Skjønne Fru Sølverlad

1
Her Worm hannd thienner y kongenns gaard,	her Vorm han tjener i kongens gård,
och ypperste y konngenns rad:	og ypperste i kongens råd:
hannd feste hinn skiøne frue Selleuelaad,	han fæste hin skønne frue Søllevelad,
saa viide ganngis sadenn ther-fraa.	så vide ganges sagen derfra.
:: Och icki y denne [her] ^[1] mangler. ^[2] Denne tilføjelse angår kun omkvædet i første strofe. monett kommer her Worm hiem. ::	:: og ikke i denne * måned kommer her Vorm hjem. ::
2
Hannd feste hinn skønne frue Selleuelad,	han fæste hin skønne frue Søllevelad,
enn spegell offuer alle quinnde:	en spejel over alle kvinde:
och saa red hannd thill lanndz-thinng,	og så red han til landsting,
och der troloffuitt hannd hinnde.	og der trolovet han hende.
3
Hannd feste hinnde paa landz-thing,	han fæste hende på landsting,
alle hindis frennder thill ere:	alle hendes frænder til ære:
hun thuorde dett icki obennbare,	hun turde det ikke åbenbare,
att konngen haffuer hinder kier.	at kongen haver hender kær.
4
Konngen loffuitt sig en pelegrims-rese	kongen lovet sig en pilegrimsrejse
hen thill denn hellige graff:	hen til den hellige grav:
da lod hinn rige her Vorm	da lod hin rige her Vorm
sitt brølup giøre saa ^[3]+1: I udg.: "y stad". bratt.	sit bryllup gøre så brat.
5
Och dett spurdis nu saa wiide,	og det spurgtes nu så vide,
och miest offuer konngenns bord:	og mest over kongens bord:
dett hinn rige her Worm	det hin rige her Vorm
hannd haffde sitt brølup giortt.	han havde sit bryllup gjort.
6
Altt huor hinn rige her Worm	alt hvor hin rige her Vorm
haffde feste denn klare lillie:	havde fæste den klare lilje:
och dett wille ieg for sanndenn siige,	og det ville jeg for sanden sige,
dett war imod ^[4] I udg.: "icke med". konngenns villie.	det var imod kongens vilje.
7
Ditt war Danner-konngenn,	det var dannerkongen,
hannd gannger y raad-stou[e],	han ganger i rådstue,
hannd kalder thill-sammenn sinn guode mennd,	han kalder tilsammen sin gode mænd,
med dennom saa ville hannd raade.	med dennum så ville han råde.
8
Raade hannd mett sinn guode mennd	rådte han med sin gode mænd
om lanndsenns skade ^[5] I udg.: "gaffnn". och beste:	om landsens skade og bedste:
dett vill ieg for sanndenn siige,	det vil jeg for sanden sige,
for her Worm[s] skyld skier ^[6] I udg.: "skiede". dett miest.	for her Vorm skyld sker det mest.
9
Konngenn ^[7]+2: I udg.: "Konngenn lader ud-skriffue". hannd thill-skriffue	kongen han til skrive
alle sine guode mennd:	alle sine gode mænd:
och miest hinn rig her Vorm,	og mest hin rig her Vorm,
och hannd skall ^[8] I udg.: "skulle". følge dem.	og han skal følge dem.
10
Och dett war Danner-kongen,	og det var dannerkongen,
hannd lader itt udbo ^[9] I udg.: "udbod". giøre;	han lader et udbud gøre;
thaller hannd thill hinn rige her Vorm:	taler han til hin rige her Vorm:
"Du skaltt mitt banner før[e]!"	"du skalt mit banner før!"
11
Lennge stod hinn rige her Worm,	længe stod hin rige her Vorm,
hannd kunde icke thale itt ord:	han kunne ikke tale et ord:
"Monne dett vere kongens aluor,	"monne det være kongens alvor,
ieg skall y leding y aar?"	jeg skal i leding i år?"
12
Suaritt dett Danner-konngenn	svaret det dannerkongen
och bode aff skiempt och had:	og både af skæmt og håd:
"Du warst møgitt heller y fruer-stuffue	"du varst meget heller i fruerstue
hos hinn skiønne frue Selleuelad!"	hos hin skønne frue Søllevelad!"
