Jomfru ved Tavlebord

1
Lidenn Kierstenn hun er en fader-løsz mord,	liden Kirsten hun er en faderløs mår,
hun haffuer icke husz, hun haffuer icke gaard.	hun haver ikke hus, hun haver ikke gård.
:: Der haffde hun agt paa. ::	:: der havde hun agt på. ::
2
Hun haffde icke husz, hun haffde icke iord,	hun havde ikke hus, hun havde ikke jord,
saa ganger hun seg til thaffle-bord.	så ganger hun sig til tavlebord.
3
Denn første thaffuell, hun drog y rad,	den første tavel, hun drog i rad,
da wandt hun Ribe och Riberstad.	da vandt hun Ribe og Riberstad.
4
Saa daa wand hun Hiede-by,	så da vandt hun Hedeby,
daa willde kongen fra thauffuell-buor fly.	da ville kongen fra tavlebord fly.
5
Saa wand hun Lund y Schaane,	så vandt hun Lund i Skåne,
och daa wild kongen daane.	og da vil kongen dåne.
6
Saa daa wand hun Helsing-ø,	så da vandt hun Helsingør,
da wilde kongen wed thaffnelbord ^[1] I udg.: "thaffuelbord". dø.	da ville kongen ved tavlebord dø.
7
"I seder och leegger, myn hiartens-kerre!	"I sidder og leger, min hjertenskære!
ieg setter all Danmark imod eders erre."	jeg sætter al Danmark imod eders ære."
8
Denn iumfru sluo synn hand ymod buord:	den jomfru slog sin hånd imod bord:
"Rett aldrig hørde ieg sliggit kongligt ord!	"ret aldrig hørte jeg slig et kongligt ord!
9
Ieg tacker den frw, der meg haffuer lert:	jeg takker den fru, der mig haver lært:
den rige Ch[r]est beuar myn erre!"	den rige Krist bevar min ære!"
10
Och ind saa kaam hindis foster-moder,	og ind så kom hendes fostermoder,
y alle rad saa war hun god.	i alle råd så var hun god.
11
Hun sluoff hinder wed huiden kiend,	hun slog hender ved hviden kind,
thett blod stanck offuer hindis skarlagen-schiend.	det blod stank over hendes skarlagenskind.
12
"Ieg miente, ieg haffde ler[d] deg at wøffue y rør ^[2]'(spole?) kam (på en væv)' Kalkar III 654a.	"jeg mente, jeg havde lær dig at væve i rør
och sede y burre huosz andre mørr.	og sidde i bure hos andre mør.
13
Ieg miente, ieg haffde lerdt deg guld att spinde,	jeg mente, jeg havde lært dig guld at spinde,
och icke thaffuele aff ^[3]+1: I udg.: "aff". aff kongen at wiende!"	og ikke tavele af af kongen at vinde!"
14
"Ieg kand spinde guld, wøffue thett y lad,	"jeg kan spinde guld, væve det i lad,
ieg kand och drage thauffuell med kongen y rad."	jeg kan og drage tavel med kongen i råd."
15
Dett melltte daa kongenn, saa tog hand paa:	det mælte da kongen, så tog han på:
"Och huy slaar y ethers datter saa?	"og hvi slår I eders datter så?
16
War hun saa biurdig, som hun er bold,	var hun så byrdig, som hun er bold,
ald Danmarck schulde hun haffue y wold."	al Danmark skulle hun have i vold."
17
Dett suaritt den iumfrw mett tuogt och sinde,	det svaret den jomfru med tugt og sinde,
hun smiller saa hiemlig vnder skiend.	hun smiler så hemlig under skind.
18
"Er ieg icke biurdig, daa eer ieg huid,	"er jeg ikke byrdig, da er jeg hvid,
en droning aff Danmark kunde ieg wer lig.	en dronning af Danmark kunne jeg vær lig.
19
Er ieg icke biurdig, daa er [ieg] bold,	er jeg ikke byrdig, da er [*] bold,
en konge-hiarte kund ieg wel haffue y wold."	en kongehjerte kunn jeg vel have i vold."
20
Daa smiller Daner-kongen vnder skiend:	da smiler dannerkongen under skind:
"Daa schalt du nu were aller-kereste myn."	"da skalt du nu være allerkæreste min."
21
Saa gick den iumfru guod løcke y haand,	så gik den jomfru god lykke i hånd,
saa fecke hun guld-krone och droning-naffuen.	så fikke hun guldkrone og dronningnaven.
22
Nu haffuer den stolt iumfru forwonden sin quide:	nu haver den stolt jomfru forvunden sin kvide:
med ere soffuer hun wed kongens side.	med ære sover hun ved kongens side.
:: Der haffde hun acht paa. ::	:: der havde hun agt på. ::

Den ældste danske viseoverlevering