Nøkkens Svig

1
Derre gonger dantz vdi kongens gaard,	derre ganger dans udi kongens gård,
:: Vnder lidden. ::	:: under liden. ::
der dantzer mør med vdslagen haar.	der danser mør med udslagen hår.
:: Meg tøgtis, thett er tongtt att riidde. ::	:: mig tyktes, det er tungt at ride. ::
2
Der dantzer mørr med vdslagenn haard,	der danser mør med udslagen hår,
der dantzer rider med dragenn suerd.	der danser ridder med dragen sværd.
3
Der dantzer rider med dragenn suerd,	der danser ridder med dragen sværd,
kongenns datter hun querr ^[1]+2: I udg.: "for dem querr". for dem.	kongens datter hun kvædr for dem.
4
Stallt war denn iumfrw, hun kuai saa:	stolt var den jomfru, hun kvad så:
det hørrde hand nøkenn, vnder isenn laa.	det hørte han nøkken, under isen lå.
5
Op stuod nøckenn, och klede hand sieg:	op stod nøkken, og klædte han sig:
"Monne icke den stalt iumfru wild haffue meg?"	"monne ikke den stolt jomfru vil have mig?"
6
Hand skabber seg kleder buode gulle och grøne,	han skaffer sig klæder både gule og grønne,
hand kalder seg her Allfast, kongens[-]sønn.	han kalder sig her Alfast, kongenssøn.
7
Hand skabber sin ^[2] burde hede: seg. (S. Bugge.) hest buod suortt och huid,	han skaffer sin hest båd sort og hvid,
i forgyldene saadell saa rider hand did.	i forgyldene saddel så rider han did.
8
Der hand kaam till borrig-lied,	der han kom til borrigled,
enn bedde-dantz den gick der-wed.	en bededans den gik derved.
9
Hand bantt sinn hest wed kierke-knap,	han bandt sin hest ved kirkeknap,
hand gick y dantz, till wisenn slap.	han gik i dans, til visen slap.
10
Thennd iumfrw recker hun haand fraa seg:	den jomfru rækker hun hånd fra sig:
"Well y, her Allfast, dantz huosz [meg]?"	"vil I, her Alfast, dans hos [*]?"
11
"Ieg well icke dantze huosz theg,	"jeg vil ikke danse hos dig,
for-vdenn du wilt følge meg.	foruden du vilt følge mig.
12
Hør y, stalltt iumfru, well y føllge meg,	hør I, stolt jomfru, vil I følge mig,
enn kron aff guld saa giffuer ieg edder. ^[3] I udg.: "theg".	en kron af guld så giver jeg eder.
13
Ieg giffuer eder saa gott ett guld-boen: ^[4]L. 1-2: De oprindelige Rimord er kanske: guldband ∼ paa eders hand. (S. Bugge.)	jeg giver eder så godt et guldbånd:
der kaam aldrig sligett paa eders land.	der kom aldrig slig et på eders land.
14
Edders fader er kong offuer alltt thette land:	eders fader er kong over alt dette land:
hand gaff eder alldrig sliggett guldboenn.	han gav eder aldrig slig et guldbånd.
15
Eders fader er kong offuer allt thette rige:	eders fader er kong over alt dette rige:
hand gaff eder aldrig enn guldkronn slig."	han gav eder aldrig en guldkron slig."
16
"Huor-lunde daa skaall ieg føøllge edder? ^[5] I udg.: "theg".	"hvorlunde da skal jeg følge eder?
ther holde saa sterke wogtter paa meg.	der holde så stærke vogter på mig.
17
Meg wogtter fader och moder,	mig vogter fader og moder,
der-till otte rider [guode]."	dertil otte ridder [*]."
18
"Allt om deg wogtett nu allt din iett,	"alt om dig vogtet nu alt din æt,
tha skall y meg følge, thett haffuer y iett."	da skal I mig følge, det haver I jæt."
19
Saa wenn daa haffde hannd fuolle, wor spaag,	så væn da havde han fole, var spag,
hand satte den iumfrw wed sinn baag.	han satte den jomfru ved sin bag.
20
Hannd ridder sieg offuer hiede:	han rider sig over hede:
hans guld thett skienner saa widde.	hans guld det skinner så vide.
21
Thj redd igienem stuoff och stauffn,	de red igennem stub og stavn,
hans hest stander wed saa wilt ett wand.	hans hest stander ved så vildt et vand.
22
"Hør y, her Allfast, min festemand,	"hør I, her Alfast, min fæstemand,
huad well y huosz thette wilde wand?"	hvad vil I hos dette vilde vand?"
23
"Ieg er icke her Allfast, din festemand,	"jeg er ikke her Alfast, din fæstemand,
mitt hiem thett er y thette wand."	mit hjem det er i dette vand."
24
Met fyrre skuoff och XV søm	med fire sko og femten søm
den iumfrw sanck neder for striden strøøm.	den jomfru sank neder for striden strøm.
25
Thett matte mand hørre saa langtt aff lie:	det måtte man høre så langt af led:
:: Vnder lydenn. ::	:: under liden. ::
huor den iumfru vnder wandit skrieg.	hvor den jomfru under vandet skreg.
:: Meg tøckis, thett er tungt att ridde. ::	:: mig tykkes, det er tungt at ride. ::

Den ældste danske viseoverlevering