Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 40
Side: 119 r
Titel: Ridderen af Steiermark
Trykt: T
Udgivet i: DV: 61 B [a] (Aa: II 98-112)
Kommentar: IV 190, 191 B: 199-211
Generelle oplysninger: Den danske Vise er Oversættelse (jf. A V. 35) efter Digt af den tyske Mestersanger Martin Maier af Reutlingen i Svaben.


1
O rige Gud y høyeste sall, o rige Gud i højeste sal,
hielp migh forsøge maade och thall hjælp mig forsøge måde og tål
disse her rim att thuinnge, disse her rim at tvinge,
ieg beder o Gud du statt mig bij, jeg beder o Gud du stat mig bi,
thi dett er inngen phanthesy, thi det er ingen fantasi,
der[-]om ieg nu vill siunnge, derom jeg nu vil synge,
altt om [en] rider aff Steermarck alt om [*] ridder af Steiermark
aff adell vist hoybaarenn, af adel vist højbåren,
hannd var skiønn, stoltt, vnng och sterck han var skøn, stolt, ung og stærk
och nyligenn haffde ombaarenn og nyligen havde ombåren
sinn fader formedelst dødzenns baand, sin fader formedelst dødsens bånd,
sitt land fick haannd enn ridder y haannd, sit land fik han en ridder i hånd,
red sielff epther thieniste y fremmitt lannd. red selv efter tjeneste i fremmed land.

2
Thill Danmarck kom hand y kongens gaard, til Danmark kom han i kongens gård,
siidenn hand vnndfick denn hellige daab, siden han undfik den hellige dåb,
monne hannd althid kierre haffue monne han altid kære have
rettferdighed, tuct och ære, retfærdighed, tugt og ære,
guddommelige frøct och visse lere, guddommelige frygt og vise lære,
ther[-]y monne hannd siig øffue; deri monne han sig øve;
hanns fader y sinn sidste stund hans fader i sin sidste stund
fire lerdom monne hannom giiffue, fire lærdom monne hannum give,
huilke hannd loffuitt mett haannd och munnd, hvilke han lovet med hånd og mund,
denn stund hannd haffde liiffuitt, den stund han havde livet,
vilde hannd thennom lydige bliiffue; ville han dennum lydige blive;
thett holthe hand thill synn sidste dagh, det holdte han til sin sidste dag,
thi haffuer hanndt pris och ere innd[-]lagtt. thi haver han pris og ære indlagt.

3
Denn første lerdom lyder saa, den første lærdom lyder så,
enn predicken hannd daglige høre, en prædiken han daglige høre,
ehuor dett sig kunde skicke, ihvor det sig kunne skikke,
att hannom ey hinndritt liffsens nød; at hannum ej hindret livsens nød;
thernest gaff hand och daglige brød dernæst gav han og daglige brød
de arme thitt och offthe; de arme tit og ofte;
thett thredie hanns fader thale maa: det tredje hans fader tale må:
"Ingenn quindfolch thu foracte, "ingen kvindfolk du foragte,
menn iomffruers ære vocte saa, men jomfruers ære vogte så,
atthu kannd pris foruennthe; at du kan pris forvente;
denn fierde lærdom act och her: den fjerde lærdom agt og her:
Guds thienner holtt y act och ære Guds tjener hold i agt og ære
lycksalige bliffuer thu y verden hære." lyksalige bliver du i verden here."

4
Inngen manndelige gierninng slo
[1]+2: dvs. "schlug er ab".
hannd paa,
 
ingen mandelige gerning slog han på,
som ieg om hannom læse maa, som jeg om hannum læse må,
hannd var och møgitt kønner
[2] dvs. "kühner".
 
han var og meget kønner
ennd Hector vdaff Th[r]oya var, end Hektor udaf Troja var,
hannd syg foruaritt obennbar,
[3] dvs. "gar ofte so bewahrt er das".
 
han sig forvaret åbenbar,
ther[-]thill var møgitt skiønner dertil var meget skønner
ennd Salomon thenn konninng bold, end Salomon den konning bold,
inngenn rider kunnde mand ther finnde, ingen ridder kunne man der finde,
ther hannom thill hest kunnde giøre vold der hannum til hest kunne gøre vold
eller hielm mod hannom opbinnde, eller hjelm mod hannum opbinde,
dieris sadell io lædige bliffue maa, deres saddel jo ledige blive må,
i alle riderlige gierninng dem offuer[-]gaa, i alle ridderlige gerning dem overgå,
thi monne hannd allenne pris och ere faa. thi monne han alene pris og ære få.

