Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 4
Side: 13 v
Titel: Valravnen
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 60 E II 185-186
Kommentar: II 188b


1
Raffuenenn hanndt flynffuer
[1] I udg.: "flyuffuer".
om affthenen,
 
ravenen han flyver om aftenen,
hanndt icke om dagen maae: han ikke om dagen må:
och denne skall haffue thi kranncke lych, og denne skal have de kranke lyk,
thie guode icke kanndt fonnge.
[2] I udg.: "faae".
 
de gode ikke kant fange.
:: Men raffnenn handt flyffuer om affthenn. :::: men ravnen han flyver om aften. ::

2
Och dett war iomffrue Hermellinn, og det var jomfrue Hermelin,
hunn gick adt bienn udt: hun gik ad byen ud:
ther saa hunn Sallmanndt wilde raffuenn, der så hun Salmand vilde raven,
hannd flyff saa høgt wedt skye. han fløj så højt ved sky.

3
"Och hør thu, Salmanndt willde raffuen, "og hør du, Salmand vilde raven,
och flyff thu hiidt thill mig: og flyv du hid til mig:
all thie lønlige sorige, ieg haffuer, al de lønlige sorrige, jeg haver,
thennom well ieg sige for dig. dennum vil jeg sige for dig.

4
Minn fader gaff mig en fester-mandt, min fader gav mig en fæstermand,
enn ridder [alt] saa wen: en ridder [*] så væn:
minn stiffmoder hanom forssenndt[e] min stedmoder hannum forsendt
saa langt udi fremedt lanndt." så langt udi fremmed land."

5
"Och hør thu, iomffrue Hermelin, "og hør du, jomfrue Hermelin,
alt huad ieg siger nu dig: alt hvad jeg siger nu dig:
huad guode gaffuer wiltu giffue thenndt, hvad gode gaver vilt du give den,
der kanndt flye dig till din fester-manndt?" der kant fly dig til din fæstermand?"

6
"Thett huide sølff och det røde guldt "det hvide sølv og det røde guld
och thet well ieg hannom giffue: og det vil jeg hannum give:
ieg beder ether, Salmanndt wilden raffuenn, jeg beder eder, Salmand vilden raven,
y skiele mig wed then quide." I skille mig ved den kvide."

7
"Thett huid sølff och det røde guldt "det hvid sølv og det røde guld
dett well ieg slett innthet: det vil jeg slet intet:
ieg well haffue thenndt første sønn, jeg vil have den første søn,
ther i thill-samenn monne fonnge." der I tilsammen monne fange."

8
Och saa thog hun den raffue-fuodt
[3] I udg.: "raffne-fuodt".
 
og så tog hun den ravnefod
och lagde thenndt paa hennders huide hanndt: og lagde den på henders hvide hånd:
hun iett hannom paa sinn chrestelige troff, hun jæt hannum på sin kristelige tro,
hanndt skulle fonge hennders første sønn. han skulle fange henders første søn.

9
Saa thog hanndt iomffrue Hermellinn, så tog han jomfrue Hermelin,
saatte hennder paa sinn bag: satte hender på sin bag:
saa førde hanndt hennder offuer thett willde haff, så førte han hender over det vilde hav,
sig sielff thill møggin umag. sig selv til megen umag.

10
Thett war Salmanndt wildenn raffuen, det var Salmand vilden raven,
hannd sathis paa thi thiindt: han sattes på de tind:
"Y gleder ether, iomffrue Hermelinn, "I glæder eder, jomfrue Hermelin,
ethers
[4]+1: I udg.: "ethers".
[5]+1: Skrivfejl.
her fester-manndt er her[-]inndt."
 
eders her fæstermand er herind."

11
Och udt komm bolde her Nielus og ud kom bolde her Nielaus
medt sølkar paa huidenn hanndt: med sølvkar på hviden hånd:
"Y wer wellkommenn, iomffrue Hermellin, "I vær velkommen, jomfrue Hermelin,
till thisse her fremed lanndt!" til disse her fremmed land!"

12
Och tack haffue bolde her Niellus, og tak have bolde her Nielaus,
handt holdete saa well sin trouff: han holdete så vel sin tro:
monnitz-dag, ther[-]epther komm, månedsdag, derefter kom,
tha lodt hanndt t[h]ieris bløllup
[6] I udg.: "brøllup".
boo.
 
da lod han deres bryllup bo.

13
Thett war icke ar, ther[-]epther komm, det var ikke år, derefter kom,
och aar forudenn ien: og år foruden en:
frue Hermelin ganngger i buret, frue Hermelin ganger i buret,
hunn føder saa foffuer enn sønn. hun føder så fager en søn.

14
Och dett war Salmanndt willde raffuenn, og det var Salmand vilde raven,
hand sathes paa thi thinnd: han sattes på de tind:
"Y menndis well, skiønne frue Hermelin, "I mindes vel, skønne frue Hermelin,
huad i mig tilfornn giffuenn haffuer." hvad I mig tilforn given haver."

15
"Thagge y nu minn lille sønn, "tage I nu min lille søn,
och suøbtte i hannom i liin: og svøbte I hannum i lin:
y fonnger hannom Salmandt wille raffuenn, I fanger hannum Salmand vilde raven,
hannd sier aldrig moder sin." han ser aldrig moder sin."

16
Saa hugge hanndt udt hanns høgger øge, så hugge han ud hans højre øje,
drack aff hanns hiertte-blod: drak af hans hjerteblod:
saa bliff hannd till thennd herlligst riider, så blev han til den herligst ridder,
ther kunde paa iorden staa. der kunne på jorden stå.

17
Och alle di folck, ther saa opaa, og alle de folk, der så oppå,
thi falt paa thieris bare kne: de faldt på deres bare knæ:
thi bad saa lenngi till thenn øffuerste Gud i Hemerige, de bad så længe til den øverste Gud i himmerige,
at thet barn bliff leffuendis igien. at det barn blev levendes igen.

18
Nu haffuer skiønne frue Hermellinn nu haver skønne frue Hermelin
foruonndin bode angist och quide: forvunden både angest og kvide:
nu haffuer hunn bode broder och søn nu haver hun både broder og søn
och soffuer wid bolde her Niellus hans side. og sover ved bolde her Nielaus hans side.

19
Nu haffuer skiønne frue Hermelinn nu haver skønne frue Hermelin
forvonnden bode anngiste och quide:
[7] I udg.: "harum".
 
forvunden både angeste og kvide:
nu haffuer hun bode broder och søn nu haver hun både broder og søn
och søffuer
[8]+1: I udg.: "soffuer udi".
vedj her Niellus hanns arum.
 
og sover udi her Nielaus hans arum.
:: M[enn] r[affnenn] handt fløffuer om affthenn. :::: * * han flyver om aften. ::