Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 38
Side: 115 r
Titel: Germand Gladensvend
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 33 B II 3-5
Kommentar: II 12a


1
Konningen och vor unge droninngh konningen og vor unge dronning
thy sidder offuer brede bordt: de sidder over brede bord:
thy bleff thennom att thalle de blev dennum at tale
altt om thenn salthe fiordt. alt om den salte fjord.
:: Saa flyuer hanndt offuer rynnen. :::: så flyver han over Rhinen. ::

2
Konninngen och vor unnge droninng konningen og vor unge dronning
de foer altt offuer dett vanndt: de for alt over det vand:
altt fuldt[-]ilde var dett, alt fuldilde var det,
dy icki hiemme var. de ikke hjemme var.

3
Thett var fuldt[-]ilde, det var fuldilde,
att dy icki hiemme var: at de ikke hjemme var:
der kom flyffuenndt saa vildt enn ørnn, der kom flyvend så vild en ørn,
vilde sencke dennom neder y grundt. ville sænke dennum neder i grund.

4
"Hør thu thett, du vilde ørnn, "hør du det, du vilde ørn,
nedsennck nu icki migh: nedsænk nu ikke mig:
thett røde guldt, dett huide sølff det røde guld, det hvide sølv
saa ville ieg giffue digh." så ville jeg give dig."

5
"Ieg vill icki haffue guldt eller sølff, "jeg vil ikke have guld eller sølv,
ieg vill haffue bedre gaffue: jeg vil have bedre gave:
dett, du haffuer vnnden
[1] I udg.: "unnder".
lendenn dinn,
 
det, du haver unden lænden din,
och dett saa vill ieg haffue." og det så vil jeg have."

6
"Ieg haffuer icki unnder mine lennde, "jeg haver ikke under mine lænde,
foruden mine nøgler smaa: foruden mine nøgler små:
vill herre Gudt migh thill lannden sennde, vil Herre Gud mig til landen sende,
ieg lader mig anndre slaa." jeg lader mig andre slå."

7
Saa thog hunn dy nøgler smaa, så tog hun de nøgler små,
hun kaste dennom y dett haff: hun kaste dennum i det hav:
buort da fløff denn vilde ørnn, bort da fløj den vilde ørn,
hanndt vilde dem icki thage. han ville dem ikke tage.

8
Der var icki epther der var ikke efter
maanitt foruden enn: måned foruden en:
thett var dannske droninngh, det var danske dronning,
hun fødde saa smuck enn sønn. hun fødte så smuk en søn.

9
De førde thett barnn thill kirckenn de førte det barn til kirken
och christnitt hannom om natt: og kristnet hannum om nat:
de kallede hannom Gierminndt Gladensuenndt, de kaldede hannum Germand Gladensvend,
the døllitt hannom, menn de maatthe. de dølget hannum, men de måtte.

10
Fostritt the hannom y vinnther, fostret de hannum i vinter,
och fostrett de hannom udi ny: og fostret de hannum udi ni:
saa bleff thett thenn gieffueste suenndt, så blev det den gæveste svend,
mandt haffuer mett øyenn seett. man haver med øjen set.

11
Dett var Gierminndt Gladennsuenndt, det var Germand Gladensvend,
hannd redt syg unnder øøe: han red sig under ø:
feste hanndt iomffru Adeludz, fæste han jomfru Adelus,
hunn var saa venn enn møøe. hun var så væn en mø.

12
Dett var Gierminndt Gladenn-suenndt, det var Germand Gladensvend,
thager offuer siig skar-lagenn-skindt: tager over sig skarlagenskind:
saa gaar handt y fruer-stuffuenn så går han i fruerstuen
for fruer och iomffruer ynndt. for fruer og jomfruer ind.

13
Innd da kom Giermindt Gladenn-suendt, ind da kom Germand Gladensvend,
var kledt y skar-lagenn rødt: var klædt i skarlagen rød:
"Moder, y lanner mig fieder-ham, "moder, I låner mig fjederham,
ieg vill thill minn festermø." jeg vil til min fæstermø."

14
"Minn fieder-ham hennger y høffuenn[-]lofftt, "min fjederham hænger i højenloft,
alle fieder er sledenn ner: alle fjeder er sleden ner:
naar thu kommer thill Frede-lanndt, når du kommer til Fredeland,
ieg seer dig aldrig meer." jeg ser dig aldrig mer."

15
Hanndt fløff op, och hanndt fløff nedt, han fløj op, og han fløj ned,
handt fløff saa høytt vedt skye: han fløj så højt ved sky:
der kom flyuend saa vild enn ørnn, der kom flyvend så vild en ørn,
dy huilthis unnder øøe. de hviltes under ø.

16
"Well møtthe, Gie[r]minndt Gladenn-suenndt, "vel mødte, Germand Gladensvend,
huor haffuer du verritt saa lennge? hvor haver du været så længe?
førenndt du varst thill verdenn født, førend du varst til verden født,
var thu mig giffuenn y hennde." var du mig given i hænde."