5
Konngenn enn daatther haffue maa, kongen en datter have må,
ett deyliger menniske mand aldrig saa, et dejliger menneske man aldrig så,
enn arffuing thill hanns rige; en arving til hans rige;
Floredebell hendis naffnn vere maa, Floredebel hendes navn være må,
then skiønne Helena aff Grecken ochsaa den skønne Helena af Græken også
den kunde mannd hinde ved ligenne; den kunne man hende ved ligene;
hun haffde thenn rider hiemelige kier hun havde den ridder hemmelige kær
altt for synn ridderliige væsenn; alt for sin ridderlige væsen;
itt breff hun hannom hemmelige skreff, et brev hun hannum hemmelige skrev,
ther[-]y stod ther, hannd læsde: deri stod der, han læste:
"Trinumitas, edelig vnng och bold, "Trinumitas, ædelig ung og bold,
y Danmarck vorder thu enn koninng huld, i Danmark vorder du en konning huld,
skall vy bode liiffuitt beholde. skal vi både livet beholde.

6
Mitt hierte haffuer dig vduald, mit hjerte haver dig udvalgt,
ingen mand paa iorden mig bedre beffaltt, ingen mand på jorden mig bedre befaldt,
her[-]om thi du platt stille; herom ti du plat stille;
ieg haffuer min faders huld och gunst, jeg haver min faders huld og gunst,
saa vid ieg och saa møgenn kunnst, så ved jeg og så megen kunst,
att ieg kand epther min villie, at jeg kan efter min vilje,
att mand skall os thill[-]samen giffue, at man skal os tilsammen give,
er det din hiertens vilge; er det din hjertens vilje;
bequemmelig thid du mig thillschriff bekvemmelig tid du mig til skriv
gantske hemmelige och stille." ganske hemmelige og stille."
Den vnge rider schreff hinde igien, den unge ridder skrev hende igen,
om thet var hindis vilge vden meen, om det var hendes vilje uden men,
inthet kierrer paa iorden Gud hannom forleenn. intet kærer på jorden Gud hannum forlen.

7
Denn iomffru lagde sig y enn senng, den jomfru lagde sig i en seng,
ingenn ord hunn ydermere thalde behennd ingen ord hun ydermere talte behænd
forudenn med skrig och klage; foruden med skrig og klage;
then koning var bedrøffuit hartt, den konning var bedrøvet hårdt,
effther mester skickitt bud med fartt efter mester skikket bud med fart
att hielpe synn daatthers plage, at hjælpe sin datters plage,
denn vilde hannd giffue gulditt rød; den ville han give guldet rød;
ther dy hendis vand beskoede, der de hendes vånd beskuede,
henndis hierthe brennde som een glød, hendes hjerte brændte som en glød,
henndis puls sloo offuermaade; hendes puls slog overmåde;
dy mester sagde thill konngen behend: de mester sagde til kongen behænd:
"Aff nathurenn er [ei]
[4] mangler
siugdom kiend,
 
"af naturen er [*] sygdom kendt,
thett kannd y sielff besee forsannd." det kan I selv bese for sand."

8
Denn koninngh gick thill sitt barn behend, den konning gik til sit barn behænd,
hannd sagde: "Dinn øgen thill mig vend, han sagde: "din øjen til mig vend,
sygh mig dinn smertzlige klage; sig mig din smertslige klage;
aff nathuren est du io icki kranck, af naturen est du jo ikke krank,
er thett annfectige eller hemmelige tanncker, er det anfægtige eller hemmelige tanker,
som monne ditt hierthe plage, som monne dit hjerte plage,
saa syg mig nu dinn feyll och brøst, så sig mig nu din fejl og brøst,
ieg suer thett ved minn krone: jeg sværgr det ved min krone:
paa iordenn skall thett ey finndis vist, på jorden skal det ej findes vist,
ieg vill dig io hielpe, du skiønne." jeg vil dig jo hjælpe, du skønne."
Hun sagde: "Thu haffuer y thinn gaard hun sagde: "du haver i din gård
enn edelige ridder visz och klog, en ædelige ridder vis og klog,
inngenn natt ieg for hannom søffnenn faar.
[5] den tyske Tekst har mere ligefrem: "kein nacht ohn ihm ich nimmer schlaf".
 
ingen nat jeg for hannum søvnen får.

9
Enddog hannd aldrig haffuer mig rørtt, enddog han aldrig haver mig rørt,
bliffuer hand mig ey thill glede førtt, bliver han mig ej til glæde ført,
vill ieg mig platt omkomme vil jeg mig plat omkomme
fra liff, ære, godz y saadann nød, fra liv, ære, gods i sådan nød,
och ville y giffue mig y thenn død? og ville I give mig i den død?
thett merck, min fader fromme." det mærk, min fader fromme."
Then koning suaritt: "Dett du begier, den konning svaret: "det du begær,
staltt
[6] I udg.: "statt".
op, dinn egenn skall hannd verre;
 
stat op, din egen skal han være;
var det end enn suynne[-]hyurde." var det end en svinehyrde."
Ennddog ingen leffde paa iordenn
[7]L. 10-13: i tysk hører disse Linjer med til Kongens Tale.
 
enddog ingen levde på jorden
som kunde vere den rider lig, som kunne være den ridder lig,
aff høgtt slect var hand visselig af højt slægt var han visselig
aff Stadellborich y Østerriige. af Stadelborrig i Østerrige.

