Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 36
Side: 47 v
Titel: Nilus og Adelus
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 481 N VIII 348-353
Kommentar: VIII 378a


1
Ther wegser op y kongens gaard der vokser op i kongens gård
buod roser och edliger lilier; båd roser og ædliger liljer;
her Nielus och stalten Adelus her Nielaus og stolten Adelus
thi haffuer tilsamel guodwillig. de haver tilsammel god vilje.
:: Saa løser hun suenden aff all syn angist. :::: så løser hun svenden af al sin angest. ::

2
Her Peder hand buor seg ude wed aae, her Peder han bor sig ude ved å,
hand haffuer thi døtter V; han haver de døtre fem;
stalt Adelus heeder thend yngeste, stolt Adelus hedder den yngeste,
hun ber blomster
[1] vistnok forvansket.
for alle dem.
 
hun bær blomster for alle dem.

3
Her Nelus hand vnte stalt Adelus well, her Nielaus han undte stolt Adelus vel,
siden føste thett han hinder suo; siden første det han hender så;
hand bad saa endellig
[2] <dvs.> inderlig.
till wor-herre,
 
han bad så inderlig til Vorherre,
hand matte den lili faa. han måtte den lilje få.

4
Her Niellus hand er en rider saa bold, her Nielaus han er en ridder så bold,
thend fieerst ther hest matt ride; den fejerst der hest måt ride;
feste hand stalte Adelus fæste han stolte Adelus
till aller-kereste synn. til allerkæreste sin.

5
Tthett tha spuorde thend gamble greffue, det da spurgte den gamle greve,
hand buode seg ude wed aae: han bode sig ude ved å:
her Nelus haffuer thend iumfru fest, her Nielaus haver den jomfru fæst,
der alld hans agtt til staar. der al hans agt til står.

6
Tthett tha wor thend gamble greffue, det da var den gamle greve,
hand beder lege saadell paa heste: han beder lægge saddel på heste:
"Ieg well ride meg op att land, "jeg vil ride mig op ad land,
daaner-kongen saa well ieg geste." dannerkongen så vil jeg gæste."

7
Tthett [tha] wor denn gamble greffue, det da var den gamle greve,
hand kaam der riden y gaard; han kom der ridend i gård;
ud staar daner-kongenn, ud står dannerkongen,
hand wor well suøbt y mord. han var vel svøbt i mår.

8
"Wer well-komen, myn kerr mor-broder, "vær velkommen, min kær morbroder,
wer wellkomen hiem till mitt!
[3] I udg.: "mi[n]".
 
vær velkommen hjem til mit!
huad hellder well y haffue den brune mød hvad heller vil I have den brune mjød
eller drecke denn klaarre wynn?" eller drikke den klare vin?"

9
"Meg er icke om dynn brune mød, "mig er ikke om din brune mjød,
icke hellder dyn klarre wyn: ikke heller din klare vin:
her Nelus haffuer seg en iumfru fest, her Nielaus haver sig en jomfru fæst,
ieg haffde agthett hinder til kereste mynn. jeg havde agtet hender til kæreste min.

10
Nu er thu kong offuer alt thete land, nu er du kong over alt dette land,
du kiende meg guode rade! du kende mig gode råde!
her Nellus hand haffuer thend iumfru fest, her Nielaus han haver den jomfru fæst,
ther all myn aagt til stuod." der al min agt til stod."

11
"Haffuer her Nellus thend iumfru fest, "haver her Nielaus den jomfru fæst,
ther alld eders agt til stuod, der al eders agt til stod,
well thett Gud, ieg leffuer, vil det Gud, jeg lever,
hand hinder ret aldrig faarr." han hender ret aldrig får."

12
Kongenn hand lader ett udbuod giørre, kongen han lader et udbud gøre,
biuder ud buode rider och suene; byder ud både ridder og svende;
thett wor for bolde her Nelus skyld, det var for bolde her Nielaus skyld,
hand matte ikiend werre hieme. han måtte ikke være hjemme.

13
Tthett wor daner-kongen, det var dannerkongen,
hand thaaller till suene thuo: han taler til svende to:
"Beder y bolde her Nellus "beder I bolde her Nielaus
y stoffuen ind for meg gaa!" i stuen ind for mig gå!"

