Venderland-Grevens Søn

1.
Tthett wor Wenerland-greffuens søn,
hand beder legge sadll paa hest:
"Wy well ride oss op at land,
hind stalte frw Metlill at gest."
:: Y roser och wd-lagtt, for-gylden er greenenn med al synn blad. ::
2.
Tthett wor Wienerland-greffuen søn,
hand kaam der ridinn y gard:
vd stuod stalte frw Metelild,
hun war well suøbt y mord.
3.
"Her stander y, stallttenn frw Mettelild!
y er well suøbt i skiennd:
well y giffue meg innfru ^[1] I udg.: "iunfru". Issalt
til aller-kereste mynn?"
4.
"Isalt hun er saa liden,
och en saa liden en mord:
ieg well hinder icke mand-giffue
y thi første otte aar.
5.
Isallt er seg saa lidenn,
hun er mytt ieneste baarnn:
ieg well hinder aldrig mand-giffue
saa langtt y fremede land."
6.
Tthett wor Wenerland-greffuensen,
hand vreedis ^[2] Rettelse af Skriveren selv for: * *. wed thi ordd:
saa snartt weende hand syn ganger om-kring,
hand wilde der ^[3] rett. til: daa. ride aff gaarde.
7.
"I byder ind, Wienderland-greffuensen! ^[4] greffuensen er her rett. i Hdskr. til: greffuensøn.
y lader bort-faarre ederrs quide:
y sørger icke for hind ^[5] rett. t.: hinde. Isalt,
hun bliffuer ret aldrig ederrs wyff."
8.
Tthett wor Wenederland-greffuensen, ^[6] greffuensen er her rett. i Hdskr. til: greffuensøn.
hand ^[7] I udg.: "hanom". kaam saa mangt ^[8]+2: er Skriverens Rettelse fra: langt at buoffue [?]. i huoffue:
"Alt skall ieg thaalle med stalt Isalt,
før ind ieg rider her-fraa."
9.
Tthett wor Wienerland-grøffuensen, ^[9] grøffuensen er her rett. i Hdskr. til: grøffuensøn.
hand suøber seg hoffuet y skind:
saa gaar hand y hyffue-lofft
for stalten Isalt ind.
10.
Tthett wor Wienerland-greffuensen, ^[10] greffuensen er her rett. i Hdskr. til: greffuensøn.
hand ind aff døren treend:
thett wor stalltenn Isallt,
hun rødmer ^[11] Rett. for: røumer. y syn kiend.
11.
"Her sedder y, iumfrw Isalt!
och well y bliffue myn kerre:
huerind finger, der y haffuer,
thend skall thett røde guld berre.
12.
Her seder y, iumfru Isalt!
well y giffue meg eders thro:
thaa skall y sliide silcke och skarlagenn
och gaa paa røde guld-skuo."
13.
Tthett suorde staltenn Isalt
med thuogt och høffske sinde:
"Saa gierne gaff ieg eder min tro,
om thett war med min moders minde."
14.
Suaredtt thett stalltenn Isallt,
hun till den rider suo:
"Ieg giffuer eder alldrig mine tro,
vden thett er med myn moders iaa."
15.
"Well y ycke nu giffue meg eders thro,
men [ieg] beder eder for erre:
thaa skall ieg schriffue thi rame runer,
och spilde skall eeg ^[12] I udg.: "ieg". eders erre."
16.
"Skriffuer y nu thi rame runer,
och spiller y myn erre:
alle dy dage, ieg løffue maa,
for Gud skall ieg thett kieere."
17.
Saa skreff hand thi rame runer,
hand kaste denom y iunfruens ^[13] Skriverens Rett. f.: hindis [?]. skiød:
ther sprang dy blodige thaare
vd aff hindis negle-rod.
18.
Saa kaste hand thi rame runer
vnder iumfruens skarlagen sma:
hand sprang til syn hyge hest,
saa snart red hand der-fraa.
19.
Dett wor stalltenn Isallt,
hun wogner om mydinatt:
hun taller till stallten Blidelild
bode skøtt och offuer-bratt.
20.
