Lave Stisøn og Fru Eline

1.
Dett wor Lauy Stysen,
hand red seg vnder ø:
feste hand stalltten Ellensborig,
hun war saa wen en møø.
:: Siden wilde hun aldrig søre. ::
2.
Feste hand stolltenn Ellendsborig,
den høffske lili-wand:
saa løste hanom Lauj Stisenn
at drage y fremede land.
3.
"Hør du, Espenn Ottesenn!
ieg throer deg aller-best:
wogte meg well stolten Ellensborig.
denn iumfrw, ieg haffuer fest!"
4.
Tthett wor Laui Stisenn,
hand styrer sin sniecke fora ^[1] I udg.: "fra". land:
thett wor stallten Ellensborig,
hun staar paa huiden saand.
5.
Hand haffde icke vde aff landit werit
for-vden en stackit thid:
thett wor Espen Ottesen,
hand agthett at giøre hanom suig.
6.
Tthett wor Espenn Ottesenn,
och siuøber hand seg y skiend:
saa gar hand y hyffuelofft
for stalten Ellensborig ind.
7.
"Hell seder y, stoltenn Ellensborig,
y løser myn elskuoffuens thuang!
well y giffue meg en skiorte
och siy den med eters haand?
8.
Hell seder y, stolltenn Ellinsborig!
well y were meg saa huld:
giffuer [y] meg en skiorte,
och syrr den seleff med guld!"
9.
"Giffuer ieg eter en skiortte,
och stecker ieg den med guld:
spør thett Lauj Stisenn,
hand bliffuer meg aldrig huld.
10.
Giffuer ieg nu ehter en skiorte
och siyr den med myn hand:
thett spør well Lauj Stisenn
vdj dy fremede land."
11.
Tthett thi icke anditt wieste,
ind dy wor iene thuo:
vde stuod thend for-band<it> thernn,
och liude hun der-paa.
12.
Tthett tha wor den therne,
hun luod dy lønebreffue skriffue:
sender hun denom op at land,
Laui Stisenn lader hun denom giffue.
13.
"Her er en hiortt woon y ehters haffue,
hand bleder dj øuerste blade:
komer i icke snart aff lieding hiem,
hand giør thi blomster stuor skade."
14.
Tthett wor Lauj Stidsen,
der hand dy løne-breff suo:
hand kunde huerkind ede eler drike,
icke søffuen om naten suoffue.
15.
Hand kund huerkenn ede eller driecke,
icke søffuen om nattenn suoffue:
"Suene, y lader myn snecke rede!
ieg well til Dan-mark buo."
16.
Tthett wor Laui Stisen,
hand styrer sin snecke for land:
dett wor Espen Ottesenn,
hand rende syn ganger paa sand.
17.
"Hør du, Espen Ottesen,
huor stander det hiem til myn?
huor lider stolten Ellinsborig,
siden hun bleff kerreste dynn?"
18.
"Well stander y dyn gaarde,
well stander thett hieme til dyn:
well lider stollten Ellen[s]borig,
rett alldrig bliffuer hun mynn."
19.
Tthett wor Laui Stisenn,
hand suøber seg hoffuet y skiennd:
saa ganger hand y hyffuelofft
for staltenn Ellensborig ind.
20.
Tthett wor Lauj Stisenn,
hand ind att dørenn thrend:
steelle saad stolltenn Ellinsborig,
och hinder rand thaare paa kiend.
21.
Lenge stuod Lauj Stidsenn,
och thengte hand wed seg:
"Thett mone slett inthett for gode were,
du stander icke op mod meg. -
22.
Hør thu, stalltenn Ellensborig!
huy giøres deg kiender saa bleg?
haffuer ieg saa lenge aff landit werit,
det du haffuer glempt at lieegge?"
23.
"I maa thett well thro, Lauj Stidsenn!
men y haffuer weritt aff land:
[thett] [er] [alt] [for] [ethers] [skyld] [wordenn],
[det] [tiden] [giøres] [meg] [saa] [lang]."
24.