13
Suaritt ditt hinn rige her Orm	svaret det hin rige her Orm
buode med tuct och ere:	både med tugt og ære:
"Saa gierne far ieg y leding [ud] ^[10] mangler	"så gerne far jeg i leding [*]
for eder ^[11]+2: I udg.: "eder". y aar, min naadige here!"	for eder i år, min nådige herre!"
14
Dit var hinn rige her Vorm,	det var hin rige her Vorm,
och hannd spranng thill sinn hest:	og han sprang til sin hest:
"Alt skall ieg først buortt ^[12] I udg.: "hiem". ride	"alt skal jeg først bort ride
och thalle mett min aller-kieriste." ^[13] I udg.: "aller-kierist".	og tale med min allerkæreste."
15
Dit war da hinn [rige] her Worm,	det var da hin [*] her Vorm,
kom y sinn egenn gaard:	kom i sin egen gård:
op stod skiønne frue Selleuelad	op stod skønne frue Søllevelad
och gick henndis herre imod.	og gik hendes herre imod.
16
"Welkommen, rige her Vorm,	"velkommen, rige her Vorm,
och kiere herre minn!	og kære herre min!
huad war thidind y kongens [gaard], ^[14] mangler.	hvad var tidend i kongens [*],
men y kom saa snartt igienn?"	men I kom så snart igen?"
17
"Dett var thidinnd y konngenns gard,	"det var tidend i kongens gård,
och konngenn hannd var vred:	og kongen han var vred:
vy skall alle y ledinng y aar,	vi skal alle i leding i år,
var vy ennd halffue flere."	var vi end halve flere."
18
Suaritt thett skiønne frue Sillevelad,	svaret det skønne frue Søllevelad,
[iblant] ^[15] mangler thy fruer saa bolde:	[*] de fruer så bolde:
"Giffue dett Gud[-]fader y Himmerig,	"give det Gudfader i himmerig,
ieg var unnder suorthenn mold!" ^[16] I udg.: "molde".	jeg var under sorten muld!"
19
Dett var stalthenn frue Silleuelad,	det var stolten frue Søllevelad,
hun wrider hinndis hennder aff nød:	hun vrider hendes hænder af nød:
"See dett [y] ^[17] mangler vor[-]herre for kiert, ^[18] = oldn. þat sè æ várum herra fyrir kært.	"se det [*] Vorherre for kært,
ieg bleff icki y vogenn død!"	jeg blev ikke i vuggen død!"
20
Buortt rider unngenn her Worm,	bort rider ungen her Vorm,
var ^[19]+3: I udg.: "icke møgit aff hiarthett glad". icki møgitt glad	var ikke meget glad
saa saare da sørgit dy fruer,	så såre da sørget de fruer,
och miest frue Silleueladt.	og mest frue Søllevelad.
21
Dett da war hinn rige her Vorm,	det da var hin rige her Vorm,
hand kom y konngens gaard:	han kom i kongens gård:
op stod Danner-kongenn,	op stod dannerkongen,
gick hannom selffuer y-mod.	gik hannum selver imod.
22
"Welkommen, unnge her Worm!	"velkommen, unge her Vorm!
och huor laastu udi natt?	og hvor låst du udi nat?
huor lider skiønne frue Selleuelad?	hvor lider skønne frue Søllevelad?
skillidis du viid hennder y ^[20]+1: I udg.: "saa bratt". dag?"	skilledes du ved hender i dag?"
23
"Saa lider skiønne frue Selluelad	"så lider skønne frue Sølvelad
som ^[21] I udg.: "med". andre fruer bolle:	som andre fruer bolde:
hun ynskid sig vell tusind gange att vere	hun ønsket sig vel tusind gange at være
unnder suorthen mold." ^[22] I udg.: "molde".	under sorten muld."
24
Op stod Danner-konngenn,	op stod dannerkongen,
hand slou sinn hand mod bord:	han slog sin hånd mod bord:
"Du skynndt dig hinn ^[23]+1: I udg.: "aff gaard". rige, her Vorm!	"du skynd dig hin rige, her Vorm!
du haffuer ^[24] I udg.: "kandt". saa mange ord."	du haver så mange ord."