17
"Du ladt mig floye, du ladt mig fare, "du lad mig flyve, du lad mig fare,
att thalle mett festemøø minn: at tale med fæstemø min:
naar ieg kommer thilbage igienn, når jeg kommer tilbage igen,
saa vill ieg vere dinn." så vil jeg være din."

18
"Saa skall ieg dig mercke, "så skal jeg dig mærke,
saa ieg skall kiende dig: så jeg skal kende dig:
naar thu kommer eblannt rider och suenne, når du kommer iblandt ridder og svende,
skaltt du icki glemme mig." skalt du ikke glemme mig."

19
Hanndt hug udaff hanns høgre øye, han hug udaf hans højre øje,
drack halfftt hanns hierthe-blodt: drak halvt hans hjerteblod:
lige-vell fløff hanndt thill iomffruenns bure, ligevel fløj han til jomfruens bure,
for vilgenn denn er guodt. for viljen den er god.

20
Hannd saatthe syg paa iomffruens buris[-]brand han satte sig på jomfruens buresbrand
saa blodige och saa bleg: så blodige og så bleg:
alle dy iomffruer, y fruerstuffuenn var, alle de jomfruer, i fruerstuen var,
dy tabte dieris lægh. de tabte deres leg.

21
Alle the iomffruer, y fruerstuffuen var, alle de jomfruer, i fruerstuen var,
dy thabthe bode glede och
[2] I udg.: "oeh".
gammenn:
 
de tabte både glæde og gammen:
forudenn iomffru Adeludz, foruden jomfru Adelus,
hunn sloo hinndis hennder samenn. hun slog hendes hænder sammen.

22
"Welkommenn, Gierminndt Gladennsuenndt, "velkommen, Germand Gladensvend,
huor haffuer thu verritt y læg? hvor haver du været i leg?
huy er eders kleder saa blodige? hvi er eders klæder så blodige?
huy er eders kinder bleg?" hvi er eders kinder bleg?"

23
"Far nu vell, iomffru Adeludz, "far nu vel, jomfru Adelus,
rett nu maa ieg buortt flyffue: ret nu må jeg bort flyve:
denn skall haffue mitt unnge liff, den skal have mit unge liv,
der mynn øyen monne ryffue." der min øjen monne rive."

24
Saa thog hunn enn sølffslagenn kam, så tog hun en sølvslagen kam,
och saa kiemde hunn hans fouere haardt: og så kæmte hun hans fagre hår:
for huer enn lock, och der hunn redde, for hver en lok, og der hun redte,
hunn felde saa modige thaare. hun fældte så modige tåre.

25
Dett var iomffru Adeludz, det var jomfru Adelus,
hunn thog hannom y sinn arm: hun tog hannum i sin arm:
"Forbanndett verre thenn moder, "forbandet være den moder,
som saa forraader sitt barnn!" som så forråder sit barn!"

26
"Hørre y, iomffru Adeludz, "høre I, jomfru Adelus,
bannder icki moder mynn: bander ikke moder min:
hunn kanndt der inthitt y volde, hun kant der intet i volde,
att lyckenn er migh [u]blidt." at lykken er mig blid."

27
Hanndt saathe sig y sinn fieder-ham, han satte sig i sin fjederham,
hanndt fløff saa høgtt unnder skye: han fløj så højt under sky:
hunn saatte sig y enn anndenn, hun satte sig i en anden,
hunn lodt fast epther hannom krye.
[3] Skrivf. for: knye?
 
hun lod fast efter hannum ****.

28
"Wennder eder, iomffru Adeludz, "vender eder, jomfru Adelus,
y vender eder snartt igienn: I vender eder snart igen:
eders lofftz-dør denn staar aabenn, eders loftsdør den står åben,
eders nøgle ligger paa stienn." eders nøgle ligger på sten."

29
"Enndog mynn dør staar aabenn, "enddog min dør står åben,
mynn nøgler liger paa stienn: min nøgler ligger på sten:
och altt skall ieg eder følge didt, og alt skal jeg eder følge did,
som y fick eders mien." som I fik eders men."

30
Hunn saatthe sig y sinn fieder-ham, hun satte sig i sin fjederham,
hunn fløy saa høgtt unnder skye: hun fløj så højt under sky:
och alle dy fogell, ther hunn møtthe, og alle de fugle, der hun mødte,
de klippett hunn sønnder y tho. de klippet hun sønder i to.

31
Alle dy fogell, der hunn møtthe, alle de fugle, der hun mødte,
hunn klippett thennom sønnder y threy: hun klippet dennum sønder i tre:
och der hun møtthe thenn vilde ørnn, og der hun mødte den vilde ørn,
hannom klippitt hunn sønnder y ny. hannum klippet hun sønder i ni.
:: Saa flyffuer hanndt offuer rynnenn. :::: så flyver han over Rhinen. ::