10
Konngen forsamlett altt sitt raad kongen forsamlet alt sit råd
och sagde dy herrer aff denn daad, og sagde de herrer af den dåd,
the suaritt alle forsannde: de svaret alle for sande:
"att siidenn Gud skabtte himmell och iord, "at siden Gud skabte himmel og jord,
da leffde ther inngen ridder god
[8] tysk: "kein treuer Ritter werth".
 
da levde der ingen ridder god
y tydske eller volske lande; i tyske eller vælske lande;
hand er vell vord, att hand denn kronne han er vel værd, at han den krone
epther eders død att bere." efter eders død at bære."
Thi skikitt bud effther den rider kiøn de skikket bud efter den ridder køn
och effther dennd ædelle frøcken med ære, og efter den ædele frøken med ære,
thy begge tho mand thilsamen gaff, de begge to man tilsammen gav,
ingenn meniske leffde y dy landskaff, ingen menneske levde i de landskab,
som haffde io fryd och glede deraff. som havde jo fryd og glæde deraf.

11
Hanndt sagde denn koninng loff och ære, han sagde den konning lov og ære,
och loff,
[9] loff? eller loffuitt? Ordet er stærkt rettet i Hskr.
saa lenge hanns liff regier,
[10]L. 2-3: tysk har: "Er sprach, ich will mein Leben lang nach euern gnaden streben."
 
og lov, så længe hans liv reger,
vil ieg eders thienner verre. vil jeg eders tjener være.
Denn koning sagde: "Dig er hunn huld den konning sagde: "dig er hun huld
mere enn konger, førster och guld, mere end konger, fyrster og guld,
saa lennger du leffuer mett ære, så længer du lever med ære,
du skaltt lade dett hennde gaatt att nyde, du skalt lade det hende godt at nyde,
der[-]om ieg dig nu beder; derom jeg dig nu beder;
saa offuer[-]giffuer ieg dig minn kronn, så overgiver jeg dig min kron,
naar mig haffuer offuer[-]vonndenn når mig haver overvunden
thenn bitter død altt med sin krafftt, den bitre død alt med sin kraft,
thett haffuer du nu thill[-]veye[-]bract det haver du nu tilvejebragt
altt mett dinn frue
[11] vel Fejl for "fromme"; tysk har "frummen Ritterschaft".
[12] Sic udg.
riderskaff."
 
alt med din **** ridderskab."

12
Det brølup varitt y thredue dage, det bryllup varet i tredve dage,
och inngen hørde mand slig glede haffue og ingen hørte man slig glæde have
i nogen førstis lannde; i nogen fyrstes lande;
huo thy tho menniske saa opaa, hvo de to menneske så oppå,
aff hierthenns glede dy siige maa: af hjertens glæde de sige må:
"Saa lennge som verden haffuer standitt, "så længe som verden haver standet,
haffuer Gud paa iordenn ey menniske tho haver Gud på jorden ej menneske to
skønner thillsammenn føyett." skønner tilsammen føjet."
Aff Franckerige kom enn rider mild af Frankerige kom en ridder mild
som var thill brøllup bøyett;
[13] dvs. budet.
 
som var til bryllup budet;
hannd skoede thenn frøckenn innderligh han skuede den frøken inderlig
och sagde, inngenn frue att verre hinndis lige og sagde, ingen frue at være hendes lige
vden droninngenn aff Frannckeriige. uden dronningen af Frankerige.

13
"Den skiønniste er hunn y verdenn thill "den skønneste er hun i verden til
aff skabninng och billede, ieg sige will, af skabning og billede, jeg sige vil,
atth mand gierne maa hennde beskue." at man gerne må hende beskue."
Trinumitas horde
[14] I udg.: "hørde".
dett obennbar,
 
Trinumitas hørte det åbenbar,
der nogen thid forganngen var, der nogen tid forgangen var,
tha sagde hannd thill syn frue: da sagde han til sin frue:
"Mand siger aff den skiøniste viff "man siger af den skønneste viv
som solenn monne offuer skinne, som solen monne over skinne,
y Franckeriige er thett dronninge[-]liff;
[15] = "Königin Leib".
 
i Frankerige er det dronningeliv;
vill y mig orloff giffue, vil I mig orlov give,
ieg vill besee henndis stolthe figur, jeg vil bese hendes stolte figur,
affmale lade henndis skabning pur, afmale lade hendes skabning pur,
den adelige chreathur." den adelige kreatur."

