Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 39
Side: 53 v
Titel: Erik og Adelraad
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 426 A VII 308-309
Kommentar: VII 311a


1
Iuncker her Errick bad till stalltenn Addellrun junker her Erik bad til stolten Adelrun
y wienter thuo; i vintre to;
ingenn mand thett weste, ingen mand det vidste,
och ingen thett fruo. og ingen det frå.
:: Men skuoffuen stander grønn, :::: men skoven stander grøn, ::
:: men skuoffuen staar alle y urtter och y blomster. :::: men skoven står alle i urter og i blomster. ::

2
Ingenn mand thett weste, ingen mand det vidste,
och ingen thett fruo, og ingen det frå,
for-vden iunker herr Errick foruden junker her Erik
och stalten Adellrun. og stolten Adelrun.

3
Saa kaam thett saa widde så kom det så vide
och alt saa wide y ord, og alt så vide i ord,
att thett kaam under thieldenn at det kom under tjælden
offuer daner-kongens bord. over dannerkongens bord.

4
"Haffuer hand iunker her Errick "haver han junker her Erik
myn datter loffuet y lønn, min datter lovet i løn,
saa skall thett koste hans vnge lyff så skal det koste hans unge liv
och sa hans huide halszbieenn." og så hans hvide halsben."

5
Tthett wor daaner-kongen, det var dannerkongen,
hand thaaller till suene thuo: han taler til svende to:
"Y beder ham iunker her Errick "I beder ham junker her Erik
ind for meg gaa." ind for mig gå."

6
Ind kam hand iuncker her Errick ind kom han junker her Erik
med roser y kiend: med roser i kind:
"Huad wilde y myg, daner-koning, "hvad ville I mig, dannerkonning,
kerr heerre mynn?" kær herre min?"

7
"Hør thu thett, iuncker her Erick, "hør du det, junker her Erik,
huad ieg siger deg: hvad jeg siger dig:
haffuer du myn datter lockitt, haver du min datter lokket,
døll thett icke for meg." dølg det ikke for mig."

8
Op stuod iunker her Errick, op stod junker her Erik,
hand suarit for seg: han svaret for sig:
"Ieg haffuer ret aldrig eders datter locket, "jeg haver ret aldrig eders datter lokket,
saa sant Gud hielpe meg." så sandt Gud hjælpe mig."

9
"Daa lader y nu myn datter kom ind "da lader I nu min datter kom ind
att suare for seg; at svare for sig;
haffuer du hend[e]r
[1] hendr i Linjeslutning.
ind lockit,
 
haver du hendr end lokket,
hun døll det icke for meg." hun dølg det ikke for mig."

10
Ind kaam stalten Adelron, ind kom stolten Adelrun,
saa huid som linn: så hvid som lin:
"Huad wilde [y] meg, daner-koning, "hvad ville [*] mig, dannerkonning,
kerr fader myn?" kær fader min?"

11
"Hør thu thett, myn kerr datter, "hør du det, min kær datter,
huad ieg siger deg: hvad jeg siger dig:
haffuer iuncker her Errick deg lokitt, haver junker her Erik dig lokket,
saa sig meg thett." så sig mig det."

12
"Hand
[2] Skriveren har begyndt paa Haffuer, men fuldendt Ordet som Hand; tilsyneladende staar der nu Hafind.
haffuer meg icke lockitt
 
"han haver mig ikke lokket
och icke lønlig loffuet; og ikke lønlig lovet;
men mangenn lange wienters-natt men mangen lange vintersnat
haffuer wy til-samen soffuet." haver vi tilsammen sovet."

13
"Haffuer du nu hosz myn datter soffuet, "haver du nu hos min datter sovet,
haffuer du hinder bewilgit der-till, haver du hender bevilget dertil,
da skalt du nu giffue hender dyn tro y-dag, da skalt du nu give hender din tro i dag,
thett ganger, som herre Gud well." det ganger, som Herre Gud vil."

14
Der wor gled y kongens gaard der var glæd i kongens gård
och halff mer gambell: og halv mer gammel:
iuncker her Errick och stalltenn Adellronn junker her Erik og stolten Adelrun
bleff giffuen til-samell. blev given tilsammel.

15
Nu leffuer buode dy unge tho nu lever både de unge to
mett gled och fryd: med glæd og fryd:
stalt Adellron fenge wed iuncker her Errick stolt Adelrun finge ved junker her Erik
dy søner thre. de sønner tre.
:: Men skoffuen stander grøn, :::: men skoven stander grøn, ::
:: men skoffuen stander al vdi ørter och vdi blomster :::: men skoven stander al udi urter og udi blomster ::