Ungen Svendal

1.
Thett wor vngen Sueidaall, ^[1] Registeret: Suenndall.
hand skulld boldenn lieg:
boldenn dreff y iumfruens bur,
thett giorde hans kiender bleeg.
:: Och lader du dyn ord well! ::
2.
Boldenn dreff y iumfruens bur,
suendenn eftter gieng:
førind hand kam der vd igenn,
stuor sorrig hand y hiarttet fyngee.
3.
"Tthu thørst yke kaaste
dynn bold eftter meg:
der seder en møø y fremede land,
hun lengis efter deg.
4.
Tthu skallt aldrig ruo bide
och aldrig ruo faa:
førind du faar lest ^[2] I udg.: "løst". dett sorig-fuld hiartte,
saa lenge haffuer lieett y thraa."
5.
Tthett wor vngenn Suiedall,
hand suøber seg hoffuett y skynd:
saa gaar hand y stuoffuen
alt for syn hoffmand ^[3] I udg.: "hoffmend". ind.
6.
"Her sedder [y], alle myne mend,
dreker mød aff skaall:
men ieg gaar till bierigenn,
med myn kerr muoder att thalle."
7.
Tthett wor vngenn Suiedall,
hand tog till att kald:
ther reffnitt mur och malmerr-stien,
och bergitt tog til at falde.
8.
"Huem er thett, ther kalder
och weecker meg saa muod?
maa ieg ike med ruo forlieett
op vnder den suorte iordd?"
9.
"Tthett er vngenn Suiedall,
och kerre sønne dyn:
hand wild fuld gierne haffue guode rad
aff kerr moder synn.
10.
Ieg haffuer fangitt en styffmoder,
hun er meg worden haard:
hun haffuer myn hiartt y tuongen lagtt
for denn, ieg aldrig suo."
11.
"Skall ieg meg nu opriese
aff søffuen och haarden kualle:
vdj thi same wieee ^[4] I udg.: "wiee". ^[5] dvs. Veje.
tha skallt thu ind fuld-well faare.
12.
Ieg skall gyffue deg enn fuolle,
hand skall well bere deg frem:
hand gar saa wel offuer sallttenn fiord,
som paa denn grønne iord.
13.
Ieg skall giffue deg dugenn,
alt om du kandt thend bredde:
ald denn mad, du ønsker,
den skall deg staa tiell rede.
14.
Ieg skall giffue deg ett dyres-hornn,
och thett er spenntt med guld:
ald den drøk, du ønsker deg,
da skal den staa ald fuld.
15.
Ieg skall giffue deg suerditt,
er harditt y drage-blod: ^[6]L. 2-4: Det ægte Rim er vel drage-blod ∼ glod. (S. Bugge.)
y-huor du rider igieemill mørkenn skuoff,
daa brinder hun som enn booell.
16.
Ieg skall gyffue deg skibbenn,
den staar y saltenn fiordt: ^[7]L. 2-4: Det ægte Rim er kanske fjord ∼ flod (jf. fod ∼ jord i V. 28; tro ∼ bord i V. 41; ord ∼ fod i Nr. 43 A 41). (S. Bugge.)
ald dyn finder, deg imod wilde seggell,
dem løber hun vnderr y fiordt."
17.
Tthy wand op dieris sylcke-seggell
saa hytt y forgyldene ruo:
saa seglitt thi for denn same land,
alt som den iumfru wor paa.
18.
Tthi kaaste derris acker
paa denn huide saand:
thett wor vngenn Sueidall,
hannd thrennd ther først y land.
19.
Tthett wor vngenn Suedall,
hand gaar paa huiden sannd,
thend første mand, hand møtte,
wor hiorden paa thett land.
20.
Tthett wor guodenn hiorde,
och hand luod spøre till:
"Huad daa skader thenne vngersuend?
huy er hans hiartte saa thørst?"
21.
"Hanns hiartte legger y thuongen lagtt
for den, hand aldrig suo:
suenden heder vngenn Sueddall,
och saa gaar saaden aff."
22.
"Her er och-saa en iumfru paa thette land,
hun leger y sterkenn thraa:
alltt eftter en suend, heeder Suiedall,
hun aldrig [med] [øgen] suo."
23.
"Hør du, guodenn hiørde,
och huad ieg siger deg:
wedst thu, huor denn iunnfru er,
daa døll thett icke for meg."
24.
"For offuen wed den grønne lund
der staar myn iumfrues gard:
puorttenn er aff thett huidee walls-byenn,
och puortten er lagtt med staall.
25.
Vddenn for mynn iumfrus puortt
ther stander en løffue saa gram:
men er y den rette Suiedall,
saa fritt maa y gaa fram."
26.
"Er thett nu saa sanden,
alt som du sigger for meg:
blyffuer ieg kongge paa thette land,
til rider giør ieg dieg."
27.
Hand gick til denn gyldene puortt,
och ind der hand suo:
alle daa war dy laasse,
och dy falt seleff der-fraa.
28.
Løffuenn med thy huide biørn
thi faldt ^[8] maaske: fulde. den herre til fuodt:
liendenn med syn grenne
hun bogner nedder til iord.
29.
Mitt vdj denn borig-gaard
der axler ^[9]+2: I udg.: "axler". der axller hand syn skyndtt:
saa gaar hand y hyffue-lofftt
for hiendske koning ind.
30.
"Hell seder y, hiedennske koning,
offuer edders egen bord:
well y meg edders datter giffue
och wide meg ansuar-ord?"
31.
"Ieg haffuer icke datter, for-vdenn ienn,
hun lieger y sterkenn thraa:
alt efter en suend, heder Sueidall,
hun aldrig med øgen suo."
32.
Tthett thaa suaritt thend liden smaa-dreng,
stuod kled y kiorttell huidt:
"Lengis hynder efter Sueiedall,
da er hand nu komen hidtt."
33.
Saa bratt kaam buod y hyffuelofft
for skøn iumfru ind:
"Nu sedder vngenn Suiedall
nest huoss fader dynn."
34.
"Daa thager y nu buortt dy hyffue ruo
ochsaa dy liggebaar:
følger y meg y hyffue-lofft
ind for myn hiarttens-kierr."
35.
Tthett tha melltte den skønne iumfru,
hun ind aff døren trennd:
"Wer well-komen, vngen Suiedall,
hiartt-allerkerste mynn!
36.
Huad helder well y, my[n] kerre fader,
nu tage wed den chrestlig thro:
helder ieg skall følge vnge Suedaall
y fremede land at buo?"
37.
"Langtt helder well ieg ladde meg chresten
och tage weed chrestlig lerre:
ind ieg wilde, myn kerre datter,
ind ieg wilde deg om-bere."
38.
Tthett wor om enn mandag,
dy tog wedd den chrestelige tro:
den neste sønddag, der efter kaam,
luod thi thett brølup buo.
39.
Saa drak thi thett brølup
well y dage fem:
alt gick guodenn hiordde,
hand glede seg y alle dem.
40.
Tthett melltte vngen Suiedall,
hand thaaller till suene thuo:
"Y hientter meg ind denn hiørde,
ieg skall hanom till rider slaa."
41.
Tthak haffue vnge Suiedall,
saa well holtt hand syn throff:
hand slo thend hiord til rider,
hand satte hanom øuerst till buord.
42.
Nu haffuer vngen Suiedall
forwuonden al syn harum:
saa haffuer och den stalt iumfru,
hun suoffuer for inden hans arum.
:: Och ladder du dyn ord well! ::

Den ældste danske viseoverlevering