Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 20
Side: 62 r
Titel: Svend af Vollersløv
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 298 E V,2. 128-129
Kommentar: V,2. 171b
1 | |
| Ieg vid saa skønenn enn iomffru, | jeg ved så skønnen en jomfru, |
| hun boer sig ud vid aae; | hun bor sig ud ved å; |
| hinder bad Suenndenn aff Voldersleuff, | hender bad svenden af Vollerslev, |
| hannd kunnde hinnde icki faa. | han kunne hende ikke få. |
| :: Selff wor hunn staltt udi sinnde! :: | :: selv var hun stolt udi sinde! :: |
2 | |
| Och hinnder badt Suenndenn aff Woldersløff, | og hender bad svenden af Vollerslev, |
| for hannd var konngens frennde; | for han var kongens frænde; |
| och hennder feste lidenn Vilum, | og hender fæste liden Villum, |
| for hannd var bedre kienndt. | for han var bedre kendt. |
3 | |
| Dett var lidenn Viliem, | det var liden Villum, |
| hanndt rider y grønne lunndt; | han rider i grønne lund; |
| møder hannom Suenndenn aff Woldersleuff | møder hannum svenden af Vollerslev |
| y saa krannckenn stundt. | i så krank en stund. |
4 | |
| "Hørr du, lidenn Vildom! | "hør du, liden Villum! |
| huy rider du mig ymodt? | hvi rider du mig imod? |
| du haffuer fest stalthenn Lissebet, | du haver fæst stolten Lisebet, |
| hunn er enn iomffru guodt!" | hun er en jomfru god!" |
5 | |
| "Dett ieg haffuer iomffru Lissebett fest, | "det jeg haver jomfru Lisebet fæst, |
| dett var medt begis vor vilge; | det var med begges vor vilje; |
| denn leffuer aldrig y verdenn thill, | den lever aldrig i verden til, |
| der oss skall buode att-skille!" | der os skal både adskille!" |
6 | |
| Dett var Suenndenn aff Voldersløff, | det var svenden af Vollerslev, |
| och hannd sitt suerdt uddrog; | og han sit sværd ud drog; |
| dett var lidenn Vildom, | det var liden Villum, |
| hanndt alle y støcker hugh. | han alle i stykker hug. |
7 | |
| Dett melthe lidenn Vildom, | det mælte liden Villum, |
| ther hanndt thill yordenn monne falde: | der han til jorden monne falde: |
| "Faar stalthe Lisse-beth enn sønn y-aar, | "får stolte Lisebet en søn i år, |
| du lader hannom effther mig kalde. | du lader hannum efter mig kalde. |
8 | |
| For staltt Lisse-beth enn sønn y-aar, | får stolt Lisebet en søn i år, |
| du lader hannom effther mig neffne; | du lader hannum efter mig nævne; |
| maa hanndt leffue och bliffue thill manndt, | må han leve og blive til mand, |
| hannd maa sinn faders dødt heffne." | han må sin faders død hævne." |
9 | |
| Dett var ycki der-effther | det var ikke derefter |
| maanitt for-uden ny; | måned foruden ni; |
| staltt Lissebeth gannger y høffue-lofft, | stolt Lisebet ganger i højeloft, |
| hunn føde enn sønn der-udi. | hun fødte en søn derudi. |
10 | |
| Saa thogh dy dett liidenn barnn, | så tog de det liden barn, |
| suøbte hannom y huidenn linn; | svøbte hannum i hviden lin; |
| dy kallitt hannom lidenn Viliom | de kaldet hannum liden Villum |
| epther kiere fader sinn. | efter kære fader sin. |
11 | |
| Bar dy hannom thill kirckenn, | bar de hannum til kirken, |
| och christenit dy hannom om natt; | og kristenet de hannum om nat; |
| dy kallitt hannom liden Williom, | de kaldet hannum liden Villum, |
| som dy fuld-uell motte. | som de fuldvel måtte. |
12 | |
| Op woxett lidenn Willium, | op vokset liden Villum, |
| och hanndt voxett op saa stuor; | og han vokset op så stor; |