25
Saa drog dy udaff Danner-konngenns ^[25] I udg.: "konngenns". gaard	så drog de udaf dannerkongens gård
met blannckenn ^[26] I udg.: "blancke". sper y hennde:	med blanken spær i hænde:
her Worm hannd dieris banner førde,	her Vorm han deres banner førte,
och veyenn hand dem kiennde.	og vejen han dem kendte.
26
Her Vorm hannd drog giemmell Holste-lannd,	her Vorm han drog gemmel Holsteland,
hannd lod icki lennger liide:	han lod ikke længer lide:
konngen hand sennde fru Selleuelad bud,	kongen han sendte fru Søllevelad bud,
hunn skulde hannom hiemme biide.	hun skulle hannum hjemme bie.
27
Och dett war skiønne frue Silleuelad,	og det var skønne frue Søllevelad,
der hunn dy lønne-breffue saae:	der hun de lønnebreve så:
dett vill ieg for sanndenn siige,	det vil jeg for sanden sige,
hennder rannd thar paa bra.	hender randt tår på brå.
28
Dett war stalthenn frue Selleuelad,	det var stolten frue Søllevelad,
saatte sig y forgyldene karm:	satte sig i forgyldene karm:
saa drog hunn thill sinn moders gaard	så drog hun til sin moders gård
buode med sorrig och harm.	både med sorrig og harm.
29
"Høre y, min kiere moder,	"høre I, min kære moder,
y kiender mig raaden best!	I kender mig råden bedst!
kongen hand haffuer mig bud ^[27]+1: I udg.: "buden". thil send,	kongen han haver mig bud til sendt,
att hannd vill vere minn giest.	at han vil være min gæst.
30
Konngenn hand haffuer mig bud ^[28]+1: I udg.: "buden". thill sennd,	kongen han haver mig bud til sendt,
att ^[29]+5: I udg.: "hannd will mig hiemme gieste". hannd vill vere min giest: ^[30] som 29,4.	at han vil være min gæst:
ieg frycter miest y aller ^[31] = oldn. allri. stunnd,	jeg frygter mest i aller stund,
dett bliffuer icki for mitt beste."	det bliver ikke for mit bedste."
31
"Du lader ^[32] I udg.: "lad". ditt gull mett amor strø,	"du lader dit gulv med amor strø,
dinn bennck mett silcke brede!	din bænk med silke brede!
du gack y-mod denn edelige herre,	du gak imod den ædelige herre,
du fangne hanns komme saa bliide!"	du fangne hans komme så blide!"
32
Lennge stod skiønne fru Selffuelad,	længe stod skønne fru Sølvelad,
hunn torde hinnder inntitt suare:	hun turde hender intet svare:
"Saa mend vedt, kiere moder minn!	"så mænd ved, kære moder min!
ieg biider icki hieme den herri."	jeg bier ikke hjemme den herre."
33 ^[33] Grundskriften for hele første Afskriftklasse (a-f) synes at have oversprunget en Del af L. 1-2; medens a har paa fri Haand bødet paa Fejlen ved sin Form.
Dett ^[34]+4: I udg.: "Dett suarett stolttenn Inger-lille". da suaridt hinndis thieniste-møe,	det da svaret hendes tjenestemø,
och ^[35]+4: I udg.: "ded waar hindes tienneste-pige". suarid hunn hinnder saa:	og svaret hun hender så:
"Biider ^[36]+6: I udg.: "Bider hunn hiemme denn herre y dag". y hiemme denn herre y dag,	"bier I hjemme den herre i dag,
da ^[37]+5: I udg.: "ded bliffuer oss till angest och quiide". bliffuer dett eder thill harum." ^[38] harum Fejl for haad?	da bliver det eder til harum."
34
"Her Worm er y fremmede lannd	"her Vorm er i fremmede land
och liger for bøse och pill:	og ligger for bøsse og pil:
før ieg skall hannom nogett suige,	før jeg skal hannum noget svige,
for ^[39] I udg.: "før". skall ieg lade mitt liff!"	før skal jeg lade mit liv!"