14
Denn droninng sagde: "Huad ville y der, den dronning sagde: "hvad ville I der,
ieg ville y bliffue huosz mig here, jeg ville I blive hos mig here,
derom vill ieg eder bede; derom vil jeg eder bede;
thenn lannge reyse er altt om[-]søsz,
[16] dvs. "umsust", omsonst.
 
den lange rejse er alt omsonst,
den skaffer ingen glede eller løst, den skaffer ingen glæde eller lyst,
om[-]y[-]skiønntt
[17] dvs. omendskønt I; "ob du schon".
alle hendis sæder,
 
omeskønt alle hendes sæder,
hinndis billitt och skabninng fannge att see, hendes billed og skabning fange at se,
huad glede kunnde du der finde? hvad glæde kunne du der finde?
mig vndrer du dett aff mig begier, mig undrer du det af mig begær,
eller huad løst du der kunde vinnde." eller hvad lyst du der kunne vinde."
"Thett volder, kier frue, mett eders loff, "det volder, kær frue, med eders lov,
ieg troer paa iordenn ey findis maa jeg tror på jorden ej findes må
ennd y inngen ædeliger quinnde gaa.
[18] er meningsforstyrrende og vel tilsat for Rimets Skyld.
 
end I ingen ædeliger kvinde gå.

15
Mitt hierthe haffuer inngen glede eller roe, mit hjerte haver ingen glæde eller ro,
førennd ieg faar seett then dronning tro,
[19] tilsat for Rimets Skyld?
 
førend jeg får set den dronning tro,
ieg vill snarlig igienn komme; jeg vil snarlig igen komme;
ieg beder y giffuer eders vilge her[-]thill, jeg beder I giver eders vilje hertil,
ieg giff[uer] eder minn thro y dett spill, jeg giv eder min tro i det spil,
ieg vill mig ey forsømme, jeg vil mig ej forsømme,
snartt vill ieg komme hid igen." snart vil jeg komme hid igen."
Thett monne hennde stuorlig fortryde. det monne hende storlig fortryde.
Hand tog enn suend och icki mere han tog en svend og ikke mere
och monne der strax fra ride; og monne der straks fra ride;
hannd kom daa innd y Frannckerige lannd; han kom da ind i Frankerige land;
nu skulde y høre vnnder forsand, nu skulle I høre under for sand,
huad løst och glede hannom gick y haannd. hvad lyst og glæde hannum gik i hånd.

16
I Franckerige kom hannd y konngens hoff, i Frankerige kom han i kongens hof,
hand viste vell vdaff verdzenns lob,
[20] dvs. "Lauf".
 
han vidste vel udaf verdsens løb,
inngen mand var der hans lige, ingen mand var der hans lige,
paa skabninng, from,
[21] I udg.: "form".
gestald och mod,
 
på skabning, from, gestalt og mod,
hand var enn edelige riider god; han var en ædelige ridder god;
droningen aff Frannckerige hun var dy tydske gantske huld, dronningen af Frankerige hun var de tyske ganske huld,
der hunn monne sagen fornemme, der hun monne sagen fornemme,
hun smøcker sig vd med sølff oc guld, hun smykker sig ud med sølv og guld,
der hun den rider monne kiende; der hun den ridder monne kende;
der hunn den rider rett annsaa, der hun den ridder ret anså,
hunn tenckte: "Siden Gud mig skabe maa, hun tænkte: "siden Gud mig skabe må,
inngen skønner mannd saa ieg paa iorden gaa". ingen skønner mand så jeg på jorden gå".

17
Enn dag denn koninng y marcken redt en dag den konning i marken red
mett sine hunde diur att bede med sine hunde dyr at bede
och effther kordzville
[22] dvs. "Kurzweil".
att iage,
 
og efter kortsville at jage,
den frue medt kierlighed var optennd, den frue med kærlighed var optændt,
effter rideren bud hun hemmelig sende, efter ridderen bud hun hemmelig sendte,
hun sagde: "Maa ieg eder spørge, hun sagde: "må jeg eder spørge,
huad leder y epther y mine land? hvad leder I efter i mine land?
aff Tyske[-]land monne y vere." af Tyskeland monne I være."
Den rider suarit strax forsannd: den ridder svaret straks for sand:
"Naadige frue met ære, "nådige frue med ære,
thett volder eders renne och stolthe liff, det volder eders rene og stolte liv,
som ieg haffuer hørtt aff vngdoms thid, som jeg haver hørt af ungdoms tid,
att der leffuer aldrig enn deiliger viff. at der lever aldrig en dejliger viv.

18
Paa dett beste monne ieg eder beskue, på det bedste monne jeg eder beskue,
ieg beder eder, y adelige frue, jeg beder eder, I adelige frue,
y vilde migh dett thilstede, I ville mig det tilstede,
som ieg thillforne haffuer hiemme sagtt: som jeg tilforne haver hjemme sagt:
ieg vilde eder lader
[23] I udg.: "lade".
male aff,
 
jeg ville eder lader male af,
før ieg herfra vilde fare." før jeg herfra ville fare."
Den dronning sagde: "Dett giør ieg gierne, den dronning sagde: "det gør jeg gerne,
er y derfor vdridenn, er I derfor ud reden,
denn sag vill ieg eder ey sønne;
[24] dvs. nægte.
 
den sag vil jeg eder ej sønje;
dog itt vill ieg eder bede: dog et vil jeg eder bede:
i ville selff thenn maller verre; I ville selv den maler være;
dett var mig leedt paa thro och ære, det var mig ledt på tro og ære,
att dett skulde spørge minn ædelige herre." at det skulle spørge min ædelige herre."

