Nilus og Tidemand

1
Her Niellus och hereste Tymand	her Nielaus og herreste Timan
thy haffuer tilsamell guod wilig;	de haver tilsammel god vilje;
den løffuer icke y ald werden til,	den lever ikke i al verden til,
der denom kand buod at-skiele.	der dennum kan båd adskille.
:: Herre Nellus och her Timand. ::	:: herre Nielaus og her Timan. ::
2
Thend løffuer icke y ald werden til,	den lever ikke i al verden til,
der denom kand bodde att-skieelle,	der dennum kan både adskille,
for-vden alldiene den spedell klaar,	foruden alene den spejel klar,
som denom løster buode at gylly.	som dennum lyster både at gilje.
3
Der er enn iumfru y droningens gaard,	der er en jomfru i dronningens gård,
hun hieder skønne iumfru Ingeborig;	hun hedder skønne jomfru Ingeborrig;
her Nelus och here Thimand	her Nielaus og herre Timan
thi ber buode for hinder stuor sorig.	de bær både for hender stor sorrig.
4
Saa badd hynder om here Thy-mand,	så bad hender om herre Timan,
och hanom wilde hun icke haffue;	og hannum ville hun ikke have;
saa bad hinder om her Nielus,	så bad hender om her Nielaus,
och hanom saa sagde hun iaa.	og hannum så sagde hun ja.
5
Thett spuorde herre Thy-mand,	det spurgte herre Timan,
hand thett saa saar fortrød:	han det så sår fortrød:
"Her Nielus, thu skulle hiinder aldrig faa,	"her Nielaus, du skulle hender aldrig få,
skuld thett ind koste mytt lyff!"	skul det end koste mit liv!"
6
Thett wor iumfru Inge-borig,	det var jomfru Ingeborrig,
thog offuer seg skaarlagen-skiend;	tog over sig skarlagenskind;
hun wilde till her Nillus muoder gaa,	hun ville til her Nielaus moder gå,
her Thymand tog hynd ind.	her Timan tog hend ind.
7
Thett wor iumfru Inge-borig,	det var jomfru Ingeborrig,
wilde till her Nilusis muoder gaa;	ville til her Nielauses moder gå;
vdstuod herre Thy-mand,	ud stod herre Timan,
hand thog ther wogtte paa.	han tog der vogte på.
8
Saa saare sørgitt iumfru Ingeborig,	så såre sørget jomfru Ingeborrig,
saa hiarttelig mone hun grede;	så hjertelig monne hun græde;
hun bar thett saa lønlig huoss seg alliene,	hun bar det så lønlig hos sig alene,
hun thuor sig for ingen mand kierre.	hun turd sig for ingen mand kære.
9
Thett wor bolde her Nielus,	det var bolde her Nielaus,
hand lader sytt brølup tillrede;	han lader sit bryllup til rede;
saa saare sørger iumfru Ingeborig,	så såre sørger jomfru Ingeborrig,
saa hiarttelig mone hun grede.	så hjertelig monne hun græde.
10
Thett wor bolde her Nielus,	det var bolde her Nielaus,
hand luod til syn brølup byde;	han lod til sin bryllup byde;
her Thimand lader synn ganger skuo,	her Timan lader sin ganger sko,
hand sigger, hand wel did ride.	han siger, han vil did ride.
11
Den vnge brud aager y forgyldene karum	den unge brud ager i forgyldene karum
alt offuer dy grønne enge;	alt over de grønne enge;
her Timand rider y brude-skaare,	her Timan rider i brudeskare,
hand lader syn ganger springe.	han lader sin ganger springe.
12
Saa fulde dy denn vnge brud	så fulgte de den unge brud
y bolde her Nielusis gaard;	i bolde her Nielauses gård;
saa hyø bar hun syn guld-kronn[e]	så høj bar hun sin guldkron
alt offuer sytt vdslagenn haard.	alt over sit udslagen hår.
13
Thi rider thi saatt den vnge brud	de ridder de sat den unge brud
alt paa den brude-benck;	alt på den brudebænk;
frem gik danske droning,	frem gik danske dronning,
satte seg selleff bruden nest.	satte sig sellev bruden næst.
14
Thi rider thi gick attdt saallenn frem	de ridder de gik ad salen frem
och buode vd och ind;	og både ud og ind;
men aldt saad bruden sorig-fuld,	men alt sad bruden sorrigfuld,
saa stride rand hynd thaar paa kiend.	så stride randt hend tår på kind.
15
Saa skenkitt dy vd den klaare wyn	så skænket de ud den klare vin
for[-]indenn denn fruer[-]stuoff;	forinden den fruerstu;
saa stelle saad brudenn paa brude-benck,	så stille sad bruden på brudebænk,
hun haffde stuor sorig y hoffue.	hun havde stor sorrig i hue.