35
Hunn ^[40]+5: I udg.: "Saa thuog hun offuer seg løff-grøn skiend". tog offuer sig skarlagenn smaa	hun tog over sig skarlagen små
hindis ^[41]+3: I udg.: "hindis tarrne tog kaabe blaa". tiiernne løff-grøn skinnd	hendes terne løvgrøn skind
saa ^[42]+4: I udg.: "saa gick hun saa sørrig-fuld". gick dy saa sørrige-fuld	så gik de så sørrigefuld
saa ^[43]+4: I udg.: "ud-aff syn egen gard". lanngtt udaff dieris le.	så langt udaf deres led.
36
De thog poser paa dieris bag	de tog poser på deres bag
och pillegrims-stauff y hennde:	og pilegrimsstav i hænde:
saa gick dy saa lanngtt aff lee,	så gik de så langt af led,
som inngenn mand dennom kiende.	som ingen mand dennum kendte.
37
Dett var Danner-konngenn,	det var dannerkongen,
hand kom der ridinndis y gaard:	han kom der ridendes i gård:
och ^[44]+5: I udg.: "y luod hannd att spørre". altt lod hannom ^[45] och altt lod hannom [sic] dennom spørre. dennom spørre,	og alt lod hannum dennum spørge,
huor stalthe frue Selleuelad var.	hvor stolte frue Søllevelad var.
38
Op da stod denn porthenner,	op da stod den portener,
hannd suarid den herre saa:	han svaret den herre så:
"Dett ^[46] I udg.: "Buortt". er hinn skiønne [fru] ^[47] mangler Selleuelad,	"det er hin skønne [*] Søllevelad,
hunn drog aff by y gaar.	hun drog af by i går.
39
Hunn haffuer loffuitt sig enn Rommer-riesse	hun haver lovet sig en romerrejse
och thill denn hellige grauff:	og til den hellige grav:
dett will ieg for sanndenn siige,	det vil jeg for sanden sige,
hunn drog aff by y dag."	hun drog af by i dag."
40
Och lennge stod Danner-konngen,	og længe stod dannerkongen,
och tenckte hannd der-paa:	og tænkte han derpå:
"Huy monne denn edelige frue	"hvi monne den ædelige frue
saa rømme sinn egenn gaard?"	så rømme sin egen gård?"
41
Saa red hannd buort, denn edelig herre,	så red han bort, den ædelig herre,
och sorrigenn haffde hannd y sinnde:	og sorrigen havde han i sinde:
hans hu stod thill denn edelig ^[48] I udg.: "skøne". frue,	hans hu stod til den ædelig frue,
rett aldrig forglømmer hannd hinnde.	ret aldrig forglemmer han hende.
42
Buortt drog skiønne fru Selleuelad,	bort drog skønne fru Søllevelad,
var kled y pillegrims[-]liige:	var klædt i pilegrimslige:
hunn haffde her Vorm y hiertett saa kier,	hun havde her Vorm i hjertet så kær,
hunn ville hannom aldrig suige.	hun ville hannum aldrig svige.
43
Tacke haffue skiøne fru Selleuelad!	takke have skønne fru Søllevelad!
hunn torde icki konngen hiem biide:	hun turde ikke kongen hjem bie:
hunn gick sig y fremmede lannd,	hun gik sig i fremmede land,
siig ^[49]+5: I udg.: "i closter lod hun sig giffue". y itth kloster innd giffue.	sig i et kloster ind give.
44
Nu haffuer ^[50] I udg.: "leffuer". hinn skiøne frue Silleueladt	nu haver hin skønne frue Søllevelad
itt ^[51]+3: I udg.: "i closter med tuchtt och ehre". kloster-leffnitt med ere *:	et klosterlevned med ære [*]:
hiem da kom hinn rige her Vorm	hjem da kom hin rige her Vorm
medt [andre] ^[52] mangler konngenns mend flere.	med [*] kongens mænd flere.
45
Dett var hinn rige her Vorm,	det var hin rige her Vorm,
hanndt kom y konngenns gaard:	han kom i kongens gård:
dett var Danner-konngenn,	det var dannerkongen,
hannd ganger hannom sielff ymod.	han ganger hannum selv imod.