14
Ind kaam bold her Nellus, ind kom bold her Nielaus,
och stedes hand for buor: og stedtes han for bord:
"Huad wilde y meg, myn edelig herre? "hvad ville I mig, min ædelig herre?
hui haffuer y send meg ord?" hvi haver I sendt mig ord?"

15
"Hør thu thett, bolde her Nelus, "hør du det, bolde her Nielaus,
och huad ieg siger deg: og hvad jeg siger dig:
thu skalt faar y lieding y-aar du skalt far i leding i år
och førre mytt baner for meg." og føre mit banner for mig."

16
Tthett suaridtt bolder her Nellus, det svaret bolder her Nielaus,
hand wor en mand saa thrøst: han var en mand så trøst:
"Ieg haffde agthett mitt brølup att giøre "jeg havde agtet mit bryllup at gøre
y thene første høst." i denne første høst."

17
"I-aar skalt thu y lieding faarre, "i år skalt du i leding fare,
myn baner skalt thu førre; min banner skalt du føre;
første thu komer tilbage igen, første du kommer tilbage igen,
thit brølup welt thu lad giørre." dit bryllup vilt du lad gøre."

18
"Saa gernne well ieg y lieding faarre, "så gerne vil jeg i leding fare,
for eders skyld wuoffue mitt lyff: for eders skyld vove mit liv:
miest er meg for myn feste-mø, mest er mig for min fæstemø,
saa mange-foold er hindis quide." så mangefold er hendes kvide."

19
Tthett wor bolde her Nellus, det var bolde her Nielaus,
hand kaam saa mangtt y sinde: han kom så mangt i sinde:
"Nu well ieg till stalt Aadellusz ride, "nu vil jeg til stolt Adelus ride,
och taalle well ieg med hinder." og tale vil jeg med hender."

20
Tthett wor bolde her Nellus, det var bolde her Nielaus,
hand kaam ther riden y gaard; han kom der ridend i gård;
udstuod stalltenn Adellusz ud stod stolten Adelus
for[-]inden syn skarlagen smaa. forinden sin skarlagen små.

21
Tthett wor bolde her Niellus, det var bolde her Nielaus,
thog hinder y arume syn; tog hender i arume sin;
saa fulis thi buode saa lestlig så fulgtes de både så listlig
y hyffuelofft ind. i højeloft ind.

22
"Ieg haffde nu agthett mytt brølup at giøre "jeg havde nu agtet mit bryllup at gøre
vdi theme
[4] I udg.: "thene".
første høst;
 
udi denne første høst;
min herre well meg y lieding haffue min herre vil mig i leding have
fraa eder, myn hygeste thrøst!" fra eder, min højeste trøst!"

23
Lenge stuod stalltten Adelus, længe stod stolten Adelus,
hun liude paa hans ord; hun lydte på hans ord;
thi kiender, som førre wor rødde, de kinder, som førre var røde,
thi suorthenet thaa som iord. de sortenet da som jord.

24
Tthett suarid staltenn Aadelusz, det svaret stolten Adelus,
hun bleff y hindis kiender saa blegge: hun blev i hendes kinder så blege:
"Skall y nu y lieding y-aar, "skal I nu i leding i år,
thett bliffuer meg liditt till glede." det bliver mig lidet til glæde."

25
"Hør y thett, staltenn Adelus, "hør I det, stolten Adelus,
ieg beder eder om en bønn: jeg beder eder om en bøn:
well y mig iumfru bide, vil I mig jomfru bie,
till ieg komer hiem igen?" til jeg kommer hjem igen?"

26
"Ieg skall eder iumfru bide, "jeg skal eder jomfru bie,
thett loffuer ieg eder for saandt;
[5] først skrevet saantt.
 
det lover jeg eder for sand;
komer y icke aff lieding hiem, kommer I ikke af leding hjem,
ieg loffuer aldrig anden mandt." jeg lover aldrig anden mand."

27
Melltte thett stalltenn Adelus mælte det stolten Adelus
buode aff sorig och nød: både af sorrig og nød:
"Komer y icke aff lieding hiem, "kommer I ikke af leding hjem,
ieg sørger meg selleff til død." jeg sørger mig sellev til død."

