Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 26
Side: 77 r
Titel: Troskabsprøven
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 252 Aa IV 554-555
Kommentar: -
1 | |
| Dy ledinngs-menndt dy legir unnder øe, | de ledingsmænd de ligger under ø, |
| :: Der legis villige mynn. :: | :: der lægges villeje min. :: |
| och dy threttis om saa venn enn møe. | og de trættes om så væn en mø. |
| :: Hunn loffuit hannom thro synn. :: | :: hun lovet hannum tro sin. :: |
2 | |
| "Thett thør ieg setthe vedt mitt guldt saa rødt, | "det tør jeg sætte ved mit guld så rød, |
| dett liidenn Kierstinn skiøtte icki, herre Urmannd var dødt." | det liden Kirsten skøtte ikke, herre Urmand var død." |
3 | |
| "Tha thør ieg sethe ved minn huyde hals: | "da tør jeg sætte ved min hvide hals: |
| liidenn Kierstinn var aldrig her Urmannd saa falsk." | liden Kirsten var aldrig her Urmand så falsk." |
4 | |
| Herre Urmandt hand stodt och lyde der-paa: | herre Urmand han stod og lydte derpå: |
| "Altt skall ieg prøffue beges dieris ordt." | "alt skal jeg prøve begges deres ord." |
5 | |
| Herre Urmanndt klede sig y silckitt rød, | herre Urmand klædte sig i silket rød, |
| hanndt lagde siig y skibett, som hanndt var dødt. | han lagde sig i skibet, som han var død. |
6 | |
| Thi konngenns mennd styrde dieris sneki thill lanndt: | de kongens mænd styrde deres snekke til land: |
| lidenn Kierstinn hunn gannger paa huydenn sanndt. | liden Kirsten hun ganger på hviden sand. |
7 | |
| "I vere velkommen, y konngenns menndt, och hiem! | "I være velkommen, I kongens mænd, og hjem! |
| hure haffuer eder liidt y ledinnge och hiem?" | hure haver eder lidt i ledinge og hjem?" |
8 | |
| "Saa vell haffuer oss liidt y ledinnge och hiem, | "så vel haver os lidt i ledinge og hjem, |
| haffde vy icki mist saa finn enn manndt. | havde vi ikke mist så fin en mand. |
9 | |
| Haffde vy icki mist saa finn enn mannd, | havde vi ikke mist så fin en mand, |
| hinn unnge her Urmanndt saa hiede hanndt." | hin unge her Urmand så hedde han." |
10 | |
| Altt stod liidenn Kierstinn, hun lyde paa begis dieris ordt, | alt stod liden Kirsten, hun lydte på begges deres ord, |
| hunn daanidt vell thi gannge neder thill yordt. | hun dånet vel ti gange neder til jord. |
11 | |
| "Ere dett nu sanndenn, her Urmannd er dødt, | "ere det nu sanden, her Urmand er død, |
| da skall ieg bøge offuer hannom kirckenn saa rødt. | da skal jeg bygge over hannum kirken så rød. |
12 | |
| Kierckenn aff graa malmer-stienn, | kirken af grå malmersten, |
| och graffuenn ud-aff dett huide huals-bienn. | og graven udaf det hvide hvalsben. |
13 | |
| Ieg skall lade hanns kiste mett dett huide sølff beslaa, | jeg skal lade hans kiste med det hvide sølv beslå, |
| och skriue der-paa for-gyldenne bogstauff. | og skrive derpå forgyldene bogstav. |
14 | |
| Saa siger de alle, som der rider fram: | så siger de alle, som der rider frem: |
| hisett liger lidenn Kierstinn hindis festermanndt!" | hisset ligger liden Kirsten hendes fæstermand!" |
15 | |
| Op stodt herre Urmanndt, kunnde icky lenger liide denn harum, | op stod herre Urmand, kunne ikke længer lide den harum, |
| hanndt thog liidenn Kierstenn vell thusinndt ganng y arum. | han tog liden Kirsten vel tusind gang i arum. |
16 | |
| Tacke haffue herre Urmanndt, hanndt holthe synn thro, | takke have herre Urmand, han holdte sin tro, |
| mett ære lodt hanndt sytt brølup bou! | med ære lod han sit bryllup bo! |
17 | |
| Tacke saa haffue denn skiønne iomffru, | takke så have den skønne jomfru, |
| for hunn var herre Urmanndt buode thro och huldt! | for hun var herre Urmand både tro og huld! |
18 | |
| Nu haffuer denn iomffru for[-wunden] synn harum, | nu haver den jomfru *** sin harum, |
| :: Der legthis villige mynn. :: | :: der lægtes villeje min. :: |
| hun soffuer huer natt y herre Urmandz arum. | hun sover hver nat i herre Urmands arum. |
| :: Hunn loffuitt hannom tro synn. :: | :: hun lovet hannum tro sin. :: |