"Mitt hiartte thett legger y thuangen lagtt,
thett werker for inden mit brøst:
thett wolder hand Wienerland-grøffuensønn,
myn hoff giøres for hanom thøst.
21.
Hør thu thett, stalten Blidelild!
och kerre stalbroder mynn:
thu følge meg till den herres land,
och giør thett for erre dynn!"
22.
Suared thett stalltenn Blidellild,
hun war saa wen en møø:
"Saa gernne well ieg deg følge aff land,
men deg tuynger der-til nød."
23.
Op saa stuod dy stalltte iumfruer,
dy thog huer-andre wed hand:
saa genge ^[14] rett. til: gynge. dy dennom saa sørgelig
neder til den strand.
24.
Tthj satte denom vdi en liden baad, ^[15] her stod først: bendt, men dette er strax overstreget, og baad skrevet isteden.
dy styrritt denom vd fraa land:
thi bad till Gud y Hemerrig,
hand wilde sennde denom well vdj haffuen.
25.
Tthi finge denom saa blid enn bør:
dreff ind for den harris land:
melte thett stalten Isalt,
hun threend ther først paa land.
26.
Melltte thett stallttenn Isallt,
hun felditt saa muodige thaarre:
"Christ segne stalt Mettelild, moder myn!
hun sørget ^[16] I udg.: "sørger". ^[17] sørget vilde gjøre Linien til et Omsagn om isteden for et Udsagn af Isalt, og er vistnok en Skrivfejl. aff hiartet sa saarre."
27.
Suarid thett stalltenn Blidellild,
hun war enn iunfru saa bold:
"Thett er ind saa mangen stallten iumfru,
sin skeebbien haffuer icke y wold."
28.
Saa gick dy till denn forgyldene portt,
och røstett dy y denn ring:
"Du statt op, goden portener,
du lad tho ^[18] Rettelse for: thi. iumfruer ind!"
29.
"Sttander y her en liden stund,
thett bliffuer icke deswere:
men ieg gaar y hyffue-lofft
och rader med myn herre."
30.
Ind daa kaam den puorttener,
och stedis hand for buord:
hand wer ^[19] I udg.: "war". snild y thungenn syn,
hand kunde well fyøffue sinn ord.
31.
"Herr stander thuo mørr vd for wort portt,
dy bedder meg lad dennom ind:
thi haffuer haard som spuonden guld,
legger lagtt y sylcke-thuinde.
32.
Tthend enne haffuer øgenn som falcken hind gara, ^[20] I udg.: "gra".
der flyuer saa høgtt weed sky:
ieg suo rett alldrig y myne dage
en saa wen enn wyff."
33.
Tthett suarede Wienerland-greffuensen, ^[21] greffuensen er her rett. i Hdskr. til: greffuensøn.
hand smiller vnder skiend:
"Thett raade Gud-fadder y Hemerig,
att thett er aller-kereste mynn!"
34.
Tthett wor Wienerland-greffuensen, ^[22] greffuensen er her rett. i Hdskr. til: greffuensøn.
hand vd aff wienduett suo:
saa bratt keende hand stalt Isalt,
hun stuod der neden for.
35.
"I ladder mytt guold med aamor strø,
bredder op benkenn med silke huide:
her komer geester til garde,
thi wor her før aldrig sligge.
36.
Gack du nu bort, du portener!
slaa op dy gyldene porrtte:
selleff løster meg at gange
dy iumfruer vd imod."
37.
Tthett wor stallttenn Isallt,
hun ind aff dørren trend:
thett wor Wenerland-greffuen-sen, ^[23] greffuen-sen er her rett. i Hdskr. til: greffuen-søn.
hand stuod hind op igenn.
38.
Stalt Isallt ind aff døren trend,
hindis haard thett glemer som guld:
thett weste well Wenerland-greffuensen, ^[24] greffuensen er her rett. i Hdskr. til: greffuensøn.
att hun wor sorig-fuld.
39.
Tthett wor Wienerland-greffuensen, ^[25] greffuensen er her rett. i Hdskr. til: greffuensøn.
hand recker hind huidenn hand:
"Huad wilde y, iumfrw Isallt,
saa langtt y fremede land?"