28
Her Nelus drog y leding vd, her Nielaus drog i leding ud,
hand war icke mogit
[6] I udg.: "møgit".
glad;
 
han var ikke meget glad;
igen saad staltenn Adellus, igen sad stolten Adelus,
hun sørgit aff hiartet saa saare. hun sørget af hjertet så såre.

29
Tthett tha waar thend gamble greffue, det da var den gamle greve,
hand red seg under ø: han red sig under ø:
bortt till herre Peder, bort til herre Peder,
om stalt Adelus wilde hand bedde. om stolt Adelus ville han bede.

30
Tthett tha war thend gamble greffue, det da var den gamle greve,
hand kaam der ridind y gard: han kom der ridend i gård:
vd stuod herre Peder, ud stod herre Peder,
suøbt wor hand y muor. svøbt var han i mår.

31
"Her stander y, herre Peder, "her stander I, herre Peder,
y er en mand saa fynn; I er en mand så fin;
well y giffue meg stalltenn Adlus vil I give mig stolten Adlus
till aller-kereste myn?" til allerkæreste min?"

32
Tthett suarid herre Peder, det svaret herre Peder,
hand stuod y skaarlagen rød: han stod i skarlagen rød:
"Komer her Nellus aff lieding hiem, "kommer her Nielaus af leding hjem,
hun er hans feste-møø." hun er hans fæstemø."

33
"Icke løster meg at loffue "ikke lyster mig at love
en vngers-suend
[7] <dvs.> Ungersvends.
feste-møø;
 
en ungerssvend fæstemø;
thett well ieg for sanndingenn sigge, det vil jeg for sandingen sige,
her Nellus hand er død." her Nielaus han er død."

34
Her Peder fuld greffuen y stoffuen ind, her Peder fulgt greven i stuen ind,
luod skienke for hanom wyn; lod skænke for hannum vin;
saa gaar hand y fruer-stoffue så går han i fruerstue
och rader med datter synn. og råder med datter sin.

35
"Her sedder du, mynn kerr datter, "her sidder du, min kær datter,
well er deg alle dyn dagge: vel er dig alle din dage:
deg beder til den gamble greffue, dig beder til den gamle greve,
om du welt hanom haffue." om du vilt hannum have."

36
"Hør y thett, myn kerre fader, "hør I det, min kære fader,
huy taller y slig ord? hvi taler I slig ord?
huad skulde ieg suare her Nelus, hvad skulle jeg svare her Nielaus,
som ieg haffuer giffuet myn thro?" som jeg haver givet min tro?"

37
"Her Nellus hand bleff y lieding slagenn, "her Nielaus han blev i leding slagen,
som du ber for denn thuang; som du bær for den tvang;
thett well ieg for sandingen sigge, det vil jeg for sandingen sige,
thu thøste icke efter hanom lannge." du tørst ikke efter hannum lange."

38
"Bleff her Nellus y lieding død, "blev her Nielaus i leding død,
och siger du meg saa, og siger du mig så,
da loffuer ieg aldrig nogen iordrigs mand, da lover jeg aldrig nogen jordrigs mand,
men hand icke leffue maa." men han ikke leve må."

39
"Tthu skallt nu haffue thend gamble greffue "du skalt nu have den gamle greve
buode med prisz och ere; både med pris og ære;
hand haffuer buode slott och feste, han haver både slot og fæste,
haffuer theg och i hiartett saa kierr." haver dig og i hjertet så kær."

40
"Giffuer y meg den gamble greffue, "giver I mig den gamle greve,
och giør y meg den quide; og gør I mig den kvide;
daa skall ieg bede min Gud der-om, da skal jeg bede min Gud derom,
hand skall tage meg snart aff lyffue." han skal tage mig snart af live."

41
Tthett giorde herre Peder, det gjorde herre Peder,
hand war en mand saa haard: han var en mand så hård:
saa gaff hand bortt syn datter så gav han bort sin datter
imod hindis egen rad. imod hendes egen råd.

42
Gaff hand bortt stallt Adellus, gav han bort stolt Adelus,
imod hindis egen iaa; imod hendes egen ja;
siden drocke dy thett brølup siden drukke de det bryllup
denn same manitzs-dag. den samme månedsdag.

43
Drocke dy thett brølup drukke de det bryllup
well y dage V; vel i dage fem;
alt saad bruden buod sorig och muod, alt sad bruden båd sorrig og mod,
och folckett thett fuor hiem. og folket det for hjem.

