Tro som Guld


[*]	[*]
5
"Hør ii ded, miin skønne iomfru!	"hør I det, min skønne jomfru!
huem ha<r> eder giord ii-mod?"	hvem har eder gjort imod?"
"Mest har ieg enn kosteliig tiieng,	"mist har jeg en kostelig ting,
ieg biider ded rett aller buod."	jeg byder det ret aller bod."
6
"Siiger miig ded, miin skønne iomfru,	"siger mig det, min skønne jomfru,
alt huad ii haffuer mest!	alt hvad I haver mist!
ieg we<ll> eder trøste, ded beste ieg kand,	jeg vil eder trøste, det bedste jeg kan,
om ieg eder nogenn gode raad west."	om jeg eder nogen gode råd vidst."
7
"Giierne giorde ieg ded, fauer-enn ongersu<end>!	"gerne gjorde jeg det, fageren ungersvend!
weste ii mig nogen trøst ^[1] I udg.: "gode raad".	vidste I mig nogen trøst
ieg haffuer mig op-temd enn falck saa fiienn,	jeg haver mig optæmt en falk så fin,
hand er mig nu fløegen fra ^[2]+5: I udg.: "fraa". mig, der-aff øges sorgen miin."	han er mig nu fløjen fra mig, deraf øges sorgen min."
8
"Hør ii ded, miin skønne iomfru!	"hør I det, min skønne jomfru!
giiffuer icke paa fallcken agt!	giver ikke på falken agt!
er hans hoff nu fraa eder wend,	er hans hu nu fra eder vendt,
med hannom fanger ii aller mere magt.	med hannum fanger I aller mere magt.
9
Er fallckens hoff nu fra eder wend,	er falkens hu nu fra eder vendt,
paa hannem giiffuer icke agt!	på hannum giver ikke agt!
ii elsker en anden, dett beste ii kand,	I elsker en anden, det bedste I kan,
aff hoff och all eders agtt!" ^[3] I udg.: "magtt".	af hu og al eders agt!"
10
"Kunde ieg icke mere aff falcken fange,	"kunne jeg ikke mere af falken fange,
en fløgtten aff hans wenger:	end flugten af hans vinger:
ieg wiille mig glæde ii alle miine dage,	jeg ville mig glæde i alle mine dage,
ded stunnd mig liieffuett kunde wiinde.	det stund mig livet kunne vinde.
11
Ieg wiille mig glæde ii alle miine dage,	jeg ville mig glæde i alle mine dage,
ded stund mig liieffuett kand wende:	det stund mig livet kan vinde:
mett hob star tiil denn offuerste Gud	mit håb står til den øverste Gud
atth liiffuett warer icke lenge!"	at livet varer ikke længe!"
12
Hand tog hende lestelig ii siin arm,	han tog hende listelig i sin arm,
klaper hende wed hwiiden kiiend:	klapper hende ved hviden kind:
"Och hør ii dett, miin skønne iomfru!	"og hør I det, min skønne jomfru!
och mone ii falcken iche ^[4]usikkert, her er først skrevet fejl og siden kludret i Hdskr. kende?"	og monne I falken ikke kende?"
13
Hanndt tog hatten aff siin howed,	han tog hatten af sin hoved,
hand stod den iomfru saa ner:	han stod den jomfru så nær:
daa war dett den same suenn,	da var det den samme svend,
hund hagde ii hiartte saa kiier.	hun havde i hjerte så kær.
14
Ud-aff skød hand hatten gro,	udaf skød han hatten grå,
der han<d> hende throffast kiiende:	der han hende trofast kendte:
alt mett stor togt hand hiende und-fiieck,	alt med stor tugt han hende undfik,
denn sorgen hade da fodt ende.	den sorgen hade da fåt ende.
15
Ted wor storr glæde atth see der-paa,	det var stor glæde at se derpå,
dii monne huer-anden kiiende:	de monne hveranden kende:
dii tog huer-anden ii siin arom,	de tog hveranden i sin arum,
dii glede dem tusse<nd> siinde.	de glæde dem tusind sinde.
16
Dett daa fieck den skønne iomfru,	det da fik den skønne jomfru,
for hun holt wel siin tro:	for hun holdt vel sin tro:
hann [førde] hender tiil siin egen garr,	han [*] hender til sin egen gård,
medt glæde luod siin brølup bo.	med glæde lod sin bryllup bo.

Den ældste danske viseoverlevering