Håndskrift: Anna Munks håndskrift
Nummer: 15
Side: 48 v
Titel: Karl og Kragelil
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 23 Aa I 335-336
Kommentar: I 339
1 | |
| Her Karll sider offuer taffle-bord | her Karl sidder over tavlebord |
| och thaller hannd thill suenne: | og taler han til svende: |
| "Y skall mig enn iomffru himte, | "I skal mig en jomfru hente, |
| denn veniste, solen offuer skinner. | den væneste, solen over skinner. |
| :: Y-medenn hannd rider mod hinnde. :: | :: imeden han rider mod hende. :: |
2 | |
| I skall lede offuer lannde, | I skal lede over lande, |
| och y skall lede offuer rige: | og I skal lede over rige: |
| i skall hennthe mig denn iomffru, | I skal hente mig den jomfru, |
| der well kannd werre mynn lige. | der vel kan være min lige. |
3 | |
| I skall mig denn iomffru faa, | I skal mig den jomfru få, |
| der well kand verre minn lige: | der vel kan være min lige: |
| er hunn danis och dydelig, | er hun dannis og dydelig, |
| ieg acter icki om hinndis rige." | jeg agter ikke om hendes rige." |
4 | |
| Buort da red dy danis[-]suenne | bort da red de dannessvende |
| buode offuer lannd och rige: | både over land og rige: |
| dy kunnde icki finnde denn mø, | de kunne ikke finde den mø, |
| der dennom tøtte verre hanns lige. | der dennum totte være hans lige. |
5 | |
| Hiem da red [dy] danis[-]suenne | hjem da red [*] dannessvende |
| altt offuer dy grønne thuede: | alt over de grønne tvede: |
| da fannt de saa skønenn enn iomffru, | da fandt de så skønnen en jomfru, |
| som voctett de bønnder dieris fæ. | som vogtet de bønder deres fæ. |
6 | |
| Dett da melte denn gamle suennd, | det da mælte den gamle svend, |
| hannd red y kiortelenn rød: | han red i kjortelen rød: |
| "Nu seer ieg unnder liden | "nu ser jeg under liden |
| och enn saa skønenn møø." | og en så skønnen mø." |
7 | |
| Dett da war denn gamle suennd, | det da var den gamle svend, |
| hannd ned aff biergett red: | han ned af bjerget red: |
| thallett hannd thill denn skønne mø, | talet han til den skønne mø, |
| hannd badt hinnde gannge thill sig. | han bad hende gange til sig. |
8 | |
| "Siig [1]+3: I udg.: "I siger mig dett, min". mig dett, du skønne møø, | "sig mig det, du skønne mø, |
| och [2]+1: I udg.: "i siger". siige mig dett y lønne: | og sige mig det i lønne: |
| huadsenns adell er y aff, | hvassens adel er I af, |
| y-medenn y er saa skønne?" | imeden I er så skønne?" |
9 | |
| "Hyrdenn er mynn fader, | "hyrden er min fader, |
| hannd vocter dy geder y mosse: | han vogter de geder i mose: |
| sielff [saa] [3] mangler. heder ieg Kragelille, | selv [*] hedder jeg Kragelille, |
| mitt naffnn thør ieg icki rosse. | mit navn tør jeg ikke rose. |
10 | |
| Hyrdenn er minn fader, | hyrden er min fader, |
| hannd vocter dett fæ unnder lydenn: | han vogter det fæ under liden: |
| sielff [saa] [4] mangler. heder ieg Kragelille, | selv [*] hedder jeg Kragelille, |
| y-medenn y will dett wiide." | imeden I vil det vide." |
11 | |
| Reffuenn saa var hinndis kleder | reven så var hendes klæder |
| alle y stycker smaa: | alle i stykker små: |
| haar haffde hunn som spundenn guldt, | hår havde hun som spunden guld, |
| ymellom hinndis herder dett laa. | imellem hendes hærder det lå. |
12 | |
| Hinndis hals war huid som hermelinn, | hendes hals var hvid som hermelin, |
| hinndis kinnder vor rosenns-røde: | hendes kinder var rosensrøde: |
| de [5] I udg.: "dett". under alle de dannske hoffmennd, | det undrer alle de danske hovmænd, |
| dett hunn skulde lide nødt. | det hun skulle lide nød. |
13 | |
| Dett da war denn gamle suennd, | det da var den gamle svend, |
| slo offuer hinde skarlagen smaa: | slog over hende skarlagen små: |
| saa løffte hannd hinnder saa listelig | så løfte han hender så listelig |
| alt paa sin ganger [6] I udg.: "gangere". graa. | alt på sin ganger grå. |
14 | |
| "Will y meg saa buortt-føre | "vil I mig så bortføre |