19
Hannd sagde: "Er y her[-]thill bered, han sagde: "er I hertil beredt,
och y er denn frue, der ieg er verd."
[25] tysk har: "bin ich das Frau von euch gewährt"!
 
og I er den frue, der jeg er værd."
Hunn sagde: "Ia, herre, behennde." hun sagde: "ja, herre, behænde."
Thilsamenn haffde dy itt raad med fartt: tilsammen havde de et råd med fart:
hunn førde hannom y itth kammer snartt, hun førte hannum i et kammer snart,
dieris kleder monne dy afflege, deres klæder monne de aflægge,
hunn lod hannom see sytt renne liff hun lod hannum se sit rene liv
epther all sitt
[26] dvs. hans.
hiertens begiere;
 
efter al sit hjertens begære;
hand lagde syg thill den skønne viff han lagde sig til den skønne viv
gantske hemmelige och stille; ganske hemmelige og stille;
effter saadann løst kom sorrig stor, efter sådan lyst kom sorrig stor,
der dieris løst haffde ennde, der deres lyst havde ende,
da soffue dy nogett for lennge. da sove de noget for længe.

20
Konngenn haffde enn gammell kammer[-]viff, kongen havde en gammel kammerviv,
som skulde vocte droningens liff, som skulle vogte dronningens liv,
hunn gaff hannom dett thill kiende, hun gav hannum det til kende,
huor dronningenn huos enn rider laa, hvor dronningen hos en ridder lå,
falsk elskou mett hannom prøffue maa; falsk elskov med hannum prøve må;
den koning kom did behend den konning kom did behænd
och med liste opslaa denn kammerdør, og med liste opslå den kammerdør,
der dy monne baade soffue; der de monne både sove;
hannd sagde: "Ingenn bønn her hielper for, han sagde: "ingen bøn her hjælper for,
paa liffuitt vill ieg dem straffe." på livet vil jeg dem straffe."
Mannd førde then rider y dett tharnn, man førte den ridder i det tårn,
denn koninng holtte ett sniller raad, den konning holdte et snilder råd,
huor hannd vilde handle med thenn daad.
[27] tysk har: "wie er wöllt leben mit der Hurn".
 
hvor han ville handle med den dåd.

21
Denn riders thiennere denn sag fornam, den ridders tjenere den sag fornam,
hannd tennckthe: "Och ve, dett skeer forsand, han tænkte: "og ve, det sker for sand,
minn herre monne liffuitt møste." min herre monne livet miste."
Strax stij hannd thill hest forsannd straks steg han til hest for sand
och red strax innd y Danemarcks lannd, og red straks ind i Dannemarks land,
synn huerff vdrette med liste; sin hverv udrette med liste;
denn vnge droning reenn och klar den unge dronning ren og klar
monne hand dett obenbare, monne han det åbenbare,
aff sorrig affdrog sytt deylige har, af sorrig af drog sit dejlige hår,
der hun dett rett monne forfare; der hun det ret monne forfare;
hunn saatte sig snarlig thill sinn hest, hun satte sig snarlig til sin hest,
thill Franckeriige red hunn med hast; til Frankerige red hun med hast;
nu acther, huor hunn synn tro holtt fast. nu agter, hvor hun sin tro holdt fast.

22
Enn rage[-]kniiff monne hun med sig føre, en ragekniv monne hun med sig føre,
gick strax thill thaarnitt, som y maa høre, gik straks til tårnet, som I må høre,
som hannd monne fanngen lige; som han monne fangen ligge;
hanom vocte vell fire med
[28]+2: dvs. "mit starkem Leib".
stercke liff,
 
hannum vogte vel fire med stærke liv,
hun sagde: "Ieg er hanns venne viff hun sagde: "jeg er hans væne viv
oc haffuer hid gangitt att
[29]+1: dvs. fremsætte en Bøn (?).
tygge:
[30] tysk har: "und bin so weit her gegangen".
 
og haver hid ganget at tigge:
lader mig thill hannom y thaarnitt innd, lader mig til hannum i tårnet ind,
thett skall y gaatt att
[31]+1: svensk: åtnjuta.
nyde."
 
det skal I godt at nyde."
Tho hunndritt gyldenne gaff dem y samme stunnd, to hundred gyldene gav dem i samme stund,
dy monne dett ey fortryde, de monne det ej fortryde,
och lod hinnde innd y thornitt gaa, og lod hende ind i tårnet gå,
huor hunn med ridderenn thalle maa, hvor hun med ridderen tale må,
vell thusinnd kys saa monne hannd faa. vel tusind kys så monne han få.

