Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 83
Side: 116 v
Titel: Den genfundne Søster
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 378 Ba VI 431-432
Kommentar: VI 442
Generelle oplysninger: I DgFs hoved til den trykte vise står fejlagtigt, at opskriften svarer til hs.nr. 92 i stedet for hs.nr. 83. (Hs.nr. 92 er trykt som DgF 453 Aa i bd. VII.)
Strofeformen er meget forvirret, idet Skriveren har begyndt at optegne Visen i tolinjede Vers i Overensstemmelse med Rimbygningen, og først efterhaanden gaar over til det, der virkelig er Visens Sangform. Fra V. 17 og ud har vi denne i uforstyrret Skikkelse: hver Strofe indeholder én afkortet og fire hele Linjer, nemlig et Linjepar, som den har helt alene, 3/4 af et andet, som den deler med foregaaende Strofe, og 1/2 af et Linjepar, som den deler med den følgende Strofe. Fejlene i Opskriften fremkommer ved, at Skriveren har oversprunget en af disse Gentagelser (V. 5-8, 11, 13, 16) eller rent ud delt Stroferne efter Linjepar (V. 1-4, 9) eller prøvet at gaa en Mellemvej mellem Sangform og Deling efter Linjepar (V. 10, 12, 14, 15). Over V. 3 staar en Krølle omkring Ordene vdenn en sønn, der antyder at de skal gentages i det nye Vers; foran V. 9 har Skriveren senere tilsat Gentagelsesbogstaverne i Randen.


1.
Ther war en greffue y Saxenland, 
hand haffde en datter, en lily-wand. 
:: Thy huiltis op-vnder Øland. ::

2.
Hand haffde icke døtter for-uden ienn, 
icke haffde hand helder for-vdenn en sønn. 

3.
[Vdenn]
[1]+2: Over V. 3 staar en Krølle omkring Ordene vdenn en sønn, der antyder at de skal gentages i det nye Vers.
[en] [sønn].
 
Her Siedellfaar saa hiede den sønn, 
och Isemuor hedde den iumfru skønn. 

4.
Først døde hand greffuen vnder ø, 
saa døde griff-inden, thett wor stuor nød. 
Her Siedellfaar med den lily-wand 
saa iiene styritt dy dieris faders land. 

5.
Her Siedellfar skulde till Rum faar, 
hans søster skulde werre hieme och tage landitt waare. 
Kong Hagen hand seglett seg vnder ø. 

6.
S[eg] v[nder] ø, 
saa staald hand borrtt den wiene møø. 
Her Sedelfar kaam fraa Rum och hiem, 
borrtte wor staalitt hans søster saa wenn. 

7.
Bortte waar hans søster saa dydefuld, 
hand skattitt hynder for ald werdsens guld. 
Kong Hagen hand førde hynder hiem till synn land. 

8.
H[iem] t[ill] s[ynn] l[and], 
saae feck hand hynder syn droning y hand: 
"Her haffuer du en lyly-wand, 
den well wy gyffue wor sønn y haand." 

9.
W[or] s[ønn] y h[aand]. 
Her Seellfaar hand luod liede 
buode om land och rige. 
Her Selfaar hand lader werke 
suy sneker vd-aff rett styrke. 

10.
V[daff] r[ett] s[tyrke]. 
Thy three dy skulde till warnen werre, 
thy firre thy walske kattuorr att berre. 
Seleff liette han til lande. 

11.
T[il] l[ande] 
buode med sorig och waande. 
Thy red igiemell kong Hagens gaard, 
vd stuod droning Ellend, wor suøbtt y mord. 

12.
S[uøbtt] y m[ord]. 
"Hel stander y, droning Ellind, fuor och fynn, 
ret aldrig suoo ieg saa høffsk en quind." 
"Ind haffuer ieg enn iumfru hoss meg. 

13.
I[umfru] h[oss] m[eg], 
hun er thusen fold skønner ind ieg." 
"Thøll mark røde guld giffuer ieg eder, 
att y lader meg den iumfru siee. 

14.
D[en] i[umfru] s[iee]." 
Droningenn ganger till burre, 
hun wecker op Isemuor saa prude. 
"Du statt op, Ismor, och kled thu theg! 
y afftten skalt thu skenke wynn for meg. 

15.
S[kenke] w[ynn] f[or] m[eg]." 
"Ike løster meg att skencke gaa, 
for-vden kong Haagenn selleff hieme waar. 
[For-vden] [kong] [Haagenn] [selleff] [hieme] [waar], 
och helder myn broder her Sedellfarr. 

16.
H[er] S[edell-]f[arr]." 
Ismoor gaar y burre, 
ther kleder hun seg saa prude. 
Hun drog y en kiorttell skønn. 

17.
K[iorttell] s[kønn], 
well otte war skreder derrris suomer-søm. 
Hun drog gulditt offuer guld, 
ald synn fynger denom satte hun fuld. 
Iumfruen ind aff dørenn thrend. 

18.
A[ff] d[ørenn] t[hrend], 
hyndis øggen warr klaare, som
[2]+1: I udg.: "som".
som suollen skieen.
 
Hindis halsz war huid som hermelinn, 
hindis mund wor rød som en robynn. 
Her Sadell-far klaper paa hynde blaa. 

19.
P[aa] h[ynde] b[laa]: 
"Seder nedder, skønn iumfru, och huiler her-paa! 
I huiler, iumfru, paa hønde blaa! 
och sigger meg, huor y er fød och bornn." 
"Y Saxenn er ieg fød och bornn. 

20.
F[ød] o[ch] b[ornn], 
ther er all myn kleder skornn. 
Ther bleff myn fader lagtt vnder maald, 
myn muoder døde, før-ind hønsenn gaall. 
Ieg haffde icke broder for-vden ienn. 

21.
F[or-]v[den] i[enn], 
hand drog til Rom, kaam aldrig igen. 
Chrest lade meg iesynd løffue den dag, 
att ieg matte finde
[3] I udg.: "fiude".
myn broder glad."
 
Hand klaper hynder wed huiden kiend. 

22.
W[ed] h[uiden] k[iend]: 
"Thu est allerkereste søster myn. 
Hør du, Isemor, søster myn, 
weltt du nu følge broder dyn?" 
Hun thog hanom y arum syn. 

23.
I a[rum] s[yn]: 
"Ieg følger deg gierne, kerr broder mynn." 
Hand bød y dage, hand bød y thuo 
røde guld for den staltte iumfru. 
Den thid thett guld icke lenger wand. 

24.
L[enger] w[and], 
thy thog denn fuolle, paa skuoffuen rand. 
Thett melte dronning Ellind saa wene: 
"Chrest giffue, kong Hagen war hieme! 
Haade kong Haggen weritt hieme. 

25.
W[eritt] h[ieme], 
y førde hynder icke bortt saa ieen." 
Dy wonde op segell aff silke grønn, 
her Segell-faar førrde syn søster hiem. 
:: Thy huylttis op-vnder Øland. ::