46
"Wer velkommen, hinn rige her Vorm!	"vær velkommen, hin rige her Vorm!
huor haffuer du verritt ^[53] I udg.: "lid". saa lennge?	hvor haver du været så længe?
buort er hinn skønne fru Silleuerlad,	bort er hin skønne fru Sølleverlad,
och icki da er hunn hiem." ^[54] I udg.: "hiemme".	og ikke da er hun hjem."
47
Lennge stod hinn rige her Worm,	længe stod hin rige her Vorm,
hannd bleff buode bleg og rød:	han blev både bleg og rød:
"Ere minn høstru aff landenn dragenn,	"ere min hustru af landen dragen,
denn sorrig tuinger mig thill døde.	den sorrig tvinger mig til døde.
48
Ere minn hustru aff lanndenn rømtt,	ere min hustru af landen rømt,
denn sorrig tuinger mig thill døde:	den sorrig tvinger mig til døde:
ieg setter der[-]ved buode hus och yord,	jeg sætter derved både hus og jord,
att hinnder tuingett der-thill nød!"	at hender tvunget dertil nød!"
49
Lennge stod hinn rige her Worm,	længe stod hin rige her Vorm,
hannd bleff y kinnder saa bleg:	han blev i kinder så bleg:
"Ere minn hustru aff lanndett rømmett,	"ere min hustru af landet rømmet,
hunn giorde dett icki aff leg.	hun gjorde det ikke af leg.
50
Ere minn hustru aff lanndett rømtt	ere min hustru af landet rømt
och er y fremmede lannd:	og er i fremmede land:
yeg skall hinnde wiiseligen finnde,	jeg skal hende visseligen finde,
altt om ieg er enn manndt."	alt om jeg er en mand."
51
Lennge stod Danner-kongenn,	længe stod dannerkongen,
hannom tøckte, dett var stuor harm:	hannum tykte, det var stor harm:
"Rett aldrig ieg dinn hustru saae,	"ret aldrig jeg din hustru så,
altt siidenn yeg var itt barnn."	alt siden jeg var et barn."
52
Dett daa var hinn rige her Vorm,	det da var hin rige her Vorm,
och hannd tog aff sinn hatt:	og han tog af sin hat:
"Herre, y giiffuer mig orloff,	"herre, I giver mig orlov,
haffuer mannge thusinndt guod[-]natt!"	haver mange tusind godnat!"
53
Saa sorrigfuld war hinn unnge her Worm,	så sorrigfuld var hin unge her Vorm,
hannd mieder ^[55] I udg.: "gick nieder". aff dy tiinnde:	han ****** af de tinde:
och effter stod Danner-konngenn,	og efter stod dannerkongen,
hans sorrig war icki [des] ^[56] mangler minnde.	hans sorrig var ikke [*] mindre.
54
Icke vilde hinn rige her Worm	ikke ville hin rige her Vorm
hiem till sinn egenn gaard:	hjem til sin egen gård:
før hannd fick wiise thidinnder,	før han fik visse tidender,
huar skiønne fru Sielleuelad var.	hvor skønne fru Søllevelad var.
55
Dett var skønne fru Sielleuelad,	det var skønne fru Søllevelad,
hun lader dy lønne-breff skriiffue:	hun lader de lønnebrev skrive:
sennder hunn dennom thill Helsinngør,	sender hun dennum til Helsingør,
hinndis kiere moder ^[57]+2: I udg.: "moder att". dennom att giiffue.	hendes kære moder dennum at give.
56
Dett suaritt stalthe fru Mette-lille,	det svaret stolte fru Mettelille,
der hunn dy lønne-breff saae:	der hun de lønnebrev så:
"Loffuitt verre Gudt[-]fader y Himmerig,	"lovet være Gudfader i himmerig,
minn datter enndnu leffue maa!"	min datter endnu leve må!"
57
Dett var stalthe frue Mettelille,	det var stolte frue Mettelille,
hunn suøber sig hoffuitt y skinnd:	hun svøber sig hoved i skind:
saa gannger hun y hyffuenn[-]lofftt	så ganger hun i højenloft
for rige her Worm inndt.	for rige her Vorm ind.