23
Hunn sagde: "Ieg haffuer dig dett føre sagtt, hun sagde: "jeg haver dig det førre sagt,
och er nu Gud aff himmelenn klagtt, og er nu Gud af himmelen klagt,
skall thu dit liff her miste; skal du dit liv her miste;
o Gud, huor skall ieg dig beuare! o Gud, hvor skal jeg dig bevare!
dett fad du thag, ditt vannd lad fare,
[32] tysk: nimm diese Schüssel, fach ein Harn".
 
det fad du tag, det vand lad fare,
ditt annsict giør rent med liste, dit ansigt gør rent med liste,
enn ragekniiff har ieg beuaritt her, en ragekniv har jeg bevaret her,
der[-]med skalthu dig rage dermed skalt du dig rage
altt aff ditt ansict skieg och hard,
[33] dvs. Haar.
 
alt af dit ansigt skæg og hår,
saa vill ieg siige forsannde, så vil jeg sige for sande,
att ieg her[-]fra dig hielpe vill, at jeg herfra dig hjælpe vil,
vddrag dinn kleder med gott skeell, ud drag din klæder med godt skel,
drag myne paa och liud mig vell. drag mine på og lyd mig vel.

24
For vecterenn skalthu sørge och quide, for vægteren skalt du sørge og kvide,
dig klage och dinn hender vriide, dig klage og din hænder vride,
ditt ansict vell thill thecke; dit ansigt vel til tække;
naar thett er skeed, saa merck mett thro, når det er sket, så mærk med tro,
dynn thiennere finnder du med heste tho din tjenere finde du med heste to
vdj skoffuenn wed dy recke,
[34] dvs. Jægergarn? ndt. rek; eller Fejl for hecke?
[35] tysk har: "drauszen des Waldes Hecken".
 
udi skoven ved de *****,
sid paa den enne och rid herfraa, sid på den ene og rid herfra,
act icki huor dett monne gange mig; agt ikke hvor det monne gange mig;
epther rettenn ieg forthøffue maa, efter retten jeg fortøve må,
maa skee ieg sider ey lenge, må ske jeg sidder ej længe,
att ieg io frelser beggis eders liiff." at jeg jo frelser begges eders liv."
Hendis raad adlyder denn rider finn, hendes råd adlyder den ridder fin,
nu hører om enn troactige viiff. nu hører om en troagtige viv.

25
I Franckerige lod hannd thiennere thro, i Frankerige lod han tjenere tro,
som hannom skulde føre thidinnde och ro,
[36] dvs. Raad.
 
som hannum skulle føre tidende og råd,
huor[-]ledis thett sig kunde vennde; hvorledes det sig kunne vende;
thiden forløb, och retten gick paa, tiden forløb, og retten gik på,
den frue som enn mand stande maa, den frue som en mand stande må,
koninngen begynthe syn klage behennd; konningen begyndte sin klage behænd;
effter klage och giensuar thill denn sag efter klage og gensvar til den sag
(den sag her[-]med att forkorthe),
[37] Linjen er parentetisk Indskud af Digteren: "damit will ich die Sach kürzen".
 
(den sag hermed at forkorte),
denn frue opstod och sagde: den frue op stod og sagde:
"Den dag denn vilde mig fortryde, "den dag den ville mig fortryde,
ieg thett icki lennger forholde kannd, jeg det ikke længer forholde kan,
att droningenn aff Franckerigis land at dronningen af Frankeriges land
synn ære haffuer for mig arme mannd. sin ære haver for mig arme mand.

26
Saa mercker rett, ieg liuger ey, så mærker ret, jeg lyver ej,
med sandhed vill ieg sige ney, med sandhed vil jeg sige nej,
ieg er forsannd enn quinde, jeg er for sand en kvinde,
enn quinde er ieg och ingen mand", en kvinde er jeg og ingen mand",
henndis bryst lod hunn besee forsannd, hendes bryst lod hun bese for sand,
"att ieg mitt liff maa vinnde; "at jeg mit liv må vinde;
med riders[-]kleder staar ieg beteckitt, med riddersklæder står jeg betækket,
dett giorde ieg for minn ære, det gjorde jeg for min ære,
att den skulde vere vbekrenkitt, at den skulle være ubekrænket,
huor ieg monne fremmit verre, hvor jeg monne fremmed være,
att
[38] Ordet er i Hskr. udtværet, muligvis overstreget.
ieg giemmell eders lannd visselig,
[39]L. 11-12: knudret Sætningskonstruktion; Meningen er: Skulde jeg have faret som Kvinde gennem eders Land, saa havde mange budt mig Skam og Svig.
 
at jeg gemmel eders land visselig,
thi skulde ieg faritt nogitt quinde lig, thi skulle jeg faret noget kvinde lig,
saa mange haffde buditt mig skam och suig. så mange havde budet mig skam og svig.