| huer sinndt hanns moder hannom saa, | hver sind hans moder hannum så, |
| da suckede hunn y[-]saa saare. | da sukkede hun iså såre. |
13 | |
| Williom thienner y konngens gaardt | Villum tjener i kongens gård |
| buode mett tuct och ere; | både med tugt og ære; |
| alle dy, y hanns omgang ere, | alle de, i hans omgang ere, |
| dy haffuer hannom y hierthett kiere. | de haver hannum i hjertet kære. |
14 | |
| Dy konngenns menndt gannger att skiude | de kongens mænd ganger at skyde |
| mett stauff och saa mett stienn; | med stav og så med sten; |
| der kom splidt udi dieris leg | der kom splid udi deres leg |
| saa mangenn manndt thill mienn. | så mangen mand til men. |
15 | |
| Williom och thenn bonnde-sønn | Villum og den bondesøn |
| dy drogh huer-anndre y hord: | de drog hverandre i hår: |
| "Lanngt bedre motthe du dinn faders død heffne | "langt bedre måtte du din faders død hævne |
| och lade mig bliffue ubordt." | og lade mig blive ubordt." |
16 | |
| Dett var lidenn Villiom, | det var liden Villum, |
| hanndt suøber sig hoffuitt y skinndt; | han svøber sig hoved i skind; |
| saa gannger handt y høffuenn-lofftt | så ganger han i højenloft |
| for sinn kiere moder inndt. | for sin kære moder ind. |
17 | |
| "Høre y dett, kiere moder mynn! | "høre I det, kære moder min! |
| altt huad ieg spør eder adt: | alt hvad jeg spørgr eder ad: |
| var minn fader mett vabenn veitt, | var min fader med våben vejt, |
| hui døller y dett for mig?" | hvi dølger I det for mig?" |
18 | |
| "Du est dig saa lidenn, | "du est dig så liden, |
| du kannd din hielm icki spennde: | du kan din hjelm ikke spænde: |
| saa lennge maa Suendenn aff Voldersløff | så længe må svenden af Vollerslev |
| ride fri for dig thill steffne! | ride fri for dig til stævne! |
19 | |
| Du est dig saa lidenn, | du est dig så liden, |
| din hest kand du icki riide: | din hest kan du ikke ride: |
| saa lennge maa Suenden aff Voldersløff | så længe må svenden af Vollerslev |
| y fredenn for dig riide!" | i freden for dig ride!" |
| :: Selff wor hunn staltt udi sinnde! :: | :: selv var hun stolt udi sinde! :: |
20 | |
| Thett var lidenn Villiom, | det var liden Villum, |
| hannd bleff buode rødt och bleg: | han blev både rød og bleg: |
| "Bleff minn fader medt vabenn veitt, | "blev min fader med våben vejt, |
| och buorthe er sommers-legh!" | og borte er sommersleg!" |
21 | |
| Thett var lidenn Villiom, | det var liden Villum, |
| hannd skreff dy breffue och omkrinng: | han skrev de breve og omkring: |
| "bed [1]+1: I udg.: "Bed". ham hannom Suenndenn aff Volderz-løff | "bed ham hannum svenden af Vollerslev |
| och møde mig thill thing!" | og møde mig til ting!" |
22 | |
| Thett var Suenndenn aff Volders-løff, | det var svenden af Vollerslev, |
| der hannd y breffuenn saa: | der han i breven så: |
| saa gaar hanndt y høffuen[-]lofft, | så går han i højenloft, |
| och siiger konngenn deraff. | og siger kongen deraf. |
23 | |
| "Her siider y, danner-konngenn, | "her sidder I, dannerkongen, |
| och kiere morbroder minn! | og kære morbroder min! |
| Villiom haffuer mig thill thinngett buodett | Villum haver mig til tinget budet |
| och kraffuer buodt for fader sinn!" | og kræver bod for fader sin!" |
24 | |
| "Thredue aff mine guode mennd | "tredve af mine gode mænd |
| och dennom vil ieg dig faa; | og dennum vil jeg dig få; |
| sielff vill ieg ride thill [thing] medt dig | selv vil jeg ride til [*] med dig |
