Varulven

1.
Rrideren och thend stalltte iumfrw
:: Der driffuer dag, falder rim. ::
thi lieger guld-thaffuell y therris bur.
:: Den ieg loffuer thro myn. ::
2.
Tthend første therning, y tauffuelbuord rand,
den rider thaufftt, den iumfrw wand.
3.
Den anden therning, y taffuelbuord rand,
den iunfru thauffte, och rideren wand.
4.
Hand klaper hinder wed huiden kind:
"Y mindis thett, iumfru, y er mynn."
5.
Hand tog hind lestelig y syn arum,
saa gaff hand hinder ett røde guld-baann.
6.
All thett thierningen y thauffuelbuorden rand,
daa wrider den iunfru syn huide haand.
7.
"Huad hellder sørger y for saadell eller hest?
eller sørger y, for ieg haffuer eder fest?"
8.
"Selleff haffuer ieg buod saadell och hest,
ieg sørger icke, for y haffuer meg fest."
9.
"Huad helder sørger y, for ieg er icke rig,
eller i thenker, thett ieg kannd icke were eders lig?"
10.
"Ieg sørger icke, for y er ior ^[1] I udg.: "io". rig,
fuld well kand y were myn ligg.
11.
Tthett wor meg spaaid saa liden en møø:
den vilde vld skulde bliffu<e> myn død."
12.
"Tthu skalt rett aldrig tilckierke gaa,
vden theg skall følge myn suene thuo."
13.
Thend rider bød fruer och stalt iumfruer,
saa luod hand sitt brølup buo.
14.
Tthend frw hun skulde til kierke faarre,
hindis følgesuene dy hieme waare.
15.
Der hun kaam till stette,
graa wllffuen der hind møtte.
16.
"Mynn kerre vlleff, bid icke meg:
mytt røde guld-boond thett giffuer ieg dieg."
17.
"Meg er icke om thitt guold-bond: ^[2] Versemaalet kræver i Overensstemmelse med V. 16: /Meg er icke om thitt [røde] guold-bond./ (S. Bugge.)
ieg thager langtt helder din huide hand."
18.
"Minn kerre vleff, bid icke meg:
myn søleff-slaffuen knyff saa giffuer ieg deg."
19.
"Meg er icke om dynn sølleff-slaffuen knyff:
ieg tager langtt helder ditt vnge lyff."
20.
"Myn kerre vlff, bid icke meg:
min silcke-liend saa giffuer ieg deg."
21.
"Meg er icke om dynn silcke-liend:
ieg komer snartt sieldenn y kirken ind."
22.
Tthett suaridtt thend gamble vleff saa graa:
"Wy hinder icke byde maa.
23.
Wy well nu lade hinder løffue:
hindis otte søner at føde.
24.
Første hun er med thend niende,
tha well wi hinde well finde."
25.
Tthett stuod saa y otte wientter: ^[3] Rimordet har vel været aar; dette viser ogsaa thett niende i V. 26; thi "Vinter" kan vel ikke i gl. Jydsk være Intetkjønsord. (S. Bugge.)
den frw thuordee aldrig till kerke faare.
26.
Tthett lyde fast med thett niende:
den frw war med saa liden enn kiend.
27.
Saa gick hun seeg y staalle,
hun skuode dy fuoler alle.
28.
Hun skuode then brune, hun skuode thend graa,
den beste luod hun liege giyltt sadel paa.
29.
Denn frw hun skulde til kierke ride,
hun thuog den sty wnder grønen lide.
30.
Der hun kaam y thykeen risz,
der bleff hun thi vlffue wisz.
31.
Hun sprang saa snartt fraa ganger graa, ^[4] Rimet restitueres maaske ved at læse: fra ganger nedq.
saa sprang hun op y liende-three.
32.
Wlffuen thager till att thydde,
saa bleff dy XXIIII.
33.
Vlffuen kaste moold op med fuod,
sydenn matte threitt op med rod.
34.
Tthend frwe hun robtte saa høtt et raab:
thett hørde her Peder hiem til sinn gaard.
35.
Dy vlffue thog hinder y sidde,
dy splette then lille saa wide.
36.
Her Peder gaar hiem vdi sin gaard:
hand hørde y lunden saa ynkeligtt ett moord.
37.
Her Peder hand taller till lidenn smaa-dreng:
"Huor er liden Kierstenn, myn wyff saa wenn?"
38.
Tthett thaa suaridtt thend liden smaa-dreng:
"Den frw hun red till afftens-sang."
39.
Her Pedder sprang til ganger rød,
hand rende saa fast, som fuoglen flyø.
40.
Der hand kaam y rosens lund,
der møder hanom vlffuen med barnitt y mund.
41.
Hand fand icke vd-aff syn wene frw,
vden hyger hand och winster fuod.
42.
Hand fand icke vd-aff syn wene wyff,
vden silcke-serk och blodig huyy.
43.
Herr Peder hand wor den død v-werd:
:: D[er] d[riffuer] d[ag], f[alder] r[im]. ::
hand falt neder paa sinn dragen suerd.
:: Den ieg loffuer thro myn. ::

Den ældste danske viseoverlevering