Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 30
Side: 87 r
Titel: Kristian IIs Anger
Trykt: T
Udgivet i: DV: 6 Aa I 21-23
Kommentar: IV 30, 31, 35
Generelle oplysninger: Begyndelsen af Verslinjerne danner Ordene: "Christ-I-E-R-Nu-S Se-Kun-Du-S Danmarck mitt konngerige".
1 | |
| Christe gudt ieg vill dig ære | Kriste Gud jeg vil dig ære |
| for dynn naade och miskunndt, | for din nåde og miskund, |
| dog løckenn monn fraa mig verre, | dog lykken mon fra mig være, |
| som mig gaff konnge[-]naffn | som mig gav kongenavn |
| offuer threy konnge[-]rige, | over tre kongerige, |
| fraa huilcke ieg motte wige | fra hvilke jeg måtte vige |
| fraa [1] I udg.: "mett". hustru och børnn saa skiønne; | fra hustru og børn så skønne; |
| o Herre tag mig thill naade igienn. | o Herre tag mig til nåde igen. |
2 | |
| Ieg haffuer och forlaarenn | jeg haver og forloren |
| minn droninng Elisabeth, kysk och venn, | min dronning Elisabet, kysk og væn, |
| aff keyserlig stemme [2] I udg.: "stamme". var bornn, | af kejserlig stamme var bårn, |
| Elisabeth allerkieriste minn; | Elisabet allerkæreste min; |
| hunn haffuer inngenn skyldt medt alle, | hun haver ingen skyld med alle, |
| ladt hennde dig, Herre, befalle, | lad hende dig, Herre, befalde, |
| ver hinnde miskundelig, | vær hende miskundelig, |
| thi skyldenn findis altt huos mig. | thi skylden findes alt hos mig. |
3 | |
| Erlig haffuer du mig straffett | ærlig haver du mig straffet |
| for minn vtacknemmelighedt, | for min utaknemmelighed, |
| paa minn mact haffuer ieg puckett | på min magt haver jeg pukket |
| och paa minn veldighedt; | og på min vældighed; |
| altt huadt ieg tøckte enne, | alt hvad jeg tykte ene, |
| dett motte mig ingenn formene, | det måtte mig ingen formene, |
| holtt thett for schreffne loff; | holdt det for skrevne lov; |
| o Herre kom mig y hoff. | o Herre kom mig i hu. |
4 | |
| Rett aff guddommelig naade | ret af guddommelig nåde |
| viltt du och giffue thill | vilt du og give til |
| och frelse mig aff naade, [3] I udg.: "vaade". | og frelse mig af nåde, |
| ieg vedt ey, huortt ieg vill; | jeg ved ej, hvort jeg vil; |
| thill dig rober ieg allenne, | til dig råber jeg alene, |
| thi du kannd verden formene | thi du kan verden formene |
| henndis synndt och tredske raadt; | hendes synd og træske råd; |
| o Herre hielp mig aff nød. | o Herre hjælp mig af nød. |
5 | |
| Nu vill ieg reformere | nu vil jeg reformere |
| klerckeri och riderskaff, | klerkeri og ridderskab, |
| dy vill ey aff mig lerre, | de vil ej af mig lære, |
| derfor gaff dy mig straff; | derfor gav de mig straf; |
| almuenn giorde ieg dett beste, | almuen gjorde jeg det bedste, |
| der[-]for motte ieg rømme mitt feste, | derfor måtte jeg rømme mit fæste, |
| dreffue mig y fremmede land; | dreve mig i fremmede land; |
| thu Herre mig [hielpe] [4] mangler kanndt. | du Herre mig [*] kant. |
6 | |
| Samme[-]ledis haffuer dy vddreffne | sammeledes haver de ud drevne |
| medt dieris falske sinndt | med deres falske sind |
| minn dronning och børn [vell] [5]+1: mangler [geffue], | min dronning og børn [*] [*], |
| motthe rømme y fremmede lanndt, | måtte rømme i fremmede land, |
| dett var mig stuor vunder, [6] I udg.: "vander". | det var mig stor vånder, |
| møgenn sorrig motte ieg berre; | megen sorrig måtte jeg bære; |
| o Gud forladt dennom dett, | o Gud forladt dennum det, |
| ieg vill och sammeleedt. | jeg vil og sammeled. |
7 | |
| See, Herre, ieg mig forlader | se, Herre, jeg mig forlader |
| paa dig, thi du est sanndt och guodt, | på dig, thi du est sand og god, |
| minn børnn for mig ey hader, | min børn for mig ej hader, |
| menn giff dennom saadann roe, | men giv dennum sådan ro, |
| att dy dieris rige motte erffue, | at de deres rige måtte arve, |
| som ieg for thennom monne forhuerffue, | som jeg for dennum monne forhverve, |
| dy haffuer dog inngenn skyldt; | de haver dog ingen skyld; |
| o Herre ver mig huldt. | o Herre vær mig huld. |
8 | |
| Kunde thett ennd saa verre, | kunne det end så være, |
| o Herre, ieg beder dig, | o Herre, jeg beder dig, |
| om du viltt mig minn bønn høre | om du vilt mig min bøn høre |
| aldielis att verre dig lig, | aldeles at være dig lig, |
| dinn vilge er stedze denn beste, | din vilje er stedse den bedste, |
| vy ere ycki vdenn fremmede gieste; | vi ere ikke uden fremmede gæste; |
| o Gudt miskunnde dig | o Gud miskunde dig |
| och giff os himmerig. | og giv os himmerig. |
9 | |
| Du haffuer mig deilige lerrett | du haver mig dejlige læret |
| alt mett ditt sallige ordt, | alt med dit salige ord, |
| Salomonn dett samme begerrett, [7] B har rigtigere beueret dvs. bekræftede; jf. tysk 9,3 Salomon deit my beschriuen. | Salomon det samme begæret, |
| i schriffthenn som dett staar: | i skriften som det står: |
| minn [8] I udg.: "dinn". børnn y verdenn straffis | min børn i verden straffes |
| och siidenn icki lennger plagis; | og siden ikke længer plages; |
| ieg vedt thu Herre est sandt, | jeg ved du Herre est sand, |
| løse mig aff dieffuelenns baanndt. | løse mig af djævelens bånd. |
10 | |
| Sanndelig enndt mere mett [9]+1: I udg.: "mig gleder". glede | sandelig end mere med glæde |
| dinn naadelig foriett, | din nådelig forjæt, |
| y huilckenn du tillsiger | i hvilken du tilsiger |
| sønndenn som bedre sig, | synden som bedre sig, |
| denn samme skall himmerig erffue; | den samme skal himmerig arve; |
| dett kanndt thu mig Herre forhuerffue, | det kant du mig Herre forhverve, |
| att ieg regiere kanndt | at jeg regere kant |
| christelig offuer quinde och manndt. | kristelig over kvinde og mand. |
11 | |
| Danmarck, mitt konngerige, | Danmark, mit kongerige, |
| ther[-]till haffde ieg attraa, | dertil havde jeg attrå, |
| om dett kunde skee medt lige, | om det kunne ske med lige, |
| o Gudt bestyrre dett saa | o Gud bestyre det så |
| forvden blodstørtning; | foruden blodstyrtning; |
| ieg er nu verdt enn ringe thinng, | jeg er nu værd en ringe ting, |
| o Gudt, løse rett minn banndt, | o Gud, løse ret min bånd, |
| ieg setter altinng vdi dinn haanndt. | jeg sætter alting udi din hånd. |