Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Langebeks kvart
Nummer: 69
Side: 101 r
Titel: (O Gud, hvem skal jeg klage min bange)
Trykt: T
Udgivet i: DV: 138 Aa III 37-38
Kommentar: V 212
Generelle oplysninger: Sammenligning med den tyske Tekst viser, at der netop er bevaret noget oprindeligt, naar det i Aa 1,4; 2,1; 2,2 og 2,5 er en Mand, der klager over en Kvindes Troløshed; og disse Linjer burde derfor ikke være rettet her i Udgaven i Hovedtekst a.


1
O Gud, huem schal ieg klage min bange, o Gud, hvem skal jeg klage min bange,
aff sorrig och we mett hiarte er fangen, af sorrig og ve mit hjerte er fangen,
det haffuer ieg bered
[1] Skrivefejl for "bored" dvs. baaret.
saa lenge;
 
det haver jeg beredt så længe;
mit hiarte hade seg en iumfru
[2] I udg.: "vnger suend".
vdwold
 
mit hjerte havde sig en jomfru udvalgt
en anden wil meg fortrenge. en anden vil mig fortrænge.

2
Ieg vnte hinder
[3] I udg.: "hannem".
well, ieg hade hinder
[4] I udg.: "hannem".
kier,
 
jeg undte hender vel, jeg havde hender kær,
ieg giorde all effter hindis
[5] I udg.: "hans".
hiartens begier,
 
jeg gjorde al efter hendes hjertens begær,
alt bade y tucht och ere; alt både i tugt og ære;
nu haffuer han en anden noged kierer end meg, nu haver han en anden noget kærer end mig,
min all[-]kierist wil hun
[6] I udg.: "han".
icke were.
 
min alkærest vil hun ikke være.

3
Dette giorde ieg for hans argelist, dette gjorde jeg for hans argelist,
for hand sa fuld aff vtro er;
[7] Fejl for "est" ∼ "argelist".
 
for han så fuld af utro er;
meg forvndres saa gantzke sare, mig forundres så ganske såre,
det hand saa haffuir
[8] Ordet synes indkommet fejlagtigt, paavirket af næste Linje, og bør udgaa.
sin ehre och tro
 
det han så haver sin ære og tro
y werid
[9] dvs. Vejret.
haffuer lat bort[-]fare.
 
i vejret haver ladt bortfare.

4
Huem icke troer paa sin herres raed, hvem ikke tror på sin herres råd,
ham scher vløcke, ohm ieg rett spaer, ham sker ulykke, om jeg ret spår,
alle dy deris tro mon bride; alle de deres tro mon bryde;
meg hobes att leffue saa god en dag, mig håbes at leve så god en dag,
dett schal hannem selffuer fortride. det skal hannum selver fortryde.

5
Huem seg paa tidsell och torne wil sette hvem sig på tidsel og torne vil sætte
och tro en vnger[-]suendz ord saa slete og tro en ungersvends ord så slette
och lad
[10]+1: I udg.: "ladder".
der en blinde seg lede:
 
og lad der en blinde sig lede:
khan dy vden schade khomme der[-]fra, kan de uden skade komme derfra,
af løcken maa dy well kuede.
[11] dvs. kvæde.
 
af lykken må de vel kvæde.

6
Nu rader ieg eder, y iomfrur alle, nu råder jeg eder, I jomfrur alle,
lader icke eders hiarte til vnger[-]suenne falde, lader ikke eders hjerte til ungersvende falde,
som y aff meg mon betrachte; som I af mig mon betragte;
nar dy giffuer eder dy beste ord når de giver eder de bedste ord
med spoten dy eder forachte. med spotten de eder foragte.

7
Hadde ieg hans vtro hiarte kiend, havde jeg hans utro hjerte kendt,
mit sind schulle langtt wered fra ham wend, mit sind skulle langt været fra ham vendt,
han haffuer meg fore løffued;
[12] dvs. løjet.
 
han haver mig førre løjet;
ieg ser dett paa hans øgen tho, jeg ser det på hans øjen to,
han haffuer saa flere bedragen. han haver så flere bedragen.