Håndskrift: Langebeks kvart
Nummer: 62a
Side: 92 r
Titel: Tro som Guld
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 254 D IV 569-570
Kommentar: IV 571a
Generelle oplysninger: V. 1-4 afrevne i Hdskr., som har Versetal.
[*] | [*] |
5 | |
"Hør ii ded, miin skønne iomfru! | "hør I det, min skønne jomfru! |
huem ha<r> eder giord ii-mod?" | hvem har eder gjort imod?" |
"Mest har ieg enn kosteliig tiieng, | "mist har jeg en kostelig ting, |
ieg biider ded rett aller buod." | jeg byder det ret aller bod." |
6 | |
"Siiger miig ded, miin skønne iomfru, | "siger mig det, min skønne jomfru, |
alt huad ii haffuer mest! | alt hvad I haver mist! |
ieg we<ll> eder trøste, ded beste ieg kand, | jeg vil eder trøste, det bedste jeg kan, |
om ieg eder nogenn gode raad west." | om jeg eder nogen gode råd vidst." |
7 | |
"Giierne giorde ieg ded, fauer-enn ongersu<end>! | "gerne gjorde jeg det, fageren ungersvend! |
weste ii mig nogen trøst [1] I udg.: "gode raad". | vidste I mig nogen trøst |
ieg haffuer mig op-temd enn falck saa fiienn, | jeg haver mig optæmt en falk så fin, |
hand er mig nu fløegen fra [2]+5: I udg.: "fraa". mig, der-aff øges sorgen miin." | han er mig nu fløjen fra mig, deraf øges sorgen min." |
8 | |
"Hør ii ded, miin skønne iomfru! | "hør I det, min skønne jomfru! |
giiffuer icke paa fallcken agt! | giver ikke på falken agt! |
er hans hoff nu fraa eder wend, | er hans hu nu fra eder vendt, |
med hannom fanger ii aller mere magt. | med hannum fanger I aller mere magt. |
9 | |
Er fallckens hoff nu fra eder wend, | er falkens hu nu fra eder vendt, |
paa hannem giiffuer icke agt! | på hannum giver ikke agt! |
ii elsker en anden, dett beste ii kand, | I elsker en anden, det bedste I kan, |
aff hoff och all eders agtt!" [3] I udg.: "magtt". | af hu og al eders agt!" |
10 | |
"Kunde ieg icke mere aff falcken fange, | "kunne jeg ikke mere af falken fange, |
en fløgtten aff hans wenger: | end flugten af hans vinger: |
ieg wiille mig glæde ii alle miine dage, | jeg ville mig glæde i alle mine dage, |
ded stunnd mig liieffuett kunde wiinde. | det stund mig livet kunne vinde. |
11 | |
Ieg wiille mig glæde ii alle miine dage, | jeg ville mig glæde i alle mine dage, |
ded stund mig liieffuett kand wende: | det stund mig livet kan vinde: |
mett hob star tiil denn offuerste Gud | mit håb står til den øverste Gud |
atth liiffuett warer icke lenge!" | at livet varer ikke længe!" |
12 | |
Hand tog hende lestelig ii siin arm, | han tog hende listelig i sin arm, |
klaper hende wed hwiiden kiiend: | klapper hende ved hviden kind: |
"Och hør ii dett, miin skønne iomfru! | "og hør I det, min skønne jomfru! |
och mone ii falcken iche [4]usikkert, her er først skrevet fejl og siden kludret i Hdskr. kende?" | og monne I falken ikke kende?" |
13 | |
Hanndt tog hatten aff siin howed, | han tog hatten af sin hoved, |
hand stod den iomfru saa ner: | han stod den jomfru så nær: |
daa war dett den same suenn, | da var det den samme svend, |
hund hagde ii hiartte saa kiier. | hun havde i hjerte så kær. |
14 | |
Ud-aff skød hand hatten gro, | udaf skød han hatten grå, |
der han<d> hende throffast kiiende: | der han hende trofast kendte: |
alt mett stor togt hand hiende und-fiieck, | alt med stor tugt han hende undfik, |
denn sorgen hade da fodt ende. | den sorgen hade da fåt ende. |
15 | |
Ted wor storr glæde atth see der-paa, | det var stor glæde at se derpå, |
dii monne huer-anden kiiende: | de monne hveranden kende: |
dii tog huer-anden ii siin arom, | de tog hveranden i sin arum, |
dii glede dem tusse<nd> siinde. | de glæde dem tusind sinde. |
16 | |
Dett daa fieck den skønne iomfru, | det da fik den skønne jomfru, |
for hun holt wel siin tro: | for hun holdt vel sin tro: |
hann [førde] hender tiil siin egen garr, | han [*] hender til sin egen gård, |
medt glæde luod siin brølup bo. | med glæde lod sin bryllup bo. |