Gøde og Hillelille

1.
Thett drømtte stalten Hylleld
for-inden sytt sitt ^[1]+1: I udg.: "egett". egen bur,
thett hun schulde vd-aff banen dø
och aldrig att bliffue brud.
:: I-men her Giuøde ^[2] I udg.: "Giøde". hand thøyler med stalten Hillilild. ::
2.
"Meg haffuer drømett saa vnderlig,
her Gud rad well myn feerdt!
meg thøgtte, ieg war vdi myde wienn
med her Giødis suerd."
3.
Wogen luo hyndis kerr moder,
och drømenn kund hun well rade:
"Du wogtte deg, myn kerr datter,
alt for saa møgen waade!
4.
Thu wogtte deg, stalte Hyllelild,
du wogtte deg well y-aarr!
her Giødi stunder eftter ere dyn
som falck efter wilde brad."
5.
"Rett aldrig skall her Giødy
och aldrig faa myn thro;
førre skulde ieg meg y chloster giffuee
med altt thett mitt ^[3]+1: I udg.: "guld". guld, [ieg] [aa]."
6.
"Hør du, myn kerr datter,
och sig meg icke den harum!
her Nilus er myn arffuing,
hand giør meg daglig harum.
7.
Seed thu theg y bure,
thu lieg med røde guld-nest!
ind-til du kand thi thiding spør,
her Giødi er gifft eler fest."
8.
Thett stuod saa y otte aar,
och thiden den giordis hinder lang;
rett aldrig horde ^[4] I udg.: "hørde". hun mesze,
icke helder ortte-sang. ^[5] I udg.: "otte-sang".
9.
Her Gødi hand lader thi brøffue vd-gaa,
som hand aff landen wil ride;
om natten drog hand til-bage igen,
hand holder vnder grønen lide.
10.
Frem gaar stallttenn Hylleli[l]d,
hun spuorde syn moder att:
"Maa ieg meg til kierke faare?
men her Gødi er dragenn aff land."
11.
"Du matt well faare, kerr datter min!
ieg wed dig ingen vaanne: ^[6] er Skriverens Rettelse fra faarre.
her Giødi haffuer seg en enki fest
bortt y Sellands lande."
12.
Thett war stallttenn Hyllilild,
hun aager y grønen lund;
ther møder hinnd her Gødi
vdi saa vnden stund.
13.
Thett war herre Gødi,
hand rider til hengendis kaarum;
ther minder hand stalte Hillelild,
hand thog hinder y syn arum.
14.
"Gu-manne, staltte Hillelild!
och huortt saa well y faarre?
haffuer y nu thett same synd:
y well myn aldrig werre?"
15.
"I lader meg faarre, herr Gødy!
y giør meg ingen quide!
ieg loffuer eder paa myn chrestelig thro,
ieg well eder iunfru bide."
16.
"Byder y meg y maanetter,
och byder y meg y thuo:
ther komer thend suend, thett ^[7] I udg.: "ther". y vnder well,
saa giffuer y hanom eders thro."
17.
Saa thog hand stalltte Hillelild,
hand løfftte hinder paa synn hest;
saa førde hand hinder y skuoffuen ind,
som tyken thett wor miest.
18.
Saa tog hand stallte Hilleli[l]d,
sluog offuer hinder silcke rød;
ther bleff hun med thi blomster-quest,
dy tuingit den lilie till døde.
19.
"I faaer nu hiem, stallt Hillellild,
seder offuer eders moders bord!
rett aldrig løffuer y saa guod en dag,
ieg helsner eder med et ord.
20.
Thre gang haffuer ieg om eder beditt,
myn frender giortt eder den erre;
y sagde, ieg haffde icke mo[r]gen-gaffue,
thett ^[8] I udg.: "ther". eder løster att berre.
21.
Nu haffuer ieg ingenn morgen-gaffue,
thett ^[9] I udg.: "ther". ieg tør eder nu biude;
den er y Lund att giøre,
den er ike ind-nu bleffuenn rede."
22.
Thett melltte stallttenn Hillelild,
hun war en sorig-fuld wyff:
"Spør thett myn rige frender,
her Gødi, thett køster ^[10] I udg.: "koster". eders lyff."
23.
"I thør meg icke thrwe
med eders frender saa rige;
ieg well ^[11]+1: I udg.: "well". well segle den sallte søy,
huad helder thi er wred eler bmld." ^[12] I udg.: "blide". ^[13] ser ud som bmld.
24.