"Er thett nu for myn skyld wordenn,
det tiden giøres deg saa lang:
daa wolder thett Espen Ottesen,
dit belte giøris deg saa thrang."
25.
Tthett suaridt stallten Ellensborig,
saa tog hun paa:
"Y thieer quer, Laui Stidsenn,
y siger ret aldrig saa!
26.
Saa hielpe meg Gud ^[2]+1: I udg.: "Christ". fader aff Hiemerig,
som tholde for meg død:
rett aldrig wor ieg des werre,
Espen Ottesen hand war fød!"
27.
"Tthett war Lauj Stidsenn,
hand thaller til suene thuo:
"Beder y Espen Ottesenn
y stoffuen ind for meg gaa!"
28.
Ind kaam Espenn Ottesenn,
och stedis hand for buor:
"Huad well y myg, Laui Stidsenn!
huj haffuer y sendt meg ord?"
29.
"Skam faa du, Espenn Ottesenn,
saa illde som du haffuer giortt!
Gud forlade deg, stollttenn Ellens-borig,
saa wel ieg haffuer deg troett!"
30.
Tthett wor Laui Stidsenn,
hand sitt suerd vddrog:
woffue hand Espenn Ottesen
for hindis øgen tho.
31.
Hand sluo ihiell Espen Ottesen
vdy den fruerstoffue:
saa stelle saad stallten Ellensborig,
det gaar hinder aldrig aff huoff.
32.
Saa sluo hand stalltten Ellens-borig
vdj dy thimer fem:
ther war icke en y ald hans gaard,
der hinder thuorde hielpe y dem.
33.
"Nu haffuer y meg saa slagenn,
att ieg icke løffue kand:
dog haffuer ieg eder kerest vdj myn hoff
for nogen wardsens mand.
34.
Nu haffuer y meg saa slagen,
ieg redis fast for mit liff:
dog haffuer ieg eder møgit kierer,
end ieg haffde Espen Ottesens X."
35.
Saa saatte hand stalltenn Ellensborig
vdj saa møerke ett husz:
der saad hun y wienter thuo,
hun suo huerken dag eller liusz.
36.
Ingen ^[3]+1: I udg.: "Ingen". thør till den sørgefuld mø
gange tør eller well:
for-vden Lauj Stidse[n]s moder,
hun staall seg smuo siend till.
37.
Frw Biuri-all gaar hinder till och fra,
skaffthauffll med hinder at liegge:
"Gud nade deg, kerre datter myn,
huad dine kiender giørs blege!"
38.
"I thør eder icke forvndre,
thett ieg er icke rød:
y maa møgit mere forvndre der-paa,
thett ieg er icke aff sorgenn død."
39.
Tthett war Lauj Stisenn,
hand suøber seg hoffuit y skiend:
saa gaar hand til dett mørcke husz,
for staltenn Ellensborig ind.
40.
"Tthu statt op, staltenn Ellensborig,
du duel icke holde lenge!
gack du deg y hyffue-lofft
och red myn sleffred senge!
41.
Vnder breder thu silcke,
och offuer thield saa smaa:
thett er meg selliff, Lauj Stidsenn,
meg løster at huile paa."
42.
Tthett suaridt stallten Ellensborig,
hun suarit et ord med erre:
"Ald den gierning, der edir [er] kieer,
den well ieg gierne giørre."
43.
Op stuod stalltenn Ellensborig,
hun duelde icke møgit lenge:
saa gick hun y hyffuelofft,
hun rede den herris sengge.
44.
Vnder saa brede hun silcke,
och offuer thett fløffll blaa:
"Chrest segne ham Lauj Stidsen,
som her skall huile paa!"
45.
Aller thymitt staltell ^[4] I udg.: "stalten". Ellensborig
nogen tid en større harum:
saa thog hand hinder thieneste-mø,
hand lagd hind y sin arum.
46.
"Hør thu, stalltenn Ellensborig!
thøckis theg thett gaat at werre:
tha well ieg lade mit brølup
med myn sleffred giørre.
47.
Ieg well giffue myn sleffred en kiortell,
skall were aff fløuell bla:
ieg well giffue deg en andenn,
skall wer aff wamild graa.