40.
Hun lagde hindis hoffuet op till hans brøst,
hun suckett, hun sørggitt saa saarre:
"Herr er ieg komen y fremede land
och lider till eders nade."
41.
"Edst du nu komen y fremede land,
och lider thu till min nade:
alle dy dage, ieg løffue maa,
tha skall theg thett rett alldrig skaade."
42.
Hun lagde hindis hoffuet op till hans brøst,
saa hiartellig mone hun gredde:
"Nu er ieg gangen aff myn moders rad,
som vnde bøn plieer att giørre."
43.
"Edst du nu gangen aff dynn moders rad,
som vnde bøn plieer at giør[e]:
daa loffuer ieg theg guld-kronne att berre,
till dyn kerr moder komer herre.
44.
Hør y thett, iumfrw Isalt!
giffuer meg eder thro med haand:
ihuad edders moder hun der-til sigger,
y erre nu fraa hinder aff land."
45.
Tthett wor Wienderland-greffuen søn,
hand lader thi lønne-breff schriffue:
hand sender denom stalten frw Mettelild,
och hinder till brøllup att biude.
46.
"I beeder hind stalltte frw Mettelild,
hun lader bortt-faare synn harum:
saa glad løffuer iunfru Ishaltt
i deese her fremedde lande."
47.
Tthett melltte stallte frw Mettellild,
der hun dy løne-breff suo:
"Thett klager ieg for wor-herre,
thett ieg skuld dater faa."
48.
Tthett melltte stalltte frw Mettellild
vd-aff rett hiarttens-harum:
"Y lieder graa ganger aff stallen vd,
spender for forgyldenne karum!"
49.
Sttallt Mettellild thrend y forgyldene kaarum,
hun war icke møgit glad:
hun kam till Wiender-land-greffuens land
thend same monnetzs-dag.
50.
Tthett wor stalltee frw Mettelild,
hun kaam der aggind i gaard:
vd stuod iunfru Isalltt
med guld-krone och vdslagen haard.
51.
Tthett war stallttenn frw Mettelild,
sluoff hinder wed huidenn kiennd:
saa bluoddig saa stennk ^[26] rett. til: stunnk [?]. dy thaarre
alt offuer hindis skaarlagenn-skiennd.
52.
"Huy ber du nu, Isalt, datter mynn!
guld-kronne och vdslaffuen haard?
saa well maa greffuens sleffred
seette et streke ^[27] rettet til: stryke. paa."
53.
Denn harre hand stuod icke langtt der-fraa,
hand bleff y hoffuenn saa muod:
"Haad ^[28] rett. til: Haade. en anden meg thett giort,
thett skulde kaste hindis hiartte-blod.
54.
Ieg beder eder, stalten frw Mettelild!
y giører icke merre saa:
ieg lider icke, thett y slar myn hiartens-kierr
vdi myn egen gard.
55.
Saa well maa iumfru Issalt
berre syn guld-krone rød:
ieg sigger eder paa myn chrestlig thro:
hun er saa wen enn møø."
56.
Frem gaar Wienderland-greffuen-sen, ^[29] greffuen-sen er her rett. i Hdskr. til: greffuen-søn.
thog Issalt y synn arum:
saa gaff hand hinder syn chrestlig thro,
der-till dy røde guld-baand.
57.
Tthack haff Wenderland-greffuen-sen, ^[30] greffuen-sen er her rett. i Hdskr. til: greffuen-søn.
saa well holt hand synn thro:
hand lod forskriffue bod rider och suene,
hand luod sytt brølup buo.
58.
Tthett giord och den harre guod,
stallt Blidellild mone hand icke for-gleme:
hand gaff hinder en rider saa rig,
och der-till slaatt och leen.
59.
Nu haffuer stalte frw Mettelild
forwonden all syn nød:
saa haffuer och stalten Issalt,
hun ber guld-krone saa rød.
:: Y roser wd-lagtt, for-gylden er grenen med all syn blad. ::

Den ældste danske viseoverlevering