16
Thett wor syldig om affttenn,	det var sildig om aften,
der dagenn den faldt paa;	der duggen den faldt på;
saa thende dy op dy brude-blasz,	så tænde de op de brudeblus,
thy gaer for bruden att staa.	de går for bruden at stå.
17
Saa fulde thy thend vnge brud	så fulgte de den unge brud
til synn brude-seng;	til sin brudeseng;
eftter gaar her Thymand,	efter går her Timan,
hand smiller vnder skyend.	han smiler under skind.
18
Thett wor dansker droning,	det var dansker dronning,
hun holt seg brudenn saa ner;	hun holdt sig bruden så nær;
hun fulde hinder selleff til brude-seng,	hun fulgte hender sellev til brudeseng,
for hun wilde giøre hynder den ere.	for hun ville gøre hender den ære.
19
Saa satte dy den vnge brud	så satte de den unge brud
y den brude-seng;	i den brudeseng;
efter gaar bolde her Nilus,	efter går bolde her Nielaus,
hanom fulde bode rider och suenne.	hannum fulgte både ridder og svende.
20
Her Thimand hand stander y brude-husz,	her Timan han stander i brudehus,
hand holt seg wed en sydde;	han holdt sig ved en side;
hand talde thi ord y brude-husz,	han talte de ord i brudehus,
hand matte ind møgitt beder thiee.	han måtte end meget bedre tie.
21
Her Thymand hand til her Nielusz suo,	her Timan han til her Nielaus så,
hand smiller vnder skyend:	han smiler under skind:
"Nu gaar du med dyn brud til seng,	"nu går du med din brud til seng,
som før wor sleffred mynn."	som før var slegfred min."
22
Thett meltte danske droning,	det mælte danske dronning,
och saa tog hun opaa:	og så tog hun oppå:
"Du thi quer, here Thymand!	"du ti kvær, herre Timan!
dyn ord skal ingen mand thro."	din ord skal ingen mand tro."
23
Thett meltte danske droning,	det mælte danske dronning,
saa well wilde hun thett fiøøe:	så vel ville hun det føje:
"Thett sømer icke well en vnger-suend	"det sømmer ikke vel en ungersvend
paa en moder-løss møø at lyffue!"	på en moderløs mø at lyve!"
24
Saa saare daa gred den vnge brud	så såre da græd den unge brud
alt vnder hyndis guld-kronne rød:	alt under hendes guldkrone rød:
"Thett wor ind fuld-ilde,	"det var end fuldilde,
ieg skulde icke y vgen ^[1] er jysk Udtale (Ug = Vugge). dø!"	jeg skulle ikke i vuggen dø!"
25
Thett melltte bolde her Nelusz,	det mælte bolde her Nielaus,
hand bleff y hoffuen saa muod:	han blev i huen så mod:
"Thu lad thig mindis, herre Thymand,	"du lad dig mindes, herre Timan,
thett skall kaaste ditt hiartte-blod!	det skal koste dit hjerteblod!
26
Gaar ieg nu med dynn sleffred til seng,	går jeg nu med din slegfred til seng,
thett woor ieg nu adt att lyde;	det var jeg nu *** at lide;
rett aldrig skall iumfru Ingeborig	ret aldrig skal jomfru Ingeborrig
for stalte iumfru Mettelild wigge!"	for stolte jomfru Mettelil vige!"
27
Thett wor balde her Nielus,	det var bolde her Nielaus,
klaper bruden wed huiden kiend:	klapper bruden ved hviden kind:
"Y sørger icke, iumfru Ingeborig,	"I sørger ikke, jomfru Ingeborrig,
hiartt-allderkereste mynn!	hjertallerkæreste min!
28
I loffuer meg, iumfru Ingeborig,	I lover mig, jomfru Ingeborrig,
y well huerken søre eller greede!	I vil hverken sørge eller græde!
tha loffuer ieg eder att sla her Thimand ihiel,	da lover jeg eder at slå her Timan ihjel,
første hanom løster heldst at løffue.	første hannum lyster helst at leve.
29
I sørger icke, iumfru Ingeborig,	I sørger ikke, jomfru Ingeborrig,
myn alder-skønneste lilie!	min allerskønneste lilje!
ieg wel alt haffue eder lige kier,	jeg vil alt have eder lige kær,
men thett wor imod eders wilige."	men det var imod eders villeje."
30
Thett stuodt saa y wientter	det stod så i vinter
och well y wientter thuo:	og vel i vintre to:
icke thuorde herre Thymand	ikke turde herre Timan
och lade sytt brølup buo.	og lade sit bryllup bo.
31
Thett wor herre Thymand,	det var herre Timan,
saa saare da mone hanom quide;	så såre da monne hannum kvide;
saa rider hand seg op att land	så rider han sig op ad land
alt till syn brølup att biude.	alt til sin bryllup at byde.
