(At elske en ven, om han er tro)

1
Att elske en wenn, ohm han er tro,	at elske en ven, om han er tro,
det khan tilbørligt wel were,	det kan tilbørligt vel være,
den icke wed andet end ehren ther[-]med,	den ikke ved andet end æren dermed,
dy khan dett billicht ^[1] dvs. med Rette. giøre;	de kan det billigt gøre;
men wochte teg selff for falsk och suig,	men vogte dig selv for falsk og svig,
der findis yblant mand och quinde,	der findes iblandt mand og kvinde,
der giffuer saa mangen mand gode ord,	der giver så mangen mand gode ord,
der haffuer doch falskhed y sinde.	der haver dog falskhed i sinde.
2
Ieg haffuer før hatt ith minniske kier,	jeg haver før haft et menneske kær,
elskit hannum aff hiertte och sinde,	elsket hannum af hjerte og sinde,
men hand wor det saa høglig werd,	men han var det så højlig værd,
som ingen ieg nu khan finde;	som ingen jeg nu kan finde;
wiste ieg hans lige att were thil,	vidste jeg hans lige at være til,
huis ieg icke mugligt will kalde,	hvis jeg ikke muligt vil kalde,
med adelig sir saa høgtt begauffuitt,	med adelig sir så højt begavet,
den bor ^[2] I udg.: "bør". stor priesz mett alle.	den bor stor pris med alle.
3
Ieg haffuede hannum y mit hierte vduoldt,	jeg havede hannum i mit hjerte udvalgt,
dett khunde ieg icke dølle,	det kunne jeg ikke dølge,
ohm dett wor woris misgunder ^[3] dvs. Uvenner. wdj[-]mod,	om det var vores misgynder udimod,
sa war dett doch mett wor villie;	så var det dog med vor vilje;
sa stor aarsage gaff ieg ^[4]+1: vist Fejl for "han mig". hannem ther[-]till,	så stor årsage gav jeg hannum dertil,
med sandhed khan ieg dett sige,	med sandhed kan jeg det sige,
hans høieste sold mit hierte y wold,	hans højeste sold mit hjerte i vold,
ieg tencke ^[5] Fejl for "tenckte". hannem aldrig at suige.	jeg tænke hannum aldrig at svige.
4
Wore wuenner spurde, at det saa wor,	vore uvenner spurgte, at det så var,
ath wy werandre wel wnnthe,	at vi hverandre vel undte,
dett giorde thennem y deris hierte saa wee,	det gjorde dennum i deres hjerte så ve,
dy tennckte y alle stunde,	de tænkte i alle stunde,
huor dy wort wenschaff kunde schille att,	hvor de vort venskab kunne skille ad,
det war deris høieste begiere; ^[6]L. 6-8: Overleveringen usikker; e har Rimene "Vind" ∼ "forvende", maaske dog paavirket af 6,4.	det var deres højeste begære;
wy ^[7]+3: dvs. vi viste os begge faste. fantis baade fast forwden last,	vi fandtes både fast foruden last,
dett stod icke thill att giøre. ^[8] dvs. det lod sig ikke gøre (at skille os).	det stod ikke til at gøre.
5
Nu er ieg ganske fry aff al forplicht,	nu er jeg ganske fri af al forpligt,
at ingen khan ouffuer mig raade;	at ingen kan over mig råde;
war ieg nu saa schøn som Apsolon war,	var jeg nu så skøn som Absalon var,
hadde Gud giffuid mig then naade,	havde Gud givet mig den nåde,
var ieg saa wiesz som Salomon,	var jeg så vis som Salomon,
huad kunde ieg mere begiere:	hvad kunne jeg mere begære:
da leffuer ther ingen y werden thill,	da lever der ingen i verden til,
ieg wille saa elske mere.	jeg ville så elske mere.
6
Hans bogstaff staar skreffuid y ABC,	hans bogstav står skrevet i ABC,
hans fromhed vdy mitt sind,	hans fromhed udi mit sind,
han giorde altid huis mig befalett, ^[9] dvs. behaget.	han gjorde altid hvis mig befalet,
derpaa lagde hanndt stor wind;	derpå lagde han stor vind;
[huadt] [heller] [hannd] [er] [leffuendis] [eller] [dødt], ^[10]L. 5-8: De sidste 4 Linjer mangler, da et Blad er udrevet (er i Hovedteksten suppleret ved Hjælp af b).	[] [] [] [] [] [] [*],
[befaller] [ieg] [hannom] [wdj] [Gudtz] [hannd];	[] [] [] [] [] [];
[Gud] [lade] [osz] [y] [gledenn] [findis],	[] [] [] [] [] [],
[løs] [alle] [bedrøffuidis] [baand].	[] [] [] [].

Den ældste danske viseoverlevering