44
Her Nellus kaam fraa liedding hiem, her Nielaus kom fra leding hjem,
haffde wonden buode prisz och erre; havde vunden både pris og ære;
thett war hans største begiering, det var hans største begæring,
hand matte finde synn hiarte[n]s-kiere. han måtte finde sin hjertenskære.

45
Ttha spurde hand thi tiding, da spurgte han de tiding,
som hanom gick miest till hand:
[8] I udg.: "harum".
[9] hand (men med en gl. Haand rettet til harm).
 
som hannum gik mest til hånd:
greffuenn haffde hans iumfru feste greven havde hans jomfru fæste
och lagdtt hinder y sin arum. og lagt hender i sin arum.

46
Her Nellus rider y kongens gaard, her Nielaus rider i kongens gård,
och hanom skienner haard som guld; og hannum skinner hår som guld;
thett weste well daner-kongen, det vidste vel dannerkongen,
att hand war sorig-fuld. at han var sorrigfuld.

47
Tthett wor bolde her Nellus, det var bolde her Nielaus,
hand rider y kongens gaard; han rider i kongens gård;
op star daner-kongen, op står dannerkongen,
hand gaar hanom selleff vd ymod. han går hannum sellev ud imod.

48
"Wer well-komen, bolde her Nellus, "vær velkommen, bolde her Nielaus,
thu were well-komen hiem! du være velkommen hjem!
huor haffuer thieg lid i lieding hvor haver dig lidt i leding
alt med myn erlig mend?" alt med min ærlig mænd?"

49
"Ieg haffuer werrit y lieding y-aar, "jeg haver været i leding i år,
och eder buod huld och thro; og eder båd huld og tro;
borte er giffuen myn feste-mø, borte er given min fæstemø,
och ald myn gled och ruo." og al min glæd og ro."

50
"Hør thu, bolde her Nellus, "hør du, bolde her Nielaus,
och sørge du icke for-dy; og sørge du ikke fordi;
ieg giffuer deg myn søster igenn, jeg giver dig min søster igen,
er riger ind stalt Adeluszis X." er riger end stolt Adeluses ti."

51
"Tthett y giffuer meg eders søster, "det I giver mig eders søster,
ett spegell offuer alle quinde, et spejel over alle kvinde,
saa kierr haffuer ieg stalt Adelus, så kær haver jeg stolt Adelus,
rett aldrig for-glemer ieg hinder. ret aldrig forglemmer jeg hender.

52
Tthett giorde bolde herre Nellus det gjorde bolde herre Nielaus
alt efter syn herres rad: alt efter sin herres råd:
feste hand thend skønne iumfru, fæste han den skønne jomfru,
alt førind hand red ther-fra. alt førend han red derfra.

53
Tthett wor daner-kongen, det var dannerkongen,
hand wor en mand saa brad: han var en mand så brat:
hand luod sette thett brølup han lod sætte det bryllup
thend same manitzs-dag. den samme månedsdag.

54
Tthett melltte bolde her Nellus, det mælte bolde her Nielaus,
hand haffde stuor sorig y sinnde: han havde stor sorrig i sinde:
"Alt skall ieg med stalt Adellus thalle, "alt skal jeg med stolt Adelus tale,
førrind ieg dreker brølup med hinder. førend jeg drikker bryllup med hender.

55
I lader nu bryge, y lader nu bleende, I lader nu brygge, I lader nu blænde,
y lader nu benkenn brede! I lader nu bænken brede!
selleff well ieg ride til stalt Adelus, sellev vil jeg ride til stolt Adelus,
hun skall mynn vnge brud redde." hun skal min unge brud rede."

56
Bortt red bolde her Nellus, bort red bolde her Nielaus,
hand kaam till borig-led; han kom til borrigled;
vd da stuod den gamble greffue, ud da stod den gamle greve,
och huiller hand seg weed. og hviler han sig ved.

57
"Wer well-komen, bolde her Nellus, "vær velkommen, bolde her Nielaus,
wer well-komen hiem till min! vær velkommen hjem til min!
huad hellder well i haffue den brune mød hvad heller vil I have den brune mjød
hellder dreke denn klaare wynn?" heller drikke den klare vin?"