58
"Her siider du, hinn rige her Worm,	"her sidder du, hin rige her Vorm,
med suck och sorrig y sinde!	med suk og sorrig i sinde!
y vor [frue] ^[58] mangler kloster y ^[59] I udg.: "under". Vester-øøe,	i vor [*] kloster i Vesterø,
der monne ^[60]+1: I udg.: "skalttu". du dinn hustru finnde."	der monne du din hustru finde."
59
Dett daa war hinn rige her Worm,	det da var hin rige her Vorm,
der hannd dy ^[61]+2: I udg.: "de tidinge froe". lønne-breff saa:	der han de lønnebrev så:
dett wille ieg for sanndenn siige,	det ville jeg for sanden sige,
hannd ^[62]+4: I udg.: "hannd bode legtte och loe". bleff y hiertett glad.	han blev i hjertet glad.
60
Dett var hinn rige her Worm,	det var hin rige her Vorm,
hannd lader dy lønne-breffue skriffue:	han lader de lønnebreve skrive:
sennder hannd dennom tiill Helsinng-borrig,	sender han dennum til Helsingborrig,
wor unnge konnge ^[63]+2: I udg.: "konnge att". dennom att giiffue.	vor unge konge dennum at give.
61
"Siig hannom Danner-kongen,	"sig hannum dannerkongen,
och siige hannom thidind fraa mig:	og sige hannum tidend fra mig:
fru Silleuerladt ere y ^[64] I udg.: "under". Vesterøe,	fru Sølleverlad ere i Vesterø,
der haffuer hunn klostergiffuitt siig.	der haver hun klostergivet sig.
62
Och bede hannom Danner-kongen,	og bede hannum dannerkongen,
hannd laner mig aff sinn menndt:	han låner mig af sin mænd:
fire udaff synn beste skibe,	fire udaf sin bedste skibe,
och ^[65] I udg.: "att". hinnte minn hustru y ^[66]+1: I udg.: "hiem". igienn!"	og hente min hustru e igen!"
63
Suarid dett Danner-konngenn,	svaret det dannerkongen,
hannd war bode hastig och gram:	han var både hastig og gram:
"Yeg lieder icki hans hustru op,	"jeg leder ikke hans hustru op,
hannd fonnger icki aff mine ^[67]+1: I udg.: "mig en mand". menndt."	han fanger ikke af mine mænd."
64
Icke skøtte hinn rige her Worm,	ikke skøtte hin rige her Vorm,
att kongenn war hannom wred: ^[68] I udg.: "gram".	at kongen var hannum vred:
saa seller hannd thill Wester-øe	så sejler han til Vesterø
och hinnte synn høstru ygienn. ^[69] I udg.: "hiem".	og hente sin hustru igen.
65
Saa glad war unnge her Worm,	så glad var unge her Vorm,
der hannd sinn hustru fannd:	der han sin hustru fandt:
hannd thog hinnder lystelige y sinn arm	han tog hender lystelige i sin arm
udi denn samme stunndt.	udi den samme stund.
66
Hunn thog hannom lystelig y sinn arm,	hun tog hannum lystelig i sin arm,
hunn thalde for hannom synn quide:	hun talte for hannum sin kvide:
"Som mend, hin riige her Worm!	"som mænd, hin rige her Vorm!
ieg thuorde icki konngenn hiem biide.	jeg turde ikke kongen hjem bie.
67
Saa[-]mend, hinn rige her Worm!	såmænd, hin rige her Vorm!
ieg ^[70]+5: I udg.: "ieg tuorde iche hiemme werre". thuorde icki konngenn hiem biide:	jeg turde ikke kongen hjem bie:
ieg redist for konngenns vrede	jeg ræddest for kongens vrede
och ^[71]+6: I udg.: "och meest for min heeder och erre". saa fryctett ieg for min ere."	og så frygtet jeg for min ære."
