Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 35
Side: 100 r
Titel: Hr. Jon og Fru Bodil
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 144 Aa III 327-328
Kommentar: III 337a
Generelle oplysninger: Omkvæd kun ved 1ste og sidste Vers; hennder, bedre end ham, som a har ved V. 30.


1
Det var ungen herre Ioenn, det var ungen herre Jon,
hannd vogner om midinatt: han vågner om midjenat:
thaa talde hanndt sinn stercke drøm da talte han sin stærke drøm
buode skiøtt och offuer-bratt. både skødt og overbrat.
:: All Danmarck raader hennder ey buodt. :::: al Danmark råder hender ej bod. ::

2
"Mig haffuer drømtt saa unnderlig "mig haver drømt så underlig
om suerd och dragene kniiffue: om sværd og dragene knive:
herre Gudt-fader y Himmerig Herre Gudfader i himmerig
hannd raade vell for mitt liff!" han råde vel for mit liv!"

3
"Haffuer y drømptt saa unnderlig "haver I drømt så underlig
om suerdt och dragene kniffue: om sværd og dragene knive:
hielp eder Gudt-fader y Himmerig hjælp eder Gudfader i himmerig
y aar udi denn kriie! i år udi den krig!

4
I lader eder skriffthe och banner slaa, I lader eder skrifte og banner slå,
som y skulde gannge thill døde! som I skulle gange til døde!
och lader y Marsti, kiere broder minn, og lader I Marsti, kære broder min,
altt føre denn banner saa rode!"
[1] I udg.: "røde".
 
alt føre den banner så røde!"

5
"Ieg lader mig skryffthe och banner slaa, "jeg lader mig skrifte og banner slå,
som ieg skulde gannge thill døde: som jeg skulle gange til døde:
och selff da skall ieg fremmerst verre og selv da skal jeg fremmerst være
och føre denn banner saa røde." og føre den banner så røde."

6
Thett var unngenn herre Ioenn, det var ungen herre Jon,
och hand beder sadell synn hest: og han beder sadle sin hest:
dett var skiøne fru Buodelille, det var skønne fru Bodillille,
och hunn beder sadell dy beste. og hun beder sadle de bedste.

7
Alle da riider dy konngens menndt alle da rider de kongens mænd
igienom dy grøne skouffue: igennem de grønne skove:
aldrig kom skiønne fru Buodellilis haanndt aldrig kom skønne fru Bodillilles hånd
aff herre Ioenns sadell-bouffue. af herre Jons saddelbue.

8
Thett var skiønne fru Buodelille, det var skønne fru Bodillille,
hun tog her Ioenn y arm: hun tog her Jon i arm:
"Y lader eder mindis, minn edelig herre, "I lader eder mindes, min ædelig herre,
ieg haffuer eders barnn y barm!" jeg haver eders barn i barm!"

9
Thett var och unnge herre Ioenn, det var og unge herre Jon,
hand tog fru Buodelille y arum:
[2] I udg.: "faffnn".
 
han tog fru Bodillille i arum:
"Giffue Gudt-fader y Himmerig, "give Gudfader i himmerig,
thett bliffuer oss buode thill gaffnn!" det bliver os både til gavn!"

10
Thi drog thennom y ledinng udt, de drog dennum i leding ud,
dy var buode gladt
[3] I udg.: "glade".
och fro:
 
de var både glad og fro:
der bleff saa manngenn broder slagenn, der blev så mangen broder slagen,
och skott da bleff her Ioenn. og skudt da blev her Jon.

11
Och dy drog dennom y ledinng ud, og de drog dennum i leding ud,
der bleff dieris banner rødt: der blev deres banner rødt:
och der bleff mangenn brøder slagenn, og der blev mangen brødre slagen,
och her Ioenn bleff dødt. og her Jon blev dødt.

12
Thett var skiønne fru Buodelille, det var skønne fru Bodillille,
hun vogner om midinatt: hun vågner om midjenat:
da thalde hunn synn stercke drøm da talte hun sin stærke drøm
buode skiøtt och offuer-bratt. både skødt og overbrat.

13
"Ieg drømpthe, dett unge her Ioenn "jeg drømte, det unge her Jon
att hanndt var nu all dødt: at han var nu al død:
och bloditt ranndt offuer hanns faure hor og blodet randt over hans fagre hår
apaa min bolster rødt. oppå min bolster rød.

14
Ieg drømpthe, unngenn herre Ioenn jeg drømte, ungen herre Jon
hanndt y minn arme laa: han i min arme lå:
och bloditt ranndt offuer hanns fouerre hor og blodet randt over hans fagre hår
och paa minn bloster
[4] I udg.: "bolster".
blaa."
 
og på min bolster blå."

15
Thett var skiønne fru Buodelille, det var skønne fru Bodillille,
badt sadell synn gannger graa: bad sadle sin ganger grå:
"Och ieg vill riide mig opaa lanndt "og jeg vil ride mig oppå land
och see, hure herre Ioen maa." og se, hure herre Jon må."