58
"Meg er icke om eders brune mød, "mig er ikke om eders brune mjød,
icke hellder eders klaare wynn; ikke heller eders klare vin;
ieg well thaalle med stalt Aadellus, jeg vil tale med stolt Adelus,
som før wor aller-kereste mynn." som før var allerkæreste min."

59
Her Nellus och den gamble greffue her Nielaus og den gamle greve
dy fuldis y fruerstoffue ind; de fulgtes i fruerstue ind;
thett første stalt Adelus her Nellus suo, det første stolt Adelus her Nielaus så,
tha fallmet hind rosens-kiend. da falmet hend rosenskind.

60
Hand gick till staltenn Adellus, han gik til stolten Adelus,
stuor sorig hadde hand y sinde; stor sorrig havde han i sinde;
stalt Adellus reker hanom huiden haand, stolt Adelus rækker hannum hviden hånd,
hinder falt daa thar paa kieend. hender faldt da tår på kind.

61
Tthett ttha melltte den gamble greffue, det da mælte den gamle greve,
hand stuod y skaarlagenn rød: han stod i skarlagen rød:
"Stalt Adellus, haffuer thu thett førre hortt, "stolt Adelus, haver du det førre hørt,
her Nellus haffuer fest saa wenen møø." her Nielaus haver fæst så væn en mø."

62
"Haffuer hand fest seg saa wen en møø, "haver han fæst sig så væn en mø,
och siger y meg saa, og siger I mig så,
Christ lade denom thett til glede bliffue, Krist lade dennum det til glæde blive,
thett
[10] I udg.: "thend".
stund thi leffue maa!"
 
det stund de leve må!"

63
Her Nellus hand thog hinder y syn arumu,
[11] I udg.: "arum".
[12] arumu [jf. 21,2 arume].
 
her Nielaus han tog hender i sin arume,
hand bad hinder om enn bønn: han bad hender om en bøn:
"Well y nu med wor vnge droning "vil I nu med vor unge dronning
føre meg min vnge brud hiem?" føre mig min unge brud hjem?"

64
Lenge stuod stalltenn Adellus, længe stod stolten Adelus,
hun thuorde hanom icke suarre; hun turde hannum ikke svare;
"iaa," thaa sagde den gamble g[r]effue, "ja," da sagde den gamle greve,
"ieg well selleff med hind faare." "jeg vil sellev med hend fare."

65
Tthett wor bolde her Nellus, det var bolde her Nielaus,
hand thog thend fru y arum; han tog den fru i arum;
thett will ieg for sandingen sigge, det vil jeg for sandingen sige,
thett wor aff rett hiarttens harum. det var af ret hjertens harum.

66
Her Nellus red vd[-]aff greffuens gaard, her Nielaus red udaf grevens gård,
thend
[13] I udg.: "the[r]".
hand skieldis fraa denn fru:
 
den han skiltes fra den fru:
saa saare tha sørgit thi vnge thuo, så såre da sørget de unge to,
thi haffde huer-andre y huoffue. de havde hverandre i hue.

67
Saa forde thi thend vnge brud så førte de den unge brud
y bold her Nellus gaard; i bold her Nielaus gård;
thett huide søliff, thett røde guld det hvide søllev, det røde guld
wor icke for liegeren spaardt. var ikke for legeren spart.

68
Tthi saatte bruden paa brude-benck, de satte bruden på brudebænk,
som thi kunde allderbest; som de kunne allerbedst;
satte thi stallten Adellus satte de stolten Adelus
bruden allernest. bruden allernæst.

69
Skenckitt thi ud buode mød och win skænket de ud både mjød og vin
vdi den borig-stoffue; udi den borrigstue;
her Niellus och stalten Adelus her Nielaus og stolten Adelus
thi haffde stuor sorig i hoffue. de havde stor sorrig i hue.

70
Tthett mellte daner-kongen, det mælte dannerkongen,
hand gaar buod ud och ind: han går båd ud og ind:
"Huy mon stalltenn Adellus "hvi mon stolten Adelus
saa falme sin rosens-kiend?" så falme sin rosenskind?"

71
Tthett wor daner-kongen, det var dannerkongen,
och reker hand haand fraa seg: og rækker han hånd fra sig:
"Y staar op, stalltenn Adellus, "I står op, stolten Adelus,
och well y dantzs huosz mig?" og vil I dans hos mig?"

