minn edelige herre! | jeg sørger for eder, min ædelige herre! |
| Sommer koninng vill eder suige." | Sommer konning vil eder svige." |
16 | |
| "Høre y dett, liidenn Kierstinn! | "høre I det, liden Kirsten! |
| y skall icki sørge saa saare: | I skal ikke sørge så såre: |
| ieg skall gannge y høffue-lofftt, | jeg skal gange i højeloft, |
| drage paa der bryner [10] I udg.: "brynen". haarde." | drage på der brynjer hårde." |
17 | |
| For gick liidenn Knud aff Borrig | for gik liden Knud af Borrig |
| i silcke-trøyenn grønne: [11] I udg.: "grønn". | i silketrøjen grønne: |
| effther gannger Sommer koninng | efter ganger Sommer konning |
| med thrødue vebnitt mend. | med tredve væbnet mænd. |
18 | |
| Effther gannger Sommer koninng | efter ganger Sommer konning |
| mett thrødue vebnitt menndt: | med tredve væbnet mænd: |
| slo hannd liidenn Knudt ihiell, | slog han liden Knud ihjel, |
| hannd var icki mannd udenn enn. | han var ikke mand uden en. |
19 | |
| "Somme aff mine menndt | "somme af mine mænd |
| y voger y liige-stuffue, [12] I udg.: "liige-stoffue". | I våger i ligestue, |
| denn stundt ieg gannger y høffue-lofft | den stund jeg ganger i højeloft |
| och følger hanns iomffru [13] I udg.: "unnge brud". att soffue!" | og følger hans jomfru at sove!" |
20 | |
| "Ieg beder eder, Sommer koninng, | "jeg beder eder, Sommer konning, |
| allt for min møgenn quide: | alt for min megen kvide: |
| y lader mig threy netter iomffru soffue | I lader mig tre nætter jomfru sove |
| allt huos eders konngeliige siide!" | alt hos eders kongelige side!" |
21 | |
| Thenn første natt, dy sammenn soff, | den første nat, de sammen sov, |
| da soffue dy altt saa vell; | da sove de alt så vel; |
| denn andenn natt, der[-]effther kom, | den anden nat, derefter kom, |
| da slou hunn hannom ihiell. | da slog hun hannum ihjel. |
22 | |
| "Nu liger du, Sommer koninng, | "nu ligger du, Sommer konning, |
| dett du faar anngist och sorrig! | det du får angest og sorrig! |
| saa [vannth] [14] mangler. var ieg y hierthe min, | så [*] var jeg i hjerte min, |
| der thu veyett Knudt aff Borrig. | der du vejet Knud af Borrig. |
23 | |
| Liig nu, Sommer koninng, | lig nu, Sommer konning, |
| dett blod rinder dig thill døde! | det blod rinder dig til døde! |
| saa vannth var iegh y hiertett minn, | så vand var jeg i hjertet min, |
| der ieg saa Knudt[-]lille bløde. | der jeg så Knudlille bløde. |
24 | |
| Nu vill ieg aldriig rød skarlagenn bære | nu vil jeg aldrig rød skarlagen bære |
| och aldriig sette hoffuit-guldt [15] hoffuit-guldt er Skriverens Rettelse fra røde guldt, som nok egenlig er den rette Læsemaade. paa: | og aldrig sætte hovedguld på: |
| ieg sørger for liidenn Knudt aff Borrigh | jeg sørger for liden Knud af Borrig |
| thy dage ieg leffue maa." | de dage jeg leve må." |
| :: Der all vor sorrigh motte vell for-driffuis! :: | :: der al vor sorrig måtte vel fordrives! :: |