16
Thett var skiønne fru Buodelille, det var skønne fru Bodillille,
hunn kom thill borge-ledt: hun kom til borgeled:
ther møtthe hun enn hennge[-]ka<r>um, der mødte hun en hængekarum,
och lige-kiste stodt der[-]udi. og ligekiste stod derudi.

17
Thett war skiønne fru Buodelille, det var skønne fru Bodillille,
och hun redt ligett imodt: og hun red liget imod:
silcke och thett røde guldt silke og det røde guld
sloff neder offuer heste-foedt. slog neder over hestefod.

18
Thett war skiønne fru Buodelille, det var skønne fru Bodillille,
och hun redt ligitt igienn: og hun red liget igen:
silcke och thett røde guldt silke og det røde guld
sloff offuer heste-bienn. slog over hesteben.

19
Thett melthe unngenn herre Marstii det mælte ungen herre Marsti
hanndt redt for dy lige-baare: han red for de ligebåre:
"Och hisitt kommer mynn kiere søster, "og hisset kommer min kære søster,
och huadt skall ieg hennde suare!" og hvad skal jeg hende svare!"

20
"Well mott
[5]+1: I udg.: "møtt".
he,
[6] he Begyndelse til det følgende: herre.
unngenn herre Marstii,
 
"vel mødt **, ungen herre Marsti,
allerkieriste broder mynn! allerkæreste broder min!
och huor er unnge herre Ioenn, og hvor er unge herre Jon,
och kiere herre mynn?" og kære herre min?"

21
"Och ride hiem, minn kierre søster! "og ride hjem, min kære søster!
thu ride icki ligenn igienn! du ride ikke ligen igen!
herre Ioen er y konngens gaardt herre Jon er i kongens gård
fuld aff leding hiem." fulgt af leding hjem."

22
"Setter y neder denn lige-kiste! "sætter I neder den ligekiste!
y lader mig ligitt see! I lader mig liget se!
bedr<e> troer ieg min øgen to, bedre tror jeg min øjen to,
ennd alle eders stuorre ede." end alle eders store ede."

23
Hannd var unnd att kiennde han var ond at kende
och halle verre att see: og halve værre at se:
hanns hoffuitt var hugitt y støcker siu hans hoved var hugget i stykker syv
och sammelett y enn blee. og sammelet i en ble.

24
O
[7] I udg.: "Och".
løffthe dy ligenn aff karmenn ned,
 
og løfte de ligen af karmen ned,
satte denn paa suorthenn iordt: satte den på sorten jord:
och thøsser danidt fru Buodelille, og tøsser dånet fru Bodillille,
før hun ligitt saa. før hun liget så.

25
Hunn løffthe op hanns huide haanndt, hun løfte op hans hvide hånd,
den var saa gull som vox: den var så gul som voks:
"Ieg kiennder hannom paa denn lidenn aar, "jeg kender hannum på den liden ar,
hanndt skar seg [paa]
[8] mangler
min sax.
 
han skar sig [*] min saks.

26
Thette er unngenn herre Ioenn, dette er ungen herre Jon,
ieg kiender hannom paa hanns haanndt: jeg kender hannum på hans hånd:
hanndt skar sig paa minn sølffbunndenn sax, han skar sig på min sølvbunden saks,
der vy y festennsøll saadt." der vi i fæstensøl sad."

27
Løffthe dy ligenn y karmenn igien, løfte de ligen i karmen igen,
allt som dy kunde allbest: alt som de kunne albedst:
och løffthe dy skiønne fru Buodelille og løfte de skønne fru Bodillille
thill henndis høgenn hest. til hendes højen hest.

28
Thett var skiønne fru Buodelille, det var skønne fru Bodillille,
och hun rider, som hunn kunnde best: og hun rider, som hun kunne bedst:
och førre hun kom thill rosenns-lundt, og førre hun kom til rosenslund,
hunn feldt vell siu ganng thill
[9] I udg.: "fra".
hest.
 
hun fæld vel syv gang til hest.

29
"Linndenn hunn stannder paa Linndens-bierg, "linden hun stander på Lindensbjerg,
hunn breder udt medt sinn blad: hun breder ud med sin blad:
och ieg haffuer farett
[10] I udg.: "faaett".
saa stuor enn sorrig,
 
og jeg haver faret så stor en sorrig,
ieg bliuer aldrig gladt. jeg bliver aldrig glad.

30
Linndenn hunn stannder paa Lindenns-bierg, linden hun stander på Lindensbjerg,
hunn breder udt medt sin roedt: hun breder ud med sin rod:
ieg haffuer fanngitt saa stuor enn sorrig, jeg haver fanget så stor en sorrig,
ieg fannger rett aldrig buodt." jeg fanger ret aldrig bod."
:: All Danmarck raader ham
[11] bedre med hennder.
ey buodt. ::
:: al Danmark råder ham ej bod. ::