68
Hannd thog hinnder lystelig y sinn arm,	han tog hender lystelig i sin arm,
hand ^[72]+6: I udg.: "hand mindit hinders mund saa rød". gaff hinnder dett guld saa rød:	han gav hender det guld så rød:
"Saa mend ved, skiønne fru Silleuerlad!	"så mænd ved, skønne fru Sølleverlad!
ieg ^[73]+8: I udg.: "for din skyld wilde ieg dø". skall dett heffne eller ieg skall derfor død."	jeg skal det hævne eller jeg skal derfor dø."
69
Dett ^[74]+1: I udg.: "Saa wreed waar". war Dannerkongenn,	det var dannerkongen,
der hanndt dy thidind spurde:	der han de tidend spurgte:
at ^[75]+1: I udg.: "fru". fru Silleuelad haffuer ^[76]+3: I udg.: "haffde hannom klagitt paa". paa hannom klagitt,	at fru Søllevelad haver på hannum klaget,
att ^[77]+4: I udg.: "hand haffde hinder inthett giortt". hannd hinder urett giorde.	at han hender uret gjorde.
70
Dett war Danner-konngenn,	det var dannerkongen,
hannd heder paa suenne tho:	han hedder på svende to:
"Y beder hinn rige her Worm	"I beder hin rige her Vorm
y stoffuenn innd for mig gaa!"	i stuen ind for mig gå!"
71
Dett da war hinn rige her Worm,	det da var hin rige her Vorm,
hand thaller thill fru Silleuerlad:	han taler til fru Sølleverlad:
"Nu tøckis mig y allenn stund,	"nu tykkes mig i allen stund,
dett er best, vy rømmer aff stad."	det er bedst, vi rømmer af stad."
72
Op stod skiønne fru Silleuerlad,	op stod skønne fru Sølleverlad,
saa blidelig hunn hinndis ^[78]+1: I udg.: "hanom". herre monne suare:	så blidelig hun hendes herre monne svare:
"Huort som y [y] all werdenn wille,	"hvort som I [*] al verden ville,
did ville ieg mett eder fare."	did ville jeg med eder fare."
73
Her Worm hannd bleff aff lannden dreffuenn,	her Vorm han blev af landen dreven,
for konngenn war hannom wred:	for kongen var hannum vred:
hand tog mett sig bode høstru och børnn,	han tog med sig både hustru og børn,
hannd drog denn wester led.	han drog den vestre led.
74
Hannd thog mett sig buode hustru och børnn,	han tog med sig både hustru og børn,
hannd ^[79]+5: I udg.: "hand drog fra huss och gaard". ^[80] b har sagtens her haft samme meningsløse Læsemaade for sig, som vi finde i a; men dersom denne skulde være en Forvanskning af fraa arff och grid [= oldn. frá arfi ok griði], og Rimordet egl. vid, hvor nu ogsaa a har for, saa vilde Læsemaaderne i c-o være nyere. drog for orfe och gred:	han drog for ** og **:
"Saa mennd wed, Danner-konnge!	"så mænd ved, dannerkonge!
der skall grede flere for."	der skal græde flere for."
75
Her Worm drager innd ^[81]+1: I udg.: "under". y Westerøe,	her Vorm drager ind i Vesterø,
der byger hannd slott och feste:	der bygger han slot og fæste:
dett will ieg for sanndenn siige,	det vil jeg for sanden sige,
dett var icki for konngenns beste.	det var ikke for kongens bedste.
76
Hannd byger bode slott och hus,	han bygger både slot og hus,
dett war icki mett konngenns minde:	det var ikke med kongens minde:
"Men ^[82]+8: I udg.: "Maa ieg leffue enn liden stund". ville Gud unnde mig att leffue enn stund,	"men ville Gud unde mig at leve en stund,
ieg skall vell [hannom] ^[83] mangler konngenn finnde."	jeg skal vel [*] kongen finde."
77
Her Worm ^[84]+1: I udg.: "Worm". hannd lader byge dy sneckir,	her Vorm han lader bygge de snekker,
dy sneckir alle saa ny:	de snekker alle så ny:
saa lyster hannom att seille	så lyster hannum at sejle
udi denn Wester-søe.	udi den Vestersø.