Hiem kaam stalltenn Hillild,
kaste sitt guld imod denn iord;
hun ^[14] +1; imellem hun og soker er kunde icke underprikket. soker och hun greder,
hun kunde ike thallee ett ord.
25.
Wd kaam hindis ker moder,
hun helsett stallt Hillelild:
"Huad haffuer thu y lestenn hørtt,
men du holder theg saa ilde?
26.
Thu sig meg, myn kerr datter,
hui haffuer du duellett saa lennge?
ieg minte, thett war ike nu kirke-thid,
thi folk er alle y senge."
27.
"Her Gødy møtte meg y rosenslund,
hand giorde meg angest och mienn;
thett wor alt saa ilde,
thett meg skuld moder føde."
28.
"Du thy quer, myn kerr datter!
dog deg er thimit den møde;
spør thett thin rige frender,
thi slar her Gødy til døde."
29.
"I thør hanom icke thrue
med myn frender saa rig;
her Gødy hand segler thend salte søy,
huad helder thi er wred eller blide."
30.
"Gud nade thieg, myn kerr datter!
att thieg skuld thime den harum;
thu est then aller-weniste y thette land,
der-til mit ieneste barnn."
31.
Thett stuod y-saa lenge,
hun huerken legte eller luo;
ther war huerken fruer eller møør,
der hinder suo nogen tid fruo.
32.
Her Gødy hand styrer syn snecke fraa land,
hand segler denn salltte søy;
saa saare sørgitt stallten Hillelild
saa lønlig vnder thend ø.
33.
Thi fyrethyffue vger for-gangen war,
denn frwe skuld thime denn [tuang];
hun bad seg loff aff moder sinn,
hun matte y stien-stuoff gange.
34.
Stalt Hillelild ganger y stien-stoffuen ind,
syne thuo søner at føde;
thett well ieg for sandingenn sige,
thi thuingit den lilie til døde.
35.
Der wor stuor ønck y stien-stoffue,
thi fruer deris øgen dy runde;
saa thog dy stalltenn Hillelild,
dy lagd hind kiebbell y mond.
36.
Thett melltte stalltte Hillild,
ther hun skulde tholde den død:
"Y siger her Gødi M ^[15] I udg.: "tusend". guode-nat!
hand haffuer meg wolditt min nød.
37.
I sender her Gødi myn søner thuo,
y setter denom offuer hans buord!
ind-dog hand haffuer ike for all min møøde
icke helsnit meg med et ord."
38.
Thett war stallttenn Hillelild,
hun wendis til wegen bratt;
hun døde for-indenn synn moders arum
vdi thend same natt.
39.
Thett war herre Gødi,
hand wagner om mydi-natt;
thett well ieg for sandingen sige,
hand drømtte thend same natt.
40.
"Meg thøgtte, thett ieg och myne mend
wy skulde til offers gaa,
mitt skaarlagen der-neder paa iorden fald,
saa nøgen mon ieg staa.
41.
Meg haffuer drømitt saa vnderlig
op-vnder dene ø;
thett wed Gud-fader aff hiemmerig,
meg er aff hiartet wiee."
42.
Her Gødi hand styrett syn snecke for land,
tha ringitt dy kloker vnder ø:
"Hielp nu, Gud-fader y Hiemerig,
thett stalt Hillelild er icke død!"
43.
Her Gøde hand ganger y kierken ind
med syne welbyrdig mend;
hand suo stalt Hillelild lig paa baare,
hindis muoder rand thaar pa kind.
44.
"Her Gud nade meg, her Gødy,
huor haffuer ieg ^[16] I udg.: "y". woldt meg harum!
her stander stalt Hilellild lig paa baar,
hun er mit en[i]ste barnn."
45.
Thett wor hindis moder,
och tager hun till syn knyff:
"Haddee myn datter ike for eder bedet,
da skulde thett haffue kost eders lyff."
46.
"I lader myn sønner til kierke kome,
y lader denom chrestenndom faa!
ieg well følge stalt Hillelild til kierkenn y-dag
och aldrig mer derr-fraa."
47.
Thett wor herre Gødy,
satte sitt suerd imod ett stien:
"Nu skall ieg lade thett koolle staall
leske ald myn angest och mien."
48.
Thett melte herre Gødi,
ther bloditt rand hanom til døde:
"Min søner dy er min egtte bønn
offuer guld och godzs saa røde."
:: I-men her Gøde hand thoffueller med stalltten Gøøde. ^[17] I udg.: "Hillilild". ::

Den ældste danske viseoverlevering