Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Langebeks kvart
Nummer: 15
Side: 19 v
Titel: Den listige Kæreste
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 417 Ba VII 239-240
Kommentar: VII 240-241


1
Thett wor siilliig om affthenenn, det var sildig om aftenen,
ther duggenn hannd dreff saa wiide, der duggen han drev så vide,
udledde iegh minn gannger graa, ud ledte jeg min ganger grå,
tiill minn iomfru saa monne ieg ride. til min jomfru så monne jeg ride.
:: Thend elskow gangis meg ey aff. :::: den elskov ganges mig ej af. ::

2
Ieg lagde sadelenn paa minn hest jeg lagde saddelen på min hest
oc saa forgyltte mile, og så forgyldte mile,
saa red ieg thennd samme natt så red jeg den samme nat
tiill aller-kieriste minn. til allerkæreste min.

3
Saa gick ieg tiill thennd lønlig sted, så gik jeg til den lønlig sted,
som iegh war wonntt att stannde; som jeg var vant at stande;
tha motthe iegh høre minn skøne iomfru, da måtte jeg høre min skønne jomfru,
hunn klaget hinndis brødre hinndis waannde. hun klaget hendes brødre hendes vånde.

4
[1] mangler
"[Her] [er] [en] [unger-suend] [till] [mig] [von], "[*] [*] [*] [*] [*] [*] [*],
[oc]
[2]+1: I udg.: "[er] [vond]".
[pleger] [till] [mig] [ad] [ride];
 
[*] [*] [*] [*] [*] [*];
[mine]
[3] mangler
[kiere] brødre,
[4] I udg.: "[brøder]".
[holler] [vact] [paa] [ham],
 
[*] [*] ******, [*] [*] [*] [*],
[y] [afften] [maa] [y] [ham] [gribe]. [*] [*] [*] [*] [*] [*].

5
Her er enn unnger-suennd tiill mig wanntt, her er en ungersvend til mig vant,
oc
[5]+1: I udg.: "er vond".
pleger tiill mig att gange;
 
og plejer til mig at gange;
[mine] kiere brødre, holder wagtt paa hannom, [*] kære brødre, holder vagt på hannum,
i afftthenn maa i hannom fannge. i aften må I hannum fange.

6
Ther stannder ett thre udi grønnenn lunnd, der stander et træ udi grønnen lund,
berrer brede blad och grønne; bærer brede blad og grønne;
ther maa i hannom finnde, thennd unnger-suennd, der må I hannum finde, den ungersvend,
oc ennd før sollenn wiill skinne." og end før solen vil skinne."

7
The lod sadle theris heste, de lod sadle deres heste,
the toge theris harnisk oppaa; de toge deres harnisk oppå;
oc ieg stod unnder thennd høffuitt-lofftt-suale, og jeg stod under den højetloftsvale,
ieg saa ther selffuer opaa. jeg så der selver oppå.

8
Bortt tha rede the brødre VII, bort da rede de brødre syv,
the monne fast effther meg lede; de monne fast efter mig lede;
ieg gick meg udi høffuitt-lofftt jeg gik mig udi højetloft
oc sog hoss iomfruens siide. og sov hos jomfruens side.

9
Thett wor aarlig om morgenn, det var årlig om morgen,
the fule the siunge saa wiide; de fugle de synge så vide;
op tha stod thennd unnger-swennd, op da stod den ungersvend,
hannom lystett icke lennger att bide. hannum lystet ikke længer at bie.

10
Op stod unnger-suennd, kledde hannd seg, op stod ungersvend, klædte han sig,
oc hand wor rede att riide; og han var rede at ride;
thennd iomfru tog hannom i sinn arm, den jomfru tog hannum i sin arm,
hun bad hannom enn liden stund bide. hun bad hannum en liden stund bie.

11
Thennd iomfru tog hannom i armenn sinn, den jomfru tog hannum i armen sin,
hunn bad hannom enn liidenn stunnd bide: hun bad hannum en liden stund bie:
"Nar skall ieg etther wenntte egenn, "når skal jeg eder vente igen,
hiertt-allerkieriste mine?" hjertallerkæreste mine?"

12
"Ieg red tiill etther i affttiis, "jeg red til eder i aftes,
ieg wiste megh ingenn fare; jeg vidste mig ingen fare;
i gick mett etthers brødre udi raad, I gik med eders brødre udi råd,
i wille mitt liiff forraade." I ville mit liv forråde."

13
"Nu ligger her fire weye frann by, "nu ligger her fire veje fra by,
the ere icke alle gode; de ere ikke alle gode;
thett er ingenn stolt iomfrues sed det er ingen stolt jomfrues sæd
nogenn unnger-suennd att forraade." nogen ungersvend at forråde."

14
"Her ligger well fire mile
[6] I udg.: "veye".
frann by,
 
"her ligger vel fire mile fra by,
the ligger meg well tiill rede; de ligger mig vel til rede;
haffuer godhe-natt, min skønne iomfru, haver godenat, min skønne jomfru,
ieg kommer her aldrig mere." jeg kommer her aldrig mere."

15
Herre Gudt giffue thennom alle slig lønn, Herre Gud give dennum alle slig løn,
som unnge-suenne agtter att lure! som ungesvende agter at lure!
the ere sød-tallenne och frynttlig, de ere sødtalende og fryntlig,
paa thennom thør mand iche mure. på dennum tør man ikke murre.
:: Thend elskou ganges meg ey aff. :::: den elskov ganges mig ej af. ::