48.
Ieg well giffue myn sleffred en bellte,
er giord aff guld saa fast:
ieg well giff deg et andit,
thett skall wer bundit aff bast."
49.
Tthett suaridtt stalltenn Ellensborig
buode med thuogt och erre:
"Alle dy kleder, y well meg giffue,
denom well ieg gerne bere."
50.
Tthend sleffred stander y hyffuelofft,
hun kledis y fløffuell bla:
stalt Ellensborig stander der neden for,
klede seg y wamild gra.
51.
Tthend sleffred stander y hyffue-lofft,
giorder seg med guld saa fast:
stalt Ellensborig stander der neden for,
och giorder hun seg med bast.
52.
Førde dy denn sleffred-brud
vdj den brøllups-gard:
thett huide søleff, thett røde guld
war icke for leggeren spartt.
53.
Sildig om den afften,
der doggen den drøff paa:
thett tha war thend sleffred-brud,
hun løster at suoffue gaa.
54.
Saatte di den sleffred-brud
vdj den brude-seng:
thett war Lauj Stidsen,
hand dualde icke møgit lenge.
55.
Lauj Stidsenn saatte seg paa senge-stock,
stalt Ellen[s]borig drog aff hans skuff:
ther kund ingen y warden siee,
hun anten gred eller luo.
56.
Sttalt Ellensborig bockitt til iorden ned,
drog aff Lauj Stidsens skuoff:
thett guode belte, thett hand hinder gaff,
thett brast tha sønder y thuo.
57.
Tthett suaritt stalltenn Ellensborig,
hun thøgte thett werre fuld ilde:
"Nu holt thett, thett ^[5] I udg.: "ther". brøste skulde,
och brast, ^[6] I udg.: "hrast". som brøste wilde."
58.
Tthett melltte Lauj Stidsenn,
och suaritt hand hinde saa huadst:
"Huad war thett, som holde skulde,
och huad war thett, som brast?"
59.
"Tthett guode bellte, som y meg gaff,
och thett war thett, som brast:
mitt sorrig-fuld hiarte matte well haffue brostet,
men thett holt alt for fast."
60.
Suaritt thett Lauy Stidsen,
hand bleff y hoffuen saa muod:
"Ieg suer der-paa, stalt Illensborig,
att du est mier ind guod!
61.
Sttat du op, mynn sleffred,
och gack aff seng fraa meg!
thu kaam igen, stalt Ellensborig!
med ere anamer ieg theg."
62.
"Hør y thett, Laui Stidsen,
y lader bortt faarre eders gamell!
y lader hiente ind thi preste,
ther osz ma giffue til-samell!"
63.
Tthett melltte stalltenn Ellens-borig,
klede seg for brude-seng:
"Hielp nu Gud fader y Hiemerrig,
eders wenskab matte waare lenge!"
64.
Der war løst y Lauj Stidsens gaard,
thi glede denom alle aff gamell:
buod hand och stalltenn Ellensborig,
dy bleff da widd til-samell.
65.
Ind daa kaam den sleffred,
hun war buode wred och wrang:
"Y gar frem, alle mine mørr,
y henger op silcke offuer stang!"
66.
Tthett melltte Lauj Stidsenn,
och saa thog hand opaa:
"Du gaff ^[7] I udg.: "gack". att dør, du sleffred,
vd fraa myn øgen thuo!
67.
Haffuer ieg stallt Ellens-borig brøtt imod,
thett haffuer du, sleffred, giort;
men alle di dage, ieg løffue maa,
da skall ieg were hinder guod."
68.
Tthett war Laui Stidsenn,
thog stallt Ellens-borig y syn arum:
"Loffuit wer Gud fader i Hemerrig,
for-wonden er all myn harum!"
69.
Nu haffuer stallten Ellensborig,
for-wonden bod angist och quide:
hun haffuer nu Lauj Stidsen,
med erre soffuer hun wed hans sidde.
:: Siden wilde hun aldrig sørrig. ::

Den ældste danske viseoverlevering