Bod for Vaande

1.
I Wester-wyg skulde ett brøllup werre,
men slige ett wor aldryg y Dandmark førre.
:: Selleff wynder hand hynder med erre. ::
2.
Aaarlig om morigenn, suollen op-rand,
thy iumfruer kledde denom for dieris senng.
3.
Suome drog y sylke, och some drog y guld,
stalltt Ellensborrig war saa sørrig-fuld. ^[1] I udg.: "sorrig-fuld".
4.
Hun drog y en kiorttell blaa,
hun gaar ind for syn muoder at staa.
5.
Hun snorde ^[2] I udg.: "snørde". seg saa lieste,
thett hynder rand thaare paa brøste.
6.
"Hør thu thett, kierr datter myn!
huy rinder theg thaare paa huidenn kynd?"
7.
"Myn kierre modder, thett sygger ieg eder:
her Tymand hand haffuer troloffuett meg."
8.
"Och haffuer her Thy-mand throloffuett theg,
tha haffuer du ickee lenger moder y meg."
9.
Staltt Ellens-borig gaar til kiste,
hun tager op guld med lieste.
10.
Hun drog y en silke-serk:
saa saare hun gred, hyndis hiartte mone werke.
11.
Hun drog y thett fløffuell blaa,
thett røde guld y sømen luo.
12.
Hun spentte om seg guld-belltte saa lang,
hun giørrde seg well y mydy thrang.
13.
Hun giørde seg med en røde-guld-snore,
XV guld-fauffuer ^[3] guld-fauffuer, saal. Hdskr., lige saa tydelig som der staar guld-faffner i E 12. paa iorden drog.
14.
Saa lagde hun guld paa axell-bonnd,
och ny guldringe paa huerind haand.
15.
Saa sluo hun vd sytt gulle haard,
en guld-krone rød saatte hun der-paa.
16.
Hun sluog offuer seg fløffuel rød,
guode natt bød hun buode fruer och mørr.
17.
Hun saatte seg till syn ganger graa,
der luo vnder dy røde guld-skuo.
18.
Hun red seg offner ^[4] I udg.: "offuer". engge,
hynder fulde huerken rider eller suene.
19.
Hun red seg offuer woolde,
hun skieener som guld hynnd bolde.
20.
Sttalltt Ellens-borirg ^[5] I udg.: "Ellens-borrig". red y her Thimands gard,
vd stuod hans muoder wor suøbtt y muord.
21.
"Her staar y, stalt Mettelild, suier mynn!
huor er herr Thymand, eders sønn saa fynn?"
22.
"Mynn sønn hand sedder och dreker wynn,
saa liditt daa wientter hand kome dynn.
23.
Men om ieg dynn sueerr waarre,
slett inthett skulde deg skaadde."
24.
Denn frue hun suøber seg hoffuett y skyend,
hun gaar y lofftt for sønner synn.
25.
"Her seder y, myn søner, offuer eders buord!
well y nu hørre eders moders ord?
26.
Syger meg, myn siu søner, om y saa well:
om nogen aff eder haffuer iumfru y werden till!"
27.
Alle saad thy rider och thauffde,
for-vden her Thi-mand, hand suaritt.
28.
Her Tymand hand suaritt med angist och sorig:
"Throloffuet haffuer ieg stalt Ellensborig.
29.
[Throloffuet] [haffuer] [ieg] [stalt] [Ellensborig],
y huor hun er, daa ber hun for meg sorig."
30.
"Tag ^[6] I udg.: "Taa". sig meg thett, kerre sønne myn!
om du wildt haffue den iumfru fynn?"
31.
"Iaa, saa mend, daa wilde ieg saa,
myn kerre muoder, maa thett saa gaa?
32.
Ieg haffuer hinder y mitt hiartte kierr,
myn kerr muoder, maa thett saa werre?
33.
Ieg haffuer hynder kierer ind guld eller iord,
myn kerr moder, y werer hyn guod!"
34.
Sttaltt Mettelild tager offuer seg kaaben blaa,
till staltt Ellens-borig saa mone hun gaa.
35.
Hun sluo offuer hynd løff-grøn skiend,
saa fulde hun hynder y hyffue-lofft ind.
36.
"I-men du haffuer denn iumfru saa kieer,
tha gyff hynder nu dyn thro med erre!"
37.
Hun luod gyffue denom samell med gled och ruo,
med erre luod hun derris brølup buo.
38.
Saa luod hun giørre dieris brølup med erre,
stalt Mettelild haffde hynd altid y hiarttet kierr.
39.
[Hun] [haffde] [hynd] [altid] [y] [hiarttet] [kierr],
hun holdt hynder for syn datter att werre.
40.
Sttaltt Ellensborrig gaar y her Thimands gard,
hun slidder rød skaarlagenn, hun drager muord.
41.
Hun slider rød skarlagen och sølleff-spentt skou, -
saa skulde huer vnger-suend hold syn thro.
:: Selleff wynder hand hynder med erre. ::

Den ældste danske viseoverlevering