72
"Saa gierne daa wilde ieg dantze, "så gerne da ville jeg danse,
saa lystellig wilde ieg quede; så lystelig ville jeg kvæde;
sorigenn haffuer mynn hiartte bellagt, sorrigen haver min hjerte belagt,
ieg kand mig icke gledde. jeg kan mig ikke glæde.

73
Saa giernne wilde ieg dantze så gerne ville jeg danse
saa lestlig wed eders haand; så listlig ved eders hånd;
sorigenn haffuer mit hiarte klempt, sorrigen haver mit hjerte klemt,
herre Gud løse alle min boond!" Herre Gud løse alle min bånd!"

74
"Hør y thett, stalten Adelusz, "hør I det, stolten Adelus,
y sørger icke for-dy: I sørger ikke fordi:
ieg haffuer eder giffuit den gamble greffue, jeg haver eder givet den gamle greve,
er riger ind her Nellues X." er riger end her Nielaus ti."

75
Suaridtt thett stalltenn Adelus svaret det stolten Adelus
med thuog[t] och høffske sinde: med tugt og høvske sinde:
"Matte ieg løffue y thusind aaar,
[14] I udg.: "aar".
 
"måtte jeg leve i tusind år,
ieg kand hanom rett aldrig for-gleme." jeg kan hannum ret aldrig forglemme."

76
Tthett wor sildig om afften, det var sildig om aften,
thi fulde den brud til seng: de fulgte den brud til seng:
her Nellus och stall[t]en Aadelus, her Nielaus og stolten Adelus,
thi holt den thaalle saa long. de holdt den tale så lang.

77
"Hør thu thett, stalten Aadelus, "hør du det, stolten Adelus,
alt huad ieg sigger deg: alt hvad jeg siger dig:
war thett med dinn wilie giortt, var det med din vilje gjort,
du brødst dinn thro mod meg?" du brødst din tro mod mig?"

78
Suarett thett stallttenn Adelusz, svaret det stolten Adelus,
buode mett thuogt och erre: både med tugt og ære:
"Mangenn giffuer sit miende der-til, "mangen giver sit minde dertil,
thett
[15] I udg.: "ther".
thi wilde møgitt helder lad werre.
 
det de ville meget heller lad være.

79
Ieg siger eder, bold her Nellus, jeg siger eder, bold her Nielaus,
y faar saa wen en møø; I får så væn en mø;
ieg well bere sorigen for osz buode, jeg vil bære sorrigen for os både,
och thett tuinger meg til døde. og det tvinger mig til døde.

80
I loffuer meg, herre Nellus, I lover mig, herre Nielaus,
y lader bortt-faare eders quide! I lader bortfare eders kvide!
ieg will ber sorgenn for osz buode, jeg vil bær sorgen for os både,
thett
[16] I udg.: "thend".
stund meg winndis liffue.
 
det stund mig vindes live.

81
Wy staar saa lenge och snacker, vi står så længe og snakker,
thett bliffuer osz buode til ware: det bliver os både til værre:
y bliffuer miszthengtt aff eders vnge brud, I bliver mistænkt af eders unge brud,
saa giør ieg och aff min harre." så gør jeg og af min herre."

82
"Saa hiellpe meg Gud, for[-]offuen meg er, "så hjælpe mig Gud, foroven mig er,
buode aff angist och haarum, både af angest og harum,
som ieg wi[l]d helder thaalle mett theg som jeg vil heller tale med dig
ind soffue y brudens arum!" end sove i brudens arum!"

83
Her Nellus ginge till brude-seng her Nielaus ginge til brudeseng
mett suock och sorig-fuld hoff; med suk og sorrigfuld hu;
thett wor hans mieste quide, det var hans meste kvide,
hand skieldis fra den frue. han skiltes fra den frue.

84
Tthett wor stalltenn Adelusz, det var stolten Adelus,
hun thi sper-lagenn samell drog; hun de spærlagen sammel drog;
hun thog den sorig, nest hiarthett luoo, hun tog den sorrig, næst hjertet lå,
hun luod end som hun luo. hun lod end som hun lo.

85
Tthett wor stalltenn Adelusz, det var stolten Adelus,
hun logtte den loffts-dør braatt: hun lukte den loftsdør brat:
"Her Nelus med eders vnge brud, "her Nielaus med eders unge brud,
Gud giffue eder thusen god-nat!" Gud give eder tusind godnat!"

