Den ældste danske viseoverlevering

Håndskrift: Karen Brahes folio, ældre del
Nummer: 35
Side: 46 v
Titel: Oluf Strangesøns Dystridt
Trykt: T
Udgivet i: DgF: 329 A VI 57-58
Kommentar: VI 62a
Generelle oplysninger: Viseopskriften er allerede paa Folkemunde forstyrret (V. 3. 10,4).
Omkv: guode mangler ved sidste Vers.


1.
Thett wor Olluff Strangesen 
och saa hind vnge Hauffbuor, 
dy thiente denom saa lenge 
y daner-kongen[s] gard. 
:: Saa brende deris guode goizs paa Ry-land. ::

2.
Thi thientte denom saa lenge 
paa daner-kongens beste, 
til dy ypitt denom en thrette 
om beggis derris guode hestee. 

3.
Dy yppett denom en thrette 
om begges derris guode heste, 
huelkenn der hyffuebyrdigst war 
eller haffde ra
[1]+2: I udg.: "raskist heeste".
skiets heeele.
 

4.
"Hør thu thett, Huabuor kongens-søn, 
ieg well icke med theg threde; 
thinn moder hun war myn guode gud-moder, 
hun skal icke for osz grede." 

5.
"War myn moder dyn guode gudmoder, 
och siger du meg thett, 
Gud lade deg alldrig bliffue mandsens mand, 
før-ind du rid[e]r dyst med meg!" 

6.
"Icke saa well ieg rose meg, 
men hesten haffuer ieg guod: 
saa mend wed, Haubuor kongen-søn, 
en dystredt thør ieg well wuoe." 

7.
Thett wor aarligenn om morgen, 
thett første lercken saang: 
op stuod Ol[u]ff Strangesen, 
hand klede seg for sin seng. 

8.
Hand drog y syn skiortte, 
den war aff silcke smaa, 
och offuer y synn brøne,
[2] rettet af Skriveren fra thrøffue.
 
den waar aff staal saa bla. 

9.
Thett wor aarlig om morgen, 
thett første suollen skieen: 
op stuod Haubbuor kongens-søn, 
kled seg och for syn seng. 

10.
Hand drog y synn skiortte, 
hun war aff røde guld, 
och offuer y synn thrøøffue, 
hun war aff dyder fuld. 

11.
Droningen setter hanom hiellom paa, 
hun war hanom icke falsk; 
thett wor frøckenn Ellind, 
hun spentte hanom bryne om halsz. 

12.
Aarlig om denn morgen, 
thett første dagen wor liusz, 
ther war saa mange bewebbnitt heste 
vd for thett bister
[3]+1: I udg.: "dyster-husz".
husz.
 

13.
Thett førster
[4] I udg.: "første".
red thi samell red,
 
theris heste begynte at lieegge; 
ther stuod frwer och stalten iumfruer, 
dy bleff y kender blege. 

14.
Thett anditt redt thi samell red, 
och daa knellitt Haubuors hest: 
"Saa mange dyst daa haffuer ieg redett, 
men dene well bliffue den werste." 

15.
Thett thridi redt thi samell red, 
och da bleff Haubuor saar; 
ther stuod fruer och staltenn iumfruer, 
dy felditt saa muodige taare. 

16.
Thend fierrde gang dy samell rende, 
daa knellitt Oll[u]ff Strangesenns hest: 
"Mangen dyst haffuer ieg rendd, 
men deene bliffuer och den werste." 

17.
Thend fembtte gang dy samell rende, 
och daa bleff Haubuor død; 
daa daanitt frøckenn Ellind 
vdi syn skarrlagen rød. 

18.
Thett melltte Ol[u]ff Strangesen, 
der Haubuor fald fra hest: 
"Nu tøckes mig y sinde myn, 
att skuoffuen skiuller meg best." 

19.
Thett suared daner-kongen, 
hand holt icke langt der-fraa: 
"Thett for-biude den øuerste Gud, 
att thu skuld skuoffuen naa!" 

20.
Tack haffue Oluff Strangesenn, 
hand wor mand allienne: 
hand red y skoffuen fraa kongen 
och der-till hunder mend. 

21.
Thack haffue Oluff Strangesen 
och saa hans guode hest: 
hand red bortt en fredløsz mand, 
och skuoffuen den skiuller hanom best. 

22.
Thett wor Olluff Strangesen, 
hand rider y grønen lund; 
ther møder hanom saa gamell en mand 
saa aarlig en morgen-stund. 

23.
"Well møtte, Olleff Strangesenn, 
huy rider thu saa ienne igiemell skuoffue? 
igar war ieg paa Ryland, 
tha brendde thitt guods y loffue." 

24.
"Wardst du y-gaar paa Ryland, 
och brende mytt guods y loffue, 
y-gaar feck ieg en sorig saa stuor, 
y-dag da haffuer ieg thuo." 

25.
Saa red hand seg till Ryland, 
hand haffde stuor sorig y hoffue: 
"Hielp meg nu Iesu Maria søn 
och sa den rene iumfrw!" 
:: Saa brende deris guods paa Ryland. ::