| och see, huor dett monne gaa." | og se, hvor det monne gå." |
25 | |
| Dett var lidenn Villiom, | det var liden Villum, |
| hannd sprannck thill gannger rødt: | han sprang til ganger rød: |
| "Ieg skall ride thill thinge y-dag | "jeg skal ride til tinge i dag |
| och kiere minn faders dødt!" | og kære min faders død!" |
26 | |
| Thett var lidenn Villiom, | det var liden Villum, |
| hanndt ganger paa thinng adt kiere: | han ganger på ting at kære: |
| "Minn fader vort mett vabenn veitt, | "min fader vordt med våben vejt, |
| och derfor kom ieg here!" | og derfor kom jeg here!" |
27 | |
| Op stod Suendenn aff Volders-løff, | op stod svenden af Vollerslev, |
| hand støtte op moldt medt fod: | han stødte op muld med fod: |
| "Aldrig fannger du for fader dinn | "aldrig fanger du for fader din |
| aldrig pennding eller buodt!" | aldrig penning eller bod!" |
28 | |
| Thett war lidenn Villiom, | det var liden Villum, |
| hannd wende sig snartt omkrinng; | han vendte sig snart omkring; |
| saathe hannd suerditt paa konngens brøst: | satte han sværdet på kongens bryst: |
| "Y unnder mig rett paa thinng!" | "I under mig ret på ting!" |
29 | |
| "Høre du, lidenn Villiom! | "høre du, liden Villum! |
| och viltt du lade mig leffue, | og vilt du lade mig leve, |
| staltt Henethrudt, minn søster-dather, | stolt Henetrud, min søsterdatter, |
| och hinnder vill ieg dig giiffue!" | og hender vil jeg dig give!" |
30 | |
| "Stalt Henethrudt, eders søster-dather, | "stolt Henetrud, eders søsterdatter, |
| hunn er saa venn enn møe: | hun er så væn en mø: |
| som mennd ved, daner-konngenn! | som mænd ved, dannerkongen! |
| ieg vill for hinders skyld dødt! | jeg vil for henders skyld død! |
31 | |
| Staltt Hennethrudt, eders søster-datther, | stolt Henetrud, eders søsterdatter, |
| hunn er saa venn enn viff: | hun er så væn en viv: |
| som mennd vedt, daner-konngenn! | som mænd ved, dannerkongen! |
| ieg vill for hinder lade mit liff!" | jeg vil for hender lade mit liv!" |
32 | |
| Thett var lidenn Villiom, | det var liden Villum, |
| hannd kom hiem ridenn y gaard; | han kom hjem ridend i gård; |
| ud stannder hanns kiere moder, | ud stander hans kære moder, |
| hunn var vell suøbtt y mordt. | hun var vel svøbt i mår. |
33 | |
| "Well-komenn, lidenn Villiom! | "velkommen, liden Villum! |
| och kiere sønne minn: | og kære sønne min: |
| och huadt fick du thill buod y-dag | og hvad fik du til bod i dag |
| for kiere fader dinn?" | for kære fader din?" |
34 | |
| "Inngenn buodt saa var ieg bodenn, | "ingen bod så var jeg buden, |
| och ingenn vilde ieg haffue; | og ingen ville jeg have; |
| død er Suenndenn aff Volders-løff | død er svenden af Vollerslev |
| och liger y sorthenn graff! | og ligger i sorten grav! |
35 | |
| Død er Suenndenn aff Volders-løff, | død er svenden af Vollerslev, |
| hannd liger y sorthenn yord; | han ligger i sorten jord; |
| feste haffuer ieg stalt Hennethrudt, | fæste haver jeg stolt Henetrud, |
| hun er enn iomffru guodt! | hun er en jomfru god! |
36 | |
| Høre y dett, kiere moder mynn! | høre I det, kære moder min! |
| ieg tøckthe, dett var enn buod: | jeg tykte, det var en bod: |
| ieg fick kongenns søster-[datter], | jeg fik kongens søster, |
| [kongenns] [søster]-sønn død laa for minn fodt!" | [*] søn død lå for min fod!" |
| :: Selff var hun staltt y hoffuenn! :: | :: selv var hun stolt i huen! :: |