| altt saa offuer-fus? | alt så overfus? |
| Lader y mig paa marckenn bliffue | lader I mig på marken blive |
| och gienne dett fæ thill hus." | og genne det fæ til hus." |
15 | |
| Hør y dett, mynn skiønne yomffru, | hør I det, min skønne jomfru, |
| y skall huercken sorrig eller quide: | I skal hverken sørrig eller kvide: |
| ieg skall føre [7]+3: I udg.: "eder føre aff lanndett ud". eder ud[-]aff lanndett, | jeg skal føre eder udaf landet, |
| saa rigenn ryder at giffue." | så rigen ridder at give." |
16 | |
| Klede dy hinnder y silcke | klædte de hender i silke |
| och saa y skarlagenn rød: | og så i skarlagen rød: |
| dett will ieg for sanndenn siige: | det vil jeg for sanden sige: |
| dett vor saa skønenn møø. | det var så skønnen mø. |
17 | |
| Klede dy hinder y silcke, | klædte de hender i silke, |
| slog offuer hinder skarlagenn-skinnd: | slog over hender skarlagenskind: |
| saa fulde dy hennder y hoffuelofftt | så fulgte de hender i højeloft |
| for unnge her Karll inndt. | for unge her Karl ind. |
18 | |
| Dett da var denn skønne mø, | det da var den skønne mø, |
| hunn innd att dørrenn treenn: | hun ind ad døren tren: |
| der var ungen her Karll, | der var ungen her Karl, |
| hannd stannder hinnder op igienn. | han stander hender op igen. |
19 | |
| Dett [var] unngenn her Karll, | det [*] ungen her Karl, |
| hannd klapper paa hyunndenn blaa: | han klapper på hynden blå: |
| "Høre y dett, minn skønne iomffru, | "høre I det, min skønne jomfru, |
| och vill y huile her[-]paa? | og vil I hvile herpå? |
20 | |
| I siiger mig nu, minn skønne mø, | I siger mig nu, min skønne mø, |
| y-medenns vy er saa enne: | imedens vi er så ene: |
| huadzenns adell er y aff, | hvassens adel er I af, |
| y-medenn y er saa skønne?" | imeden I er så skønne?" |
21 | |
| "Her Karll hede mynn fader, | "her Karl hedde min fader, |
| hannd døde y worme-gaard: | han døde i ormegård: |
| fru Brynnyll hede minn moder, | fru Brynild hedde min moder, |
| selff heder ieg Adell-run. | selv hedder jeg Adelrun. |
22 | |
| Ieg war mig saa lidenn, | jeg var mig så liden, |
| och enn saa lidenn enn mord: | og en så liden en mår: |
| dy bønnder slo minn fader yhiell, | de bønder slog min fader ihjel, |
| kast hannom y vorme-gaard. | kast hannum i ormegård. |
23 | |
| Dy bønnder slo minn fader ihiell | de bønder slog min fader ihjel |
| y orloff och y krig: | i orlog og i krig: |
| minn moder bleff mig aff lanndett førtt, | min moder blev mig af landet ført, |
| mig buode thill sorrig och quide. | mig både til sorrig og kvide. |
24 | |
| Minn moder bleff udaff lannd [8] I udg.: "lanndett". førd, | min moder blev udaf land ført, |
| ieg vid icki, om hunn er død: | jeg ved ikke, om hun er død: |
| sydenn haffuer ieg hos dy bønnder werritt, | siden haver jeg hos de bønder været, |
| och dy haffuer mig opfød." | og de haver mig opfødt." |
25 | |
| Dett var unngenn her Karll, | det var ungen her Karl, |
| klaper hinnde ved huidenn kinnd: | klapper hende ved hviden kind: |
| "Y skall huerckenn sorrig eller quide, | "I skal hverken sørrig eller kvide, |
| y er aller-kieriste minn. | I er allerkæreste min. |
26 | |
| Wille Gud-fader y Himmerig | ville Gudfader i himmerig |
| giffue mig der-thill effne: | give mig dertil evne: |
| da skall ieg inndenn monitzdag | da skal jeg inden månedsdag |
| dig offuer dy bønnder heffne." | dig over de bønder hævne." |
27 | |
| "Will y mig offuer de bønnder heffne, | "vil I mig over de bønder hævne, |
| dett er mig icki ymod: | det er mig ikke imod: |
| y skonner bundens høstru, | I skåner bondens hustru, |
| hunn war mig althid guod." | hun var mig altid god." |
28 | |
| Tack haffue unngenn her Karll, | tak have ungen her Karl, |
| saa well holthe hannd sinn tro: | så vel holdte han sin tro: |
| monedzdag der[-]effter kom | månedsdag derefter kom |
| lod hannd sitt brølup boo. | lod han sit bryllup bo. |
| :: Y-medenn hannd rider mod hennde. :: | :: imeden han rider mod hende. :: |