Søborg og Adelkind

1.
Søborig wor seg saa liden en mord,
saa tiellig tha falt hind moder fraa.
:: Laad faare bortt angist! ::
2.
Hun bleff fød en afftens-maall,
hindis moder wor død, for op rand suoll.
3.
Till kierke førde dy thett lig,
och efter thett barnn saa rige.
4.
Tthett falt seg saa well y lauff,
droningen kaam til kiercke same dag.
5.
"Huem er osz thett lidelle kiend,
saa ^[1] +1; er vistnok en Skrivfejl; det skulde være helt borte. rig er komen y dag til kierken ind?"
6.
"Thend lidelle kiend hun hieder Siyborig,
saa thiellig haffuer faaitt hiartens sorrig.
7.
I dag møder til kierke thi ligge,
thi er denom saa rige."
8.
Saa sorrig-fuld suarid thi fruer:
"Siøborig haffuer nu miiest fader och moder.
9.
Tthi er nu alle døde,
som hinder skulde buode klede och føed[e]."
10.
Tthett melte droningen vnder skiend:
"Daa giffuer y meg thett lidelle kiend!"
11.
Fostermoder gaff hinder att dy,
och droningen lerde hind selleff at siy.
12.
Hun luod hind foster y wienter ny:
hun bleff den alluenste, nogen mand wild siee.
13.
Op wogsitt Siøborig saa wen en mord,
hindis lige war icke y droningens gaard.
14.
Droningen gaar sieg til burre,
hun lerrer Siøborig saa prude.
15.
"Kom hid, Siøborig, och sied huosz meg!
saa wel med erre da lerrer ieg deg.
16.
Tthu wogtte theg well for munde-glaam!
saa giør du ochsaa for drocken mand!
17.
Du wogte deg well for natte-gang!
du giør icke afftens-støffue ^[2] I håndskrift og udg.: støffue. If. DgF bør det være: støffne. for lang!
18.
Wogtte deg och for her Adell-kiend,
ind-dog hand er kerre søne myn!
19.
Allt om hand ien natt huosz theg suoffuer,
men siden hand deg rett aldrig troloffuer."
20.
Tthett suaredtt Siøborig hynd snylde:
"Y lerer meg alt for silde!"
21.
"Sttatt op, Syøborig, och kled thu theg!
y dag skalt thu til kierke med meg."
22.
"I drager til kiercke, beeder gatt for meg!
en anden søndaag well ieg bede for eder."
23.
Syøborig gaar seg y stien-stoffuen ind,
hun føder en sønn buode høffske och fyenn.
24.
Hun føde en søn buod fuorr och huid,
her Aadelkiend er hand saa ligg.
25.
"Chrest giffue, ieg haffde nu saa fuld ^[3]+2: I udg.: "fuld-thro en". en thro wen,
mit buod wilde berre for her Adellkiend!"
26.
Tthett suaridtt thend falske tarne:
"Ieg berer eders buod saa gernne."
27.
"Ttha bed hanom giøre thett for erre syn:
giffue meg att dreke vd-aff syn wynn!"
28.
Bortt ^[4] +1; maatte helst være borte. gick den taarne, klaper paa døren med skiend:
"Staar op, her Aadel-kiend, lader meg ind!
29.
Her seder y, her Adell-kiend, offuer eders buord!
Siøborig, eders kerist, haffuer send eder ord.
30.
Hun legger seg y stien-stoffuen ind,
hun haffuer en datter buod suortt och liee.
31.
Hun haffuer en datter buode suortt och liee,
wor hunde-dreng er hun saa lig."
32.
Tthett suared her Aadell-kiend med tuogt och ere:
"Thett barnn well ieg rett aldrig for-suere.
33.
Men y desz suorter myn datter hun er,
desz myere røde guld skall hun berre."
34.
"Hun bad, y skulde gørett for eders dyd:
gyffue hinder att drecke vd-aff eders wynn."
35.
Her Aadell-kiend gaar seeg til tønde,
thett klarre wyn luod hand vdrende.
36.
"Tthu bedd hinder leg aff dy dyner saa graa!
hun maa wel soffue paa bolster blaa.
37.
Tthu bed hinder drecke aff winet saa,
thett ald hindis sorig skal seg forgaa!
38.
Ieg well selleff snartt hend till hinder ride,
syden skall hun aldrig sørig ell quide."
39.
Tthend tarnne hun war saa suigefuld,
thett klaarre wyn saa drak hun vd.
40.
Hun thog igen thett wand saa kold,
hun bar thett i lofft for Siøborig saa bold.
41.
"Her haffuer y ett hornn med wand:
her Adellkiend eder aldrig beder annd.