32
Her Thymand lader sytt brølup buo,	her Timan lader sit bryllup bo,
thett kaaster hanom sølleff hynd huide;	det koster hannum søllev hin hvide;
her Nelus hand lader syn ganger skuo,	her Nielaus han lader sin ganger sko,
hand syger, hand well dyd ridde.	han siger, han vil did ride.
33
Saa fuorde thy den vnge brud	så førte de den unge brud
wdy her Thy-mands gaard;	udi her Timans gård;
thett huide søleff, thett røde guld	det hvide søllev, det røde guld
wor icke for liegerenn spaartt.	var ikke for legeren spart.
34
Thy skenkitt vd den suomerlang dag	de skænket ud den sommerlang dag
buode mød och wynn;	både mjød og vin;
saa thitt her Nileus till her Thi-mand suo,	så tit her Nielaus til her Timan så,
stuor sorrig hade hand y sinde.	stor sorrig havde han i sinde.
35
Thett wor sildig om afftten,	det var sildig om aften,
der duogen den faldt paa:	der duggen den faldt på:
thett tha wor den vnge brud,	det da var den unge brud,
hun skulde til senge gaa.	hun skulle til senge gå.
36
Saa fulde dy denn vnge brud	så fulgte de den unge brud
till denn brude-husz;	til den brudehus;
for da gick dy rider,	for da gik de ridder,
thy bar thy brude-blaasz.	de bar de brudeblus.
37
Her Thimand ganger till brude-seng	her Timan ganger til brudeseng
alt offuer den borig-gaard;	alt over den borriggård;
eftter gick bolde her Nielus,	efter gik bolde her Nielaus,
hand fulde hanom saa ner y skaare.	han fulgte hannum så nær i skare.
38
Thett wor herre Thymand,	det var herre Timan,
saatte seg y brude-seng;	satte sig i brudeseng;
thett wor her Nelus,	det var her Nielaus,
spentte bouen for syn bienn.	spændte buen for sin ben.
39
Hand skød hanom ind y skiuller-blad,	han skød hannum ind i skulderblad,
thett pyllenn y hiarttet wende:	det pilen i hjertet vendte:
"Der haffuer du en sleffred-skaalle,	"der haver du en slegfredskåle,
dynn sleffred hun deg denn sendde."	din slegfred hun dig den sendte."
40
Den vnge brud hun paa guoldenn sprang,	den unge brud hun på gulven sprang,
hun gred och hender hun sluo:	hun græd og hænder hun slog:
"Thett sie y Wor-herre for kiertt,	"det se e Vorherre for kært,
meg skulde saa ilde gaa!"	mig skulle så ilde gå!"
41
"Hør y thett, iumfru Mettelild,	"hør I det, jomfru Mettelil,
y skall icke grede saa saare!	I skal ikke græde så såre!
ieg wed en haleff wiener,	jeg ved en hallev væner,
haffuer felditt saa muodige thaare."	haver fældet så modige tåre."
42
Her Nielus hand aff gaarden rende	her Nielaus han af gården rendte
med gyldene thøffuell y hende;	med gyldene tøjle i hænde;
hand red seg saa gladellig,	han red sig så gladelig,
som hand agttet syn kerist att fiende.	som han agtet sin kærest at finde.
43
Thett meltte herre Thymand,	det mælte herre Timan,
der hand faltt nieder till iord:	der han faldt neder til jord:
"Icke er ieg den ieneste,	"ikke er jeg den eneste,
der høffuen fanger for syn ord."	der hæven fanger for sin ord."
44
Hiem red herre Nelsus	hjem red herre Nielaus
vdi synn egenn gard;	udi sin egen gård;
op stuode skønne fru Ingeborig,	op stode skønne fru Ingeborrig,
hun gaar hanom saa blidelig y-mod.	hun går hannum så blidelig imod.
45
"Well møtt, aler-kereste myn!	"vel mødt, allerkæreste min!
du tag meg y dyn arum!	du tag mig i din arum!
ieg haffuer nu wieett her Thymand,	jeg haver nu vejet her Timan,
som dig haffuer woldit ald dyn harum."	som dig haver voldet al din harum."
46
Hun thog hanom liestelig y syn arum,	hun tog hannum listelig i sin arum,
hun mynditt hans mund saa rød:	hun mindet hans mund så rød:
"Loffuett were Gud-fader i Hiemerig,	"lovet være Gudfader i himmerig,
for-suonden er alld myn nød!"	forsvunden er al min nød!"
47
Tiell-samell løffuer buode thy vnge thuo,	tilsammel lever både de unge to,
saa well løffuett dy al deriis tid;	så vel levet de al deres tid;
rett aldrig hørde nogen fierer elskuoff,	ret aldrig hørte nogen fagrer elskov,
ind [man] matte hørre aff dy.	end [*] måtte høre af de.
:: Her Nielus och herre Thymand. ::	:: her Nielaus og herre Timan. ::

Den ældste danske viseoverlevering