78
Dett var Danner-kongenn,	det var dannerkongen,
hannd stander paa høffuelofftz-bro:	han stander på højeloftsbro:
"Huedenn er oss dy snecker ny,	"hveden er os de snekker ny,
der seiller y haffuen ^[85]+2: I udg.: "salttenn fiordt". saa frye?"	der sejler i haven så fri?"
79
Dett da suaritt denn lidenn smaa-dreng,	det da svaret den liden smådreng,
hannd ^[86]+4: I udg.: "hand stod for kongens bord". stod icki lanngtt der-fraa:	han stod ikke langt derfra:
"Dett er hinn unnge her Worm,	"det er hin unge her Vorm,
der ^[87]+4: I udg.: "hannd seigler udi salttenn fiordt". seiler y haffuenn saa.	der sejler i haven så.
80
Dett er hinn rige here Worm,	det er hin rige herre Vorm,
som lennge haffuer werrett henne:	som længe haver været henne:
hannd er nu kommen thill land ygienn,	han er nu kommen til land igen,
wille føre eder skattenn hiem.	ville føre eder skatten hjem.
81
Dett er hinn rige her Worm,	det er hin rige her Vorm,
hannd fører dy sneckir ny:	han fører de snekker ny:
hannd will nu hiem thill lannd ygienn	han vil nu hjem til land igen
och føre eder skattenn thill bye."	og føre eder skatten til by."
82
Dett war Danner-konngen,	det var dannerkongen,
thraad y sinn egenn bod:	trådt i sin egen båd:
"Y leger nu ud fra lanndett!	"I lægger nu ud fra landet!
ieg drager hannom sielff y-modt."	jeg drager hannum selv imod."
83
"Wellkommen, rige her Worm!	"velkommen, rige her Vorm!
huare haffuer du veritt saa lennge?	hvore haver du været så længe?
huad haffuer du paa dinn snecki ny?	hvad haver du på din snekke ny?
wille du nu føre mig skattenn hiem?"	ville du nu føre mig skatten hjem?"
84
"Saa mennd ved, Danner-kongenn!	"så mænd ved, dannerkongen!
yeg siiger eder paa minn sanntt:	jeg siger eder på min sand:
ieg acter ycke att skatte,	jeg agter ikke at skatte,
yeg er enn rommingis[-]manndt. ^[88] I udg.: "fredløss manndt".	jeg er en rommingis-manndt.
85
Enn ^[89] I udg.: "Den". skatt skall ieg eder giffue,	en skat skal jeg eder give,
som y skall fannge att viide: ^[90] I udg.: "finde".	som I skal fange at vide:
ieg motte rømme y fremmede lannd	jeg måtte rømme i fremmede land
fra slect ^[91]+2: I udg.: "venner och frennder". och wenner mine.	fra slægt og venner mine.
86
Ieg ^[92]+5: I udg.: "Ieg bleff dreffuen aff landitt ud". motte drage y fremmede lannd	jeg måtte drage i fremmede land
fra ^[93] I udg.: "med". høstru och børnn saa smaa:	fra hustru og børn så små:
saa mennd ved, Danner-konngenn!	så mænd ved, dannerkongen!
dett skall icki lennger saa staa.	det skal ikke længer så stå.
87
Well op, alle mine mennd!	vel op, alle mine mænd!
y sparer icki suerd eller spiud! ^[94] I udg.: "kniff".	I sparer ikke sværd eller spyd!
sparer icki Danner-konngenn!	sparer ikke dannerkongen!
tager hannom aff sitt liff!"	tager hannum af sit liv!"
88
Død bleff Danner-kongen,	død blev dannerkongen,
dett war saa ynckelig enn ^[95] I udg.: "ett". mord:	det var så ynkelig en mord:
saa glade var herre Worms frennder,	så glade var herre Vorms frænder,
dy rider medt hannom thill mode.	de rider med hannum til mode.
:: [Och] ^[96] mangler. ^[97] Denne tilføjelse angår kun omkvædet i sidste strofe. ycke y denne her monidt kommer herre Vorm hiem. ::	:: * ikke i denne her måned kommer herre Vorm hjem. ::

Den ældste danske viseoverlevering