42.
Hand badd, y skulde wanditt dreke,
och ald eders sorig op-wecke.
43.
Hand bad eder lig aff dy dyner saa graa:
y matte wel soffue y baare straae."
44. ^[5] 44 og 45 vistnok her urigtig tilkomne; de passe ikke til Sagnformen, hvorimod det tilsvarende i sv. A 24-25 er ganske paa sin Plads.
Tthi weste icke anditt, ind thi war iene thuo:
her Aadelkiend liude der-paa.
45.
Her Aadelkiend sluo seg for sitt brøst:
"Thu leg nu, ^[6] I udg.: "quaar". hiarthett, thu thenke ^[7] I udg.: "werre". well thørst!" ^[8] I udg.: "thøst".
46.
Droningen kaam fraa aafftens-sang:
saa stercke thidenn kaam hinder ygenn.
47.
Droningen suøber seg hoffuet y skiend,
hun gaar i burre for Siøborig ind.
48.
Droningen ind aff døren thrend:
Siøborig hun blegner [y] huiden kiend.
49.
Droningen klaper hinder wed huiden kind:
"Thu sørge icke, Søborig, dater myn!
50.
Syg meg, Siøborig, vnder huiden linn:
huem er fader at søne dynn?"
51.
Tthett suarid Syøborig med sorigfuld sinde:
"Thett er hind vnge her Aadelkiend.
52.
Gud nade," sagde Siøborig vnder ø,
"thett min fader skulde saa thielig bort fra meg dø!
53.
Haffde ieg hafft fader och moder y lyffue,
tha haffde meg aldrig thimitt den quide.
54.
Nu well ieg sørge meg selleff til døde;
Chrest segne mynn søn fraa sorig och møde!"
55.
Droningen klaper hinder wed huiden kiend:
"Thu sørge ike, Siøborig, dater miynn!
56.
Mynn sønn skall anten egte deg,
helder hand skall aldrig haffue moder i meg.
57.
Alle thi, meg mone thiene med erhre,
thi skal theg alle til thienist werre.
58.
Tthett skall alt efter dyn wilig gaa:
ieg wel deg seleff for moder staae."
59.
Droningenn slar offuer sieg skaarlagen smaa,
til her Adelkiend løste hinder att gaa.
60.
Tther hun kaam till borrige-lied,
her Adelkiend hand stuod der wed.
61.
"Hør du, her Adel-kiend, sønne myn!
huj stander du her om natter-thid?
62.
Huy stander du her saa wred y sinde,
men du ber dragen suerd vnder skarlagen-skiend?"
63.
"Ieg staar her och wagtter,
att thiuffue dy skall icke stieelle myn datter.
64.
Ind-dog min datter hun er suortt,
ieg wilde icke, theuffue skulde stieele hind bortt."
65.
"Tthu thye quer, herr Adellkiend, du sige icke saa!
thett er en søn, stalt Søbborig haar.
66.
Tthett er en sønn, er høffsk och huid,
theg seleff, Adelkiend, er hand saa lig.
67.
Hand haffuer kaarsz emelom haarre:
en konge saa skall hand wore.
68.
Hans ^[9] I udg.: "Hand". haffuer korsz paa hygere fuod:
alt wor angist thett rader hand buod.
69.
Ieg beder theg, herr Adellkiend, søne myn!
att du well egtte Søøborig dater myn.
70.
Ind-dog hun haffuer icke frender rige,
thaa er hun seleff dannis och dydelig."
71.
"Fuld gierne ieg thett giorde,
om ieg for eder, kerr modder, sa thuorde."
72.
"Saa gerne giffuer ieg mit minde ther-till,
thu egtte stalt Siøborig, nar du welt!
73.
Tthu egtte Siøborig med heder och erre!
myn kerre søn, thett er min biegierre."
74.
Her Adel-kiend sluo offuer seg skaarlagen-skiend,
saa fuldis thi buode for Siøborig ind.
75.
Her Aadellkiend ind aff dørenn thrend:
Søborig wendis til wegenn igenn.
76.
Hand klaper hinder wed huiden kiend:
"Hui er i saa wred, alerkereste mynn?
77.
Ieg wed well, thend tharne haffue[r] forwend myn ord,
min hiartens kerre! huy wilde y thett thro!"
78.
Tthett feck thend therne alt for hindis ord:
saa løffuende daa bliff hun sett y iord.
79.
Her Adellkiend thager Siøborig y sin arum: ^[10] I udg.: "faffuen".
hand gaff hinder guld-kronne och droninge-naffuen.
:: Lad fare bort angest! ::

Den ældste danske viseoverlevering