27
Hører nu, mig her[-]thill thuinnge maa: hører nu, mig hertil tvinge må:
aff vnngdom hørde ieg siige fraa, af ungdom hørte jeg sige fra,
att dronningenn aff Frannckerige, at dronningen af Frankerige,
att hunn er denn allsomskøniste viff, at hun er den alsomskønneste viv,
som fød er aff nogitt quinnde[-]liff, som født er af noget kvindeliv,
mannd sagde ieg var henndis lige man sagde jeg var hendes lige
baade y vegst och skickelse klar, både i vækst og skikkelse klar,
thi villde iegh hennde besøge; thi ville jeg hende besøge;
henndis ære er beuaritt obenbar hendes ære er bevaret åbenbar
denn ædelige frue med
[40]+1: (dvs. møde?) meningsløst, men vel tilføjet for Rimets Skyld.
møe,
 
den ædelige frue med mø,
ieg sagde hende grundelig, huo ieg er, jeg sagde hende grundelig, hvo jeg er,
enn droninng aff Danmarck med ære, en dronning af Danmark med ære,
for euennthyr saa kom ieg her. for eventyr så kom jeg her.

28
Der ieg hende althinng fortelle maa, der jeg hende alting fortælle må,
saa snidellig
[41] I udg.: "sni[l]dellig".
hunn mig førde daa
 
så snildelig hun mig førte da
vdj sytt kammer med ære, udi sit kammer med ære,
obennbare dett skiede, vdenn suig, åbenbare det skete, uden svig,
saa skennckthe mig denn droning riig så skænkte mig den dronning rig
velsker vinn och malmersi,
[42] dvs. "Malvasier".
 
vælsker vin og malvasie,
dernest hunn lagde mig paa enn senng, dernæst hun lagde mig på en seng,
skulde mand os derfor straffe? skulle man os derfor straffe?
der wy haffde thallitt samenn lennge, der vi havde talet sammen længe,
saa falde vy ned ad soffue; så faldte vi ned at sove;
i dommer, dømer rettelige, I dommer, dømmer rettelige,
for vnnderlig thinng saa kom ieg hid, for underlig ting så kom jeg hid,
derfor saa ber ieg sørgelige
[43]+1: dvs. "Unheil".
yd".
 
derfor så bær jeg sørgelige id".

29
De dommere viise sagde rett, de dommere vise sagde ret,
om hun dett kunde beuise slett, om hun det kunne bevise slet,
hunn monne enn droning vere, hun monne en dronning være,
strax var hunn bøden tuct och ære; straks var hun buden tugt og ære;
itt suaritt da den edelige fruct: et svaret da den ædelige frugt:
"Denn vill ieg vell ombære, "den vil jeg vel ombære,
ieg haffuer nu lennge offuer min thid jeg haver nu længe over min tid
i disse lande bleffuitt; i disse lande blevet;
her koningh, lader aff eders had och nid, her konning, lader af eders had og nid,
innthitt onntt haffuer eders dronning bedrøffuitt,
[44] dvs. bedrevet.
 
intet ondt haver eders dronning bedrevet,
thi hun er from och dydelig." thi hun er from og dydelig."
Thi glæde denn ædle koninng syg thi glæde den ædle konning sig
och alle hanns riderskab viseliig. og alle hans ridderskab visselig.

30
Denne
[45]+1: (jf. 30,4) maaske Fejl for "Den frue", tysk har: "Der Frau".
droninng sagde mannd ære och loff,
 
denne dronning sagde man ære og lov,
koninngen hennde foræritt fraa sytt hoff konningen hende foræret fra sit hof
med
[46]+2: Fejl for: "aff guld en".
guld och riige credendze,
 
med guld og rige kredense,
denne droning hende och skiennckitt paa haannd denne dronning hende og skænket på hånd
dy allerypperste kleder forsannd de allerypperste klæder for sand
med møgen reuerennze; med megen reverense;
hennde ledsagett och den koninng guod hende ledsaget og den konning god
med hunndritt mand thill strande, med hundred mand til strande,
saa lennge thill hunn y skibett stod; så længe til hun i skibet stod;
saa monne dy lege fraa lande, så monne de lægge fra lande,
thill Holsteland [kom]
[47] mangler
hunn snartt med ære,
 
til Holsteland [*] hun snart med ære,
der hendis kiere faderbroder monne verre, der hendes kære faderbroder monne være,
som var enn manndafftige herre. som var en mandagtige herre.

31
Sinn suennd hunn strax forskicke maa sin svend hun straks forskikke må
thill hendis herre att sige fraa, til hendes herre at sige fra,
hunn monne y Holsten verre, hun monne i Holsten være,
der hannem att byde thill hand kom; der hannum at bie til han kom;
och naar hannd hørde denn thiding from, og når han hørte den tiding from,
da skulde hand yligenn fare. da skulle han idligen fare.
Denn suennd hannd red baade dag och natt, den svend han red både dag og nat,
y Steermarck kom hannd behende i Steiermark kom han behænde
och førde synn herre budskab bratt, og førte sin herre budskab brat,
stuor glæde sig thill hannom vende; stor glæde sig til hannum vendte;
hand sagde: "Eders ædelige droninng guod han sagde: "eders ædelige dronning god
haffuer mig vdsennd med throett
[48] dvs. enten n. af "tro" eller af "troen" (= sv. trogen) jf. Kalkars Ordb. IV 448 b 4 f.; der kan ogsaa læses theortt Fejl for "stortt"?
mod,
 
haver mig ud sendt med troet mod,
dett syger ieg eder, minn herre guod." det siger jeg eder, min herre god."