86
Tthett melltte stalltenn Adelus, det mælte stolten Adelus,
hun gaar aff thrapen nieder: hun går af trappen neder:
"Gode-natt, bolde her Nelus, "godenat, bolde her Nielaus,
wi findis rett aldrig merre." vi findes ret aldrig mere."

87
Tthett wor danske droning, det var danske dronning,
hun tog den frue till sieg: hun tog den frue til sig:
"Hør thu thett, stalltenn Adelusz, "hør du det, stolten Adelus,
welt du gaa ind meg
[17] I udg.: "med".
meg?
 
vilt du gå ind med mig?

88
Tthu kom hid, staltenn Adelusz, du kom hid, stolten Adelus,
welt du gaa ind mett meg? vilt du gå ind med mig?
weste ieg deg nogen glede, vidste jeg dig nogen glæde,
saa gierne huosuallitt ieg dieg." så gerne husvalet jeg dig."

89
Tthett wor stalltenn Adellusz, det var stolten Adelus,
hun ganger i fruer-stoffue ind; hun ganger i fruerstue ind;
stor sorig haffde hun i hiarthett, stor sorrig havde hun i hjertet,
saa stride rand hind thar paa kiend. så stride randt hend tår på kind.

90
Tthett melltte stalltenn Adellusz, det mælte stolten Adelus,
hun tog guldringen aff huidenn hand: hun tog guldringen af hviden hånd:
"Sorigen haffuer mit hiartte klemptt, "sorrigen haver mit hjerte klemt,
herre Gud løsz alle mynn boend!" Herre Gud løs alle min bånd!"

91
Tthett wor daner-droning, det var dannerdronning,
klaper hinder wed huiden kiend: klapper hender ved hviden kind:
"Ieg beder deg for den wolde Gud, "jeg beder dig for den volde Gud,
du lader bort-faare sorgen dinn." du lader bortfare sorgen din."

92
Melltte thett danske droning, mælte det danske dronning,
och hinder rand thaar paa kiend: og hender randt tår på kind:
"Ieg frøgter fuld-saare, min edlig herre "jeg frygter fuldsåre, min ædlig herre
hand haffuer synd for sorig dynn." han haver synd for sorrig din."

93
Tther wor stuor ynck y fruer-stoffue der var stor ynk i fruerstue
och haleff mere harum: og hallev mere harum:
stallt Adeluszis hiartte y synder sprack stolt Adeluses hjerte i sønder sprak
y danske droningens arum. i danske dronningens arum.

94
Stallt Adelus døde y fruer-stoffue, stolt Adelus døde i fruerstue,
och alle dy fruer til quide; og alle de fruer til kvide;
her Nellus hand døde y brude-seng her Nielaus han døde i brudeseng
alt wed den unge bruds sidde. alt ved den unge bruds side.

95
Tthett melltte danske droning, det mælte danske dronning,
hun war aff hiarthett wiee; hun var af hjertet ve;
"Thett wor ret aldrig med wilig myn, "det var ret aldrig med vilje min,
att den gierning skulde saa skiee. at den gerning skulle så ske.

96
I matte well lade denom samell bliffue, I måtte vel lade dennum sammel blive,
hind-anden aff hiarthett will vnd: hinanden af hjertet vel und:
saa will haffde kongens søster så vel havde kongens søster
och fangitt en anden mand. og fanget en anden mand.

97
Nu rader ieg huer vnger-suend, nu råder jeg hver ungersvend,
om han wilde liude myn lerre: om han ville lyde min lære:
feste sig aldrig nogen stalte iumfru, fæste sig aldrig nogen stolte jomfru,
thett
[18] I udg.: "ther".
en anden haffuer i hiartett keer."
 
det en anden haver i hjertet kær."

98
For synndenn kiercke saa lagde dy hanom, for sønden kirke så lagde de hannum,
for østen da lagde dy hinder; for østen da lagde de hender;
ther sprang tho roser aff beggis therisz brøst, der sprang to roser af begges deres bryst,
saa luod thi guod wilig kiende. så lod de god vilje kende.
:: Saa løser hun suenden aff all sin angist. :::: så løser hun svenden af al sin angest. ::