32
Denn herre suaritt da forsannd den herre svaret da for sand
och sagde: "Anamme minn thro thill pannd, og sagde: "annamme min tro til pant,
gaatt skallt du dett att
[49]+1: svensk: åtnjuta.
nyde;
 
godt skalt du det at nyde;
huor er minn hierthenns thid[-]fordriff? hvor er min hjertens tidfordriv?
paa iordenn er inngen thror viiff." på jorden er ingen tror viv."
Hanns øyenn stod alle y thare hans øjen stod alle i tåre
for den stuore glæde hannd da fick; for den store glæde han da fik;
hanns thiennere monne snarlige suare: hans tjenere monne snarlige svare:
"Der hunn sidste ganng med migh thalle maa, "der hun sidste gang med mig tale må,
Gud thenn høybaarne blod beuar, Gud den højbårne blod bevar,
i Holstenn paa thett slott saa guod i Holsten på det slot så god
der vilde eder byde dett hierthe guod." der ville eder bie det hjerte god."
Thenn herre snarligenn thill hesten stod. den herre snarligen til hesten stod.

33
Hannd red der[-]henn y snaren stunndt, han red derhen i snaren stund,
dog veyenn var lang saa mangelunnde, dog vejen var lang så mangelunde,
thill hannd y Holstenn monne komme; til han i Holsten monne komme;
mannd glæde sig da saa manngefoldt, man glædte sig da så mangefold,
der var och inngenn saa arm eller bold der var og ingen så arm eller bold
ther monne io glede thillkomme; der monne jo glæde tilkomme;
siiden seglede dy y Danmarck innd, siden sejlede de i Danmark ind,
denn gamle koninng maa sig klage: den gamle konning må sig klage:
"Ieg meenthe y haffde y Steermarck verrid." "jeg mente I havde i Steiermark været."
Den vnnge herre monne thy krone, den unge herre monne de krone,
den gamle herre monne dødenn gieste, den gamle herre monne døden gæste,
den vnnge annamitt borrig och feste,
[50] anderledes i tysk: "das Reich nahm er ein mit Gewalt".
 
den unge annammet borrig og fæste,
pris och ære haffde hannd aff dy beste. pris og ære havde han af de bedste.

34
Nu mercker vell, baade quinnde och mand, nu mærker vel, både kvinde og mand,
denn vise er eder skienncktt forsand, den vise er eder skænkt for sand,
her[-]med vill ieg eder lære: hermed vil jeg eder lære:
att naar enn sag monne for sig gaa, at når en sag monne for sig gå,
saa ved ieg inngenn bædre raad, så ved jeg ingen bedre råd,
ennd thill beste vennde med ære; end til bedste vende med ære;
exempell thag aff denne frue guod, eksempel tag af denne frue god,
som haffuer dieris ære beuaritt,
[51] tysk har: "sie (Dronningen) hat ihr Treu bewähret".
 
som haver deres ære bevaret,
Gud euige beuar hinndis siell och liff, Gud evige bevar hendes sjæl og liv,
thill dett guode hunn althinng vende til det gode hun alting vendte
enn sag som ganntske vnnderlig var, en sag som ganske underlig var,
och huilckenn saadenn enn beskieritt er, og hvilken sådan en beskæret er,
hannd maa Gud prise och ære. han må Gud prise og ære.

35
Her[-]med ieg allethinng besluthe vill, hermed jeg alleting beslutte vil,
enn motthe vell spørge, huor thett gick thill, en måtte vel spørge, hvor det gik til,
huor dett den suennd monne gannge: hvor det den svend monne gange:
denn koninng slog hannom thill rider finn den konning slog hannum til ridder fin
och sydenn gaff hanom Steermarck innd. og siden gav hannum Steiermark end.
Gud vennde althinng till enn guod ennde Gud vende alting til en god ende
och oss y sytt riige annamme med ære, og os i sit rige annamme med ære,
hunn
[52] I udg.: "hum".
[53] Fejl for "huem".
dett begier syger: Amen,
 
**** det begær siger: amen,
thi
[54] Fejl for "dett"; tysk har: "das wünscht".
ønnsker ieg eder euinndelig;
 
det ønsker jeg eder evindelig;
enn christenn haffuer dett siunngenn, en kristen haver det sungen,
denne vise dictett thill loff och ære, denne vise digtet til lov og ære,
Gud alle troactiige hierther regierer. Gud alle troagtige hjerter regerer.